September-sol

(24.9.2014) Måske gårsdagen var årets sidste med sommervejr?

I denne fine og næsten indian-summer sol havde jeg et ærinde på Kongens Nytorv, nærmere bestemt i det tidligere danske verdensfirma “Det Store Nordiske Telegrafselskabs” traditionsrige gamle hovedkontor.

Hvad der forresten er blevet af Great Northern har jeg ingen anelse om. Jeg kendte dem mest af omtale samt fra nogle få GN fjernskriveapparater på det daværende Hovedtelegrafkontor i Købmagergade i 1970’erne.

En passant bemærket var den gamle Postgaards historiske lokaler, hvor telegrafkontoret også hørte hjemme, for omved 40 år siden utroligt stemningsfulde. Hvorledes det forholder sig nutildags ved jeg så godt som ingenting om, når bortses fra et enkelt besøg i P&T museets lokaler, der vistnok tildels er indrettet i telegrafontorets daværende store fjernskriversal.

Jeg kendte omtrent intet til husets lange historie dengang, men har siden erfaret nogle smuler. Bl.a. hørte “Fædrelandets” redaktion til i no. 35, som kuriøst nok ikke eksisterer mere, idet indgangen til posthuset har no. 33 og indgangen til museet no. 37.

Der var andre stemningsfulde lokaler i nærheden. Fra tagterrassen, hvor de ansatte kunne holde frokost, var der udsigt til Messens “galionsfigur” – i al fald med en stemning, selvom der ikke var tale om noget lokale. For øvrigt vistnok min gamle telegrafkollega Ebbe Wagner Smitt’s fædrende virksomhed?

På den anden side af Løvstræde lå dengang Hermann H.J.Lynge og Søns traditionsrige antikvariat. Og lige overfor Postgården, i Kronprinsensgade, lå ligeledes endnu Rosenkilde og Baggers antikvariater, i hvis stueafdeling Peter Grosell dengang hersede og regerede, og hvortil også mindrebemidlede telegrafister kunne gives adgang.

Gråbrødre Torv var dengang også meget stemningsfuld. Det er først senere, at stedet er helt klistret til med restauranter, så der er blevet meget mere trangt med plads til albuerne for de spadserende. Forøvrigt, forekommer det mig, noget der er ved at blive lidt af et generelt problem i en storby som København: De frie rum, hvor man kan opholde sig uden at betale, er skrumpet ganske kendeligt de sidste 20 år.

Lige omkring 1980, hvor jeg efter en teknisk uddannelse var startet i den dav. Kabelingeniørtjeneste, fik jeg kontor ud til, og med udsigt til Helligåndskirken. Et gode vi dengang tog som noget naturligt og selvfølgeligt, men som idag sikkert koster mange penge.

Derfra rykkede jeg senere samme år ind hos Telestyrelsen i de meget flotte og stemningsfulde lokaler i Anker Heegaardsgade. Gammel kreditforeningsdomicil med marmor og tæpper på gulvene. Nice place – som vistnok igen er overgået til en financiel virksomhed.

Men denne flotte september-tirsdag cyklede jeg fra Kgs. Nytorv ned forbi Foto-C i Holbergsgade og fik en lille hyggesnak med Henning Buch. Netop hjemkommet fra Photo-Kina i Køln havde han et par tidstypiske (?) nyheder: Leica vil komme med et jubilæumskamera til siger og skriver 118.000 kr. med samt en håndsyet skuldertaske til 40.000 kr. Efter det oplyste forventes Danmark at aftage 20 stk af det dyre kamera!

Derfra lagde jeg vejen forbi Photografica i Skindergade, i håb om at brugtchefen Jesper havde tid til en lille snak, men uden at træffe ham. På vejen op gennem Fiolstræde et svinkeærinde om ad Hovedbiblioteket i Krystalgade.

Jeg kommer efterhånden sjældent på Hovedbiblioteket, uden at jeg er i stand til at sige helt præcist hvorfor. Allerede fra mellemskoleårene i Thisted har jeg været flittig biblioteksbruger: Thisted, Bjerringbro, Hørsholm, Helsingborg, Brøndby Strand samt Frederiksbergs- og Københavns Hovedbiblioteker. Derimod kun lejlighedsvist Universitetsbiblioteket, Danmarks Tekniske Bibliotek og Det Kongelige Bibliotek.

Det har nok altid været væsentligt for mig at kunne browse på hylderne selv. Og på det punkt mener jeg vore (folke-)biblioteker måske endnu er noget umoderne? Man gemmer vistnok stadig de fleste bøger i magasinerne. Så hellere kassere og sælge ud end give lånerne adgang til bøgerne!

Jeg kender p.t. kun een undtagelse, nemlig Thisted Centralbibliotek, som allerede for årtier siden har åbnet de fleste eller alle magasiner for publikum.

Måske er det netop muligheden for selv at browse, både at se bogen udvendig og indvendig før et evt. nærmere bekendtskab, som især tiltrækker mig ved de noksom omtalte hollandske bogudsalg i Helligåndshuset og i Fiolstræde?

Denne tirsdag ville jeg besøge “læsesalen” med tidsskrifterne, en sektor som vistnok er stærkt indskrænket på Frederiksberg Hovedbibl. på det sidste? Der synes at være blevet stærkt omkalfatret, siden jeg sidst brugte biblioteket i Krystalgade. Overalt ser man unge mennesker med deres bærbare, derimod vistnok ikke så mange med bøger? Dette giver naturligvis en helt anden og mere åben stemning, og føles egentlig positivt. Ial fald rart at (det underdimensionerede?) hovedstads-bibliotek er velbesøgt.

Fra den ene rulletrappe observerede jeg på vejen op, hen over frirummet og på den anden side en reol med “Religionshistorie” eller noget lignende. Jeg lagde derfor turen den vej og browsede lidt i det forøvrigt temmeligt righoldige udvalg.

Jeg gjorde i forbifarten en kuriøse observation. Nordiske Guder og Mytologi m.m. fylder knap en hylde (altså ikke en reol men kun 1 hylde). Ved siden af til højre står bøgerne om Jødisk mytologi og religion, fylder ligeledes ca. 1 hylde. Og igen til højre herfor står bøgerne om Islam og Muhammed. Men de fylder en hel reol, altså ialt 6 hylder! Det er da vistnok lidt kuriøst eller måske endog løjerligt?

Fra Krystalgade gik vejen nok engang forbi Vangsgaards hollandske udsalg oppe for enden af Fiolstræde. Og nok engang måtte jeg slæbe en pæn pose med hjem, prisen er i denne uge 25 kr. pr bog. Forøvrigt vil jeg nu holde pause indtil bøgerne sidst i næste måned kommer ned på 5 kr, hvilket turde være gavnligt både for min økonomi og min ryg.

Jeg vil så benytte pausen til i et kommende indlæg at fortælle lidt om nogle bøger erhvervet i sommerens løb på de københavnske loppemarkeder, hos en lokal markandiser samt Paludans bogkasser i Fiolstræde.

Lidt om mine genhusnings-forhold m.m. Jeg bor nu midlertidigt i en stor, flot lejlighed på Finsensvej, næsten lige ved Lindevangsparken. Lejligheden var ved indflytningen næsten nyistandsat og på omtrent 90 kvm. Det lyder jo fint og godt, omend der unægtelig har vist sig at være tale om en suppe med nogle få, store og små, fluer i, f.eks.:

På en nabogrund har det gamle Hamlet været under renovering lige siden indflytningen sidst i april. Gulvafhøvling m.m., – det kan jo godt larme en del. Men heldigvis mindre larmende på det sidste.

Til gengæld er man begyndt et 2-måneders projekt med at totalrenovere lejligheden lige ovenover min, incl. tilhørende (mest) støjgener. Da man med et betonhammerlignende værktøj demolerede det gamle badværelse, begyndte tapetet i min dagligstue så småningom at løsne sig (hvorhos dog må bemærkes, at der vistnok har været tale om dårligt tapetserer håndværk i første omgang).

I næste uge skal man rykke loftet ned på MIT badeværelse (nyt afløb ovenover), hvilket jeg naturligvis glæder mig meget til.

Når håndværkerne er gået hjem, overtages støjproduktionen af det hosliggende fritidshjem. Godt nok forbavsende, som små og store børn kan råbe og især skrige. Er der ikke noget med, at børnehavepædagoger kan få høreskader?

Den nære side af Lindevangsparken har været under omkalfatring de sidste uger, også noget støjende. Og måske lidt bekymrende for en “udenrigs iagttager” som undertegnede ringhed, at man har benyttet lejligheden til at fjerne de derværende beskyttelsesrum fra den sidste store krig.

Der har jo dog i sommer været krig igen i Europa lige indtil de seneste dage, med tusindvis af døde og hundredtusinder af flygtende, med samt vedvarende, ihærdige forsøg på at provokere verdens vistnok største atommagt til den mest muligt voldsomme reaktion.

Med hensyn til flytteudgifter, har jeg for omtrent 1 måned siden sendt et andragende til Frederiksberg Kommune vedr. hel eller delvis godtgørelse af mine genhusningsudgifter, men endnu uden reaktion.

Med hensyn til mit p.t. svagelige helbred, i medfør af en stor uopereret lyskebrok, er det endnu uafklaret, hvor og hvornår jeg måtte finde et hospital som kan og vil operere mig.

Men denne tirsdag var en pragtfuld, næsten paradisisk september-solskinsdag!

I et følgende indlæg vil jeg som sagt fortælle lidt om nogle få, mestendels loppemarkeds- og marskandiser bogfund fra den nu svundnu sommer.

—————–

Links:

http://www.zerohedge.com/

http://www.full-spectrum-dominance.com/

http://aanirfan.blogspot.com/

http://www.deutsche-wirtschafts-nachrichten.de/

http://www.enenews.com/

Skriv et svar