I disse dage holder danske bogsamlere “Skandinavisk Antikvarbogmesse” i bibliotekssalen i Rundetårn, og jeg vil således foranlediget kaste et lille strejflys hen over nogle kendte danske bogsamlere. Dog ikke med primær fokus på deres bøger, men derimod på deres ganske vist “papirtynde” forbindelser til slægter og steder i min Nordjydske hjemstavn i Hanherrederne.

Obs! Bidraget vil fortrinsvis have interesse for personer med slægtsmæssige- og andre forbindelser til det Nordenfjordske. De øvrige af de ærede læsere bør derfor måske overveje at springe indlæget over?

Jeg har tidligere, i forb. med en kort omtale af SOPHIE BRAHES endnu bevarede REGNSKABSBOG 1627-40 (Udg. af Jysk Selskab for Historie, Sprog og Literatur v. Henning Paulsen og Johan Hvidtfeldt. Århus 1955, 256 s., jf. https://blocnotesimma.wordpress.com/2014/09/05/the-english-revolution-thorney-island-sophie-brahe-alexander-den-store/ ), oplyst nogle få data vedr. Sophie Brahe:

Hun var næsten samtidig med Chr.4. (1578-1646 resp. 1577-1648), og tilhørte en gren af den store Braheslægt, som udmærkede sig ved videnskabelige, literære og åndelige interesser. Hun var gift med den kendte Holger Rosenkrantz “den lærde” (1574-1642), og hun boede vistnok så godt som hele livet på deres gård Rosenholm ved Hornslet.

Lidt om nogle af hendes slægtninge: Hendes søster Birgitte Brahe (1579-1619) blev mor til bogsamleren, den ugifte Anna Gøye, som testamenterede hele sin bogsamling på ca. 900 bind til sit barnebarn Karen Brahe, den bekendte bogsamler, hvis store, endnu eksisterende bibliotek er det eneste fra samtiden, som er bevaret i sin helhed. Karen Brahe (1657-1736) var datter af Anna Gøyes næstsøskendebarn Preben Brahe, jf nedenfor.

Astronomen Tyge Brahe (1546-1601) var Sophies farbror, og den lærde forfatter og navne Sophie Brahe (1556-1643), g.m. den uheldige guldmager Erik Lange, var hendes faster. Et oldebarn, Otto Thott (1703-1785), omtales af Svend Dahl i Dansk Biografisk Håndleksikon som “statsmand og bogsamler”:

“Da han døde, var han ejer af ca. 138.000 bind, der ganske overfyldte den bygning, han havde opført i haven ved sit palæ på Kongens Nytorv, og hvortil han liberalt gav fremmede adgang; ved testamente skænkede han manuskripterne (4154 stk) og de før 1530 trykte bøger (6159 bd.) til det Kongelige Bibliotek, der desuden ved auktionen i 1788-92 købte ca. 60.000 bd.”

Endnu en farbror, Steen Brahe (1547-1620), var en af Chr. 4.´s betroede mænd og blev ved arv og køb bl.a. også ejer af den i sin tid, med omkring 700 tdr Hk, ret store Nordenfjordske herregaard Bratskov, beliggende i Brovst sogn i Hanherrederne.

Steen’s sønnesøn Preben (1627-1708) “nød i samtiden usædvanlig agtelse for sin fromhed og fine dannelse. Både han og hustruen var åndeligt interesserede: hun har oversat et par småting fra fransk, han har (i Karen Brahes bibliotek) efterladt sig et manuskript …” (jf. Hanry Bruun i Dansk Biografisk Leksikon). Steen’s oldebarn, og Prebens datter, den ugifte Karen Brahe (1657-1736), er nævnt ovenfor.

Endelig omtales Steen Brahes tipoldebarn Frants Rantzau (1683-1738) som dannet og litterært interesseret. Frants, der ved arv blev ejer af Bratskov, var tillige tiptipoldebarn af den kunst- og kulturinteresserede statholder og bogsamler Henrik Rantzau (1526-98), ligesom det, da vi nu også har været oppe i det nordenfjordske, kan nævnes, at en sønnesøn af statholderen (og farfars farbror til Frants) – Henrik Rantzau (1599-1674) – ved giftermål med Sofie Lindenov (enke efter Knud Gyldenstjerne, d. 1727 i Bergen) omkr. 1635 blev ejer af Gyldenstjernernes gamle hovedgaard Aagaard i Kettrup sogn i Vester Hanherred.

C.O.Bøggild-Andersen oplyser i Dansk Biografisk Leksikon, at Henrik “i 1623 foretog en rejse i Orienten, på hvilken han bl.a. besøgte Grækenland, Cypern, Jerusalem, Egypten og Konstantinopel (Istanbul), som han skildrede i sin i 1669 i Kbh. udkomne “Reise-Buch auf Jerusalem, Cairo und Constantinopel”. “Efter sin hjemkomst synes han at have levet mange år i ro, og det er først med Frederik 3.s tronbestigelse, at han træder frem i det offentlige liv; som en mand af mange kundskaber, ja måske lærdom, er han faldet i denne konges smag.”

Sidstnævnte Henrik Rantzaus havde en grandnevø, grev Christian Rantzau (1684-1771), hvis boglige interesser omtales lidt mere detaljeret af Poul Engelstoft i Dansk Biografisk Leksikon (1982):

“Det der vil bevare hans navn i historien er hans åndelige egenskaber. Han var besjælet af levende videnskabelig interesse og havde selv tilegnet sig ualmindelige kundskaber. Han var en af dem, der formidlede den samvirken mellem adel og åndsliv som i disse tiår var af så gavnlig betydning. Uden selv at være en skabende ånd repræsenterede han på smukkeste måde sin tidsalders videnskab og digtning.

“Med Hans Gram og Christian Falster stod han i levende brevveksling; han har formodentlig også haft en vis forbindelse med Ludvig Holberg og forstod at vurdere dennes værker; han kunne nyde Peder Paars og var med sit livlige temperament selv oplagt både til munterhed og kritik.

“At han var en ven af den danske skueplads har vi det bedste bevis på deri, at han var den til hvem skuespillerne 1731 henvendte sig om bistand i den fortvivlede situation, ildebranden 1728 og tronskiftet 1730 havde bragt dem i. Også Ambrosius Stub havde en velynder i ham, der både forstod at glæde sig ved hans digte og belønne digteren for hans vers.

“Han ejede et bibliotek på over 3600 bind, og af sin rigdom betænkte han såvel katedralskolen i Kristiania som gymnasiet i Odense med boggaver. Men den største gave lod han tilflyde universitetsbiblioteket, da han inden sin afrejse til Norge 1731 skænkede det en kostelig samling af vigtige håndskrevne kilder til Danmarks middelalderhistorie (nu i Kgl.Bibl.), hvoriblandt Calendarium Nestvediense, Exordium Caræ Insulæ og Codex Esromensis.”

I øvrigt må Henrik Rantzau utvivlsomt have kendt den allerede i et tidligere indlæg nævnte Karen Iversdatter (1616-1685)(jf. https://blocnotesimma.wordpress.com/2013/07/25/lidt-om-kabaler-m-m/ ), som voksede op hos familien Gyldenstjerne/Lindenov på Bergenhus og på Aagaard. Henrik er kommet i ægteskab med Sofie Lindenov ca. 1635 og Karen forlod øjensynligt først Aagaard i 1647.

Ved brylluppet med Henrik var Sophie Lindenov ca. 45 år gl. og begge hendes ægteskaber var så vidt vides barnløse, uagtet det dengang var skik, at en barnløs (adels)familie om muligt skulle have en nær slægtnings småbarn til opdragelse. Karen Iversdatter har derfor antageligt været eneste barn i hjemmet, omend hun i 1635 var omtrent 19 år gl. Hendes søn Knud må i henhold til hans begravelsesindførsel i kirkebogen være født i 1647.

(Sidstnævnte Henrik Rantzaus farmor var den stenrige Christina von Halle, som på et tidspunkt sagdes at være god for 4 “tønder guld”, d.v.s. 400.000 daler i kontantformue. Hendes far Frantz v. Halle var en åbenbart meget geschæftig herre, som sad meget af sin tid og lavede pengeforretninger i Amsterdam. Svigersønnen, statholderen Henrik Rantzau regnedes da også for en af de to rigeste adelsmænd i det Tyske Rige (for så vidt Holsten også regnes for en del af det daværende Tyskland)).

Endvidere har ovennævnte Frants Rantzau kendt Karen Iversdatters barnebarn Anne Knudsdatter, idet han i 1715 sammen med sin hustru Margrethe Rodsteen står fadder ved Anne’s søn Niels’ barnedåb i Gøttrup kirke. Anne boede på gården Store Strand i Gøttrup sogn i VesterHanherred og var gift med Christen Nielsen Levigsen fra nabogården Nørbjerggaard.

(Nørbjerggaard var den største af de tre såkaldte Bjerregaarde, der muligt alle dengang beboedes af medlemmer resp. efterkommere af slægten Levigsen, og som et kuriosum kan nævnes, at den første præst ved Trinitatis kirke, Jens Justsen Berg, må have kaldt sig Bjerre før navnet “latiniseredes” til Berg, idet han (i.h.t. lokalhistorikeren Peter Grishauge, Haderslev) er et barnebarn fra den ene af Bjerregaardene.

Nørbjerggaard har tænkeligt allerede på det her omhandlede tidspunkt, ligesom omkr. år 1900, været den arealmæssigt største bondegaard i Hanherrederne. Omkr. 1900 var gårdens areal 560 tdr. land, og den var dermed lidt større end nabogaarden Aggersborggaard (omend hartkornet næppe var en trediedel).

Den kendte nordjydske lokal- og personalhistoriker, postmester Klitgaard, Hjørring, hvis familie bl.a. stammer fra Nørbjerggaard, karakteriserer da også ejerfamilien som “ej af bondestand”. Forøvrigt siges Ranzau’erne fra Bratskov at have haft tradition for at omgås såvel bønder som adelige i deres sociale liv, hvilket bekræftes af en kalenderoptegnelse af Frants’ farbror Johan Rantzau på Frydendal på Sjælland i anledning af Frants’ fødsel i 1683 (Pers.Hist.Tids. 1899, s.243):

“Ao. 1683 d. 1 May blef Franz Rantzow paa Bradtschouff fød ved Middagss Tid Klochen 12. Fru Kirsten Seefeldt bar det till Kirchen, ofver werrende var Hr Lauritz Hafversleff, Peder Jensen paa Synderschouff, item Knud Madtzen ibidem, Maren Jacobssdaatter i Aarup og Maren Nielsdatter i Hafversleff.”

Udover moderens søster Kirsten Seefeldt er der ingen adelige blandt fadderne, men præster og bønder.

Om Frants’ bemeldte farbror, general Johan Rantzau (1650-1708) til Frydendal m.m., hos hvem Frantz og hans søster voksede op fra 1692 p.g.a. faderens tidlige død som 37 årig i 1691, skriver militærhistorikeren Rockstroh i Dansk Biografisk Leksikon afslutningsvis:

“Johan R. synes at have været en tiltalende personlighed med venner i mange kredse. Han besad klassisk dannelse og grundige historiske kundskaber. I sine skrivelser udtrykker han sig jævnligt på udmærket fransk, men hyppigst på frisk, kernefuldt dansk fuld af humor og originale, karakteriserende vendinger, selv over for kongerne. Hans hyppige og kloge beretninger fra arvefølgekrigen er yderst fornøjelig læsning. Ligesom broderen Jørgen gjorde han sit yderste for at forfremme dygtige danskfødte officerer, både “for Sprogets Skyld og deres Lemfældighed at omgaas de Gemene”.

Om årsagen til fam. Rantzaus fadderskab for Anne Knudsdatters søn kan ikke oplyses noget sikkert, men ifølge kirkebogen optræder Frantz Rantzau ikke oftere som Gudfar i Gøttrup sogn (han dør i 1738). Der er ca. 20 km i luftlinje fra Bratskov til Gøttrup kirke, og en køretur i hestevogn en kold novembersøndag kan måske formodes ikke nødvendigvis at have været særlig attraktiv? (Man regner netop 1715 som det sidste år af ‘den lille istid’). Men Frants Rantzau havde en ung fætter (med 5 søskende) ved navn Frants Rantzau-Benzon, der meget tidlig blev forældreløs, og som 15-16 år gammel netop i 1715 tiltrådte ejerskabet af sin arvegård Aagaard.

Måske kan Anne Knudsdatter have været behjælpelig med at holde hus på Aagaard for de forældreløse børn? Hendes farmor Karen Iversdatter har jo kendt stedet og dets husholdning ud og ind. I så fald ville fadderskabet måske kunne forstås som en erkendtlighed og tak for værdsat tjeneste? Eller man kunne ligeledes ret spekulativt forestille sig, at en overtagelsesfest på Aagaard netop har været holdt denne søndag, og været bivånet af de to sognes præster og kapellaner? Der var nemlig ligeledes blandt fadderne to præstefamilier, og barnedåb og lignende højtideligheder var i almindelighed yndede adspredelser i en tid med få ydre fornøjelser.

(Frantz Rantzau må naturligt antages hyppigt at have besøgt Aagaard for at bistå de mindreårige og forældreløse nære slægtninge. Han er som nævnt født Valborgsdag (1.maj) 1683, hvorfor man sikkert godt kan forestille sig som en mulighed, at hans fødselsdagsfest (i det mindste undertiden) har været fejret samtidig med Valborgsaftensfesten? Anne Knudsdatters søn Knud bliver døbt d. 17. (eller 21. – tvetydig latinsk datering) febr. 1712 i Gøttrup kirke, og kan derfor teoretisk godt være undfanget på Valborgsaften 1711.

Endvidere tør Valborgsaftens-festen måske antages som oftest at have været holdt i fællesskab med de forældreløse fætre og kusiner på Aagaard, som i 1711 har været 12 år og yngre, samt utvivlsomt personalet, helt eller delvist, på Bratskov og Aagaard. Valborgsaften var dengang en vigtig folkefest, og der var som sagt ikke mange alternative forlystelser på den tid.

Anne Knudsdatters omtalte søn Knud (Christensen Levigsen), f. 1712, blev g. med Else Winther, der var tipoldebarn af Susanne Wandal (f. tidligst ca. 1603) fra den i ovenstående link ( https://blocnotesimma.wordpress.com/2013/07/25/lidt-om-kabaler-m-m/ ) omtalte præstegaard i Magstrup.

Den purunge Susanne må naturligt antages at have hilst på Kongen, Kristian 4., under dennes formodede besøg i præstegården i forb. med en tjenstlig rejse til Haderslev i 1618 (jf. Personalhistorisk Tidsskrift, 1988, no. 1, side 6).

Præstegården antages at have været en gl. kongsgård, som fra arilds tid fungerede som herberg for kongen under dennes hyppige rejser til og fra Haderslevhus (jf. Carsten Pedersen: Peder Jensen Wandal. Et præsteliv i det 17. århundrede. 1924).

Susannes førstefødte, datteren Maren, skiller sig iøvrigt på flere punkter ud fra sine to præstebrødre, Jens og Hans Wandal. Hun kalder sig i modsætning til sine brødre aldrig Wandal, men kun Christensdatter, ligesom hun ikke nævnes sammen med brødrene i et bevaret skiftedokument (skifteafkald).

Begge disse forhold kan evt. fortolkes således, at hun har været bragt ind i ægteskabet af moderen? Hverken Susannes eller hendes datter Marens fødselsår kendes, men Susanne kom som nævnt til Viborg, hvor hendes farbror var biskop, og blev gift med en formentlig noget ældre mand, rådmand og købmand Chr. Jacobsen, i dennes 2. ægteskab. (Disse oplysninger skyldes for en stor del de forsk. udgivelser af genealogen Anton Blaabjerg, Viborg).

(Marens datter Margrethe hævder ganske vist senere i et tingvidne på Viborg Landsting, at hendes mor er Jens Wandal’s “fulde morbroder”; hvilket dog måske snarest sigter til spørgsmålet om evt. halvsøskende fra rådmand Chr. Jacobsens første ægteskab?).

Med hensyn til Karen Iversdatter kan yderligere oplyses, at præsten d. 15.3.1685 begraver hende “i hendes alders 69. år og nogle uger”. Hun må altså være født nogle uger før 15.3.1616, d.v.s. mest sandsynligt mellem 2 og 7 uger før (ellers ville det vel mest naturligt have heddet enten “nogle dage” eller “nogle måneder”?), og i så fald mellem 10.2.1616 og 8.3.1616 (hvilket så alt andet lige indebærer, at hun må være undfanget mellem ca. 10.5.1615 og 8.6.1615?).

Disse og andre omstændigheder turde vistnok på rimelig vis begrunde en mistanke om, at Karen Iversdatter kan være den savnede, d.v.s. formodede men hidtil ukendte, anden datter af Chr. d. 4.s forhold til Karen Andersdatter (jf. Beerståhl og Hammer i Personalhistorisk Tidsskrift no.2, 1991, s.177-217).

Karen Andersdatter forlod først hoffet d. 10.4.1616, hvor Kirsten Munk allerede havde opholdt sig på slottet i 3 mdr. Karen Andersdatters førstefødte, pigen Dorothea Elisabeth, døde omtrent 2 år gammel den 3.6.1615. Har kongen måske “villet eller måttet” trøste Karen p.g.a. af hendes syge eller lige afdøde barn? Karen blev i henhold til Gøttrup sogns kirkebog optaget i huset hos fam. Gyldenstjerne på Bergenhus, antageligt i 1622, seks år gammel.

(Den pågældende kirkebogsindførslen lyder således: ”Den 15. marts 1685: Begravet Karen Ifversdtr. i Strand. Hun var født anno 1616 i Bergen i Norre (Norge). Hun var hjemme hos forældrene 6 år – siden hos velbårne Knud Gyldenstjernes frue både i Norge og her på Ågaard – 25 år. Kom så i ægteskab med Laurids Nielsøn anno 47 og boede og levede de sammen udi 26 år i Store Strand – avlede 10 børn, 4 sønner og 6 døtre. Efter mandens død levede hun 17 år, døde omsider i enkestanden i hindes alders 69 år og nogle uger”)((den gode præst havde, som det ses, tilsyneladende kludder i regnskabet vedr. varigheden af ægteskab resp. enkestand)).

I 1852 meddeles i NORSKE SAMLINGER (Udg. Af Et Historisk Samfund i Christiania. 1. bind, 1852. 678 sider) nogle Blandede Optegnelser, taget fra en utrykt beskrivelse af Bergen af Edvard Edvardssön. Side 64 kan læses under år 1622:

(det år) “kom vores allernaadigste Herre og Konge Konning Christian den fjerde med sin höibaarne Prinds Christian den femte, om Natten der Klokken var to, med velbyrdig Knud Gyldenstjernes, vores Lensherres, Spil-Jagt til Bergen, og af Slottet, Kommunet samt Blokhuset med alle Stykkers og Musketters Afskydelse blev undfanget”.

Karen er måske kommet til Bergen netop med dette skib? (i så fald måske sammen med sin far, plejefar og halvbror). Hun blev hos familien, dels på Bergenhus og efter Knud Gyldensjernes død i 1627 på Gyldenstjernernes gamle hovedgaard Aagaard i Kettrup Sogn (nabosogn til Gøttrup sogn) i Han Herred, indtil hun i 1647 som nævnt bliver gift med en bonde på gården Store Strand i nabosognet Gøttrup (det vides, at ridefogeden på Aagaard fordum havde en gård “i Strand”. Måske har Laurids Nielsen været ridefoged på Aagaard?).

(Udg.8.11.2014/rev.13.7.2016)
*****

Posteres sideløbende på www.gamleboeger.dk og http://blocnotesimma.wordpress.com

Kig også forbi www.twitter.com/gamleboeger

(07.jul.2016) Vi fortsætter idag med endnu et indslag i serien SMÅTING OG BAGATELLER (se https://blocnotesimma.wordpress.com/2016/05/26/smaating-og-bagateller-3/ ). Sidste gang så vi lidt på punkt 4. Idag vil vi tale lidt om punkt 3: “at myrde mine naboers veninder?” – hvoraf titlen: The Simple Art of Murder (med reverens til salig Raymond Chandler).

Men har da nogen virkeligt planlagt, udført eller forsøgt at udføre sådanne uhyrlige handlinger? Naturligvis ikke! Dog vil nogen måske mene, at en række indicier ret nærliggende kunne fortolkes således, at en del af ovenstående kunne anses at have fundet sted?

Vores opgave igen idag er derfor at vise, at disse uhyrligheder faktisk aldrig har fundet sted, således at forstå, at der ikke kan være tale om forbrydelser. Men at de tilsyneladende indicier i virkeligheden alle kan forklares fuldt ud som tilfældigheder, der endelig ikke må overfortolkes som beviser på maliciøs hensigt, planlægning eller handling!

*****

For nogle måneder siden døde min nabos gamle veninde, som boede i en af naboejendommene her i gaden. Min nabo havde i lang tid passet meget på hende, idet hun var temmelig syg og fik kemoterapi.

Men pludselig en dag lå hun og var død, da han kiggede ind (han havde egen nøgle). Hun var gl. ryger og havde iltapparat i hjemmet. Men min nabo troede vistnok hun havde fået hjertestop.

Men jeg kunne godt mærke, eller mente at kunne mærke, at det undrede ham en smule, idet han (såvidt jeg har forstået) ikke vidste af, at hun havde haft hjerteproblemer.

Senere erfarede jeg, at han nogle dage i forvejen havde inviteret hende med op i sit “ensomt beliggende” sommerhus ved Nordkysten, og jeg forstod da, at det – såfremt man forudsætter en kabale – godt kunne have været hendes “dødsdom”?

For i så fald, og igen under forudsætning af en kabale, har Mossad og/eller Co. måske ræsonneret, at det ville da være meget bedre, om han inviterede undertegnede ringhed med op i sit – i vinterhalvåret ensomme – sommerhus?

Kuriøst nok bragte min nabo netop dette på bane i den allerførste samtale vi havde efter dødsfaldet: “Du skal jo også med op at se mit hus”!

Men jeg måtte da pænt sige nej-tak, med henvisning til mit svagelige helbred m.m. – jeg øjnede med det samme en fare. For en ordens skyld må jeg bemærke, at min nabo helt sikkert er uskyldig i nogen voldelig handling, hun var ham vistnok en kær veninde.

Men det ville have været en – meget – smal sag for f.eks. et par Mossad-goons at lukke sig ind (formodentlig en yale-lås af billigste type, åbnes på sekunder af fagfolk), uden at vække mistanke; og derefter “help her out of her misery” med en pude el.lign.

Kan man myrde en Sleswig-Holstensk ministerpræsident (Se Ostrovsky’s bog “The other side of deception”) uden at blive stillet til regnskab, så ville ovenstående vel være barnemad?

Men er der så virkelig tale om en forbrydelse i form af et brutalt mord på en uskyldig? Nej, naturligvis ikke; det er der intet der tyder på. Der er her blot tale om et “morsomt” sammentræf af tilfældigheder, som endelig ikke må overfortolkes som maliøs hensigt. Det siger vel næsten sig selv?

*****

For nogle år siden (må være omved 5 år, eller måske lidt mere; jeg husker ikke her og nu årstallet, er for så vidt også mindre væsentlig) skete der et mord i naboejendommen (mod øst). Faktisk tror jeg nok det var i den lejlighed, som grænser direkte op til min?

Jeg ved ikke ret meget om mordets facts og detaljer; jeg mener dog at have forstået, at det var en kvinde som blev knivmyrdet af en kæreste eller ægtefælle?

Jeg husker politiet den pågældende/næstfølgende formiddag gik og ledte; jeg formoder efter mordvåbnet (vel med hunde, men jeg husker det ikke længere) i blomsterbedene i gaden (vor gade er ret bred med brede rabatter), baggårde og andre steder. Jeg har ikke senere erfaret hvorvidt mordvåbnet i givet fald er blevet fundet.

I sig selv er det vel en smule suspekt, såfremt mordvåbnet ikke har kunnet findes? Sammenlign med (false-flag)attentatet på Lars Hedegaard: Ekstremt “amatøragtig” i udførslen, men så vidt vides ekstremt professionelt med hensyn til at slette alle spor?

Men hvad der især vakte min mistanke var datoen, som jeg tydeligt husker: Den 14.7.

Det er nemlig denne dato Tamilsagen så at sige for alvor blev sparket idang 1990; d.v.s. (under) denne dato sendte jeg en “massiv” klage til ombudsmanden: 2 ringbind på tilsammen omved 1000 sider tekst og bilag.

Nu vil den ærede læser sikkert indvende, at Tamil-sagen da startede før 14.7.1990? Rigtigt nok, men min klage havde også forinden været længe undervejs, forbi to generaldirektører og to trafikministre. En lille håndfuld inderkreds har altså været ret godt underrettet om den omfattende sag, som jeg til slut havde tilkendegivet overfor direktionen som værende på vej til Ombudsmanden.

Jeg hidsætter her et udtog fra min blog https://blocnotesimma.wordpress.com/2013/10/24/logistik-med-boger/ :

Hvorfor jeg nu i en årrække har været et Mossad mord-target er i virkeligheden lidt af et mysterium. Men for Mossad er udenforståendes menneskeliv åbenbart meget billige? – det forhold er måske i virkeligheden tilstrækkeligt?

Men man kunne alternativt gå omved 3 årtier tilbage for måske at finde en forklaring. På det tidspunkt arbejdede jeg i Trafikmininsteriet (Generaldirektoratet for P&T) og havde et personligt mål om efterhånden at blive sekretær enten for Generaldirektøren eller Trafikministeren. De to herrer – Hans Würtzen og Arne Melchior – havde begge min respekt og sympati, og mine faglige forudsætninger ville vistnok gøre mig til et oplagt emne, i det mindste hos førstnævnte?

Dog havde mine overordnede i Telestyrelsen trods mine kun 2 års ansættelse dér vistnok allerede besluttet, at jeg var alt for “skarp” til at man ønskede mig placeret i et overordnet sekretariat? Og ergo gjorde man sig efterhånden vistnok store anstrengelser for at chikanere mig ud af afdelingen?

Ja, man blev – i mine øjne dengang – så skamløs grove, at jeg mente at måtte reagere med en besværing? Naturligvis uden resultat hvoraf det kom sig, at jeg i 1990 klagede til Folketingets Ombudsmand.

Men denne ærværdige institution returnerede efter nogle måneder mine 2 ringbind (inkl. over 500 sider dokumentation), med den besked at sagen var for omfattende og de påklagede forhold foregået gennem så lang tid, at man ikke fandt anledning til at gå ind i en realitetsbehandling (!) (har man måske brugt en del af de 3 mdr. til en “ikke-realitets-behandling”?).

Senere sendte jeg samme materiale til Tamilretten under den pågående undersøgelse, idet materialet efter min mening evt. kunne være en hjælp til at belyse nogle væsentlige facetter af sagen på en ny måde?

Jeg fik en kvittering for modtagelsen (af en retsbetjent) og ca. 1 mdr. senere materialet retur incl. en notits fra en sekretær med en formulering, som dengang – i mine øjne – syntes at antyde, at det evt. måtte overvejes, om der kunne have fundet en underslåelse af materialet sted?

Dog må man naturligvis have forståelse for, at alle tre undersøgere dengang må have været meget, meget travle herrer – såvel Ombudsmanden som de to Tamil-dommere Hornslet og Goldin (sidstnævnte er vist forøvrigt nu retsschef her i Frederiksbergs “kommunale” ret?).

Men tilbage til dato-legen: Den 14.7. har på en måde sendt en meddelelse til undertegnede – men absolut ikke til nogensomhelst andre. Mainstream pressen i særdeleshed er jo i total uvidenhed om hvad der evt. på en gang kan have gjort ombudsmanden så populær, at alle mulige nu så ud til nærmest at falde over tæerne på hinanden for at kappes om hans gunst?

Betyder dét så, at mordet d. 14.7. kan have været et koldblodigt, planlagt mord på en mere eller mindre uskyldig?

Nej, naturligvis ikke; det kender vi absolut ingenting som peger på; der er her som så så ofte før blot tale om et “morsomt” sammentræf af i tid og rum tilfældige hændelser. Næppe noget som helst andet!

*****

Posteret sideløbende på www.gamleboeger.dk og http://blocnotesimma.wordpress.com

Kig evt. også forbi www.twitter.com/gamleboeger – thanks.

(03.jul.2016) Denne juli-søndag med det flotte “aprilvejr” har jeg benyttet lejligheden til at spadsere lidt rundt på et par af byens loppemarkeder.

På det forholdsvis lille marked ved Svanemøllen Station er stadetallet idag stærkt reduceret i forhold til normalen, vel sagtens på grund af det ustadige vejr. Jeg så da heller ikke noget af mindste interesse, og tog videre med S-toget til Holte.

På parkeringspladsen lidt øst for stationen har der i mange år været loppemarked næsten hver søndag i sommersæsonen. Meget at se på er der nu ikke idag: Der er masser af dameting og -tøj, samt dito børneting og -tøj. Men ikke så meget til mænd og store drenge. Dog har en kræmmer stillet nogle flyttekasser med gammelt værktøj frem som synes at være et hit hos gør-det-selv mændene i Holtes store villaer?

Jeg spottede kun en enkelt fototing; en Vivitar 200mm 3,5 tele med Nikon-F fatning, incl tilhørende mellemring i org. Nikon-udførelse. Alt pænt og velholdt, og kunne erhverves for en 50’er.

Men ikke et eneste kamera(hus). Så der er sandelig sket noget siden omkr. år 2000. Dengang kunne man endnu næsten ligne et juletræ på vejen hjem, med div. ældre kameraer “over hele hovedet”. Men det er åbenbart helt slut nu.

For mit vedkommende gør det nu ikke så meget; jeg er ikke rigtig aktiv samler længere, og laver mest weekendens loppe-runde for at nyde det fine sommervejr samt den fine natur som findes lige omkr. Holte station. Incl. skoven mod syd og øst, samt søen lige nord for banelinjen.

Næste station var Charlottenlund, med stort loppemarked lige øst for stationen, incl tilhørende naturområde. Her fandt jeg en ny tegnebog til en 20’er. Ægte læder og fabriksny, indrettet nogenlunde som den gamle. For en anden 20’er købte jeg et SD hukommelseskort på 4 GB.

Ved pladsens “pølsevogn” – hvor der sælges wienerbrød og kaffe – blev jeg antastet af den netop pensionerede direktør for Nikon-Danmark. Så en lille kort fotosnak med en venlig fagmand blev der også lejlighed til.

Igår havde jeg besøg af Ewald, en af den københavnske fotoverdens mange hyggelige nørder. Han havde ytret interesse for at købe min digitale Pentax istD, hvilket jeg i et øjebliks forvirring havde tilbudt ham. Men heldigvis blev der ingen handel; heldigvis, fordi jeg allerede havde fortrudt.

Pentax istD er vistnok det første digitale SLR fra Pentax, og modellen altså mere end 10 år gammel. Men den kostede i sin tid 20-25.000 kr og kvaliteten er høj, omend den jo kun kan opvise en APS-C chip med 6 MP samt et display på beskedne 1,8″.

Kameraets største plus for mig er den meget klare og kontrastrige søger, der nok mest skyldes den massive glasprisme – i modsætning til de sammenklæbede spejle, som almindeligvis forekommer i billigere modeller. Denne fine søger muliggør en ubesværet manuel fokusering, hvilket er vigtigt, når man som jeg foretrækker at benytte ældre, MF-objektiver.

Manuel fokusering med min Olympus E-500 er derimod næsten umulig, søgeren er ganske enkelt for dårlig.

Forinden jeg talte med Ewald ved kaffetid, besøgte jeg om f.m. Vangsgaard’s bogudsalg på Kultorvet; men herom har jeg allerede fortalt lidt i det foregående indlæg.

Senere på eftermiddagen gik jeg endnu en tur ned gennem Fiolstræde. Ved Photografica’s butik talte jeg med butikkens indehaver, dir. Petersen. Jeg erfarede derhos, at en os fælles bekendt samler af gl. Canon analog-kameraer havde afhændet sin samling. Smart move – alting har sin tid.

I Palads-biografens lyse og luftige café drak jeg en kop kaffe, inden jeg tog hjem. Her sidder jeg ikke sjældent og skriver blog-indlæg m.m. på min bærbare; der er normalt også mulighed for at bruge caféens WiFi, men deres WiFi-service er dog desværre meget upålidelig.

Lidt spooky-talk: Da CIA/Mossad jo kender mine daglige vaner ind og ud, er jeg ofte nok blevet “passet op” i Palads-biografen. Forholdet er, at jeg foretrækker at skrive blog-indlæg m.m. på café, idet alle aktiviteter hjemme i min lejlighed er tæt overvåget. “Regime-kritikere” er nu engang farlige i et demokrati “on the skids”?

Overvågningen indebærer key-logning (eller tilsvarende), således at ALT jeg skriver, incl. kladder, på min PC kendes i realtime af nævnte mafiosaer. Dette turde vel være generende for de fleste? Men når man som jeg er udstyret med en særlig veludviklet situationsfornemmelse – ja så er resultatet at det “cramps your style”: Jeg kan ganske enkelt ikke arbejde med “nogen” hængende hen over skulderen.

Tilbage til Palads: Igår spottede jeg ved ankomsten to spooky typer; og da jeg igen forlod caféen gjorde den ene sig stor umage med at “filme” mig med sin iPhone, men på en sådan måde, at det så lidt – men ikke helt – tilfældigt ud. De to gjorde sig tydeligvis store anstrengelser for at “se spooky ud”.

Foriden havde jeg (endnu engang uden held) forsøgt at logge på caféens WiFi. Herunder havde jeg bemærket et tilgændeligt netværk med kodenavnet “PET spion vogn no.7” (- and I’m not kidding!). Det grundede jeg så lidt over.

Jeg kom da i tanke om, at jeg et par gange havde set (næsten) selvsamme router-kode “PET vogn. no.4” (såvidt jeg husker) ude hos mig selv i lejligheden, blandt tilgængelige router/wi-fi netværk. Det er måske et årstid siden, og dengang slog jeg det blot hen som en spøg hos en af naboerne. Men gårsdagens erfaring leder måske i en anden retning?

Jeg tror nu, at den spooky WiFi netværksbetegnelse med PET-vogn nr. dit eller dat er en Mossad aktivitet. Og hvad skulle formålet så være hermed? Jo at fremprovokere irritation, vrede og konfrontation fra mig mod PET. Samme formål har de 2 spooky typer fra caféen nok også haft?

Nu er det jo helt klart stedse en interesse for CIA/Mossad at anstifte splid mellem deres “targets”, her undertegnede ringhed, og justitsvæsenet. En grundlæggende interesse, så at sige. Men alligevel bør det nok altid overvejes, om der dog ikke også kunne være en eller anden akut årsag til sådanne “små” false-flag provokationer?

Og måske har vi noget sådant her? I sidste uge talte jeg i tf med min gamle ven WK, som bor alene på en ensomt beliggende gård på Langeland. Vi har ikke talt sammen i nogle måneder, og jeg erfarede, at han i mellemtiden har haft en blodprop i hjertet (mon en Mossad-hævn??), og derfor var noget mat i mælet.

Vi aftale, at jeg om muligt skulle besøge ham i den kommende uge. Han er jo fotonørd ligesom jeg, men taler næppe med andre om sin interesse. Et besøg hos ham plejer derfor at indebære en “pligt” til at overnatte, at medbringe fotohistorier fra hovedstaden samt også meget gerne noget af det hardware, jeg måtte have fundet siden sidst.

Og når man har forstået, hvordan Mossad arbejder, så er det klart, at det er af stor vigtighed for dem enten at skræmme mig fra at besøge WK på Langeland, resp. at forhindre det rent fysisk (- i så fald ved et overfald/kidnapning).

At kidnapning af en “sejg og frygtløs” kritiker altid er en våd drøm for CIA/Mossad er vel efterhånden en selvfølge? (se f.eks. https://blocnotesimma.wordpress.com/2016/06/10/helsingborgske-shenanigans/
). Men hvorfor er det alternativt så vigtigt at forhindre mit besøg hos WK og de andre venner?

Jo, man opererer i de kredse – det er jo rovmordere vi har med at gøre! – med krigsråbet “rape, rob and kill”. Dette gælder i den varme krig; i en “kold krig” som vor, er parolen let omredigeret til “isolate, rob and kill”. Det er med andre ord meget vigtigt at forsøge at isolere – økonomisk og menneskeligt – “a target”.

For WK’s vedkommende har jeg undertiden så at sige følt mig “forpligtet” til at sælge en eller anden ting eller dingenot af hvad jeg måtte have fundet, og som han er interesseret i. Helbredet har nu i flere år ikke tilladt ham at køre til Tyskland på fotoloppemarked ligesom tidligere, og han ser derfor naturligvis gerne, at andre tænker lidt på ham i den henseende.

Det er en facet, som Mossad-hæren er meget opmærksom på; jeg har også bemærket tilsvarende for andre “venner’s” vedkommende, f.eks. mine gamle foto-venner CCK og PM, med hvem jeg tidligere havde en livlig samtale resp. tuskhandel fra vore respektive fotosamlinger. Man har antageligt udstedt et forbud mod at tale med mig fra centralt hold, f.eks. fra ambassaden?

For ganske vist er ikke alle i Mossad-hæren rovmordere; men alle hjælper vistnok – aides and abets – den der tier samtykker – rovmorderne?

Det er klart, at et besøg hos venner, som a) bor på afsides steder og b) som er annonceret 1 – 2 uger i forvejen er en stor, stor fristelse for CIA/Mossad. Alt kan jo så planlægges ud i ekstreme og mindste detaler.

Så med de ubegrænsede ressourcer CIA/Mossad i virkeligheden har mulighed for at indsætte – en hel hær faktisk samt ubegrænsede pengemidler, såfremt man bedømmer sagen af tilstrækkelig stor vigtighed – vil fristelsen til at planlægge et hit nok være uimodståelig?

Og den verdensomspændende bande af rovmordere, som Mossad-hæren repræsenterer, har ingen moralske skrupler og skyr INTET middel.

Apropos så er det jo præcis denne fuldkomne moralske kollaps hos disse bander og deres bagmænd, som med overvejende sandsynlighed vil betyde jordelivets ophør inden for ganske få år?

Tænk f.eks. på Fukushima, CERN/LHC, Syrien, Ukraine og verdens ca. 1000 atomreaktorers højradioaktive affald, som ikke kan neutraliseres eller uskadeliggøres. Ergo: Earthlings are “walking deads” – they just don’t know yet.

Jeg har i et tidligere indlæg fortalt om, hvorfor jeg dengang aflyste et planlagt besøg som det her omhandlede hos WK på Langeland. Jeg gengiver her hovedpunkterne (skrevet april 2014, jf. http://blocnotesimma.wordpress.com/2014/04/03/nyheder-eller-ikke-3/ ):

“Næste oplevelse, der forlods bemærket var MEGET levende, forårsagedes ligeledes af en invitation fra velbemeldte foto-ven. Jeg skulle besøge ham, incl. overnatning, i hans hjem på Langeland. Ligesom ovenfor kan jeg her og nu kun give en omtrentlig dato, idet mine noter er pakket ned, men det har vistnok været for godt 4 år siden.

“Et par nætter før havde jeg en unægtelig ganske overordentlig foruroligende drøm. Eller rettere drømme, for jeg drømte og vågnede, drømte og vågnede vedvarende. Omend ikke hele natten, så dog måske i timevis?

“Til sidste var jeg temmelig oprevet, “forstyrret” som vi siger i Jylland, og vistnok lidt chokeret. Drømmens indhold var i hovedtræk:

“Jeg så og hørte en (eller flere) helikoptere lande ved min vens gård. Tildels ganske ugenert midt på græsplænen ved gården ved højlys dag.

“Ud af en af dem kom flere kommandosoldat-typer med en båre (åbenbart til i påkommende tilfælde at transportere undertegnede ringhed på!). Den ene af navy-seal-typerne så jeg ganske tydeligt på klods hold, incl. hans ansigtstræk.

“Han havde på sørøvermanér bundet et sort tørklæde om hovedet og sagde: “Nu har du holdt os for grin i 3 dage” (uger eller måneder, husker ikke enheden, blot at der blev brugt en urealistisk, “forkert” enhed).

“Herefter vågnede jeg og var allerede da noget oprevet. Men jeg lagde mig til at sove igen, da jeg har et temmeligt godt sovehjerte, for dog kort tid efter at vogne “med helikoptere summende om hovedet” og springe ud af sengen, helt “rundt på gulvet”. Dette gentog sig 2 á 3 gange, indtil jeg ikke kunne sove længere.

“Jeg var den morgen temmelig meget foruroliget, så meget at jeg meget mod min vilje måtte aflyse fotoudflugten til det smukke Langeland.”

Nu som dengang har jeg kun min common-sense, intuition og 6-sans at lide på; samt forhåbentlig også som hidtil mulighed for at lytte til æterens musik, mens jeg sover?

*****

Posteret 3.jul.2016/opdateret 5.jul.2016.

Posteret sideløbende på www.gamleboeger.dk og http://blocnotesimma.wordpress.com

Kig evt. også forbi www.twitter.com/gamleboeger

Jeanne d’Arc. Per Bak Jensen.

(02.jul.2016) Idag lørdag var næstsidste dag for denne runde hollandsk bogudsalg i Helligaandshuset. Prisen idag var 10 kr, imorgen søndag er den 5 kr.
Forleden da prisen var 20 kr købte jeg bl.a. Anatole France’s tobindsværk om Jeanne D’Arc.

1. VIE DE JEANNE D’ARC. Af Anatole France. 4.udg. , Paris, 1923. 2.vols. 458 + 486 s. Indbundet ubeskåret i brunt halvlæder m. d. org. omslag.

Jeg har længe haft første bind stående, som man tilsyneladende oftere ser for sig, men det er første gang jeg har set det komplette værk i pæn og brugbar stand og til en billig pris.

Forresten er Anatole France’s bog om La Pucelle måske ikke det værk jeg oftest vil ty til for at læse og genopfriske hendes historie. Anatole’s bog er ganske vist nok den mest velresearchede, alment tilgængelige? Men er til gengæld vistnok meget main-stream og som sådan en lukket bog med hensyn til nyere, for kateder-parnasset ubekvemme eller ligefrem uspiselige forskningsresultater?

Jeg ved ikke bedre, end at det må betragtes som historisk godtgjort, at La Pucelle overlevede processen mod hende, og levede ikke få år derefter i ægteskab med en riddermandsmand?

Man kan læse herom bl.a. i

1.1. ULØSTE GÅDER I LITTERATUR OG HISTORIE, af Palle Helmer-Petersens; (Kh, 1942, s.71); men også i mere omfattende afhandlinger, af hvilke jeg har idet mindste et eksempel stående på hylden:

1.2. OPERATION SHEPHERDESS – THE MYSTERY OF JOAN OF ARC. Af André Guérin and jack Palmer White., London, 1961, 314 s., helshirting m. org. omslag.

Men Anatole’s bog er rig på historiske detaljer om Jeanne d’Arc’s liv før og indtil processen, og det er et flot tilbud til 40 kr!

Fra Palle Helmer-Petersens kapitel om La Pucelle (ca. 1407-50?) gengiver jeg næstsidste stykke:

“Jeanne d’Arc er vel nok den smukkeste og reneste skikkelse i vor civilisations historie; tapper og djærv – “à visière ouverte”, generøs og idelt betonet, spirituel og rap i Talen, bærer hun i sig det franske folks bedste egenskaber, som altid i ulykkens stunder har gjort sig gældende.

“Ydmyg i heldet og beundringsværdig i ulykken viser hun sin karakters storhed og sin sjæls straalende glans. Med hende begynder den franske nation at antage den form, som andre skal føre videre frem til en førerstilling inden for det europæiske kontinents stater, en førerstilling, som paa alle civilisatoriske områder har skabt det bedste, menneskeheden formaar at frembringe, og som vi aldrig kan være Frankrig taknemmelig nok for”.

Bogens forord er dateret Paris 1940-41 og denne patriotiske tid er måske en del af forklaringen på forf. glødende eloge?

Som jeg vist tidligere har omtalt, ejer jeg tillige bogen ET DIKTATOREMNE – SAINT-JUST. Kh, 1942, af samme forf., og med håndskreven dedikation af denne til Keld Helmer-Petersen, formodentlig en bror og identisk med den i sin tid verdensberømte danske Leica-fotograf KHP?

Fra OPERATION SHEPHERDESS gengiver jeg et lille stykke s. 250-51:

“Nevertheless, no matter how firmly the Church, chiefs of State, social group leaders, and advocates of world-overthrow persist in maintaining the false, legendary and miraculous features of Joan of Arc, it is inconceivable to come to a conclusion other than this:

“Joan was not a shepherdess, she was not ignorant, she was not a d’Arc, she was not born in Domrémy, and she was not born in 1412. She WAS Joan – and, at that, just barely”.

Alle ovenfor omtalte bøger er ligeledes efterhånden erhvervet for små penge i byens hollandske bogudsalg.

Da bøgerne i Helligåndshuset for nogle dage siden kostede 50 kr, købte jeg et par “billedbøger”, bl.a.:

2. HENGIVNE ØJEBLIKKE. Af Per Bak Jensen. Gyldendal, 2001, 106 s. Bredformat ca. A3. Det bagerste omslag har et knæk, ellers meget velholdt.

Det er synd, at jeg ikke længere, eller idet mindste ikke for tiden, taler med min gamle foto-ven Morten i Svendborg. Hen er nemlig varm PBJ-fan., og ville med sikkerhed gerne have haft bogen, medmindre han ejer den i forvejen.

Og jeg forstår nu bedre, hvorfor hans varme beundring, det må vist være PBJ’s vand-billeder?

Morten har en hypersensibilitet for farvenuancer, og jeg har set et par af hans fremragende billeder fra vandløb. Og fra s. 28 kan man beundre 6 af PBJ’s billeder fra søer/vandhuller/vandløb, i dette tilfælde fotograferet i Basel: Det er klart at de to er åndsfæller i det stykke.

PBJ’s vand-billeder er helt suverænt fine. Han må være i verdenseliten på det område? Bogen begynder iøvrigt med en række billeder fra USA, som også er fremragende. Man fornemmer, at PBJ forstår den US-amerikanske ånd, som han så også har gidet have ulejlighed med at fange med sit (storformat?)kamera.

Hans panorama-format landskabsbilleder fra Jylland (Himmerland?) finder jeg derimod temmelig kedelige; og ligeså egentlig også hans øvrige billeder fra forsk. Europæiske lande. Begge afsnit virker mere som fyld, og trækker bogens niveau ned til en lavere fællesnævner.

Men Per Bak-Jensen er i ånden åbenbart US-amerikaner, samt tilhører vandets element?

Et lille aber-dabei: Den fjollede titel! Minder for meget om danske klub-fotografers fjollede titler på fjollede digital-manipulationer. Kunne man ikke have fundet på noget lidt mere originalt – f.eks. Water-Colours – or something?

Men tak til Forum Antikvariat for den flotte fotobog, et fantastisk køb til en halvtredser.

Idag koster bøgerne hos Vangsgaards på Kultorvet 60 kr. Min aktuelle, noget anstrengte økonomi tilsiger, at jeg ikke bør købe flere bøger i indeværende juli md. Men der er blot den hage, at jeg har set et par titler, jeg gerne ville forsøge at sikre mig, inden prisen ved beg. af august er kommet ned omkr. 20 kr.

Det drejer sig om et par fanske bøger, og omend der tilsyneladende ikke er mange frankofile i København, så skal der dog måske blot en enkelt til at ødelægge min evt. indkøbsplanlægning? Altså benyttede jeg formiddagens vedvarende regn som et window-of-opportunity til at falde i vandet endnu engang:

3. DERNIERS ESSAIS DE CRITIQUE ET D’HISTOIRE. Af H. Taine, Paris 1894. Hæftet, 263 s.

Der må vist være tale om en originaludgave. Fra indholdsfortegnelsen kan fremhæves navne som Sainte-Beuve, George Sand, de Saint-Victor, Marcelin, Edouard Bertin.

Der findes yderligere 2 bind Essais af H.Taine, hvoraf jeg i forvejen har bind 1. Jeg har også kigget lidt i bind 2, men fandt ikke noget af særlig interesse deri.

4. LES LIVRES DU TEMPS. (3.SÉRIE). Af Paul Souday. 5.udg. Paris 1930. Hæftet 298 s.

Jeg kender ikke i forvejen forfatteren. Fra indholdsfortegnelsen kan nævnes: Vie de Racine et de La Fontaine; le centenaire de Malherbe; Henri de Régnier; Stendhal et Valéry; le centenaire de Taine; le centenaire de Tolstoi; autour de Flauberg; Paul Bourget;

Til slut endnu en 5-kroners bog fra det forrige udsalg på Kultorvet.

5. LE ROI DE ROME. Af Octave Aubry. Paris 1932 (første oplag?). 468 s. hardcover.

Der er vistnok tale om en historisk roman; og ganske vist læser jeg ikke længere roman-literatur, men denne forekommer at være velresearchet og ial fald skrevet af en autoritet på Napoleon og hans tid. Og fremfor alt synes bogen letlæst og altså velegnet til bus- og toglekture, hvor idelig ordbogsopslag er for ubekvemt.

*****

(Posteret sideløbende på www.gamleboeger.dk og http://blocnotesimma.wordpress.com )

Kig evt. også forbi www.twitter.com/gamleboeger

(26.06.2016) Denne friske midsommer søndag’s eftermiddag vil jeg omtale nogle af de seneste bogerhvervelser. Dels fra det igangværende hollandske udsalg i Helligaandshuset (ved Forum Antikvariats foranstaltning), dels fra Vangsgaards igår afsluttede udsalgsrunde på Kultorvet.

I helligåndshuset koster bøgerne idag (vistnok) 40 kr. Da de for nogle dage siden kostede 50 kr erhvervede jeg et par pæne fotobøger, som jeg vil omtale nedenfor. Men jeg vil begynde med nogle få 5-kroners bøger, erhvervet i den forløbne uge på Kultorvet.

1. ART AND LIFE. Af T. Sturge Moore. London, 1910, 314 s., ill.

Bogen er indb. i et typisk engelsk helshirtingbind, græskrønt med guldtryk. Bindet en lille smule slidt, men indvendig fin og velholdt.

På forbladet findes Signe Toksvig/Francis Hackett’s exlibris. I irgrøn (stempel)farve, naturligvis – Hackett var jo af Irsk afstamning.

For øvrigt minder hans kontrafej – som afbildet andetsteds – i mine øjne meget om en anden kendt Irsk-Amerikansk forfatter, nemlig Raymond Chandler. Men Chandler havde jo, mig bekendt, absolut ingen tilknytning til Danmark, i modsætning til Hackett og hans danskfødte hustru, idet de boede i nogle år i Danmark, indtil de i 1938 flyttede tilbage til USA.

Nu har jeg jo ikke nået at læse bogen, ej heller ret meget i den, så jeg må endnu engang nøjes med et par smagsprøver. Det halvanden sider korte forord sluttes således:

“Within the writer’s horizon Flaubert and Blake seemed the most strongly characterised instances of men conceiving of art as an ideal life: he therefore uses them as illustrations; and, since the French writer is ill-known amongst us as an individual, an author, and as a theme of controversy, sets out with a brief review of his life, his work, and the criticism to which both have been subjected.”

Fra side 65 hidsættes yderligere følgende to små stykker:

“English readers may ask, “How does Flaubert stand in relation to Balzac, Hugo, or George Sand?”. The reply leaps out, “He is that Hercules who cleaned out stables which had become impossible through their neglect.”

“For me, he is THE literary event since Goethe. Wordsworth, Keats, and others have been as choice, but his work has the wider range and more of it is sound. With those of the best poets alone can I rank his finest pages, which, if never more popular than theirs, will surely never win less love, less admiration.”

Desværre har jeg ikke kunnet finde noget om kritikeren Sturge Moore i de få og små leksika jeg p.t. har på mine hylder. Jeg savner min Salmonsen og min Svensk Uppslagsbok, som desværre endnu ikke er dukket op af kasserne efter byfornyelses-genhusningen.

2. BOOKS AND THINGS. Af Philip Littell. NewYork, 1919, 283 s., grønt halvshirting.

Denne bog er ligeledes lidt slidt i indbindingen, men ellers pæn og brugbar. Bogen har stået på et bibliotek i Californien “Holy Cross School, Santa Cruz Calif. – Convent” – altså på dansk vel: Hellig Kors Skolens Kloster?

På et forblad står: “My thanks are due to the other editors of “The New Republic” for letting me print and reprint the following articles”.

Littell har altså været en af redaktørene på The New Republic, og da Francis Hackett i en lang årrække, og på samme tid, var redaktør sammesteds tør man nok formode, at denne bog ligeledes kommer fra Hackett’s bibliotek?

Bogen indeholder 36 essays. Jeg bringer her en lille smagsprøve fra “Matthew Arnold” (s.180):

“A sober green volume, lately published by the Oxfort University Press, and called “Essays by Matthew Arnold,” reminds me of an evening I spent, almost thirty years ago, in the smoking-room of a German hotel, where I had no business.

“If anybody had asked me why I’d left my pension in another part of Dresden, and was hanging about that smoking-room, too young to give myself a status there by ordering a drink, I should not have told the truth.

“Mr Matthew Arnold, who was inspecting the schools of Saxony, was staying in that hotel, and I hoped he might come to the smoking-room after dinner. At that moment there was nothing I wanted quite so much as to see him and to hear him talk. At last he entered.

“At last he talkied. It would have been hard for me to say whether his appearance or his talk was the deeper disappointment. He sat down near a French actress, but what he said to her did not sound at all like “Faster, faster, O Circe, Goddress!”. He said, “Avez-vous bien dormi?”.

“Of Hungary, where he had lately been a circuitous wanderer, he merely remarked that in one town, where his host had an English wife, he had been very comfortable.

“Although he spoke of Virgil, he didn’t even allude to the sense of tears in mortal things. He recited three or four lines of the Aeneid, just to illustrate by imitation the charmlessness with which English schoolboys pronounced Latin.”

3. SESAME AND LILIES. Three lectures by John Ruskin. London, 1894, grøn helshirting, ligeledes lidt slidt. 228 s. plus 35 s. forord.

Bogen er dedikeret “Frances from Cecil – Xmas 1895. The Wilderness”. Jeg gætter på, at bemeldte Frances er Francis Hackett, som har været en ung mand på det tidspunkt. Bogens tre essays hedder: a) Of King’s Treasuries. b) Of Queen’s Gardens. c) The Mystery of Life and its Arts.

Smagsprøven er et par stykker fra Of King’s Treasuries (s.48):

“My friends, I do not know why any of us should talk about reading. We want some sharper discipline than that of reading, but, at all events, be assured, we cannot read. No reading is possible for a people with its mind in this state. No sentence of any great writer is intelligible to them. It is simply and sternly impossible for the English public, at this moment, to understand any thoughtful writing, – so incapable of thought has it become in its insanity of avarice.” Samt (side 50):

“I say first we have despised literture. What do we, as a nation, care about books? How much do you think we spend altogether on our libraries, public or private, as compared with what we spend on our horses?

“If a man spends lavishly on his library, you call him mad – a bibliomaniac. But you never call any one a horsemaniac, though men ruin themselves every day by their horses, and you do not hear of people ruining themselves by their books.

“Or, to go lower still, how much do you think the contents of the book-shelves of the United Kingdom, public and private, would fetch, as compared with the contents of its wine-cellars? What position would its expenditure on literature take, as compared with its expenditure on luxurious eating?

“We talk of food for the mind, as of food for the body: now a good book contains such food inexhaustibly; it is a provision for life, and for the best part of us; yet how long most people would look at the best book before they would give the price of a large turbot for it?

“Though there have been men who have pinched their stomachs and bared their backs to buy a book, whose libraries were cheaper to them, I think, in the end, than most men’s dinners are. We are few of us put to such trial, and more the pity; for, indeed, a precious thing is all the more precious to us if it has been won by work or economy; and if public libraries were half so costly as public dinners, or books cost the tenth part of what bracelets do, even foolish men and women might sometimes suspect there was good in reading, as well as in munching and sparkling: Whereas the very cheapness of literature is making even wise people forget that if a book is worth reading, it is worth buying.

“No book is worth anything which is not worth much; nor is it serviceable, until it has been read and re-read, and loved, and loved again; and marked, so that you can refer to the passages you want in it, as a soldier can seize the weapon he heeds in an armoury, or a housewife bring the spice she needs from her store.

“Bread of flour is good; but there is bread, sweet as honey, if we would eat it, in a good book; and the family must be poor indeed, which once in their lives, cannot for such multipliable barley-loaves, pay their baker’s bill. We call ourselves a rich nation, and we are filthy and foolish enough to thumb each other’s books out of circulating libraries!”

*****

I et kommende indlæg fortsættes med endnu et par 5-kroners bøger fra Kultorvet samt, som nævnt, et par fotobøger fra Helligåndshuset.

*****

Posteres sideløbende på www.gamleboeger.dk og http://blocnotesimma.wordpress.com

Kig også forbi www.twitter.com/gamleboeger

(22.juni.2016) I tre foregående indlæg har jeg under titlen “Smaating og Bagateller” fortalt om nogle tilfældige hændelsesforløb, men som ved første øjekast tænkeligt i manges øjne kunne synes “kausal-betingede”? Her følger en opredigeret udgave af tre mindst ligeså usandsynligt tilfældige tilfældigheder – fortalt af og for bogvenner.

Så lad os dvæle lidt ved nogle mere eller mindre mirakuløse bogfund. Ved slutsalget i Arnold Busck’s minderige, nu lukkede butik i Fiolstræde købte jeg et par poser 5-kroners bøger. Bl.a. LÆSNINGENS GLÆDE i 2 (tildels uopskårne) bind. Værket er udgivet af Den Danske Antikvarboghandler forening i 1960, og indeholder ialt 69 bidrag af forsk. kulturpersonligheder. I mit eksemplar står på forbladet “Til Boman fra Redaktør Bagger”, og har som sagt næppe været læst. Hermed et par smagsprøver fra den interessante samling.

Første eksempel (som jeg i lighed med de følgende kun gengiver i udtog, her i min oversættelse fra svensk) er af den svenske forfatter Eyvind Johnson, og hedder BOKEN SOM GÖMDE SIG.

“Bøger kommer ganske ofte til én just når man synes, at man har brug for dem. Det er, som om de havde ligget og ventet et eller andet sted og så pludselig i rette øjeblik stikker hoved – eller ryg – op og siger: Her er jeg, værsågod!

“Undertiden indtræffer altså underverker også på dette område. Det er hændt mig ved nogle tilfælde – som jeg betragter som særligt heldige! – og jeg skal her fortælle om et af dem:

“Gennem nogle år syslede jeg med studier i den oldgræske verden. En af de bøger, jeg skrev med emner herfra, kom til at hedde MOLNEN ÖVER METAPONTION. Jeg læste ret længe og ganske meget om emnet, som jo er de titusind helleneres tilbagetog fra Kunaxa op til Sortehavet i slutningen af 400-tallet f.v.t. Jeg havde læst Xenofons tilgængelige værker ret flittigt og en hel del andet, som havde med hellenernes tilbagetog at gøre, f.eks. geografisk litteratur.

“Men på et tidspunkt i løbet af arbejdet, som gik for sig i næsten tre år, opdagede jeg, at jeg nok burde læse en saglig skildring af hele toget, skrevet af en officer; altså en nutidig fagmands bedømmelse af Anabasis.

“Jeg læste tyskeren Hofmeister, men mente ikke han gav mig de oplysninger, som jeg troede at behøve. Derimod vidste jeg, at der fandtes en fransk bog af en officer, som muligvis skulle være den rette. Jeg vidste at den var udgivet på Berger-Levraults forlag i Paris 1913.

“Jeg havde læst citater fra bogen og i den øvrige litteratur ikke sjælden mødt henvisninger just til den bog, som var en “commentaire historique et militaire” til Xenofons hele tekst med geografiske og millitære kommentarer og kort.

“Jegt ville eje bogen, da jeg vidste, at jeg ville have brug for den i et eller to eller tre år. Først søgte jeg i Stockholm og Uppsala og nede i Lund, men intet spor af bogen. Herefter skrev jeg til venner i Frankrig, og de søgte men fandt den ikke. Ved en lejlighed søgte jeg selv bogen i antikvariater i Paris, og samme år i Zürich og senere i Rom; men det var en i særdeleshed godt gemt bog!

“Jeg havde lyst at stille mig op et eller andet sted og råbe: Men så kom dog frem! Nu har jeg ventet tilstrækkeligt længe!

“Et forår rejste jeg ned til København for at arbejde (på en anden roman) en ugestid. Jeg boede på et roligt lille hotel lige ved Løvstræde. Jeg pakkede min taske ud, stillede skrivemaskinen frem på bordet, lagde mine papirer og noter i skrivebordsskuffen og et bundt skrivepapir i en anden skuffe og gik så ud og tog mig en lille spadseretur i det vakre vejr – det var netop i de dage hvor bøgen springer ud.

“I Løvstræde standsede jeg op og så på et antikvariatsvindue. Dér lå bogen. VOILÀ! sagde den. Jeg besvimede ikke, men gik ind og købte bogen, som kostede 18 kroner. Den ligger på mit bord nu når jeg skriver disse linjer”.

Næste stykke Tilfældigheder er af borgmester Paul Fenneberg, og lyder (ligeledes kun i udtog):

“Det vil være ganske uinteressant for offentligheden at høre om, hvordan jeg har bygget mit bibliotek op ved tusinder af besøg hos antikvarboghandlerne, allerede fra 3-4 år før jeg blev student.

“Men morsomt i denne sammenhæng kunne det måske være at berette om mine store anstrengelser i slutningen af 20’erne for at erhverve den sidste bog, der manglede i, at min samling af lærebøger i det danske sprog for udlændige ville være komplet.

“Emnet havde interesseret mig længe – og til den rent faglige interesse kom hos mig også samlerens ønske om at se et bestemt emne repræsenteret så komplet som muligt.

“Jeg havde længe været på jagt efter: “Wesentlicher Unterricht zur Erlernung der dänischen Sprache – gedruckt zum Gebrauch der königlichen dänischen truppen und andrer Liebhaber”, Hamburg und Glückstadt, 1773.

“Sprogvidenskabeligt havde bogen mindre værdi, men jeg havde – så vidt mig bekendt – samtlige lærebøger i dansk på fremmede sprog. Men manglede denne ene.

“Stor var min glæde, da jeg fandt den i et auktionskatalog. Endnu mere glad blev jeg på auktionsdagen, da ingen af bøgerne i den stakkels sprogmands efterladte samling havde synderlig interesse blandt det fremmødte publikum. Gang på gang faldt hammeren ved 50 øre, og gang på gang blev 2, 3, 4 og 5 numre slået sammen til 1 kr. Jeg så min chance for at erhverve bogen inden for et beløb, der stod i forhold til mine midler.

“Da “min” bog kom på bordet – forøvrigt i en temmelig miserabel forfatning, bød jeg 50 øre, en anden bød 1 kr, jeg bød 2 kr, og sådan gik det nogle øjeblikke.

“Jeg blev hurtigt klar over, at den der kappedes med mig var den antikvarboghandler, der havde det privilegium at sidde ved siden af auktionarius en face til publikum. Han fortsatte med at byde. Da vi passerede 50 kr (i dag ca. 2500 kr?) for den uanseelige bog, begyndte folk at holde op at tale sammen og kigge på os. Vi passerede 75 kr. Mine bud blev tøvende. Efter 100 kr var jeg meget længe om at sige 105 kr og da den anden bød 110 kr var vi så langt på den anden side af det beløb, jeg kunne undvære til dette formål, at jeg gav op.

“Det var første gang, jeg havde været ude for at deltage i en af de dueller, som jeg ellers ofte havde overværet som passiv tilskuer. Jeg havde i så høj grad tabt humøret, at jeg glemte at byde på det, der jo ofte er en bogsamlers sidste farvel til denne verden, – en kasse med diverse. Den gik for 1 kr (i dag omkr. 50 kr?) til en kendt antikvarboghandler.

“Først lidt senere fik jeg mig taget sammen, og selv om jeg ikke havde fået lejlighed til tidligere at se ned i denne kasse med diverse, havdee jeg gerne villet købe den, fordi jeg så ofte tidligere var blevet glædeligt overrasket, når jeg kom hjem og gennemgik det erhvervede. Jeg gik efter auktionen hen til antikvarboghandleren og spurgte, om jeg måtte købe kassen af ham.

“Han sagde hertil: “Ja, jeg har ganske vist ikke set i den, men vil De give mig 5 kr, er den Deres”. Jeg købte den af ham, og et par aftener senere sad jeg hjemme for at gennemgå bøgerne og som sædvanlig kassere en del. Der var vel en halvanden hundrede. Mange ukomplette og mange tidsskrifter.

“Da jeg var nået godt halvvejs igennem, så jeg en pæn lille bog af lidt ældre dato i særdeles velbevaret stand med gammel læderindbinding. Hvad det var for en bog? “Wesentlicher Unterricht zur Erlernung der dänischen Sprache”, 1773.

“En ren tilfældighed. Man skal vogte sig for at generalisere, men glæden over en sådan tilfældighed kan ingen tage fra én”.

Også den norske forfatter Johan Borgen har en sjov historie om en tilfældighed i “Et tordenvejr” (her ligeledes kun i uddrag):

“Kanskje jeg kan få lov å fortelle om den gang jeg mistet H.C.Andersen? Det var på en såkalt plage (strand) i Bretagne, på den side af Bretagne jeg tillater meg å kalle dryppet under nesen. Hvis man ser denne herlige halvø som en hovmodig nese ut i havet, danner der seg uvilkårlig et mindre stolt fysiognomi omtrent der hvor man tenker sig mustasjen. Små groper og fjorder og sund. Og lange, myke sandstrender med grågul sand.

“Det var september og stor “saison”. På stranden kom rike folk som bodde dyrt, og de ikke fullt så rike, som bodde dyrt af den grunn. Og så kom DE, og så kom DE, og så kom f.eks. jeg, som hadde en sykkel skjult i buskaset. Det var i de dager man reiste rundt med bøker man var glad i. Mine to bind Andersen var med gullsnit og Vilh. Petersen. Dyndkongens Datter sto nettopp da høyt i kurs. Jeg ferdedes nødig noe sted uten Dyndkongens Datter. – og H.C. han ble borte i sanden.

“Hvordan? Ja, visste man det – så var den jo ikke blitt vekk! Man snakker om å lete efter en nål i et høylass, jeg har aldri gjort det, men min fantasi sier meg at det må være ubehagelig, især hvis man fant nålen. Men på en sandstrand av nærmere en mils lengde? En yndig buet sandstrand i uopphørlig sol, med havet som et kjærtegn af silke mot lys ved dag og ved natt – å finne en bok? Gullsnitt – akk hvilket gull på et bind kunne ta kampen opp med dette nådeløse lys?

“Skal jeg skildre hvordan jeg savnet min bok – all min sorg? La meg springe til optimismen, den nådeløse optimisme, som alltid griper den som har mistet noe. Først leter man her, så der, så her igjen. Siten leter man der. Av en eller anden grunn går mennesker som har mistet noe alltid ut fra, at de var blinde sist de lette her eller der.

“Så springer vi til neste trinn – stadig optimisme. Hverken her eller der? Så begynner man å tenke. Jeg tenkte: Stranden. Det var ennu dag. Jeg gikk der ned. Jeg lokaliserte området med en kvadratkilometers nøyaktighed, siden med ca. en kvadratmeters og gikk derpå ned til millimetre, hvorpå jeg utvidet til et område af størrelse som et middel dansk amt.

“Jeg lette. Der satt noen aktverdige mennesker, to generasjoner, surmulende svigersønn som man ser dem i Frankrike, parasoll og det hele. Jeg spurte på mitt fransk om de ville flytte litt på seg, bare et øyeblikk. De ikke alene flyttet, de flyktet redselsslagne. Bare svigersønnen satte seg til motverge, idet han tok meg for en araber på grunn av min mørke nordiske hudfarve og mitt merkelige sprog. Andersen! sa jeg og viftet nedstemt med armene. Lensmannen fikk det referert som mordforsøk.

“Jeg siktet fra et ensomtstående tre av ukjent opprinnelse. Det sto oppe i bakken, ovenfor plagen. Jeg mente bestemt å ha sett dette tre da jeg la meg til hos Dyndkongens Datter. Siden fant jeg et lignende tre et helt annet sted. Det stod også oppe i bakken, i nøyaktig samme avstand. Også der grov jeg lenge i synkende sol. Noen barn hadde bygget borger av romersk tilsnitt. Jeg demolerte dem. Barna sprang tilhavs og såes aldri siden. Jeg var kommet i det paniske stadium.

“Kan det være så meget om å gjøre med en bok – en enkelt bok i hele verden? Kanskje ikke nuomstunder. Der er blitt så mange. Men den gang. Dessuten lå det andet bindet ensomt i mitt beskjedne losji og stirret bebreidende på meg hver gang jeg kom inn efter forgjeves leting. Men litt efter litt gikk det jo opp for meg at denne sandstranden var meget lenger enn jeg fra først av hadde forestillt meg. Det var heller ikke så sikkert at jeg hadde ligget hverken her eller der da den forsvant.

“Kort sagt: jeg ga opp. Når man resignerer slik, skjer det i små rykk, inntil resignasjonen blir nesten total. Nesten. Litt blir der igjen. Også døde venner glemmes. Men de er der.

“Indtil noe hendte. Det skrekkeligste tordenvær noe menneske kan ha opplevd.

“Uværet fant meg under veis til nabobyen Loctudy, hvor jeg skulle se efter et pengebrev, man påstod å ha sendt meg dit. Det var en het dag med røde farver tilhavs, som på et maleri av Turner. På få minutter skiftet det røde til blåsort, så til sort. Havet suste varslende. Min vei gikk langs havkanten, godt og vel en mil å gå. Jeg hadde allerede flere ganger svalet meg i bølgerne da været brøt løs. Alt kom på een gang ut av det buldrende mørke: storm, regn, lyn. Himmlen var i sannhed åpen. Der var all grunn til å tale om Guds vrede.

“Plutselig oppdaget jeg at det var meg personlig vreden var ute efter. Jeg fikk se det på den måten at ett av de mange kulørte badetelt langs stranden ble ramt av lyn. Straks efter, ett till! Min siste rest av fornuft sa meg, at jeg var det eneste fenomen i en halv mils krets som raget opp fra stranden, bortsett altså fra disse teltene, som falt som korthus.

“I neste øyeblikk lå jeg flat. Ingen fornuft lenger, bare skrekk. Lyn og borden gikk i ett. Luften var like meget hav som havet. Jeg lå i hvit panik og grov som en muldvarp i den hårde sand; øynene lukket, kroppen i krampe av redsel – bare fylt av en idiotisk trang til å komme i skjul.

“Siden – ja, man har naturligvis gjettet det! Det er av den slags man generer seg litt for å fortelle, for det lyder ikke sant. Men sant er det likevel – så får man tro meg eller ikke! Da Ragnarok var over og Jorden tross alle makter sirklet uanfektet i sin bane, da satt jeg oppreist i havkanten med H.C.Andersen i gullsnitt.

“Noe medtat var den, men ikke verre enn sin eier. Jeg brettet boken varsom opp og lot solen spille på side efter side. Den milde bris som fulgte stormen rørte bladene, disse silketynne blade med den fine, tydelige trykk. Vi lå til tørk vi to. Om pengebrevet var kommet? Jeg husker det virkelig ikke. Jeg husker at jeg gikk lykkelig til Loctudy, født på ny i redsel under vreden. Solen gnistret i bindets røde gull”.

*****

(Udtog af “Blog lidt om bøger” fra 19.8.2013. Opdateret 22.6.2016)
Posteres sideløbende på www.gamleboeger.dk og http://blocnotesimma.wordpress.com

Kig også forbi www.twitter.com/gamleboeger

(17.6.2016) Idag fredag har haft Danmark besøg af den US-amerikanske udenrigsminister John Kerry. I nogle af de kredse jeg færdes på internettet, på de samfunds- og regime-kritiske hjemmesider, kan han næppe siges at være populær; men man kommen dog vistnok, ial fald på den afstand jeg ser ham, ikke let udenom, at han som person synes ret sympatisk. Forhåbentligt får ikke kun USA men også Danmark noget godt ud af hans besøg?

Apropos: Jeg har jo fået det kors at slæbe rundt på, at jeg med forkærlighed har haft mine venner blandt mennesker af hel eller delvis jødisk herkomst; med hvem mit temperament synes at have haft meget tilfælles? Men at jeg blot aldrig er blevet accepteret i deres kreds; måske fordi man mener, jeg har for selvstændige holdninger?

Med hensyn til den vansdkade i mit depotrum, som jeg tidligere har fortalt lidt om (se bl.a. https://blocnotesimma.wordpress.com/2016/06/10/the-house-the-water-and-all-these-shenanigans/ ), så synes den vistnok uændret noget spooky? Det omhandlede vandtekniske firma søger fortsat at få adgang til mit depotrum, men vil ikke oplyse hvem der har hyret dem, og til hvad. På mit direkte spørgsmål hvilket forsikringsfirma han arbejdede for var svaret, at det kunne han ikke huske!

Det forholder sig vistnok således, at såfremt et håndværkerfirma – der jo som regel aldrig arbejder for sig selv men altid i opdrag – banker på din dør og siger, de skal ind og lægge f.eks. nyt gulv i badeværelset; at hvis du så siger: Ok, det var jeg ikke klar over, men kom indenfor; ja så kan det omhandlede håndeværkerfirma utvivlsomt sende dig en regning for arbejdet?

Således med fugtteknikerne: Hvis vi byder dem indenfor for at stille affugtere op og lader den køre 3 uger, uden forinden at have set en arbejdsordre fra en betalende opdraggiver – ja så vil jeg mene det pågældende firma kan sende os en regning for deres ulejlighed?

Forresten synes jeg man har en ubehagelig tone med trudsel-lignende udtalelser. Og skadevolder har endnu efter halvanden måned ikke kontaktet os formelt, ej heller reageret på et anbefalet brev sendt lørdag 11.juni. Så måske ses i virkeligheden efterhånden tegn som tyder på, at skadevolder evt. kunne være selvforsikrende?

*****

Men nu videre til dagens obsolut vigtigste nyhed: I dag faldt prisen til 10 kr på Vangsgaards hollandske bogudsalg på Kultorvet. Og således foranlediget må jeg endnu engang slæbe 3 poser bøger med hjem – ialt 15 stk. Men jeg vil her omtale nogle få af dem, d.v.s. over en kop kaffe og en Snackwich i SunSet Boulevard, før jeg går hjem med dem.

1. KUNSTEN AT SKRIVE – KUNSTEN AT LÆSE. Af Paul V. Rubow. Kh, 1942, 131 s. 25 års jubilæums skrift fra Munksgaard.

Den pæne lille hæftede bog er endnu uopskåret, hvorfor jeg undlader at komme med smagsprøver. Men Paul Rubow er min absolutte yndlingsforfatter i den litteraturkritiske genre. Han er bare så vidende og klog, omend naturligvis ikke ufejlbarlig, det er jo ingen. Jeg har desværre p.t. kun et par af hans litteraturkritiske skrifter, og glæder mig til at kigge i denne.

For øvrigt ejer jeg – sikkert i lighed med mange andre bogorme – et par bøger med hans egenhændige navn, fra hans formodentligt store bibliotek (på tysk siges “Besitzvermerk”, jeg synes ikke man har noget tilsvarende kort og fyndigt på dansk?). Bl.a. hans Rejse i Pyrenæerne af H.Taine (dog på fransk, men jeg husker ikke med sikkerhed den franske titel. Måske Voyage en Pyrenees? – Det viser sig at være: Voyage aux Pyrénnées, Paris 1858).

2. BOOKS AND CHARACTERS. French & English. Af Lytton Strachey. London 1922, 301 sider. Solid græsgrønt helshirting, en smule nusset. Illustreret.

Men indvendig er bogen meget fin og velholdt. På et af forbladene hedder det:

“The following papers are reprinted by kind permission of the Editors of the Independent review, the New quarterly, the Athenæum, and the Edinburgh review.

“The DIALOGUE is now printed for the first time, from a manuscript, apparently in the hand-writing of Voltaire and belonging to his english period”.

Der er altså helt eller delvist tale om en række tidsskriftartikler, bl.a. hvilke kan nævnes:

Shakesperare’s Final Priod. The Lives of the Poets. Voltaire and england. The Rousseau Affair. Henri Beyle. The last Elizabethan.

Her en lille smagsprøve fra Voltaire and England (s.117):

“…in 1765 a certain Major Broome paid a visit to Ferney, and made the following entry in his diary:

“Dined with Mons. Voltaire, who behaved very politely. He is very old, was dressed in a robe-de-chambre of blue sattan and gold spots in it, with a sort of blue sattan cap and tassle of gold.

“He spoke all the time in english… His house is not very fine, but genteel, and stands upon a mount close to the mountains. He is tall and very thin, has a very piercing eye, and a look singularly vivacious.

“He told me of his acquaintance with Pope, Swift (with whom he lived for three months at Lord Peterborough’s) and Gay, who first showed him the Beggar’s Opera before it was acted. He says he admires Swift, and loved Gay vastly. He said that Swift had a great del of the ridiculum acre.”

3. ENGLAND SPEAKS. Af Philips Gibbs. London, Heinemann, 1935, 460 s. Lidt nusset helshirting.

“This is the funny one” – som en japaner måske ville sige? På titelbladet findes en lang, oplysende undertitel:

“Being talks with road-sweepers, barbers, statesmen, lords and ladies, beggars, farming folk, actors, artists, literary gentlemen, tramps, down-and-outs, miners, steel-workers, blacksmiths, the-man-in-the-street, high-brows, low-brows and all the manner of folk of humble and exalted rank – with a panorama of the english scene in this year of grace 1935”.

Måske kan jeg få tid til at vende tilbage, når jeg, som forventet, har fundet et par kuriøse samtaler.

4. FRA RENAISSANCE TIL EMPIRE. Kulturhistoriske afhandlinger. Af Louis Bobé. Kh, 1916, Hagerup. 188s. Usandsynlig smukt indbundet i halvlæder. Men på et forblad står da også: “Luksusudgave trykt i 150 nummererede eksemplarer – no. 141”.

Bogen indeholder 9 afhandlinger:

1) Lystrejser og Lystgaarde i Københavns omegn i det syttende og attende århundrede.
2) Adelsliv i Holsten
3) Operahusets brand paa Amalienborg den 19.april 1689
4) Charlotte Dorothea Biehl
5) Dronning Caroline Mathilde i Celle
6) Sangen om Havet (J.Ewald)
7) Bakkehuset
8) Fra Adam Oehlenschlägers skoletid
9) Nordisk kunstnerjul og kunstnerliv i Rom.

Bobé regnedes vist allerede i levende live som “den sidste” repræsentant for en allerede da svunden kultur; han er altså næppe “in” for tiden, og det er vel derfor jeg kunne erhverve en bibliofil-udgave for en flad ti’er?

5. THE LIFE OF HANS CHRISTIAN ANDERSEN. Af Signe Toksvig. Ill. London, 1933, Macmillan Co., 289 s. Originalt omslag.

Der er tale om forfatterens eget eksemplar, med hendes signatur på smudsbladet. Dén signatur – med hendes tynde, fine skrift, ofte skrevet diagonalt fra venstre op mod højre – kender jeg efterhånden godt, idet jeg har erhvervet flere af hendes bøger i løbet af det igangværende udsalg.

Hun var gift med den Irsk-Amerikanske historiske forfatter Francis Hackett, hvem jeg vil komme lidt tilbage til nedenfor. Bogen om H.C.Andersen er tænkt som en gave til min lillesøster, der rejser rundt og fortæller bl.a. om Andersen. Dansk-amerikanske Signe Toksvig er tænkeligt mest kendt for sin store bog om mystikeren Emanuel Swedenborg?

6. FRANS DEN FØRSTE. Af Francis Hackett. Oslo, 1935, Aschehoug. Oversat af Constance Wiel Schram. 459s, Org. omslag.

Bogen om Frans d. Første regnes vistnok almindeligvis som Hackett’s bedste. Dette eksemplar har forfatteren egenhændigt dedikeret til hustruen Signe Toksvig med følgende tre vers på et forblad):

“Signe,
A thousand years or so ago
My ancestors and yours
Were in the very throb and throe
Of digging with their skewers
into the anatomical
intestices and such.
Now it seems rather comical,
But then it wasn’t, much.

“And now, O Signe, it appears
That in the gelid North
the heart grows warmer with the years,
And when a book goes forth
that a mere Irishman set down
Some Norseman takes a look,
and if it doesn’t make him frown
He just translates the book.

Is this a better way to act
Than carving me in joints?
As one who favours leafne(?) and pact,
I think it has it’s points.
Besides, the critics of Oslo
Can slay me in reviews,
While you, dear Signe, as i know,
Translate ’em as you choose.

March 1, 1936.”

Men jeg vil iøvrigt omtale Francis Hackett og hustru lidt mere i et kommende indlæg.

Tak til Vangsgaard for endnu et flot udsalg, og tak til SunSet for kaffe og husly.

*****

Posteres sideløbende på www.gamleboeger.dk og http://blocnotesimma.wordpress.com

Kig evt. forbi www.twitter.com/gamleboeger

(15.06.2016) Denne smukke sommer onsdag befinder jeg mig endnu engang på en BurgerKing her ved Strøget i København, over en kop kaffe. En venlig sjæl har henlagt dagens BT til behagelig afbenyttelse og således foranlediget vil vi endnu engang divertere os med at kigge lidt i nyheds- og underholdnings bladet BT.

Forsidens 6 cm høje typer bruges idag på en historie om vi mænds helbred: “9 faresignaler mænd ikke må overse – Sundhedstjek kan redde liv”. Nå ja, måske kan de redde lægestandens liv? Jeg går ikke selv til regelmæssig sygdoms-tjek, da jeg prøver at holde mig så meget væk fra sygdoms-væsenet som forsvarligt. Ganske vist har jeg også været forundt et godt helbred, – når bortses fra en ubehandlet lyskebrok, som jeg endnu 5 år efter første henvisning fra lægen er belemret med.

I øverste højre hjørne har forsiden – naturligvis – en omtale af den velbemeldte Omar fra Orlando skyderiet; men der kommer nok mere inde i bladet. Så vi går straks videre til side 2, hvor den store overskrift er “Ensom ulv dræbte forældre”.

Hovedpunkter: En afsindig person overfalder og knivdræber, tilsyneladende umotiveret, en Parisisk vicepolitiinspektør. Samt derefter hans kæreste, mens en 3-årig søn overlever. Politiet stormer huset og dræber attentatmanden.

I mine øjne er det mærkeligt, at det som regel meget overtallige politi altid – eller så godt som altid – dræber ugerningsmænd, i stedet for at uskadeliggøre dem, f.eks. med ben- eler skulderskud? Det er næsten som om det er virkeligt vigtigt, at disse ofte noget spooky terrorister ikke overlever og taler? Eller måske betragter SWAT-teams disse aktioner som en slags berettigede skydeøvelser?

Side 4-5 mere om Omar Mateen og Orlando skyderiet. Historien er på ingen måde sammenhængende endnu. Faren siger: Min søn var ikke bøsse. Øjenvidner beretter forskelligt ikke videre overbevisende fra klublivet i og omkr. Pulse, som siges at være Floridas mest populære bøssebar.

“Nogle gange satte han sig bare ovre i et hjørne for at drikke alene”.
“Vi mødtes aldrig ansigt til ansigt. Men det var tydeligt, at han var interesseret”.
En anden cyber-datede Omar, “der åbent fortalte, at han var gift med en kvinde og var far til en lille søn”.

Altså – disse udsagn siger jo ingenting. Han kunne efter dem vist lige så godt være en FBI-asset, som søger at infiltrere miljøet, uden at involvere sig for meget?

Så måske har CIA/Mossad haft brug for en lynafleder for andre slemme nyheder, som man mente netop var ved at breake? Eksempelvis i lighed med dette http://www.gamleboeger.dk/2016/06/10/helsingborgske-shenanigans/ ?

På forskellige større hjemmesider overvejes mulighederne for et FalseFlag-event bl.a. http://aanirfan.blogspot.com/2016/06/orlando-shooting-false-flag.html?showComment=1465831776670#c7084815687389200399 og http://www.zerohedge.com/news/2016-06-14/paul-craig-roberts-skeptical-take-orlando-shooting .

En våbenekspert udtaler “We’re living in a world of Orwellian deception in which these slaughters and in some cases fake slaughters, because in some cases these are theatrical events, nobody even dies…In this case, I don’t know whether or not 50 people really died in Orlando, but one thing I can promise you – and stake my life on – is that one former security guard did not kill 50 people. It did not happen. There’s no way that happened,” the analyst noted ( http://www.veteranstoday.com/2016/06/14/presstv-orlando/ )

Altså at en score på 50 dræbte og 53 sårede er plat umuligt for en enkelt (amatør)skytte at opnå; der ville normalt være langt flere sårede end dræbte, ligesom andre eksperter siger en enkelt skytte nødvendigvis ville være overmandet, før det nåede så langt. Jf. også http://www.zerohedge.com/news/2016-06-15/new-orlando-shooter-eyewitness-emergestestifies-5-people-were-involved-pulse-attack

Side 6 viser den påstået eneste overlevende fra Pulse “de skudsår han fik”. Ja, menneskenes børn er gullible: Det man ser er et stykke løstsiddende plaster – ikke engang skyggen af et sår!

Side 8 en omtale af fantastiske Lise Nørgaard’s 99 års fødselsdag. Det er dog plat utroligt så frisk en 99-årig kan holde sig. En af hendes hemmeligheder: Varmt og iskoldt brusebad hver dag. En god idé, holder imunforsvaret kørende, og jeg har selv søgt at praksisere det i omved 50 år.

Men fotografen har drevet en slem gæk med fødselaren. Fyret en flash af direkte i den smukke, men aldrende kvindes kontrafej. Resultat: Hun ligner grangiveligt en genopstanden mumie.

Det fremgår, at Lise Nørgaard er mor til “Matador” serien. Den nåede vist en suveræn popularitet i Danmark? Den ærede læser forstår forhåbentlig, at jeg ikke ser TV-underholdsnings serier, og derfor heller ikke kan kommentere dem.

Side 9 vil en spansk prinsesse frifindes for skattesvindel. Rimeligvis behøver jeg ikke interessere mig for velbemeldte spanske prinsesse, så vi går straks videre til side 10, hvor prisniveauet på huse til salg omhandles.

Der er en illustrativ oversigt over den del af salgsmassen, som opnår rabet på listeprisen. Det er ret store procenter overalt, incl. Nordsjælland (51% i Nivå), hvilket er lidt mere end i Rødby (50%). Gennemsnitlig opnår 35% af salgsmassen rabatter.

Side 12 spørger bladet: “Skal danske homomiljøer have ekstra beskyttelse efter massedrabet i USA?”.

Jo, men så drejer det sig om at holde perspektiverne lidt på plads: Der dør omkring 3000 mennesker på danske hospitaler p.g.a. uheld – årligt. Skal hospitalspatienter derfor have ekstra beskyttelse? Der forsvinder ÅRLIGT 800.000 (ja det var ottehundredetusinde!) BØRN sporløst i USA. Så før Orlando er opklaret til bunds – herunder hvor mange der faktisk omkom – bør man vel prøve to cool it?

Selv om det vist kan være svært: Den bekendte gratisavis MX fra igår viste et tåkrummende billede, hvor en af de smukke unge kvinder fra ventrefløjen havde et fast greb om halsen på den flotte amerikanske ambassadør her i byen.

Side 13 spørger avisen: Er det okay at sælge is med (5%?) alkohol uden aldersbegrænsning? Svaret burde ikke være svært: Det er ikke alene vanvittigt, det er direkte ondskabsfuldt.

Nederst på siden spørges: Kan man overhovedet regne med, når Islamisk stat tager ansvar for terrorhandlinger? Tidligere operativ chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen svarer bl.a.: Jeg er åben for alle muligheder. Men IS tager en hvilken som helst terrorhandling på sig og pynter sig med lånte fjer.

Side 14-15 er vi på Færøerne med Dronning Margrethe, som også er smuk i færøesk nationaldragt; ja, måske endnu smukkere?

Side 16-17 fortsættes artiklen fra forsiden om mænds behov for sygdoms-tjek. Det oplyses nederst hvad mænd mest dør af sammenlignet med kvinder.
Det kan jo være meget illustrativt. Men det minder mig om en af mine yndlings aversioner; at man ikke alene skal oplyses om at den og den er død; men også altid hvilken sygdom vedkommende døde af. Uff!

De flest dør vel fordi de ikke kan leve længere? Ligesom de bliver sat til verden fordi de ikke kan holde sig i skindet længere?

Side 19 fortælles at Hjemmeværnet nu er på plads ved grænsen – det må være den dansk-tyske grænse; hvilket bekræftes af, at en afbildet bil har tyske plader (- med nummeret 5000).

Side 20-21-22 omtales et par rockerbands fra 70’erne, som jeg heller aldrig har hørt om før. Hvilket jo er glædeligt, så behøver jeg ikke kommentere dem.

Tak til de flinke mennesker på BurgerKing for kaffe og husly, samt til BT for dagens tabloid.

*****

Posteres sideløbende på www.gamleboeger.dk og http://blocnotesimma.wordpress.com

Kig også forbi www.twitter.com/gamleboeger

(10.juni.2016) I forgårs (onsdags 8.juni) gjorde jeg efter vistnok et års pause en eftermiddagstur til Skånes smukkest beliggende by, Helsingborg. Som jeg allerede tidligere har fortalt en del om ( https://blocnotesimma.wordpress.com/2014/10/06/sverige-oh-sverige/ ) boede jeg op gennem 70’erne og 80’erne i Helsingborg og har stadigvæk en vis tilknytning til byen.

Mest gennem den konto jeg har opretholdt i Swedbank – hed dengang Sparbanken Skåne – med tilhørende boksaftale, der som nævnt bruges som depot for nogle af de fysisk set mindre ting af min fotohistoriske samling.

Jeg har i boks bl.a. liggende et mellemformat digitalkamera Mamiya DZ. Kameraet er købt her i byen på udsalg for flere år siden. I stand som ny og med et par dito objektiver. Nyprisen var dengang vistnok 75.000 kr – mens jeg kunne nøjes med præcis en tiendedel.

Den ligger der som back-up, idet jeg indtil nu har klaret mig med mit 13 år gamle Canon EOS 1Ds full-frame digitalkamera som “storformat-digital”. Og fordi ægte mellemformat digital stadigvæk er forholdsvis sjældent og dyrt. Billigst er vistnok Pentax 645Digital, som netop er set til i omegnen af 70.000 kr.

Problemet med dette nu ældre digitalkamera Mamiya DZ er li-ion-batterierne, som ser ud til at være umulige at opdrive som tilbehør. Da jeg for nogle måneder søgte overalt på ebay fandt jeg kun eet kamera til salg men ingen løse batterier.

Det er derfor naturligvis vigtigt at vedligeholde batteriet, d.v.s. holde det opladet. Hvilket jo ikke kan ske i boksen, og bedst hjemme. Og da jeg ved mit sidste besøg sammen med en af mine søde niecer forsømte at tage batteriet med hjem til opladning tænkte jeg, at jeg ville indhente det forsømte.

Jeg gik en lille tur på havnen i Helsingør i det meget smukke vejr, forinden jeg tog færgen til hinsidan. Men det kunne vist godt have vist sig som en mindre god idé? For det varede ikke længe før jeg på det relativt mennesketomme kajområde havde en formodentlig tasketyv i hælene, som nok havde spottet min – ret flotte omend ældre – LowePro-fototaske.

Da jeg er i besiddelse af en veludviklet situationsfornemmelse spottede jeg tilstrækkeligt hurtigt vedkommen og holdt øje med ham, hvilket åbenbart berøvede ham modet. Ellers havde jeg måske mistet min flotte Hasselblad 500C/M incl 2 ekstra – ganske vist noget medtagne – objektiver.

For øvrigt bruger jeg sjældent Hasselblad’en og det kan godt være, den unge mand ville have fået mere fornøjelse af den end jeg? Dog regner de fleste unge mennesker vel med, at fotoudstyr idag helst skal være digitalt, hvad enten til brug eller videresalg?

Da jeg altså ikke har været på Helsingborg-tur siden 4.jan.d.å., hvor den skærpede personkontrol blev indført, oplevede jeg denne for første gang.

På danske-siden er der opstillet købåse (men endnu ikke kobåse), hvor pas eller anden billedlegitimation forlanges. Det var denne onsdag helt problemfrit, med få rejsende og elskværdig kontrolpersonale. Jeg spottede ingen flygtning overhovedet.

Tyge Brade – man bruger vist nu overalt den “latiniserede” form Tycho Brahe (ordet brade skulle betyde brat eller opfarende) – sejlede for næsen af mig og jeg måtte borde Hamlet. Der trods navnet synes at være med svensk bemanding og skiltning?

På svenske-siden var der underligt nok også skarp pas-kontrol. Underligt fordi der ikke var skyggen af en flygtning at se, de ville jo også være sorteret fra i Helsingør. Så hvad skal denne ekstra, skarpe kontrol gøre godt for?

Ved ankomsten til tull-zonen konfronteres man af 2 bokse, hvor 2 Told- eller Säpo-medarbejdere – formodentligt det sidste? – har barrikaderet sig. Man afkræves i henhold til skiltningen sit pas – der synes ikke at være tale om anden billedlegitimation som på danske-siden?

Den kvindelige medarbejder, som jeg konfronteredes med så yderst professionel ud. Temmelig arrogant; mørkhåret og med en meget “deep tan” og intelligente øjne: tydeligvis ikke en underordnet eller left-brain domineret type, som i almindelighed ikke er god til at vurdere karakter hurtigt og effektivt.

Jeg kom uværgerligt – the deep “middle-east tan” (som jeg ofte nok har set hos Mossad-kommanders i Fiolstræde København?), arrogancen og intelligencen, og den i det hele uvenlige holdning overfor en “indfødt” – til at tænke på hvad jeg har læst om Mossads taktik ved personkontrol i toldzonen: Man bruger netop intelligente, højre-hjerne-begavede folk til at vurdere de tilrejsendes karakter, fremfor en teknisk vurdering af alle mulige detaljer, som måske let lader sig forkludre?

Skulle den pågældende flotte kvinde måske i virkeligheden have fået sin uddannelse hos Mossad/ShinBeth i TelAviv? Eller ligefrem være udlånt derfra til lejligheden. Og hvad er lejligheden?

Det kunne se ud til, at man har benyttet anledningen (med stramning for flygtninge) til at stramme overfor alm. lovlydige borgere? Det er den sædvanlige model, kendt mange steder fra: Man har nu mulighed og rig lejlighed til om ønsket at harassere upopulære regime-kritikere. Jo da, som f.eks. også undertegnede ringhed?

Hvordan skulle dette harassment så foregå? For mit vedkommende hypotetisk måske således: Den pågældende “Mossad-troll”(?) påstår at have mistanke til mit pas; hun beder en af de tilstedeværende toldbetjente føre mig væk; jeg bliver overladt til “rouge-element” Säpo-betjente; som så igen kort og godt overlader mig til Mossad-agenter – hvorefter ingen ser mig igen? Keine Hexerei – nur Behändigkeit.

Nogle vil jo nok påstå, at man kan da ikke have alt dette forberedt og klar til undertegnede ringsheds ankomst. Men forkert: Man har i årevis aflyttet min bolig tæt, også akustisk. Så man ved på forhånd, når jeg gør klar til en fotoudflugt – der som regel går til Nordsjælland. Og som bekendt er der så mange overvågnings-kameraer mellem Frederiksberg og Helsingborg, at Guderne må sig forbarme!

Ja men – siger den ærede læser måske – du mener vel ikke at Säpo/Mossad har ladet arrangere denne ekstra strenge, men tilsyneladende ret unødvendige, paskontrol bare for at harassere typer som dig; endvidere, du mener dog vel ikke at den skulle være arrangeret blot for at fange dig? Så betydningsfuld er du da ikke!

Men, kære læser, det er måske en misforståelse? Kig evt. igen på det foregående indlæg https://blocnotesimma.wordpress.com/2016/05/28/charlie-hebdo-jan-7-2015/ .Vi prøver at fastholde den i.t.v. hypotetiske sagas hovedpunkter i tidsrækkefølge:

1. Jeg skriver en skarp (men vistnok også vittig?) satire over daværende udenrigsminister WS http://blocnotesimma.wordpress.com/2012/09/13/satire-1/

2. Hans parti går helt i opløsning.

3. WS får et hjerteanfald.

4. Jeg er måske herefter persona non grata i visse kredse på Borgen?

4. Hans kone får et – efter de magre presseberetninger at dømme – meget kraftigt slagtilfælde.

5. Tidligt om morgenen d. 11.dec.2014 føler jeg mig truet af et planlagt Mossad-hit. Jeg skriver derfor et brev til Justitsministeriet, Københavns Politi og Folketinget m.m., hvori jeg fortæller om en usædvanlig klarsyns-drøm jeg har haft omtrent ved det tidspunkt WS’ kone blev syg. Jeg gør opmærksom på, at noget tyder på et voldsomt, maliciøst psykisk angreb.
I så fald måske sekundært med den hensigt at sætte undertegnede i et (endnu mere) uheldigt lys på Christiansborg?

(Se mere om proff. psykiske angreb med maliciøs hensigt (“how to stop a pigs heart with hypnosis”) her
http://aanirfan.blogspot.dk/2015/10/yuri-gellers-house-strange-links.html
http://aanirfan.blogspot.dk/2015/04/lord-janner-escapes.html
http://aangirfan.blogspot.com/2013/06/yuri-geller-and-mossad-cia-mind-control.html )

6. Den 17.dec.2014 posterer jeg https://blocnotesimma.wordpress.com/2014/12/17/spooky-times-serialitet-eller-jakuza/ , hvori jeg fortæller om nogle hændelser efter afsendelse af brevet d. 11.dec. Jeg fortæller bl.a. om et muligt Jakuza hit-set-up, med udgangspunkt på Frederiksberg Bibliotek. Jeg har siden erfaret, at der på internettet findes oplysninger om, at Jakuza’en skulle være enten kontrolleret af, eller samarbejde tæt netop med Mossad.

7. Det lykkes Mossad ved hjælp af sayanim (se mere om denne instution her
https://blocnotesimma.wordpress.com/2016/04/11/ved-hjaelp-af-bedrag/ ) at underslå de fleste af den halve snes breve jeg sender bl.a. til pressen? Kun Københavns Politi og Justitsministeriet kvitterer efterfølgende for modtagelsen.

8. Københavns Politi’s svar er dateret d. 2.Jan.2015, men findes først i min postkasse d. 6.jan.2015. Brevet er holdt i en arrogant tone, og trods sagens alvor og spørgsmålet om min egen sikkerhed tilkendegiver man alene, at man håber at kunne se på sagen i løbet af de næste 3 måneder.

9. Men (lørdag?) den 3.jan. husker jeg, at jeg bankede kraftigt i bordet (mit spisebord må undertiden lægge sin massive egeplante til udlukning af “damp”). Har Mossad tænkeligt troet, at jeg har set og læst politiets brev af d.2.december og er blevet vred over det arrogante svar?

9. Efter at have læst brevet d. 6.jan. har jeg vist tegn på uro, herunder “shufflet my papers”; altså rodet med mine breve og papiere – bl.a. for at recappe, hvad det præcist var jeg skrev d. 11.dec. Og da min lejlighed er meget tæt overvåget, herunder også akustisk, har Mossad så tænkeligt formodet, at jeg igen ville søge at skabe offentlighed om sagen?

10. Hypotese: Har man derpå besluttet som en helgardering at arrangere Charlie-Hebdo skyderiet? Man har i så fald skudt sine egne “landsmænd” og altså søgt at skjule den ene perfide forbrydelse med en anden ikke mindre perfid forbrydelse?

11. Ikke mange mennesker kan forstå et forløb og en sammenhæng som det hypotiske skildret her; folk er jo normalt også ganske enkelt bange for at få noget at vide om magtmafiaens kabaler. Men netop disse vanskeligheder gør vist alt andet lige min situation uændret labil?

Den ærede læser ser derfor måske, at det ville være en i virkeligheden ringe indsats (for Mossad) med en ekstra-skarp Säpo-paskontrol ved Helsingborgfærgen, såfremt ovenfor skildrede, hypotetiske forløb skulle have noget videre på sig? Også selv om kontrollen i realiteten ikke tjener noget andet nævneværdigt formål. De her som hypotese omhandlede, potentielle forbrydelser er jo så grove og perfide, at de uundgåeligt ville gå ud over Mossads anseelse verden over.

*****

Det er forøvrigt netop ovenfor nævnte, for mig potentielt meget farlige option – med evt. kidnapning og beslaglæggelse (d.v.s. tyveri) af mit boksindhold (hvortil jeg jo normalt ville medbringe nøglen) – som har foranlediget mig til i de sidste par år kun at besøge Helsingborg med ledsager.

Når jeg vovede det alene i onsdags skyldes det, at jeg forventede man ville lade mig gå, fordi man måske havde troet at jeg f.eks. torsdag ville sige jatak til køb at det tidligere omtalte hus på Vestsjælland (se http://www.gamleboeger.dk/2016/04/26/tirsdag-26-april-2016/ ).

Noget man tænkeligt gerne havde set, idet dette køb ville gøre mig meget sårbar overfor alle mulige “shenanigans”. Men allerede torsdag mailede jeg endnu engang nej-tak til mægleren som omtalt i et foregående indlæg https://blocnotesimma.wordpress.com/2016/06/10/the-house-the-water-and-all-these-shenanigans/ .

Jeg har forøvrigt – hidtil og så vidt jeg ved – ingen dårlige erfaringer med Säpo; men Säpo er et stort agentur med tusindvis af ansatte, hvoriblandt uundgåeligt også rouge elements? Og Mossad-dobbeltagenter?

Om topledelsen i Säpo muligt kan være noget Mossad-orienteret, kan jeg ikke sige noget bestemt om? Men at den almindelige Säpo-medarbejder skulle have et varmt ønske om at være Mossad-sprællemand må det være mig tilladt at tvivle på.

***********

Updated 11.juni.2016

Posteres sideløbende på www.gamleboeger.dk og http://blocnotesimma.wordpress.com .

Kig også forbi www.twitter.com/gamleboeger

Igår torsdag mailede jeg for anden gang i løbet af et par måneder en høflig nejtak til køb af drømmehuset i Vestsjællands Slagelse kommune.

Når man er førstegangskøber eller “-køber”, så er sådan historie jo i virkeligheden ganske kompliceret; altså såfremt man kommer med en forventning om, at det kan man da hurtigt nok få styr på.

Måske nogen kan have glæde af at se lidt om nogle af de specielle forhold jeg har måttet kære mig om for dette hus’ vedkommende? Til den ende gengiver jeg nedenfor noget af den afsluttende korrespondance med den iøvrigt meget elskværdige mægler.

I det hele taget synes Vestsjælland at være befolket af venlige mennesker? Kommer man til Nyborg er tonen vistnok lidt mere spids? Dette er min preliminære og ganske uvidenskabelige erfaring; og det kan jo godt være, at jeg blot har været heldig.

Her følger den mail, hvormed jeg sagde pænt nej-tak til handelen; den er naturligvis anonymiseret. Det drejer sig om et ældre byhus godkendt til erhverv, og hvoraf en del er i pæn stand, og en del i dårlig stand:

*****

Til Ejendomsmægler N.N.

Vedr. Køb af hus.

Hej

Jeg havde forventet at give dig et fornuftigt- i mine øjne altså – bud på ejendommen, jf. nedenstående “annullerede udkast”. Men en fornyet gennemgang af kontantbehov i forb. med udflytning, flytning, klargøring til indflytning og indflytning, samt også forventeligt forholdsvis hastende vedligeholdelse/istandsættelse har desværre igen givet mig kolde fødder.

Jeg er kommet frem til, at når bortses fra hastende, ekstraordinær vedligeholdelse/istandsættelse har jeg behov for 156.000 kr (incl udbetaling). Det ville endda forudsætte, at banken ville skubbe de 2 første månedsterminer. Og da jeg netop har 155.000 stående på “sparekassekontoen” er det jo lidt snært, idet jeg ikke har større kontantbeløb liggende.

Det problematiske for mig i sådan en hushandel er, at jeg har det meste af min opsparing/værdier i form af (fotohistoriske) antikviteter. Ikke sådan at de ikke er noget værd, men skal man have en fornuftig pris, skal det ikke tvangssælges, idet man jo så kan risikere at få alt for lidt.

Som med alle investeringer – hvad enten i huse, aktier, antikviteter, penge i banken m.m. – så er det vel en anerkendt problemstilling, at det i mange tilfælde kan være lige så vanskeligt, eller vanskeligere, at passe på sine værdier som at erhverve dem.

For mit vedkommende ville de to største ricisi i det her omhandlede hus nok være

1. indbrudstyveri, hvor tyvene har lukket sig ind med en “låsesmed”, således at man ikke kan se noget ind-“brud”. I så fald kan forsikringen vistnok let finde på at afvise erstatningsansvar. Den samme problemstilling findes naturligvis i enhver lejlighed.

Men i min nuværende på 3.sal er der kun 1 indgangsdør, hvori jeg har bekostet en såkaldt “dirkfri” lås (hævdes at være dirkfri af låsefirmaet, omend jeg måske er lidt skeptisk). Men der er jo mange adgangsveje til et stort hus som det her omhandlede.

2. indbrudstyveri, hvor tyvene ikke finder noget af interesse lige netop for dem (jeg har f.eks. hverken guld, designmøbler eller nye elektronikting) og i raseri herover laver hærværk for et stort beløb.
Hærværk er jo som bekendt ikke forsikret (Vi havde d. 30.april vandskade på 2.salen i den ejendom, hvori mit depot for bøger befinder sig i stueetagen (kun småskader hos mig). Omstændighederne er næppe fuldt opklaret, men efter det oplyste forekommer det mig, at man muligvis ikke helt kan udelukke indbrud/hærværk?).

Skulle jeg efter at være flyttet (eller forresten under flytningen, man er heller ikke forsikret under selve flytningen) blive udsat for alvorlige skader som nævnt under 1. eller 2., så kunne jeg blive meget dårligt stillet, altså netop fordi min kontantdækning er for snært regnet.

Alt i alt må jeg igen konstatere, at jeg ikke på nuv. tidspunkt har mod til at kaste mig ud i handelen. Prisen skulle vistnok et godt stykke ned, førend jeg ville anse risikoen værd at tage. Men det er jo ikke realistisk, og jeg nævner det kun i forbifarten.

Men jeg vil endnu engang sige tak for venlig modtagelse hos jer.

Venlig hilsen

GP
8.juni.2016

ANNULLERET UDKAST – ANNULLERET UDKAST – ANNULLERET UDKAST

Hermed et arbejdspapir til nogle hovedpunkter i evt. købsaftale vedr ejendommen.

1. Jeg vil tilbyde en købspris på xxx.xxx kr under visse forudsætninger, herunder specielt:

2. Overtagelse pr. 1.september eller 1.oktober 2016 (afhængig af arkitektens vurdering af muligheder for at få konverteringsprojektet godkendt i Slagelse kommune i sommerferiemånederne juli/aug.).

3. Jeg vil snarest for min egen regning og efter aftale hyre arkitekt A.A. og bede ham udarbejde byggeprojekt vedr. konvertering af huset til bolig, samt fremsende dette til Slagelse Kommune. Dette forudsætter at sælger giver fuldmagt til arkitekten i løbet af indevæende måned, samt at alle udgifter til projektets udarbejdelse og godkendelse kan holdes indenfor ca. 10.000 kr som preliminært oplyst af arkitekten.

4. Såfremt Slagelse Kommunes godkendelse af byggeprojektet ikke foreligger ubetinget senest 30.aug.2016 (ved overtagelse 1.sept.) resp. 29.sept.2016 (ved overtagelse 1.okt.) skal undertegnede køber have ret til – men ikke pligt til – at annullere købsaftalen fuldstændig og ubetinget. En tilsvarende ret har sælger derimod ikke.

5. De af undertegnede køber afholdte udgifter til arkitekt (ref. pkt.3.) godtgøres ikke af sælger, såfremt køber ophæver købsaftalen i henhold til pkt.4. Arkitekten har oplyst, at Slagelse kommune p.t. ikke tager betaling for en sådan konverterings-godkendelse.

6. Det forudsættes tillige, at jeg har forstået arkitekten korrekt med hensyn til den endelige godkendelse af konverteringen i Slagelse Kommune: Nemlig således, at jeg efter endt håndværksarbejde med konverteringen alene behøver at meddele dette til kommunen og at kommunen altså ikke skal kvittere mig for modtagelse af klarmeldingen ved selvstændig ekspedition.

7. Bank og købsrådgiver skal have lejlighed til at godkende ovenstående.

ANNULLERET UDKAST – ANNULLERET UDKAST – ANNULLERET UDKAST

*****

Så vidt den hushandel. Måske har det trods alt været held i uheld, at jeg har måttet takke nej til huset. Ial fald kunne man godt få onde anelser, når udviklingen resp. afviklingen af vandskaden i mit bogdepot tages i betragtning? (mere nedenfor)

Jeg har allerede redegjort for noget af det passerede i et tidligere indlæg
( https://blocnotesimma.wordpress.com/2016/05/13/smaating-og-bagateller/ ); her følger i form af en kladde til brev til skadevolder (ligeledes anonymiseret) lidt om, hvad sådan en historie bl.a. kan indebære af snenanigans (narrestreger) m.m.

10.juni.2016

Til beboeren af lejligheden
2000 Frederiksberg

Vedr. Vandskade d. 30.4.2016

KRAV OM SKADESLØSHED

Vi skal hermed fremsætte krav om skadesløshed i forbindelse med nævnte vandskade.

Den 30.4.d.å. opstod der efter det oplyste vandskade i din lejlighed, hvilket har medført vanskade i baglokale beliggende i stueetagen nr. xx Lokalet er p.t. fremlejet af GP som depotrum.

Brugeren af lokalet fik vandskadet omtr. 100 bøger, mange kun i let grad. Brugeren ønsker på grund af travlhed med andre gøremål ikke at gøre erstatningskrav gældende for de skadede bøger.

Det kan dog, afhængig af sagens afvikling komme på tale at kræve erstatning for en del af huslejen p.g.a. af stærkt nedsat brugsmulighed af lokalet i en tænkeligt månedslang periode.

Der har siden d. 30.4. været 2 besøg af dig og/eller sagkyndige. Ved første besøg mandag d. 9.5.2016 var GP til stede.

Ved den lejlighed blev det af en tekniker, som ikke præsenterede sig, mundtligt tilkendegivet: at gulvet var tørt; at det ville være nødvendigt at nedtage nogle loftplader (i en bredde af ca. 1 meter) i lokalets nordlige ende. Samt tillige, at det nok ville blive nødvendigt at opstille en affugter; og at denne affugter ville kunne opstilles med udstødning ud gennem en ikke tilgitret del af et bekvemt placeret, lille overvindue.

I forb. med det efterfølgende besøg af dine agenter i depotrummet (17.maj, og hvor GP ikke var til stede) blev det meddelt ejer, at man ønskede et lille lukaf (tidligere toilet) tømt med henblik på inspektion. Rummet er for længst blevet tømt, men der er ikke siden sket besigtigelse fra din/jeres side.

Efter tømningen kan ses, at der faktisk er sket vanskeade af loftet, med skjolder, buler og åbne revner. Tillige løbespor ad vægge. Nogle få ting i rummet var blevet våde/fugtige, men uden nævneværdig skade.

Vi forudsætter, at rummet istandsættes af jer.

Brugeren af depotrummet har onsdag d. 8.juni tilfældigt truffet en tekniker i opgangen. Denne tekniker meddelte et ønske om adgang til depotrummet næste dag (torsdag 9.juni) med henblik på at nedtage nogle loftsplader for inspektion og evt. affugtning m.m. af loftet.

Ved en misforståelse har teknikeren fået adgang til lokalet inden vore skadesoplysninger og erstatningskrav har været formuleret og fremsat overfor dig. Dette har desværre medført, at omhandlede loftplader er nedtaget, forinden en handlingsplan er meddelt overfor os.

Vi forudsætter, at udbedring/reperation af loft incl. opsætning og maling af loftsplader varetages af jer.

Den pågældende tekniker har igår torsdag iøvrigt efter fyraften EFTERLADT DEPOTRUMMET ULÅST!

Vi skal således foranlediget oplyse:

Videre adgang til depotrummet kan først gives, når vi har fået skriftligt oplyst en plan for

1. Hvilke arbejder der skal udføres

2. Hvornår og hvordan det skal ske

3. Samt tillige fået skriftligt tilkendegivet, at du og/eller din forsikring hæfter for og afhjælper alle skader og væsentlige ulemper i medfør af vandskaden samt i forbindelse med dig og dine agenters tilstedeværelse i depotrummet.

Det har som nævnt tidligere været nævnt overfor GP, at man formentligt kunne ønske at opstille en affugter i lokalet i en tid. I så fald må man venligst skriftligt tilkendegive

4. at der alene vil blive opstillet en affugter med udstødning gennem nævnte, ikke tilgitrede vindue. Vi kan ikke påtage os at vedligeholde affugter med vandbeholder til tømning, ligesom det – ikke mindst p.g.a. af nævnte uheldige erfaringer – ikke vil komme på tale at give 3.person uhindret adgang til lokalet i længere tid.

5. hvor længe man forventer at affugteren skal stå i lokalet

6. at man hæfter for alle skader i medføra af opstilling, nedtagning og brugen af affugteren

7. at man selv lever el (f.eks. ved hjælp af ledning trukket ind gennem det ikke tilgitrede vindue, som man mente egnede sig til udluftningsslangen). Vi kan desværre ikke påtage mig at stille el gratis til rådighed.

Vi skal tillige bede os skriftligt oplyst dit fulde navn og email-adresse, samt navn og telefonnummer på dit forsikringsselskab og navn og telefonnummer på alle firmaer, som måtte ønske at færdes i lokalet.

På grund af den YDERST UHELDIGE erfaring med at dine agenter har efterladt lokalet ulåst efter fyraften må vi tillige kræve, at alle som ønsker adgang til depotrummet kan legitimere sig med billedlegitimation.

Skriftlig kommunikation i anledning af dette brev kan indtil videre ske til GP’s mailadresse. Derimod er telefonisk henvendelse med henblik på aftaler m.v. i.t.v. unødvendig.

Venlig hilsen

*****

På grund af travlhed med andre, vigtige sager (jf. f.eks. https://blocnotesimma.wordpress.com/2016/05/28/charlie-hebdo-jan-7-2015/ ) har vi først nu fremkommet med vore krav. Det havde nok været ønskeligt, om vi havde være lidt hurtigere.

Her er lidt fra et notat, som jeg har givet min udlejer for at søge at klargøre vor situation:

1. Hvis man lukker en “fremmed” person ind i sit hjem uden at stille spørgsmål/krav, hæfter vedkommende næppe (helt) for evt. skade som han uforsætligt (el. “uforsætligt”) kommer til at lave. Et tænkt eksempel:

En dig ubekendt håndværker banker på dit hjem og beder om adgang til din stue, idet han oplyser at skulle kaliberer naboens parabol-antenne hvilket han siger bedst kan ske fra din stue.

Da han er kommet ind siger han at han bliver nødt til at nedtage nogle loftplader, for at kunne lave kalibreringen. Efter at have nedtaget loftplader og endt kalibrering forlader han dit hus igen, uden at sætte pladerne op igen og gøre rent osv.

Du henvender dig så til ham, men han siger han desværre ikke har tid. Du henvender dig så til naboen, som siger, at det kender han ikke noget til.

Morale: Det samme kunne vist gerne ske med os og vort lokale?

2. Vi må efter min mening insistere på at få SKRIFTLIG henvendelse fra beboeren (vel sagtens fra hans forsikringsselskab) med oplysning om de i gårsdagens brev nævnte forhold, samt tillige ovennævnte navne og telefonnumre.

Det er vistnok en kendt sag, at forsikringsselskaber altid eller næsten altid søger at undgå SKRIFTLIG sagsbehandling men hele tiden forsøger at få småfolk til kun MUNDTLIG (og altså langt mindre forpligtende og bindende) sagsbehandling.

Vi må dog hele tiden tilkendegive, at vi NATURLIGVIS meget gerne vil være behjælpelige med at man kan udbedre ejendommens vandskade. Men at vi blot SKAL have nogle oplysninger (om hvad der foregår, skal foregå osv som nævnt i brevet). Og at disse oplysninger i princippet skal være skriftlige.

*****

Der er et par særlige “interessante” momenter i ovennævnte forløb:

a. Forsikringsselskabet søger at få adgang til vort lokale, uden at rette henvendelse til os herom

b. Torsdag d. 9.june får en tekniker (p.g.a. manglende koordination hos os) udleveret en nøgle af min udlejer og adgang til depotrummet. Efter at have udført noget arbejde holder han fyraften (vistnok før kl. 14) og afleverer nøglen hos udlejer. MEN HAN LADER DØREN TIL DEPOTRUMMET VÆRE ULÅST.

c. Hvis der ikke er tale om en gemen forglemmelse, hvad har man da haft i tankerne hermed. Umiddelbart kan man hypotisere følgende muligheder.

c.1. Man ville have mulighed for at sætte en affugter ind næste dags tidlig morgen, forinden udlejer møder på arbejde i sin forretning? Herved ville man opnå at kunne opstille en affugter af en type med vandbeholder, som skal tømmes regelmæssigt (dagligt?) for vand for ikke at løve over og lave yderligere vandskade på lokalet og mine bøger. I modsætning til den 9.maj har man nu netop bragt den type affugter på bane.

Det ville igen betyde enten at forsikringsselskabet resp. deres agenter skulle have udleveret en nøgle til at betjene affugteren med. Alt sammen ganske uformelt, idet ingen skriftlige aftaler foreligger. D.v.s. vi ville ikke vide hvem vi udleverede nøglen til; hvem der bruger den; hvor den opbevares; hvem der ansvarer for skader og tab ifgl. fejlbetjening eller fejl/uheld med affugteren eller ifgl. “forglemmelse” med hensyn til at aflåse rummet efter hvert besøg.

Såfremt vi – stadig ganske uformelt – accepterer at betjene affugteren for at undgå af udlevere en nøgle, ville vi antageligt gøres os selv ansvarlig for alle skader som ovenfor omtalt?

c.2. Kunne nogen hypotetisk have et ønske om at give “rogue elements” adgang til tyveri eller hærværk i depotrummet? Måtte i givet fald forudsætte at hele vanskade-operationen altid har været resp. efterhånden er blevet en sayanim-operation?

c.3. Kunne nogen hypotetisk have et ønske om at placere “kontrebande” (f.eks. en lille plastpost med “hvidt pulver” eller et stjålet kamera?); en sådan anbringelse af kontrabande er efter det oplyste almindelig praksis – og altid en våd drøm – for efterretningstjenesternes “rogue elements” overfor kritikere af nævnte tjenester eller regimekritikere.

Dermed gives jo mulighed for helt drakoniske tiltag: arrestation af undertegnede bruger af lokalet; beslaglæggelse af alt i depotrummet; beslaglæggelse af alt i min lejlighed; beslaglæggelse af alt i bokslokalet i Helsingborg. Hertil kommer, at jeg i et fængsel antageligt vil blive “uskadeliggjort” af købte Mossad-puppets?

Efterladelse af depotrummet med ulåst dør er for en samfunds- og regimekritiker altså i realiteten en meget alvorligt hændelse, som i værste fald – men måske i virkeligheden meget let – kunne være ødelæggende for min økonomi, velfærd og liv.

Jeg kan ikke undlade at nævne, at jeg i nat drømte: at en herre kiggede efter kontrabande i en af mine kasser. Om den var telepatisk eller blot en bekymring fra min underbevidsthed skal jeg i dette tilfælde lade være usagt. Men den mindede mig da jeg vågnede om, hvorfor jeg for mere end et år siden fik monteret en såkaldt dirkfri lås i døren til depotrummet; som jeg desværre midlertidig har måttet erstatte med en mindre sikker lås, idet jeg jo ikke kan udlevere en nøgle til andre, da låsen så ikke ville kunne betragtes som sikker længere.

Som den globale magtmafia vistnok plejer at sige: Lad ikke en god krise gå til spilde; noget tyder på, at Mossad godt forsat kunne have ret travlt i det spor – og meget gerne vil gøre en justitsminister meget glad?

***********

Posteres sideløbende på www.gamleboeger.dk og http://blocnotesimma.wordpress.com

Kig også forbi www.twitter.com/gamleboeger