(21.12.2014) I morges – ahem, måske skulle vi sige i formiddags? – vågnede jeg ved en telefonopringning fra Dorrit. Hun ville blot sikre sig, at jeg ikke havde ringet til hende! Det forholder sig sådan, at hun nyligt har skiftet telefonselskab hvilket giver anledning til, at “noget eller nogen” laver en slags telefonterror mod hende, idet hendes telefon idelig ringer mig op uden anledning, ligesom mit nummer ringer til hende uden anledning. Op til 5 gange i træk eller mere?

Vi ved naturligvis ikke ret hvem vi skal rette vor tak til for denne spændende spookiness – som Dorrit, der er en frisk dame på godt og vel 80 somre, naturligvis sætter stor pris på.

Denne søndag før Jul, årets korteste dag, holder de fleste butikker åbne, således også de to tilbageværende antikvarboghandlere i Fiolstræde. Jeg nåede idag ikke længere end til Paludans bogkasser, som man havde stillet ud trods det lidt uldne vejr, hvilket så bevirkede, at jeg købte 5 bøger for ialt 70 kr – det må vist blive til lige omkring 14 kr i snit? Her de fem bøger:

1. WIEN OMKRING 1800. Af Mogens Knudsen. Gad, Kh, 1969, 163 s. Mogens Knudsen må nok være den bekendte forfatter og forlagsdirektør for Gyldendal (årg. 1919).

Mogens Knudsen indleder og kommenterer beretninger fra Wien af bl.a. Schack Staffeldt, J.F.Castelli, Caroline Pichler, Germaine de Staël, Franz Grillparzer og A.de la Garde-Chambonnas (i Jørgen Bangs og Iver Jespersens oversætelser).

Franskmanden Auguste de la Garde-Chambonnas fortæller om sine oplevelser fra Wiener-Kongressen, styret med fast hånd af Metternich. Side 147 kommenterer M.K.:

“Et ofte citeret folkeligt fyndord karakteriserede aktiviteten blandt kongressens forsamlede monarker således: Zaren af Rusland kurtiserer for alle, kongen af Preussen tænker for alle, kongen af Danmark snakker for alle, kongen af Bayern drikker for alle, kongen af Württemberg spiser for alle, og kejseren af Østrig betaler for alle.

“Man kan diskutere rigtigheden af denne rollefordeling. Men det er ubestrideligt at Franz I var ham, som sad med regningen. Selv husede han på Hofburg zaren og de fire konger samt deres medbragte hofstabe foruden en hel række fyrster af mindre størrelsesorden, og kejserfamilien der til daglig foretrak en stilfærdig, borgerlig tilværelse måtte nu hver aften dække fyrretyve middagsborde.

“Den samlede regning for kongressens ekstravagancer var af en sådan størrelsesorden at Østrig, der i forvejen var udpint af krigen og et par år tidligere havde måttet gøre bankerot, var tyve år om at komme økonomisk på fode.

“Den jævne wiener kunne også mærke kongressen på sin pung. En invasion på hundredtusind fremmede gjorde det til et problem at skaffe plads og forsyninger. Mange varer røg op i uhyrlige priser, og der var store penge at tjene for købmænd, husejere og folk i forlystelsesbranchen.

“Ekstra indtjeningsmuligheder bød sig også for den ikke ubetydelige del af befolkningen, der blev engageret til hel- eller deltidsarbejde hos det hemmelige politi, det bedst organiserede som Europa kendte. Medlemmer af alle stænder, fra hertuginder til stuepiger, var beskæftiget som spioner, alle byens papirkurve blev hver dag ransaget minutiøst, ikke mindst dem der var sat frem i gæstesuiterne på slottet.”

Ak ja, “plus ca change, plus c’est la meme chose”.

Forøvrigt en sjov lille bog til en 10’er. Der lå en noget lignende bog om Paris ved 1800. Men den handlede tilsyneladende mere eller mindre om revolutionen, et emne jeg efterhånden er noget alergisk overfor – hovedparten af de franske historiebøger man ser på udsalgene synes at omhandle la revolution.

2. ET VÆDDERIDT FOR 300 ÅR SIDEN. Af Tage Becker. Kh, Rhodos, 1990. 57 s.

Der findes flere mere eller mindre kendte familier Becker, men jeg kan ikke umiddelbart lokalisere en Tage i Biografisk Leksikon.

Det er en lille bog, men næppe mindre interessant af den årsag. Side 18 hedder det:

“Lauerentzen fremhæver, at vi i Danmark i særlig grad har avlet fyrige heste, således som allerede abbed Arnoldus af Lübeck omkring 1183 omtaler det i Slaver-Krønikens 3. bog, kapitel 5: Danernes land er fuldt af meget gode heste. Derfor roser de sig på samme tid af rytterslag som af søslag, da de på grund af mængden af heste øver sig i militær færdighed.”

“En senere skribent, (Joannes) Jonstonus (Polonus) betegnede – i sin “Historiæ naturalis de quadrupetibus … libri” (Frankfurt am Main, 1650-53), 1. bog, 1. kapitel – Danskernes Heste som smukke og kendte for deres styrke”.

3. BILLEDER AF DANSK FOLKEKUNST. Folkeudgave. Af Kai Uldall. Kh, 1971, Thanning og Appel, 127 s.

Museumsinspektør Kai Uldall (f. 1890), begynder indledningen således:

“Ordet folkekunst – parallelt med folkevise, folkedans osv. – har efterhånden vundet hævd som betegnelsen for brugskunsten hos ældre tids jævnere befolkning og fortrinsvis på landet. Som forholdene er, har folkekunstens materiale næsten udelukkende været at finde hos landbefolkningen, hvis hjem og indbo i modsætning til bybefolkningens ofte gik i arv igennem generationer. Denne bog bringer derfor hovedsagelig billeder af bondekunst.”

Forøvrigt en pæn og interessant lille bog. Måske vil mange idag se det som en uakceptabel mangel, at størstedelen af de mange illustrationer er i sort-hvid. Men der er dog tillige nogle farvebilleder, som synes tilstrækkelig til at give et indtryk af en, formodentlig almindelig farvepalet.

4. ESSENTIAL WORLD ATLAS. A Dorling Kindersley Book. London 1997/2003. 256 s. i stort A5 format.

Et pænt, lethåndterligt og rel. moderne lille atlas, som synes i flere henseender at kunne supplere min snart “oldnordiske” Politikens Verdensatlas fra 1965.

5. TUTANKHAMEN – LIFE AND DEATH OF A PHARAOH. Af Christiane Desroches-Noblecourt. Oversat fra Fransk. London 1963/69, The Connoisseur and Michael Joseph Ltd, photographs by F.L.Kenett, 312 sider.

Jeg tror næsten det kan være en fejltagelse, at denne smukke bog er havnet ude i en bogkasse? Man kan næppe forestille sig en både tekstmæssig som især billedmæssig smukkere og solidere behandling af et ganske vist, måske, lidt overrendte emne.

Forf. er/var chefkurator v. det Franske Nationalmusæum, og man må derfor naturligt forvente, at den historisk-mytologisk-genealogiske behandling er i hovedsagen main-stream. Men det er ok, når gjort med så megen force og élan som her.

Men endnu engang: Illustrationsmaterialet er virkelig suverænt og tænkeligt uovertruffent i et alment tilgængeligt værk.

Som jeg i et tidligere indlæg har omtalt, ejer Glyptoteket en umanerligt smukt og livagtigt, farvelagt sandstensrelief af princesse Meritaten, gift med Tutankhmens bror Smenkhkare. Bør ses.

——————————

Den ærede læser ønskes (på Jysk) en rigtig glædelig Jul samt et godt og Heldbringende Nytår. Det kan vist godt afsløres nu, at alle vi menneskebørn får brug for al mulig Held og good Luck i det nye år.

Og husk nu endelig at sætte risengrøden op på loftet og at putte smør i smørhullet!

—————————–

Posteres tillige på www.gamleboeger.dk

Følg mig på www.twitter.com/gamleboeger

(Samt tak til wordpress.com, for at have slettet passwords til begge mine wp-blogs i dag!)

(16.12.2014) I nat drømte jeg, at jeg var gæst hos en japansk familie, far og søn. Sønnen serverede te for mig med traditionel japansk gæstfrihed. Men dog alligevel på en arrogant og uvenlig måde. I baggrunden huserede faren, hans ryg var så tyk og kraftig, som om han havde en rygsæk “fast indbygget”.

“Rygsækken” skal vel afkodes således, at a) hans ryg og krop og hele person var meget stærk og magtfuld, men b) at denne magt var skjult “på hans bagside”, som man ikke ser. Samt c) at han havde nogen, der var meget magtfulde siddende på ryggen, som kunne dominere og kontrollere ham.

Alle drømmesprogets billeder er vistnok fuld af symboler, men dog som udgangspunkt ganske korrekte og ofte kan et enkelt billede være indholdsrigt med flere implikationer på een gang.

Men det var sandelig meget hurtigt!

Hvad? – spørger den ærede læser vel.

Ja, jeg må så lige – i første omgang – gå tilbage til torsdag i sidste uge (11.dec.), hvor jeg sendte et brev til PET samt til Regeringen og Folketingets Præsidium. I brevet meddelte jeg nogle clair-voyante iagttagelser, som jeg tror tyder stærkt på, at det meget alvorlige sygdomsanfald, som dav. udenrigsminister Willy Søvndals hustru for nogen tid siden var udsat for, måske i virkeligheden skyldes et overgreb, og altså i realiteten var et terror attentat.

Om alle brevene er kommet frem (tvivlsomt) og hvad der derefter er sket med min henvendelse er uklart. Ial fald har jeg ingen feedback fået i form af materielle informationer. Jeg har altså igen været henvist til at nøjes med egne iagttagelser og overvejelser samt tillige mine clair-voyante evner. Hvad har jeg da erfaret?

De første to nættert, d.v.s. natten til fredag resp. til lørdag var mest urolige og forvirrende. Dog med enkelte tydelige “meddelelser”, som jeg dog vil lade ligge for nu.

Men natten til søndag så jeg et stort, gråt hus, hvor de to øverste etager var oplyst med noget klart, gustent-hvidt lys. Især den øverste etage, med kun 1 vindue var meget klart oplyst. Lyset havde trods sin klarhed en egen spøgelsesagtig karakter.

Jeg tolker dette billede derhen, at der i et gråt hus, på nøjt niveau blev forhandlet og sjakret efter arbejdstid (hvoraf det spøgelsesagtige, “ikke-elektriske” lys). D.v.s. der er måske en mulighed for, at “efter arbejdstid” betyder “under bordet” eller “i nattens mulm og mørke”?

Natten til mandag så jeg en stor “jernæve”, hvor de fire fingre var delt i midten ved et stort V. Tolkning: V betyder nok Victory, altså sejr, og jernnæven havde vundet slaget.

Derefter så jeg lyset fra et fjernt fyrtårn blive svagere og gå ud. Himlen ovenover var dybrød og sort. Man kan forestille sig Kullens fyr set fra Nordsjælland.

Tolkning: Det lys jeg har forsøgt at kaste over mørket, skal dæmpes og ignoreres.

Til sidst så jeg dog en havfugl flyve frit og frederligt over havet. Tolkning: En del af den aftale man har lavet med “the devil” (CIA/Mossad) indebærer måske, at jeg skal have fred for videre forfølgelse fra den nysnævnte mafia.

(I forløbet sagde en eller anden vist, at jeg havde opholdt mig på “det oprørte hav” i en snes år!).

Men da jeg vågnede mandag morgen var jeg alligevel temmelig oprørt og nervøs over de første dele af drømmen, således at jeg begyndte at undersøge nogle papirer for at få klarhed over, hvem jeg egentlig havde sendt mit brev til o.s.v.

Og da min lejlighed er, og i årevis har været, meget tæt akustisk overvåget, har “man” straks resolveret (man kender mine dagsrutiner ind og ud, i alle detaljer), at jeg pønsede på at sende flere breve, således at man i givet fald alligevel ikke længere ville kunne regne affæren som afsluttet.

Og natten til idag tirsdag havde jeg så ovennævnte drøm med de to japanere. “Man” – d.v.s. the devil, som man jo kun kan lave en aftale med som gælder til, men ikke over dørtærsklen – har måske besluttet at hyre les japonais – the jakuza – den japanske mafia til at gøre noget snavset arbejde for sig.

Og her kommer vi så til spørgsmålet – serialitet eller jakuza. For efter at jeg idag havde sendt et par julepakker fra Frederiksberg posthus, ville jeg besøge det nærliggende Frederiksberg Bibliotek. Og hvad er så det første jeg ser, da jeg træder ind i bibliotekssalen?

En japansk herre, mageleligt “henslængt” på en stol ved et bord tæt ved indgangen, hvor der – vist i anledning af julen? – stod kaffe og te til gratis afbenyttelse. Han studerede interesseret de der henlagt julehjerter, alt imens han serverer te – til sig selv ganske vist.

Jeg erindrer ikke tidligere at have set en japansk herre på Frb. Bibl., hvor jeg dog har været kunde i en snes år. Han havde ingen bøger hos sig, men en bærepose med et slidt paphylster til at transportere “kunstværker” i.

Jeg iagttog diskret den pågældende herre i nogle minutter (men uden at fotografere ham), og forlod derefter igen biblioteket.

Sandsynligheder er i virkeligheden et meget vanskeligt forståeligt emne. Men da begge begreberne – serialitet og jakuza – vist må siges at være en smule “spooky”, så dækker overskriften vel meget godt natten/dagens derhen hørende, store eller små fataliteter?

(posteres tillige på blocnotesimma.wordpress.com )

Følg mig på www.twitter.com/gamleboeger

(30.nov.2014) I lørdags var jeg med Dorrit en tur oppe i Magasin’s restaurant. Vi skulle blot drøfte nogle små computer problemer over en kop kaffe. Men der var mange mennesker og stor trængsel og alarm. Det fik mig til at tænke på et problem, som jeg har forsøgt at omhandle i et blogindlæg sidste sommer – tasketyvene.

Jeg var dog ikke tilfreds med kladden og lagde den på hylden. Det er mine egne erfaringer og oplevelser der fortælles, og den kom til at lyde lidt for selvglad, syntes jeg. Jeg har nu forsøgt at strømlinje kladden lidt og udgiver den hermed, for problemerne vil være mere eller mindre relevante for mange af os ikke mindst her i december måned.

(28.8.2014) Igår onsdag besøgte jeg en café, beliggende lige ved Axeltorv i København. Der plejer man nemlig at kunne læse en avis, ligesom der plejer at være tilbud på æblekage og kaffe for summa 30 kr.!

Det er vistnok billigt, når serveret i en flot, moderne, lys og luftig café? Jeg mener man efterhånden skal betale 20 á 25 kr for et papbæger med kaffe på den nærliggende Hovedbanegaard?

For omkr. 15 år siden kom jeg ofte, i perioder næsten daglig, på Hovedbanegården for at læse aviser over en kop kaffe. Dengang var der en rigtig bager, som kunne servere rigtige ostemadder med kaffe i rigtige porcelænskrus. Idag er dette “ægte” erstattet af noget forlorent: Forlorne ostemadder i industripakket plastemballage, og kaffe i “forlorne” papkrus. Det kan godt være, at kaffen er ok, men kaffe smager nu engang ikke godt i papkrus.

Jeg har heller ikke længere et nævneværdigt behov for at læse trykte aviser mere, jeg klarer mig normalt udmærket med internettet. Jeg gør her tildels en dyd af en nødvendighed, idet min økonomi ikke er til at abonnere på en stribe aviser og blade.

Denne onsdag blev jeg straks mindet om, hvorfor jeg sjældent kommer mere på den her omhandlede café, trods alle dens fortrin. For midt i lokalet sad der, lige som sidst og ved præcist samme bord, en herre, som jeg med en euforisme vil kalde en taskenspiller (ok, jeg burde jo sige tasketyv, for det er det vi har med at gøre). Præcist som en edderkop i sit spind, der venter på bytte.

Jeg har vistnok i almindelighed kun små problemer med at spotte netop den type taskenspillere. Faktisk spotter jeg normalt en tasketyv med det samme jeg kommer ind i lokalet hvor han opholder sig, eller når han kommer ind gennem døren.

Især de større burgerbarer synes at være yndede jagtmarker, idet mindste her i Kh City. Jeg husker specielt 3 tilfælde fra de seneste år.

To gange er jeg i herværende burgerbarer blevet truet med tæsk for at have forpurret et igangværende tasketyveri. Begge gange er jeg gået hen til ofrene – i det ene tilfælde to gamle damer, idet andet et ungt, asiatisk (japansk?) par – og har gjort, eller forsøgt at gøre! – dem opmærksom på, at en uvedkommende var ved at stjæle deres tasker resp. stjæle fra taskerne.

Tyveriet foregår på den måde, at manden (jeg har hidtil kun set mænd i aktion i brancen) sætter sig lige ved siden af de to gamle damer resp. umiddelbart bagved ofret (den unge japanerinde). Idet han sætter sig lægger han sin vindjakke over armlænet (de to damer) eller ryglænet (japan), på en så “skødesløs” måde, at jakken helt eller delvist kommer til at dække ofrets taske. Derefter lader “missionæren” som om han søger noget i sin jakkelomme, omend han i virkelighedn roder i de pågældende damers taske.

I begge tilfælde er jeg til min store forundring blevet mødt af “a blank stare”. Den ærede læser må prøve at forestille sig situationen: Du sidder i en stol, og på stolen lige ved siden af dig, i 10 – 20 cm afstand, står din taske. En fremmed person kommer og lægger sin jakke helt eller delvist hen over din taske, alt imens han rumsterer inde under jakken med sin hånd. Og alligevel – kære læser – fatter du ikke en dyt af, hvad der foregår!

De to damer gav mig a blank stare, de fattede intet. Det unge asiatiske par fatter til min endnu større overraskelse heller intet – japanere går dog vistnok for at være mere intelligente end vi europæere? Og tyven var i begge tilfælde i fuld gang med sit arbejde!

Heldigvis fattede tyvene, at de var afsløret og afbrød deres mission. Og bød mig i begge tilfælde på tæsk! Hvilket forresten ikke generede mig synderligt, idet jeg dengang var i temmelig god form. (Den gode form er desværre mere eller mindre fordampet i de sidste par år, idet jeg har været forhindret i det meste fitness, p.g.a. min ubehandlede lyskebrok).

Den tredie hændelse forefaldt netop på den omhandlede café på Axeltorv, så vidt jeg husker for omved 2 – 3 år siden. Jeg sad alene ved et bord ved indervæggen og læste avis over en kop kaffe. Ovre ved ydervæggen, sad dels fire unge mennesker, to par, hvoraf den ene unge kvinde havde hængt sin taske over ryglænet på sin stol, på en sådan måde, at hun i virkeligheden ikke havde nogen som helst føling med den længere.

Og netop lige bag hende sad to “mistænkelige” typer. Så jeg besluttede, så diskret som vel muligt – og jeg kan vistnok være meget diskret i en sådan situation – at holde øje med de to typer og kvindens taske.

Men desværre – jeg blev så opslugt af avislæsningen, at jeg glemte mit forsæt. Og da jeg næste gang kiggede derover, var både de to mænd og kvindens taske væk.

Så jeg gik over og forhørte mig, om ikke den unge kvinde savnede sin taske? Og stor bestyrtelse samt en ulykkelig ung kvinde.

Jeg bør nu forklare, desværre lidt omstændelig, hvorfor og hvordan det lykkedes at skaffe kvindens taske til veje igen. I få ord kan det forklares med, at de to tyve ganske sikkert ingen mistanke havde om, at de forlængst var blevet spottet. De har altså ikke ment, at nogen ville kunne kende dem igen. Og derfor havde de ingen hast med at fjerne sig helt og aldeles og meget hurtigt fra området omkr. Axeltorv.

Denne falske tryghed kommer sig i virkeligheden af, at jeg – som jeg vist har nævnt i et tidligere indlæg – normalt har en extraordinær veludviklet situationsfornemmelse. Hvilket betyder, at jeg kun behøver at kaste et flygtigt blik hen over en et lokale eller en “situation” (vel at mærke når det ikke er så stort og kaotisk som Magasin’s restaurant i lørdags!), for at spotte alt eller alle som falder ved siden af stedets mønster, som det “burde være”. Dertil, at jeg normalt er i stand til at holde masken, uanset hvad jeg har spottet.

Derfor tænkte jeg, at de to herrer måske stadigvæk var i omegnen af Axeltorv, og foreslog de fire unge mennesker, at vi skulle lave en lille eftersøgning, d.v.s. gå en tur for om muligt at støve de tvende herrer op.

And lucky strike – ovre ved Imperial-biografen busede vi praktisk taget ind i de mistænkte, som de to unge mænd så straks antastede.

Det viste sig, at man allerede havde kastet tasken og alt indholdet (ingen kontanter!) i en affaldskurv på hjørnet af Gl.Kongevej og Farimagsgade. Den unge pige fik altså sit dankort og andre papirer tilbage.

Men da episoden fandt sted netop på en af de dage, hvor der var et stort internationalt arrangement (Klimatopmøde?) i København, var det i realiteten umuligt at hidkalde politi. Så da vi havde ventet en halv times tid, gik jeg min vej, idet jeg foreslog de unge mennesker, at de lige så godt kunne lade de to mistænkte gå igen.

De unge havde jo fået deres ting tilbage (med samt en huskekage), og de to typer så faktisk ud til at være skræmt fra vid og sans, og altså nok også fået en huskekage. Ligesom man antageligt kun ville gøre politiet en masse unyttig ulejlighed, idet bevisets stilling i retten nok ville være tvivlsom.

Dette forslag afviste de unge mennesker dog, man havde åbenbart ingen særlig stor situationsfornemmelse. Det var jo forresten også derfor, de i første omgang overhovedet var blevet bestjålet.

Jeg har omtalt alt dette i et måske forfængeligt forsøg på at godtgøre, at jeg på sæt og vis har en eller anden ret til at udtale mig om tasketyverier. Og da jeg denne onsdag forlod den omhandlede café, forsøgte jeg at gøre den unge kvinde ved bufféen opmærksom på min mistanke. Jeg ved ikke rigtig hvorleden advarslen blev modtaget, men hun indrømmede dog, at “han sidder der hver dag” (altså formodentlig netop på den samme stol, midt i lokalet).

Hans vindjakke lå skødesløst hen over en af stolene, og jeg tror jeg tør antage, at opus moderandi ville være nogenlunde således: Kommer der et (måske lidt senilt) ældre par eller nogle (naive) unge mennesker og slår sig ned ved et nabobord, vil det være fint, idet borde og stole i denne café står meget tæt sammen.

Sætter nogen en taske på en af de nærmeste stole, vil missionæren tage sin vindjakke op i skødet og lade som om han leder efter noget i lommerne. Han vil derefter smide jakken skødesløst fra sig igen, men ikke på det tidligere sted, men derimod over ryglænet på en af stolene ved et nabobord, stolene står som sagt meget tæt sammen. Og han vil kaste sin jakke på en sådan måde, at den helt eller delvist dækker den henstillede taske.

Sandsynligvis vil de pågældende ikke fatte mistanke, dette baseret på mine tidligere erfaringer. Lidt – d.v.s. nogle få sekunder – senere vil manipulatøren se på sit ur, måske fingere en telefonsamtale, tage sin (uåbnede?) danskvand fra sit bord, rejse sig op og tage sin vindjakke. Naturligvis vil naboens taske følge med, og borte har så taget den.

På denne måde vil der næppe, eller i al fald som regel ikke, være nogen af de omkringsiddende som fatter mistanke. Skulle det ske, vil operatøren blot fingere en fejltagelse og overraskelse. Forresten kan flertallet af menneskebørnenes mangel på situationsfornemmelse vistnok vanskeligt overdrives?

Jeg burde måske have anbefalet buffé-damen at ringe til 114 og bede om, at en patrulje ved lejlighed kom og kiggede på vedkommende edderkop. Det kan man vist godt, og måske kender de ham i forvejen. Men for en ordens skyld må afslutningsvis understreges, at det jo trods alt ikke er helt sikkert, at der faktisk var tale om en taskenspillerkunstner.

__________________

Posteres tillige på http://blocnotesimma.wordpress.com

Følg mig på www.twitter.com/gamleboeger

(Jeg beklager, at der tilsyneladende ikke kan linkes fra One.com’s (som hoster www.gamleboeger.dk) hjemmesider. Lidt af en joke, jeg må prøve at find ud af grunden.

(26.10.2014) I tirsdags og resten af den forgangne uge kostede bøgerne i “den permanente” hos Vangsgaards i Fiolstræde igen 5 kr. Og endnu engang gav det forhold anledning til, at jeg har slæbt alt for mange bøger med hjem. Nærmere betegnet 43 bøger i tirsdags og 25 i onsdags, alles zusammen 68 volumes!

Det er klart for mange. Jeg har allerede fået bogbunker på stuegulvet her i min midlertidige lejlighed på Finsensvej, udover de 2 reoler jeg også har fyldt op. Og vi skal jo flytte tilbage til Nitivej igen engang i beg. af 2015. Hvis jeg da får råd! Netop Torsdag i denne uge fik jeg pr. eMail fra Frederiksberg kommunes advokater meddelelse om, at kommunen i princippet afviser at betale hovedparten af mine flytte- og opbevaringsudgifter!

Mine flytte- og opbevaringsudgifter er p.t. og i.t.v. løbet op i nærheden af 50.000 kr. Så det skal såmænd nok komme til at passe, hvad jeg qua min normalt veludviklede intuition skønnede, dengang byfornyelsen/genhusningen for et par år siden blev vedtaget og bekendtgjort. Nemlig at den historie meget muligt ville komme til at koste mig i omegnen af 100.000 kr! ( http://blocnotesimma.wordpress.com/2013/07/25/byfornyelse-og-horingssvar/ )

Så når det i loven hedder, at det offentlige i forb. med en byfornyelse, som her omhandlet, skal afholde lejernes flytte- og genhusningsudgifterne, bør man så ikke naturligt eller måske endog nødvendigvis stille sig det spørgsmål, om der vi ikke her har et ret klart tilfælde af magtmisbrug fra Frederiksberg kommunes side? (eMailens ordlyd kan ses nedenfor).

Den pågældende sagsbehandler L.T. meddeler ganske vist, at “Jeg har godtgjort dig de udgifter, du har haft i forbindelse med, at du har valgt at fortage din egen fraflytning fra Nitivej, jf. de bilag du har fremsendt”. Hvad dette konkret indebærer er imidlertid uklart (der er i skrivende stund ikke indgået betaling på min konto). Antageligt sigter hun til nogle mere eller mindre ligegyldige småudgifter á la “søm, skruer og persienner”, og altså næppe til en udgift på over 4000 kr for flyttekasser, hvoraf de fleste jo er opmagasineret!

Jeg må iøvrigt umiddelbart indskrænke mig til at bemærke, at så vidt jeg har fornemmet efter rundspørgen i flyttemiljøet, så ville en flytning af alle mine ting fra “der til her og tilbage” komme til at koste mellem 50.000 og 100.000 kr. Når jeg ikke umiddelbart kan præcisere det nøjere, skyldes det primært, at det ville være umuligt at pakke og flytte såvel min bogsamling, min fotohistoriske samling som møbler og bogreoler etc PÅ EEN GANG. Det ville være ganske umuligt under de trange pladsforhold, hvorfor en 100% prof. flytning må antages at være blevet MEGET dyr. Men måske kan vi få lejlighed til at kommentere lidt mere på Frb. kommunes dispositioner i genhusningssagen i et kommende indlæg.

Da jeg under barberingen så mig selv i spejlet før jeg gik på gaden i fredags, kunne jeg forresten godt se, at jeg trods alt var en smule stram i betrækket. Og af selvsamme årsag kunne jeg beklageligvis heller ikke formå mig til at invitere A. på en tår Café-kaffe, da jeg tilfældigt (?) løb ind i hende på Falkoner Alle nogle timer senere. Det samme gælder for Peter, som jeg ganske tilfældigt (?) løb ind i på biblioteket lidt senere igen, og som ville byde på en kaffetår i Frederiksberg centeret. Jeg benytter her lejligheden til at beklage overfor de to unge mennesker, hvoraf i det mindste den ene havde en smuk solbrændt teint netop hjembragt fra Israels middelhavssol.

Jeg skal iøvrigt idag vare mig for at opliste titlerne på alle 68 5-kroners bøger erhvervet denne begivenhedsrige sidste uge med sommertid, så meget mere som en god del (måske omved 25%?) er tænkt som gaver til slægt og venner. Men jeg må dog naturligvis nævne nogle få stykker (her som sædvanligt i mere eller mindre tilfældig rækkefølge).

1. THE IMPOSSIBLE EUROPEANS. Af Luigi Barzini. London, Weidenfeld & Nicholson, 1983, 267 s.

Bogen er i hardcover udgave og næsten som ny, med org. omslag. Forf., der er årg. 1908, præsenteres på omslaget som “one of the world’s most distinguished journalists, the wisest and wittiest of Europe’s chroniclers …”, samt “Barzini combines historical research with acute first-hand observation.”

Han har været regelmæssig bidragyder til blade som New York Times, New York Review of Books, Encounter og The Spectator. Altså formodentlig en udpræget main-stream writer, hvis produktion som sådan ofte kan være blevet forholdsvis hurtigt forældet. De 7 kapitler hedder: The Elusive Europeans. The Imperturbable British. The Mutable Germans. The Quarrelsome French. The Flexible Italians. The Careful Dutch. The Baffling Americans.

For de, der i særdeleshed interesserer sig for det 20. årh. historie, tror jeg dog bogen kan være ganske læseværdig.

2. CRACKING THE DA VINCI CODE. samt

3. ILLUMINATING ANGELS AND DEMONS. Begge af Simon Cox, og begge udg. af Michael O’Mara Books, London 2004, hver på 160 sider. Og begge eksemplarer i softcover, antageligt ulæste. (Den sidstnævnte bog er dog snavset med en fedtet substans på omslaget).

Som også tidligere nævnt læser jeg ikke skønlitteratur, og har selvsagt heller ikke læst Brown’s Da Vinci Koden eller Angels & Demons. Men det kan meget vel tænkes at jeg, såfremt jeg får tid, vil læse begge disse små bøger fra ende til anden. Forf. synes nemlig at være fagligt velfunderet i hele den lidt “spooky” verden, som i nyere tid vistnok blev (gen)åbnet med bogen DET HELLIGE BLOD OG DEN HELLIGE GRAL af Henry Lincoln et al.

Virkeligheden er som bekendt altid mere fantastisk, mystisk og ufattelig end selv den mest talenterede romanforfatters fantasi, og der er unægtelig en hel del fantastiskt og mystiskt i den her omhandlede genre. Den p.t. mest interessante titel i genren er tænkeligt Laurence Gardners BLOODLINE OF THE HOLY GRAIL (London 2001/2003, 454 s.), som jeg var så heldig at finde hos Paludan’s i Fiolstræde forleden til den rimelige pris af 200 kr. Den er ellers ikke nem at finde antikvarisk, og jeg kom for skade at forære et tidligere eksemplar (fundet hos Vangsgaard for et par år siden) til min bogorm-grandnevø. Dog vistnok mere eller mindre omsonst, idet den nykonfirmerede unge mand savner – meget rigtigt naturligvis – kildeangivelser!

4. PRACTICING HISTORY. Selected Essays by Barbara W. Tuchman. New York, Ballantine Books, 1981, 306 s.

Der er tale om en ny og ulæst, stor paperback. Den am. historiker B. Wertheim Tuchman, f. 1912, er sagtens mest kendt for den populære A DISTANT MIRROR, omhandlende den sorte død og Frankrig i 14. årh. Jeg har den naturligvis liggende (tænkeligt i flere eks.?), men har endnu ikke læst den. Men jeg er måske også mere til Essays, og vil ganske sikkert læse een eller flere af de her omhandlede bidrag. F.eks. “Biography as a Prism of History (1978)” eller “What Madrid Reads (1937)” eller hendes omtale af “Kissinger: Self-Portrait (1979)”.

Det var min plan at gengive en smagsprøve fra den iøvrigt meget korte (knap tre sider) reportage fra Madrid. Men bogen er så stiv i ryggen at jeg vistnok vil være nødt til at knække den, såfremt den skal ligge åben her ved siden af the typewriter.

5. THE MARCH OF FOLLY. From Troy to Vietnam. Af Barbara W. Tuchman. New York, Ballantine Books, 1984/5, 447 s.

Måske er dette hendes mest originale bog? At læse om menneskelig dårskab kan jo være underholdende, omend det godt kan blive lidt deprimerende, når det er i så stor målestok som her. Man kan jo ikke lade være at tænke på nutidens dårskab i den store målestok: Fukushima, krig i Ukraine, The Large Hadron Collider osv, osv.

Man kunne måske karakterisere hendes bog som et supplement eller en update til A SHORT HISTORY OF HUMAN STUPIDITY af hendes landsmand (forgot his name, sorry), så vidt jeg husker udkommet omkr. 1930?

6. REJSE I ENGLAND. Af Steen Eiler Rasmussen. Kh, Carit Andersens Forlag, 1951, 237 s.

Pænt og velholdt, indbundet eksemplar for en flad femmer! Forf. må være en af vore bedste kendere af England, og jeg glæder mig til at stifte nærmere bekendskab med bogen. Måske endnu mere interessant end hans tidligere omtalte bog om London fra 30’erne. Desværre “kun” illustreret med forf. egne tegninger, jeg havde meget foretrukket fotos.

7. MELLEM SKOV OG SUND. Af Steffen Linvald. Kh, Berlingske Forlag, 1962, ca. 115 s.

En nydelig lille bog med undertitlen: NOGLE NORDSJÆLLANDSKE EXTERIØRER FRA FORRIGE AARHUNDREDE MED LYSTSTEDER OG LANDSLOTTE. Min interesse for bogen skyldes nok tildels, at jeg fra mit 15.-27. år boede i Hørsholm kommune. Forf. er søn af dav. rigsarkivar Axel Linvald, og bror til den tidl. omtalte Gunde Linvald. Historikeren Steffen Linvald er mærkelig nok hverken optaget i Biografisk Leksikon eller (så vidt jeg kan se) i den Blå Bog.

8. TANNE. MIN SØSTER KAREN BLIXEN. Af Thomas Dinesen. Kh, Gyldendal, 1974. 125 s.

Egentlig var bogen tænkt som en gave. Men da jeg har oplevet Karen Dinesen i levende live (omend tænkeligt kun en enkelt gang), nærmere betegnet gående på Rungstedvej i retning fra Rungstedlund til Rungsted Torv en smuk sommerdag, antageligt 1960 eller 1961 (hun døde vist i 1962?), vil jeg nok selv skimme lidt i bogen først. Hun var en lille, spinkel og elegant mørkklædt dame dengang, som skelede bifaldende til den solbrændte unge mand med bar overkrop, som cyklede forbi hende på vej ned til Rungsted Søbadeanstalt.

Forøvrigt har jeg endnu ikke besøgt museet på Rungstedlund, noget som jeg må forsøge at indhendte ved lejlighed. Jeg benytter her anledningen til at give et par faktuelle samt også et par anekdotiske oplysninger om Rungsted og Hørsholm i 60’erne.

Vi flyttede til Rungsted i 1960 og boede det første år i en førstesals klublejlighed i en gammel patriciervilla JOMSBORG, beliggende midt for Rungsted Torv. Villaen lå lige ved siden af Landmandsbankens endnu eksisterende filianbygning, men blev revet ned i beg. af 60’erne. Vi havde udsigt over Rungsted Torv og by, samt fra den store fælles altan ned ad Rungstedvej.

Men vi var jo flyttet til Rungsteds lyksaligheder fra en stor villa lige ved Gudenåen i en midtjysk købstad, og min far ville sikkert gerne have haft sit eget hus igen. Jeg husker jeg var med ham ude at se på nogle huse i Rungsted. Bl.a. kostede en nybygget villa på Sophienbergvej siger og skriver 70.000 kr (no kidding), og et meget stort gulstenshus på en hjørnegrund lige ved banen på Bolbrovej kostede 90.000 kr! (der er vistnok lægehus idag?). Dog kunne min far og hans samleverske ikke enes om arrangementet, og de og vi kom i stedet til at bo i hver sin nyopførte lejlighed i Hørsholms centrum.

En af de øvrige klublejligheder i Jomsborg beboedes af en enlig mor og hendes med mig jævnaldrende søn Iver, som blev min sidekammerat i realklassen i Hørsholm realskole. Han var beslægtet med tre af lærerne, nemlig vores dansklærer, matematiklærer og historielærer, men desværre blev han ikke som jeg optaget i første gymnasieklasse i Rungsted Statsskole, hvorfor vore veje skildtes allerede i beg. af 60’erne. Det var jeg faktisk meget ked af, Ivar var et venligt og musisk menneske, og som sådan i en vis modsætning til min faktiske sidekammerat i alle tre gymnasieår, hvem jeg desværre ikke var på bølgelængde med. Noget som utvivlsomt fik betydning for mit udbytte af undervisningen. For endskønt jeg var no. 1 i klassen i alle tre gymnasieklasser, blev jeg kun med nød og næppe no. 2 til studentereksamen.

Vores historielærer i realklassen var den bekendte lokalhistoriker H.C.Rosted, hvem jeg har besøgt på Kammerrådensvej sammen med Ivar en enkelt gang. Rosted har som bekendt skrevet meget om Hørsholm og især Hørsholm slot, og var forøvrigt efter min erindring et overordentligt kultiveret og venligt menneske.

Jeg er først i de seneste år blevet opmærksom på, at der for omtrent 100 år siden kuriøst nok var tradition for, at der optoges rel. mange Thybo’ske elever på Rungsted Statsskole, som jo tidligere var en kostskole.

Det ville have været en kær pligt at nævne denne eller hin elev eller lærer fra Rungsted Statsskole, for så vidt der havde været tale om udprægede personligheder. Men hermed lå det vistnok og ial fald så vidt jeg kunne se dengang ikke alt for gunstigt. Dog vil jeg nævne vor udmærket dygtige og elskværdige dansklærer hr. Worsøe, samt naturligvis ikke mindst vor usandsynlig flotte samt dygtige og venlige fransklærerinde frk. Thiersing. Samt endvidere en klassekammerat, Skjalm Frølund, statsskovdirektør Frølunds begavede søn, som desværre døde fra os allerede i 2. gumnasieklasse. Han var en superintelligent, kultiveret og venlig ung mand, har tænkeligt været for god til denne verden. Min bedste skolekammerat i gymnasieårene hed Niels Piper, han var fotointeresseret ligesom jeg. Vi besøgte bl.a. den vistnok første fotomesse i Danmark, som fandt sted i Falkonercentret i 1962. Jeg husker jeg vandt en farvefilm på min indgangsbillet, hvormed jeg tog mine første farvebilleder.

9. BREVE FRA JULIUS LANGE. Udg. af P.Købke. Kh, Det Nordiske Forlag, 1902, 347 s. samt medindbunden
BREVE FRA JULIUS LANGE – EFTERSLÆT. Udg. af P.Købke, Det Nordiske Forlag, Ernst Bojesen, 1903, 72 s.

Indbundet i et privat, noget slidt halvlæderbind. Forf. er årgang 1838 (-1896) og er nevø af historikeren Fr. Paludan-Müller.

Jeg har (naturligvis) ofte nok haft lejlighed til at skimme i Julius Lange’s kunsthistoriske afhandlinger, hvoraf jeg endog vistnok ejer 2 stærke bind (som p.t. er pakket ned). Men trods forf. imponerende viden og stilistiske færdigheder må jeg indrømme, at hans tankeflugt aldrig rigtigt har fænget hos mig.

Efter nu igen af have haft lejlighed til at grunde lidt over årsagen hertil, så tror jeg det måske kan hænge sammen hans udtalte mangel på humor (aka mangel på religiøsitet, disse to begreber er vistnok langt hen ad vejen synonymer, forudsat ordet religiøsitet som her kun er brugt i betydningen “en mere eller mindre udpræget samhørighedsfølelse med kosmos” – altså udover det snævert jordiske. F.eks. i en Zecharia Sitchins udlægning, men det blot anført som et eksempel).

Hermed være ikke sagt, at forf. ikke er læseværdig, absolut ikke. Blot at hans åndsflugt forekommer en lille smule verdslig, jordbunden og materialistisk og derfor i længden en smule flad og trættende, i det mindste som oplevet af undertegnede ringhed.

10. BATTLE ABBEY – And the Battle of Hastings. Udg. af English Heritage – Historic Buildings and Monuments Commission 1984. Et stort smukt illustreret hæfte på omtrent 25 s.

Der er tale om en episode og periode af Englands historie, som danske og øvrige normanner er sovset godt og grundig ind i. Alene af den grund er bogen naturligvis interessant for danskerne. Ydermere er det bragte billedmateriale både fænglende og lærerigt. Den på siderne 16-17 afbildede rekonstruktion af Battle Abbey er ganske enkelt overvældende, der har været tale om et enormt anlæg. Som antageligt vil være helt ukendt for de fleste danskere?

11. MUNKSGAARDS BIBEL LEKSIKON. Oversat og red. af Østergaard Petersen fra “Elseviers Encyclopedie van de Bijbel”. København/Odense, 1964. 303 s.

Det drejer sig om en lille og i udstyrelsen i høj grad ydmyg bog. Men det glemmer man ganske, så snart man tager bogen i brug, og jeg vil egentlig kalde bogen uundværlig for alle kulturhistorisk interesserede lægfolk. Der findes helt givet større og nyere (eller ældre) værker med det samme sigte. Men jeg tvivler på, at nogen har gjort det væsentligt bedre i forhold til den alm. brugers behov. Et par eksempler (med mine supplerende spm. i dobbeltparantets):

– MASSA. Israelitisk araberstamme (1. Mos. 25.14), som sandsynligvis var bosiddende i nærheden af Den persiske golf.

– HAGGADA. (hebr. fortælling) er samlingsnavnet for rabbinernes homelitiske værk. Gennem det blev folket på en populær måde undervist ved hjælp af historiske fortællinger, anekdoter, lignelser og legender, ligesom Halacha gør det på en mere videnskabelig, kasuistisk måde. Eksempel på H. findes i såvel Gamle- som Ny Testamente. ((spm.: Hvad betyder homelitisk – findes ikke i gyldendals røde fremmedordbog?)).

– KALDÆER. Normader af aramæisk oprindelse, som kommende fra den syriske ørken omk. 900 f.Kr. besatte den sydl. del af Babylonien og antog det babyloniske sprog og kultur. Efter denne tid tragtede de efter herredømmet over Mesopotamien, som de nåede 626 f. Kr. under deres konge Nabopolassar (625-604), grundlæggeren af det Nybabyloniske rige. Fordi Abraham ifl. 1. Mos. 11,18 stammede fra Ur i Kaldæa, bliver israeliterne regnet blandt kaldæernes efterkommere (Jud. 5,6).

12. THE OWNERSHIP OF CULTIVATED LAND. Af Gudmund Hatt. Kh, Munksgaard, 1939. 22 s. samt 2 kort.’

Den i sin tid fremtrædende kulturgeograf Gudmund Hatt af mine bedsteforældres generation (1884-1960) blev bl.a. kendt for sin hypotese om, at plovens opkomst skyldes behovet for kunstvanding. Han afslutter sin ovennævnte lille undersøgelse således:

“It seems to me that an unbiased mind, examining the mass of ethnological evidence, must come to the result that community ownership and personal ownership of land are both ancient, perhaps equally ancient. In a well balanced culture, these two forms of ownership live side by side, supplementing each other in a sort of harmony.”

—————————–

(fortsættes)

Bilag: (eMail fra Frederiksberg Kommunes advokater, dateret 23.okt.2014, med relevante forudgående mails)

Hej G.P.

Kommunen kan ikke godkende dit ønske om økonomisk kompensation i forbindelse med opmagasinering af flg. årsager:

Du er genhuset i en lejlighed, der er ca.48m2 større end din oprindelig lejlighed, og alene af den grund er du ikke berettiget til at få opmagasineret dit indbo. Endvidere har du ikke tidligere givet udtryk for, at det var noget genhusningen/ kommune skulle bekoste. Du har fra sagens start oplyst, at dit indbo var opmagasineret og ikke på noget tidspunkt givet udtryk for, at det var en udgift du forventede at Kommunen skulle bære.

Hvis Kommunen skulle kunne godkende en udgift på opmagasinering, skal genhusningen forinden godkende udgiften og stedet. Der skal fremsende 2 tilbud og ud fra det fremsendte, udvælger genhusingen hvilken opmagasinering der kan benyttes. Dette gives der kun tilladelse til, såfremt man bliver genhuset i noget, der er væsentligt mindre end det, man kommer fra.

Jeg har godtgjort dig de udgifter, du har haft i forbindelse med, at du har valgt at fortage din egen fraflytning fra Nitivej, jf. de bilag du har fremsendt.

I forbindelse med hjemflytningen er du meget velkommen til at kontakte Frederiksholms Flyttefirma og aftale hjemflytning med dem. De kan kontaktes på telefon nr. 4017 3333.

Skulle du ønske at benytte et andet selskab til at fortage din hjemflytning, bedes du fremsende 2 skriftlige tilbud , hvoraf genhusningen vælger hvilken udbyder der får opgaven.

Genhusningen har ikke modtaget anden information end, at man forventer at det er muligt for jer at vende hjem ca. 1. marts 2015.

Det er normal kutyme at der gives 30 dage til at flytte hjem hvilket vil sige, at sidste forventet dag i genhusningslejligheder bliver 31. marts 2015.

Jeg skriver ud til alle beboerne når jeg for fået bekræftet hjemflytnings datoen af bygherre. Dette ske typisk 1 mdr. før hjemflytningsdatoen.

Med venlig hilsen

L.T.

Genhusningsrådgiver

Advokatfirmaet I. København

Fra: G.P.
Sendt: 23. oktober 2014 10:05
Til L.T.
Emne: Re: SV: Genhusnings-flytning – regninger.

Hej L.T.

Jeg savner en info fra dig ang. dit møde med Frb. Kommune i anledning af nedenstående korrespondence.
Hvis Du allerede har svaret mig, er jeg i givet fald kommet for skade at slette det, og i så fald bedes Du venligst gentage.

Hvordan går det med genhusnings-tidsplanen. Kan Du sige noget om hvornår vi på nuv. tidspunkt forventes at skulle rykke tilbage?

Venlig hilsen
G.P.

—– Original meddelelse —–

Fra: L.T.
Til: g.p.
Dato: Ons, 27. aug 2014 10:26
Emne: SV: Genhusnings-flytning – regninger.

Hej G.P.

Jeg bekræfter hermed at havde modtaget dit brev vedr. dine udgifter.

Din anmodning vil blive behandlet i forbindelse med vores næste møde med Frederiksberg Kommune medio september.

Med venlig hilsen

L.T.

Genhusningsrådgiver

Advokatfirmaet I. København

Fra: G.P.
Sendt: 25. august 2014 18:05
Til: L.T.
Emne: Genhusnings-flytning – regninger.

Hej L.

Jeg har idag postet et brev med nedenstående samt div. fotokopier.

Jeg har fået jeres adresse af G-overbo, håber den er korrekt.

Ellers bedes Du venligst rykke mig i løbet af ugen.

Venlig hilsen

G. P.

G P 26.8.2014
Finsensvej
2000 Frederiksberg

Fa. I.

Kbh.

Att. L.T.

Hej L.

Jeg håber sommerferien nu er godt overstået, og vil benytte lejligheden til at sende dig nogle regninger.

1. Selve flytningen fra Nitivej og hertil er sket udelukkende ved egen hjælp samt hjælp fra venner og bekendte. Ingen ville have noget for hjælpen!

2. Det drejer sig altså om selve transporten, mens kasser er ekstra. Jeg vedlægger regning (i fotokopi) af de kasser, jeg har købt, og som også faktisk er hvad jeg har brugt (dog havde jeg yderligere nogle genbrugskasser):

I alt 460 kasser for i alt 4332,20 kr hos Harald Nyborg, incl nogle få utensilier: 2 flyttetæpper, 2 persienner, 2 hængelåse, 1 sækkevogn og 1 rullevogn, jf. regningerne. (3 uvedkommende poster på i alt 173,45 er fratrukket, markeret med minus).

Det drejer sig om 140 senior (60 cm) kasser og 320 mindre bogkasser. Som sagt er alle flyttekasserne taget i brug, godt og vel endda.

3. Som jeg måske har nævnt telefonisk, har den billige flytning alene kunnet lade sig gøre, fordi jeg var heldig at kunne leje 2 opbevaringsrum i umiddelbar nærhed af Nitivej. Det drejer sig om

4. Et ca. 16-18 m2 baglokale med lys og varme 2000 Frederiksberg (Lokalets gadedør ligger ikke ret langt fra min gadedør på Nitivej). Husleje incl. lys og varme er 2917 kr md. brutto. Lejekontrakt i kopi vedlagt.

5. En garage, beliggende i gården til Godthåbsvej , uden lys og varme. Husleje 1000 kr md. Kontr. Vedl.

Jeg ville finde det naturligt, om Frb. Kommune refunderer opmagasineringen helt eller devist, idet mindste i genhusningsperioden (d.v.s. for mit vedkommende fra 1.maj 2014, uagtet jeg har lejet lokalerne fra ca. 1.10.2013).

Dette fordi en meget mere omstændelig og bekostelig større flytning til Finsensvej derved kunne undgås.

Jeg har i sept. md. 2013 indhentet på 15000 kr (incl. moms) for læsning (men ikke pakning af kasser) af 2 stk 21 fods containers, som den erfarne flyttemand som besøgte mig mente mine ting kunne være i.

Tilbudet omfattede læsning af containere samt flytning til lager. (men ikke leje af lagerplads). En aflæsning her på stedet ville vel koste nogenlunde det samme?

Hvilket så ville skulle gentages ved tilbageflytning, i alt formentlig mindst 50.000 kr. Det svarer for øvrigt nogenlunde til den husleje, jeg skal betale for mine opbevaringslokaler i 12 mdr. Dog skal bemærkes, at jeg p.g.a. tiltagende svagelighed næppe ved egen kraft alene vil kunne klare tilbageflytning af den forholdsvis lille del af mit bohave, som jeg har medbragt til Finsensvej (jeg ville gætte på en flytning til ca. 5000 kr brutto?).

Har Du spørgsmål må du venligst kontakte mig. Jeg har fået jeres nye adresse af min tidl overbo G. (ps. Min telefonsvarer virker tilsyneladende ikke!)

Venlig hilsen

G. P.
(undskyld de blå streger, printerproblemer!)

(Update nov.2014) Frederiksberg kommunes advokater har nu ialt anvist lidt over 5400 kr som flyttegodtgørelse. Dette udgør åbenbart kompensation for flyttekasser og div. småting. Men de fleste flyttekasser er jo anvendt til det nu opmagasinerede indbo, så der synes at være en logisk glitch i det juridiske resonnement? Kommunen har, som det fremgår af foranstående, blankt avist at afholde afgifter til lokaleleje i forb. med opmagasineringen (p.t. minimum ialt ca. 28.000 kr).

Begrundelsen herfor er nogle, ret luftige forekommer det mig umiddelbart, spisfindigheder vedr. misligehold af mine angivelige pligter med hensyn til alm. modus operandi i forb. med genhusningen. Nogle krav, som jeg bestemt ikke mener man har gjort mig bekendt med forlods, hverken mundtligt eller skriftligt. Jeg erindrer i al fald ingenting herom.)

__________________________-

Posteres tillige på http://blocnotesimma.wordpress.com

Giv en kommentar på twitter @gamleboeger

(6.10.2014) I årene 1973-1983 boede jeg i Helsingborg samtidig med at jeg arbejdede i Købmagergade resp. Anker Heegaardsgade i København. Sverige var dengang et rart sted at være, endnu i ’83 var der tale om det nok som bekendte “folkhemmet”, hvor man forsøgte og også langt hen ad vejen formåede at behandle hinanden hensynsfuldt og ordentligt.

Sverige er i så henseende, som bekendt, meget forandret idag. Jeg skal vel vare mig for at forsøge en generel analyse af samfundsudviklingen i Sverige i de sidste 30 år, som jeg næppe nok har fulgt med i, og skal kun omtale et par forhold, som for mig stadigvæk har en vis praktisk betydning.

Jeg har indtil for omtrent et halvt år siden flere gange om året besøgt Helsingborg. Dels måske lidt nostalgisk, dels fordi Helsingborgs nordlige bydele er meget smukke og særdeles fotogene.

Og dels fordi jeg i alle årene siden jeg i 1983 flyttede tilbage til Danmark har bibeholdt min sparekassekonto i Sparbanken samt en bankboks-aftale med banken (jeg har også svensk personnummer). Jeg har ganske vist næsten aldrig haft mere end nogle få tusind kr. stående på kontoen. Derimod har jeg stadigvæk et større antal antikke eller gamle messingobjektiver o.lign. liggende i bankens bokslokale.

Allerede omkr. 1970 begyndte jeg at fotografere med et gammelt pladekamera, der for øvrigt var af en temmelig primitiv type. Det foregik med glasplader, kunne endnu købes dengang. Jeg husker f.eks. at en portrætfotograf i Frederikssund i 1971 på min forespørgsel oplyste, at “vi bruger som regel glasplader”.

Først et par år senere fik jeg mit første messingobjektiv. En stor og meget flot convertible Rectilinear fra Taylor, Taylor and Hobson, fundet hos en marskandiser i Brønshøj. Den var for stor til at jeg kunne bruge den på mit primitive kamera, men så meget desto mere lejlighed havde jeg jo til at vende og dreje den i hånden og beundre den smukke håndværksmæssige udførelse af “instrumentet” – som man tidligere også sagde.

Pø om pø fandt jeg lidt flere forskellige typer af gamle objektiver, og jeg erfarede snart, at man kunne lave de skønneste farvebilleder, også med enkle og prisbillige typer.

Således kom det sig, at jeg fik interesse for at skrive noget om mine praktiske erfaringer med gamle objektiver. Dels med de relativt få jeg allerede havde samlet, men også sigtende på hvad jeg måtte finde i den nære fremtid. Dengang var der jo ikke noget der hed internet, og jeg gik ud fra som en selvfølge, at skulle jeg have noget offentliggjort, så måtte det blive i bogform.

Men det ville utvivlsomt indebære, at der skulle være tale om en seriøs afprøvning, undersøgelse og afhandling om et større antal forskellige linsetyper, hvis jeg skulle gøre mig håb om at finde en forlægger.

Ergo måtte der, dels i betragtning af min beskedne økonomi og dels p.g.a. at jeg havde fuldtidsarbejde i P&T, let blive tale om en 5-årsplan. Og af hensyn til de meget store vanskeligheder jeg som ubemidlet – og uden eBay og Den Blå Avis! – i almindelighed havde haft med at finde og erhverve de gamle linser, besluttede jeg at leje en bankboks i Sparbanken i Helsingborg og opbevare det meste af min beskedne samling dér, for at afvente at tiden modnedes.

Og faktisk ligger det meste af samlingen stadigvæk der, hvor den er blevet lagt for omved 35 år siden og senere. Jeg har af mange forskellige praktiske årsager desværre aldrig følt at have haft lise og muse til at begynde udarbejdelse af “min bog”, og i mellemtiden er jeg vistnok blevet overhalet indenom!

Omend jeg nok ikke helt har opgivet håbet endnu. Det ligger imidlertid sådan, at med digitaliseringen af fotosporten er det blevet let og derfor også interessant for rigtig mange kunstnerisk interesserede fotografer at eksperimentere med fotografering med gamle linser, både i sort-hvid og farve.

I 1980’erne lavede jeg bl.a. en del optagelser på Agfachrome planfilm, som jeg selv fremkaldte i badeværelset. Det tog præcis 2 timer pr. optagelse, hvis man altså gerne ville se den ene optagelse før man lavede og fremkaldte den næste. Hvortil kom tørretiden.

Men timerne er nu blevet til sekunder med digital fototeknik, og der foregår ergo en meget ivrig og udbredt eksperimenteren med alle mulige typer af gamle fotoobjektiver mange steder i verden.

Sparbanken i Helsingborg hedder nu Swedbank. Den tidligere Sparbanken ejedes, formoder jeg, af sveriges sparekasser, og kunne måske til dels sammenlignes med den tidligere Fællesbank for danmarks sparekasser? Men vistnok især p.g.a. nogle store og delvis uheldige kreditforretninger i Østeuropa måtte sveriges sparekasser sælge ud, og banken ejes nu så vidt jeg ved af Cooperative Förbundet i Sverige.

Der skete samtidig en sammenlægning med en anden svensk sparekasse og navnet ændredes efterhånden til Swedbank. Så vidt jeg har forstået, er Swedbank nu en ren investerings- og forretningsbank uden antydning af sparekasse-ånden over sig. Den nuværende, mangeårige generaldirektør er da også i.h.t. svensk dagspresse Wall-Street orienteret for så vidt som han har haft ry for gerne at bringe en af Wall-Streets arketypiske storinvestorer, Carl Icahn, ind som medejer af de selskaber han har ledet.

Jeg tror faktisk jeg tilfældigt har set den pågældende direktør i Helsingborg-afdelingen ved en lejlighed, idet han da vistnok gik forbi min “ventestol” sammen med en række ledere. En smuk, intelligent og kultiveret mand, utvivlsomt. Formanden for banken, en smålandsk bondesøn, er vistnok tillige formand for Cooperative Förbundet. Sidstnævntes formodentlige jordnære common-sense i forb. med bankdirektørens utvivlsomme faglige dygtighed udgør sikkert en stærk ledelse, og Swedbank er da også på rekordtid blevet en af Sveriges top-3.

Bankens lokaler er nu også fuldkommen forandrede i forhold til “Folkhemmets” ånd. Sparbankens lokaler var dengang meget venlige, og typisk svensk helt gennemgående designet og udført i lyse, bløde træsorter. Mens der nu er tale om mørke og hårde ting udført i mørkfarvet sten, stål og glas.

Jeg har nu ikke følt mig dårligt behandlet i Swedbank, uagtet jeg naturligvis kun er en ganske lille kunde, mindre end ubetydelig. Men det generer mig derimod unægtelig temmelig meget, at SÄPO synes at mene at de har et udestående med mig, og tilsyneladende helst ser, at jeg ikke besøger Sverige og Helsingborg.

Da jeg med sikkerhed ved, at jeg ikke har og ikke kan have noget som helst direkte, legitimt mellemværende med SÄPO, kan deres holdning givetvis kun forstås, hvis der forudsættes en utidig, og altså maliciøs indblanding fra PET/Mossad/CIA.

Med andre ord: Har PET/Mossad og co. henvendt sig til sine venner i SÄPO med en anmodning om at chikanere mig i Helsingborg?

Jeg kan oplyse, at jeg flere gange er blevet passet op af agenter i Helsingborg. Den ene gang var der ganske oplagt tale om SÄPO medarbejdere: To yngre, svenske mænd iagttog mig på den McDonalds i Helsingborg, hvor jeg som regel plejer at spise en burger inden jeg tager hjem (den ene i lang, grå frakke, den anden i grøn, militær drejlsjakke).

De var forøvrigt – i modsætning til visse andre personer, som næppe har været SÄPO folk – ingenlunde truende, provokerende eller på anden måde ubehagelige. De optrådte tværtimod, vistnok typisk for svenske politifolk, professionelt og hverken venligt eller uvenligt.

Lidt mere maliciøs og som en potentiel farlig agent provocateur opfattede jeg derimod en ældre herre, som jeg oplevede vistnok ved mit næstsidste besøg i bankens bokslokale for omtrent et årstid siden.

Han havde – meget usædvanligt, jeg har i det mindste gennem mere end 30 år aldrig set noget tilsvarende – anbragt sig umiddelbart ved indgangen/trappegangen og bredt indholdet af sin boks ud på et lille derværende bord. Guldure en masse, som han på den mest muligt åbenbare og påfaldende måde holdt op foran ansigtet og tilsyneladende betragtede nøje. Uafbrudt, under mit flere minutter lange ophold i lokalet.

Jeg opfattede intuitivt, at såfremt jeg havde sagt blot eet ord til vedkommende – hvilket var MEGET fristende i betragtning af det usædvanlige og overfladisk set nærmest lidt komiske skue(spil) – så ville der, tror jeg, formodentlig være sket omtrent følgende: Han ville råbe vagt i gevær – at jeg havde blandet mig i hans ophold i lokalet – at han følte sig truet – at han følte at have været udsat for et potentielt overfald og/eller røveriforsøg!

Og banken ville blive nødt til at kontakte politiet, som ville arrestere mig, og kontakte SÄPO da udlænding, som ville undersøge mig som potentiel røver (den “forulempede” ville jo nok vise sig at være (Mossad?)agent, men hævde at være i lokalet som privatperson!). Man ville ransage mit boksindhold, og uden videre beslaglægge det som potentielt røvergods!

Jeg ville senere i bedste fald få noget af det tilbage, resten kunne let vise sig at være bortkommet – der ville naturligvis let kunne opstå diskussion om indholdet, hvad man faktisk havde forefundet: Det velkendte spørgsmål om “bevisets stilling”.

I den forb. erindres den ærede læser om, hvad jeg tidligere har oplyst om en bortkommet CD med en komplet fortegnelse over mit fotoudstyr, herunder også boksindholdet i Helsingborg. Jeg er bekendt med, at mindst een Sajan, med en til vished grændsende sandsynlighed har fået en kopi, som iøvrigt ganske sikkert er udbredt i Mossad-nære kredse, herunder naturligvis også SÄPO, CIA og PET. Man har altså haft god tid til at gennemgå den temmelig omfattende fortegnelse og udvælge hvad der helst måtte “forsvinde”.

I heldigste fald ville jeg få min frihed igen, måske efter nogle dage, – i værste fald ville jeg forsvinde i et Mossad/CIA fangehul somewhere. Som sagt, jeg følte mig meget beklemt ved situationen i bokslokalet den dag. Jeg skyndte mig ud af lokaet “med tæt sammenknebne læber” og uden på vejen så meget som at se på vedkommende, end ikke ud af øjenkrogene.

Onsdag i sidste uge aftalte jeg med min gamle overbo, GC, at vi næste dag, torsdag, i hans bil skulle køre en tur til Helsingør og videre til fods med færge til Helsingborg. Dette talte vi om i min lejlighed, ligesom jeg fortalte det til andre i telefonsamtaler. Det har altså via aflytning været velkendt i Mossad-kredse.

Natten til torsdag havde jeg en – utvivlsomt clair-voyant – drøm.

Jeg drømte, at jeg på en vej måtte vige, og halvvejs skjule mig i rabatten, for en stor sandgul bil. Den kørte forbi mig og parkerede direkte foran en port, således at den spærrede for porten. Jeg så at der umiddelbart foran nummerpladen med store tal stod 1%.

Ud af bilen kom en mand med maskinpistol. Dette skræmte mig jo noget, således at jeg forsøgte at flygte. Men så opdagede jeg en mand på min venstre side, ligeledes med maskinpistol. Og umiddelbart efter dukkede en tredje person op lige ved den anden mand. Denne tredje person var en kvinde med et raketstyr, som hun sigtede på mig med. Jeg forstod så, at jeg næppe ville kunne undgå det her omhandlede attentat. Hvorefter jeg vågnede. Det bør tilføjes, at det geografiske sted for drømmen var gammelkendt for mig.

Tolkning:

Den sandgule bil: Amerikanere i ørkenkrig, altså vel sagtens CIA resp. evt. CIA/Mossad.

De 1% betyder givetvis, at det er pengeeliten, formodentlig den amerikanske?, som har bestilt attentatet.

Den spærrede port og det velkendte landskab: Porten til Helsingborg er spærret, og Helsingborg er jo gammelkendt for mig.

Jeg må endnu engang takke for advarslen! Det er klart at jeg fandt et påskud til at aflyse turen torsdag formiddag.

Et top-professionelt attentat i den i virkeligheden lidt skumle smøge hvor Swedbanks sydlige indgang befinder sig, ville næppe vække større opmærksomhed. Man ville selvsagt så vidt mulig vælge at kidnappe, og hvorvidt min ven ville ryge med i købet eller ikke har næppe givet anledning til mange bekymringer. Han er enlig og har så vidt jeg ved ingen nævneværdig omgangskreds. Formodentlig ville højst en enkelt ældre savne ham.

Det siger vel sig selv, at SÄPO i givet fald næppe ville foranstalte andet end blot en fingeret undersøgelse?

Men under alle omstændigheder ser undertegnede ud til igen efterhånden at være blevet en varm kartoffel for CIA/Mossad for så vidt som man måske har været ude af stand til at rydde mig af vejen, trods flere års ihærdige forsøg. Dette skyldes da også dels clair-voyance og dels “naked luck”.

Jeg henviser den ærede læser til at genopfriske nogle af mine tidligere blogindlæg herom, hvoraf til turde fremgå, at man ellers har forsøgt med en hel del forskellige planer: Alm. gadekidnapning (som det ovenfor omtalte), kidnapning/mord i forb. med landligt ophold, dito i forb. med hospitalsophold, dito i forb. med militærøvelse, m.m.

Så vidt jeg ved, synes der alligevel at måtte være tale om en optrapning i forhold til tidligere planer med mig i Helsingborg. Mord eller kidnapning planlægger en (udenlandsk) efterretningstjeneste vel kun, hvis man føler at kunne have en eller anden grad af tro på at kunne påregne politisk opbakning?

Hvad den helt akutte anledning til den tilsyneladende optrapning måtte være kan jeg p.t. ikke sige noget om. Jeg er opmærksom på, at Sverige netop i disse dage har fået en ny statsminister. Men jeg kender ikke Stefan Löfvén’s holdning til efterretningsvæsenet i almindelighed og SÄPO i særdeleshed.

Umiddelbart ville man naturligvis forvente, at man som socialdemokrat ville være kritisk overfor potentielt magtmisbrug i efterretningsvæsenet i Sverige, det være sig SÄPO, PET, CIA eller Mossad. Og netop dagen efter, d.v.s. fredag i sidste uge, offentliggjorde den nye svenske regering da også – omend vistnok noget overraskende? – at man ville anerkende Palæstina.

—————–

Se også min blog http://blocnotesimma.wordpress.com

Links:

www.full-spectrum-dominance.com
www.zerohedge.com
www.washingtonsblog.com
www.enenews.com
http://aanirfan.blogspot.com
www.deutsche-wirtschafts-nachrichten.de

(26.9.2014) I Wall Street Journal fra 28.7.2008 omtaler den teoretiske fysiker Sean Carroll fra CalTech en ny bog af astrofysikeren Leonard Susskind. (http://online.wsj.com/public/article_print/SB121720140527588397.html).

Bogens titel “The Black Hole War” refererer til en strid mellem nogle teoretikere med hensyn til forståelse og beskrivelse af de fysiske processer i det indre af universets atomknusere, de såkaldte sorte huller.

De tre mest fremtrædende deltagere i denne diskussion synes at have været Leonard Susskind selv, samt nobelpristagerne Gerard t’Hooft og velkendte Stephen Hawking.

Bortset fra småsnak i de forskellige universiteters institutter og kantiner, var det vistnok Stephen Hawking som lagde op til det store bal idet han hævdede, at sorte huller for det første alligevel slet ikke var helt sorte, men tværtimod ganske langsomt tabte energi og information i form af en vis udstråling, som man så passende kaldte Hawkingstråling.

Men at man for det andet ikke var i stand til at konstatere, hverken reelt eller teoretisk, en meningsfuld sammenhæng mellem de strukturer som faldt ind i hullet på den ene side, og på den anden side de strukturer som forlod hullet som Hawkingstråling.

Implikationen heraf ville bl.a. være, at informationsmassen i kosmos ikke længere kunne hævdes at være konstant, som det hidtil havde været god latin på bjerget. Dette kommer sig åbenbart af, at Hawkings teori indebar, at man ikke forstod og ikke kunne forstå eller forklare, hvad der reelt skete i det sorte huls indre. Dette ville igen indebære, at man ikke kunne forklare kosmos i alle dets ytringer, og altså heller ikke længere ville kunne hævde, at informationsmassen i kosmos er konstant. En sådan påstand har nemlig som en nødvendig forudsætning, at man kan forstå og forklare alle universets processer.

For alle 1700-års rationalisterne, som vistnok stadig behersker parnasset på hovedparten af de naturvidenskabelige universitetsfakulteter verden over, var dette naturligvis utilstedeligt kætteri, og måtte manes i jorden. Og i henhold til anmelderen Sean Carroll er det i særlig grad Leonard Susskinds fortjeneste, at denne nedmaning tilsyneladende har været en success.

Dog med stor hjælp fra en iøvrigt ukendt ung teoretiker ved navn Juan Maldacena. Denne Maldacena opfandt simpelt hen et teoretisk univers, hvor tyngdekraften (!) ikke forekommer, og i dette univers var det ifølge hans beregninger muligt at se en rationel sammenhæng mellem input og output af de sorte huller, d.v.s. mellem de informationsmasser der faldt ind i hullet og de informationsmasser som forlader hullet som Hawkingsstråling.

Keine Hexerei, nur Behändigkeit! Anmelderen lader forstå, at “the logic seems solid”, og som lægmand må man måske nøjes med at konstatere, at nogle er lettere at imponere end andre.

I det hele taget må man vel resignere en hel del og ikke have for høje forventninger til mainstream kateder-astrofysikere, jeg tænker bl.a. på, at det dog vel er dette parnas, som oprindeligt har opfundet navnet “sorte huller”.

Et sort hul er nemlig i virkeligheden det modsatte af et sort hul. Et hul er som bekendt et rum, som er tomt i forhold til omgivelserne. Men et “sort hul” er netop det modsatte af tomt, det må have næsten uendelig stor tæthed. Solid logic!

(Skrevet 28.7.2008 og posteret 10.aug.2008 / slightly revised 26.9.2014)

Links:

http://www.dailygalaxy.com/my_weblog/2014/09/black-holes-can-never-come-into-being-new-theory-forces-scientists-to-rethink-big-bang-and-whether-i.html

http://blocnotesimma.wordpress.com/2014/07/14/the-large-hadron-collider/

http://blocnotesimma.wordpress.com/2014/07/24/a-distant-roar-and-haziness/

(24.9.2014) Måske gårsdagen var årets sidste med sommervejr?

I denne fine og næsten indian-summer sol havde jeg et ærinde på Kongens Nytorv, nærmere bestemt i det tidligere danske verdensfirma “Det Store Nordiske Telegrafselskabs” traditionsrige gamle hovedkontor.

Hvad der forresten er blevet af Great Northern har jeg ingen anelse om. Jeg kendte dem mest af omtale samt fra nogle få GN fjernskriveapparater på det daværende Hovedtelegrafkontor i Købmagergade i 1970’erne.

En passant bemærket var den gamle Postgaards historiske lokaler, hvor telegrafkontoret også hørte hjemme, for omved 40 år siden utroligt stemningsfulde. Hvorledes det forholder sig nutildags ved jeg så godt som ingenting om, når bortses fra et enkelt besøg i P&T museets lokaler, der vistnok tildels er indrettet i telegrafontorets daværende store fjernskriversal.

Jeg kendte omtrent intet til husets lange historie dengang, men har siden erfaret nogle smuler. Bl.a. hørte “Fædrelandets” redaktion til i no. 35, som kuriøst nok ikke eksisterer mere, idet indgangen til posthuset har no. 33 og indgangen til museet no. 37.

Der var andre stemningsfulde lokaler i nærheden. Fra tagterrassen, hvor de ansatte kunne holde frokost, var der udsigt til Messens “galionsfigur” – i al fald med en stemning, selvom der ikke var tale om noget lokale. For øvrigt vistnok min gamle telegrafkollega Ebbe Wagner Smitt’s fædrende virksomhed?

På den anden side af Løvstræde lå dengang Hermann H.J.Lynge og Søns traditionsrige antikvariat. Og lige overfor Postgården, i Kronprinsensgade, lå ligeledes endnu Rosenkilde og Baggers antikvariater, i hvis stueafdeling Peter Grosell dengang hersede og regerede, og hvortil også mindrebemidlede telegrafister kunne gives adgang.

Gråbrødre Torv var dengang også meget stemningsfuld. Det er først senere, at stedet er helt klistret til med restauranter, så der er blevet meget mere trangt med plads til albuerne for de spadserende. Forøvrigt, forekommer det mig, noget der er ved at blive lidt af et generelt problem i en storby som København: De frie rum, hvor man kan opholde sig uden at betale, er skrumpet ganske kendeligt de sidste 20 år.

Lige omkring 1980, hvor jeg efter en teknisk uddannelse var startet i den dav. Kabelingeniørtjeneste, fik jeg kontor ud til, og med udsigt til Helligåndskirken. Et gode vi dengang tog som noget naturligt og selvfølgeligt, men som idag sikkert koster mange penge.

Derfra rykkede jeg senere samme år ind hos Telestyrelsen i de meget flotte og stemningsfulde lokaler i Anker Heegaardsgade. Gammel kreditforeningsdomicil med marmor og tæpper på gulvene. Nice place – som vistnok igen er overgået til en financiel virksomhed.

Men denne flotte september-tirsdag cyklede jeg fra Kgs. Nytorv ned forbi Foto-C i Holbergsgade og fik en lille hyggesnak med Henning Buch. Netop hjemkommet fra Photo-Kina i Køln havde han et par tidstypiske (?) nyheder: Leica vil komme med et jubilæumskamera til siger og skriver 118.000 kr. med samt en håndsyet skuldertaske til 40.000 kr. Efter det oplyste forventes Danmark at aftage 20 stk af det dyre kamera!

Derfra lagde jeg vejen forbi Photografica i Skindergade, i håb om at brugtchefen Jesper havde tid til en lille snak, men uden at træffe ham. På vejen op gennem Fiolstræde et svinkeærinde om ad Hovedbiblioteket i Krystalgade.

Jeg kommer efterhånden sjældent på Hovedbiblioteket, uden at jeg er i stand til at sige helt præcist hvorfor. Allerede fra mellemskoleårene i Thisted har jeg været flittig biblioteksbruger: Thisted, Bjerringbro, Hørsholm, Helsingborg, Brøndby Strand samt Frederiksbergs- og Københavns Hovedbiblioteker. Derimod kun lejlighedsvist Universitetsbiblioteket, Danmarks Tekniske Bibliotek og Det Kongelige Bibliotek.

Det har nok altid været væsentligt for mig at kunne browse på hylderne selv. Og på det punkt mener jeg vore (folke-)biblioteker måske endnu er noget umoderne? Man gemmer vistnok stadig de fleste bøger i magasinerne. Så hellere kassere og sælge ud end give lånerne adgang til bøgerne!

Jeg kender p.t. kun een undtagelse, nemlig Thisted Centralbibliotek, som allerede for årtier siden har åbnet de fleste eller alle magasiner for publikum.

Måske er det netop muligheden for selv at browse, både at se bogen udvendig og indvendig før et evt. nærmere bekendtskab, som især tiltrækker mig ved de noksom omtalte hollandske bogudsalg i Helligåndshuset og i Fiolstræde?

Denne tirsdag ville jeg besøge “læsesalen” med tidsskrifterne, en sektor som vistnok er stærkt indskrænket på Frederiksberg Hovedbibl. på det sidste? Der synes at være blevet stærkt omkalfatret, siden jeg sidst brugte biblioteket i Krystalgade. Overalt ser man unge mennesker med deres bærbare, derimod vistnok ikke så mange med bøger? Dette giver naturligvis en helt anden og mere åben stemning, og føles egentlig positivt. Ial fald rart at (det underdimensionerede?) hovedstads-bibliotek er velbesøgt.

Fra den ene rulletrappe observerede jeg på vejen op, hen over frirummet og på den anden side en reol med “Religionshistorie” eller noget lignende. Jeg lagde derfor turen den vej og browsede lidt i det forøvrigt temmeligt righoldige udvalg.

Jeg gjorde i forbifarten en kuriøse observation. Nordiske Guder og Mytologi m.m. fylder knap en hylde (altså ikke en reol men kun 1 hylde). Ved siden af til højre står bøgerne om Jødisk mytologi og religion, fylder ligeledes ca. 1 hylde. Og igen til højre herfor står bøgerne om Islam og Muhammed. Men de fylder en hel reol, altså ialt 6 hylder! Det er da vistnok lidt kuriøst eller måske endog løjerligt?

Fra Krystalgade gik vejen nok engang forbi Vangsgaards hollandske udsalg oppe for enden af Fiolstræde. Og nok engang måtte jeg slæbe en pæn pose med hjem, prisen er i denne uge 25 kr. pr bog. Forøvrigt vil jeg nu holde pause indtil bøgerne sidst i næste måned kommer ned på 5 kr, hvilket turde være gavnligt både for min økonomi og min ryg.

Jeg vil så benytte pausen til i et kommende indlæg at fortælle lidt om nogle bøger erhvervet i sommerens løb på de københavnske loppemarkeder, hos en lokal markandiser samt Paludans bogkasser i Fiolstræde.

Lidt om mine genhusnings-forhold m.m. Jeg bor nu midlertidigt i en stor, flot lejlighed på Finsensvej, næsten lige ved Lindevangsparken. Lejligheden var ved indflytningen næsten nyistandsat og på omtrent 90 kvm. Det lyder jo fint og godt, omend der unægtelig har vist sig at være tale om en suppe med nogle få, store og små, fluer i, f.eks.:

På en nabogrund har det gamle Hamlet været under renovering lige siden indflytningen sidst i april. Gulvafhøvling m.m., – det kan jo godt larme en del. Men heldigvis mindre larmende på det sidste.

Til gengæld er man begyndt et 2-måneders projekt med at totalrenovere lejligheden lige ovenover min, incl. tilhørende (mest) støjgener. Da man med et betonhammerlignende værktøj demolerede det gamle badværelse, begyndte tapetet i min dagligstue så småningom at løsne sig (hvorhos dog må bemærkes, at der vistnok har været tale om dårligt tapetserer håndværk i første omgang).

I næste uge skal man rykke loftet ned på MIT badeværelse (nyt afløb ovenover), hvilket jeg naturligvis glæder mig meget til.

Når håndværkerne er gået hjem, overtages støjproduktionen af det hosliggende fritidshjem. Godt nok forbavsende, som små og store børn kan råbe og især skrige. Er der ikke noget med, at børnehavepædagoger kan få høreskader?

Den nære side af Lindevangsparken har været under omkalfatring de sidste uger, også noget støjende. Og måske lidt bekymrende for en “udenrigs iagttager” som undertegnede ringhed, at man har benyttet lejligheden til at fjerne de derværende beskyttelsesrum fra den sidste store krig.

Der har jo dog i sommer været krig igen i Europa lige indtil de seneste dage, med tusindvis af døde og hundredtusinder af flygtende, med samt vedvarende, ihærdige forsøg på at provokere verdens vistnok største atommagt til den mest muligt voldsomme reaktion.

Med hensyn til flytteudgifter, har jeg for omtrent 1 måned siden sendt et andragende til Frederiksberg Kommune vedr. hel eller delvis godtgørelse af mine genhusningsudgifter, men endnu uden reaktion.

Med hensyn til mit p.t. svagelige helbred, i medfør af en stor uopereret lyskebrok, er det endnu uafklaret, hvor og hvornår jeg måtte finde et hospital som kan og vil operere mig.

Men denne tirsdag var en pragtfuld, næsten paradisisk september-solskinsdag!

I et følgende indlæg vil jeg som sagt fortælle lidt om nogle få, mestendels loppemarkeds- og marskandiser bogfund fra den nu svundnu sommer.

—————–

Links:

http://www.zerohedge.com/

http://www.full-spectrum-dominance.com/

http://aanirfan.blogspot.com/

http://www.deutsche-wirtschafts-nachrichten.de/

http://www.enenews.com/