(30.nov.2014) I lørdags var jeg med Dorrit en tur oppe i Magasin’s restaurant. Vi skulle blot drøfte nogle små computer problemer over en kop kaffe. Men der var mange mennesker og stor trængsel og alarm. Det fik mig til at tænke på et problem, som jeg har forsøgt at omhandle i et blogindlæg sidste sommer – tasketyvene.

Jeg var dog ikke tilfreds med kladden og lagde den på hylden. Det er mine egne erfaringer og oplevelser der fortælles, og den kom til at lyde lidt for selvglad, syntes jeg. Jeg har nu forsøgt at strømlinje kladden lidt og udgiver den hermed, for problemerne vil være mere eller mindre relevante for mange af os ikke mindst her i december måned.

(28.8.2014) Igår onsdag besøgte jeg en café, beliggende lige ved Axeltorv i København. Der plejer man nemlig at kunne læse en avis, ligesom der plejer at være tilbud på æblekage og kaffe for summa 30 kr.!

Det er vistnok billigt, når serveret i en flot, moderne, lys og luftig café? Jeg mener man efterhånden skal betale 20 á 25 kr for et papbæger med kaffe på den nærliggende Hovedbanegaard?

For omkr. 15 år siden kom jeg ofte, i perioder næsten daglig, på Hovedbanegården for at læse aviser over en kop kaffe. Dengang var der en rigtig bager, som kunne servere rigtige ostemadder med kaffe i rigtige porcelænskrus. Idag er dette “ægte” erstattet af noget forlorent: Forlorne ostemadder i industripakket plastemballage, og kaffe i “forlorne” papkrus. Det kan godt være, at kaffen er ok, men kaffe smager nu engang ikke godt i papkrus.

Jeg har heller ikke længere et nævneværdigt behov for at læse trykte aviser mere, jeg klarer mig normalt udmærket med internettet. Jeg gør her tildels en dyd af en nødvendighed, idet min økonomi ikke er til at abonnere på en stribe aviser og blade.

Denne onsdag blev jeg straks mindet om, hvorfor jeg sjældent kommer mere på den her omhandlede café, trods alle dens fortrin. For midt i lokalet sad der, lige som sidst og ved præcist samme bord, en herre, som jeg med en euforisme vil kalde en taskenspiller (ok, jeg burde jo sige tasketyv, for det er det vi har med at gøre). Præcist som en edderkop i sit spind, der venter på bytte.

Jeg har vistnok i almindelighed kun små problemer med at spotte netop den type taskenspillere. Faktisk spotter jeg normalt en tasketyv med det samme jeg kommer ind i lokalet hvor han opholder sig, eller når han kommer ind gennem døren.

Især de større burgerbarer synes at være yndede jagtmarker, idet mindste her i Kh City. Jeg husker specielt 3 tilfælde fra de seneste år.

To gange er jeg i herværende burgerbarer blevet truet med tæsk for at have forpurret et igangværende tasketyveri. Begge gange er jeg gået hen til ofrene – i det ene tilfælde to gamle damer, idet andet et ungt, asiatisk (japansk?) par – og har gjort, eller forsøgt at gøre! – dem opmærksom på, at en uvedkommende var ved at stjæle deres tasker resp. stjæle fra taskerne.

Tyveriet foregår på den måde, at manden (jeg har hidtil kun set mænd i aktion i brancen) sætter sig lige ved siden af de to gamle damer resp. umiddelbart bagved ofret (den unge japanerinde). Idet han sætter sig lægger han sin vindjakke over armlænet (de to damer) eller ryglænet (japan), på en så “skødesløs” måde, at jakken helt eller delvist kommer til at dække ofrets taske. Derefter lader “missionæren” som om han søger noget i sin jakkelomme, omend han i virkelighedn roder i de pågældende damers taske.

I begge tilfælde er jeg til min store forundring blevet mødt af “a blank stare”. Den ærede læser må prøve at forestille sig situationen: Du sidder i en stol, og på stolen lige ved siden af dig, i 10 – 20 cm afstand, står din taske. En fremmed person kommer og lægger sin jakke helt eller delvist hen over din taske, alt imens han rumsterer inde under jakken med sin hånd. Og alligevel – kære læser – fatter du ikke en dyt af, hvad der foregår!

De to damer gav mig a blank stare, de fattede intet. Det unge asiatiske par fatter til min endnu større overraskelse heller intet – japanere går dog vistnok for at være mere intelligente end vi europæere? Og tyven var i begge tilfælde i fuld gang med sit arbejde!

Heldigvis fattede tyvene, at de var afsløret og afbrød deres mission. Og bød mig i begge tilfælde på tæsk! Hvilket forresten ikke generede mig synderligt, idet jeg dengang var i temmelig god form. (Den gode form er desværre mere eller mindre fordampet i de sidste par år, idet jeg har været forhindret i det meste fitness, p.g.a. min ubehandlede lyskebrok).

Den tredie hændelse forefaldt netop på den omhandlede café på Axeltorv, så vidt jeg husker for omved 2 – 3 år siden. Jeg sad alene ved et bord ved indervæggen og læste avis over en kop kaffe. Ovre ved ydervæggen, sad dels fire unge mennesker, to par, hvoraf den ene unge kvinde havde hængt sin taske over ryglænet på sin stol, på en sådan måde, at hun i virkeligheden ikke havde nogen som helst føling med den længere.

Og netop lige bag hende sad to “mistænkelige” typer. Så jeg besluttede, så diskret som vel muligt – og jeg kan vistnok være meget diskret i en sådan situation – at holde øje med de to typer og kvindens taske.

Men desværre – jeg blev så opslugt af avislæsningen, at jeg glemte mit forsæt. Og da jeg næste gang kiggede derover, var både de to mænd og kvindens taske væk.

Så jeg gik over og forhørte mig, om ikke den unge kvinde savnede sin taske? Og stor bestyrtelse samt en ulykkelig ung kvinde.

Jeg bør nu forklare, desværre lidt omstændelig, hvorfor og hvordan det lykkedes at skaffe kvindens taske til veje igen. I få ord kan det forklares med, at de to tyve ganske sikkert ingen mistanke havde om, at de forlængst var blevet spottet. De har altså ikke ment, at nogen ville kunne kende dem igen. Og derfor havde de ingen hast med at fjerne sig helt og aldeles og meget hurtigt fra området omkr. Axeltorv.

Denne falske tryghed kommer sig i virkeligheden af, at jeg – som jeg vist har nævnt i et tidligere indlæg – normalt har en extraordinær veludviklet situationsfornemmelse. Hvilket betyder, at jeg kun behøver at kaste et flygtigt blik hen over en et lokale eller en “situation” (vel at mærke når det ikke er så stort og kaotisk som Magasin’s restaurant i lørdags!), for at spotte alt eller alle som falder ved siden af stedets mønster, som det “burde være”. Dertil, at jeg normalt er i stand til at holde masken, uanset hvad jeg har spottet.

Derfor tænkte jeg, at de to herrer måske stadigvæk var i omegnen af Axeltorv, og foreslog de fire unge mennesker, at vi skulle lave en lille eftersøgning, d.v.s. gå en tur for om muligt at støve de tvende herrer op.

And lucky strike – ovre ved Imperial-biografen busede vi praktisk taget ind i de mistænkte, som de to unge mænd så straks antastede.

Det viste sig, at man allerede havde kastet tasken og alt indholdet (ingen kontanter!) i en affaldskurv på hjørnet af Gl.Kongevej og Farimagsgade. Den unge pige fik altså sit dankort og andre papirer tilbage.

Men da episoden fandt sted netop på en af de dage, hvor der var et stort internationalt arrangement (Klimatopmøde?) i København, var det i realiteten umuligt at hidkalde politi. Så da vi havde ventet en halv times tid, gik jeg min vej, idet jeg foreslog de unge mennesker, at de lige så godt kunne lade de to mistænkte gå igen.

De unge havde jo fået deres ting tilbage (med samt en huskekage), og de to typer så faktisk ud til at være skræmt fra vid og sans, og altså nok også fået en huskekage. Ligesom man antageligt kun ville gøre politiet en masse unyttig ulejlighed, idet bevisets stilling i retten nok ville være tvivlsom.

Dette forslag afviste de unge mennesker dog, man havde åbenbart ingen særlig stor situationsfornemmelse. Det var jo forresten også derfor, de i første omgang overhovedet var blevet bestjålet.

Jeg har omtalt alt dette i et måske forfængeligt forsøg på at godtgøre, at jeg på sæt og vis har en eller anden ret til at udtale mig om tasketyverier. Og da jeg denne onsdag forlod den omhandlede café, forsøgte jeg at gøre den unge kvinde ved bufféen opmærksom på min mistanke. Jeg ved ikke rigtig hvorleden advarslen blev modtaget, men hun indrømmede dog, at “han sidder der hver dag” (altså formodentlig netop på den samme stol, midt i lokalet).

Hans vindjakke lå skødesløst hen over en af stolene, og jeg tror jeg tør antage, at opus moderandi ville være nogenlunde således: Kommer der et (måske lidt senilt) ældre par eller nogle (naive) unge mennesker og slår sig ned ved et nabobord, vil det være fint, idet borde og stole i denne café står meget tæt sammen.

Sætter nogen en taske på en af de nærmeste stole, vil missionæren tage sin vindjakke op i skødet og lade som om han leder efter noget i lommerne. Han vil derefter smide jakken skødesløst fra sig igen, men ikke på det tidligere sted, men derimod over ryglænet på en af stolene ved et nabobord, stolene står som sagt meget tæt sammen. Og han vil kaste sin jakke på en sådan måde, at den helt eller delvist dækker den henstillede taske.

Sandsynligvis vil de pågældende ikke fatte mistanke, dette baseret på mine tidligere erfaringer. Lidt – d.v.s. nogle få sekunder – senere vil manipulatøren se på sit ur, måske fingere en telefonsamtale, tage sin (uåbnede?) danskvand fra sit bord, rejse sig op og tage sin vindjakke. Naturligvis vil naboens taske følge med, og borte har så taget den.

På denne måde vil der næppe, eller i al fald som regel ikke, være nogen af de omkringsiddende som fatter mistanke. Skulle det ske, vil operatøren blot fingere en fejltagelse og overraskelse. Forresten kan flertallet af menneskebørnenes mangel på situationsfornemmelse vistnok vanskeligt overdrives?

Jeg burde måske have anbefalet buffé-damen at ringe til 114 og bede om, at en patrulje ved lejlighed kom og kiggede på vedkommende edderkop. Det kan man vist godt, og måske kender de ham i forvejen. Men for en ordens skyld må afslutningsvis understreges, at det jo trods alt ikke er helt sikkert, at der faktisk var tale om en taskenspillerkunstner.

__________________

Posteres tillige på http://blocnotesimma.wordpress.com

Følg mig på www.twitter.com/gamleboeger

(Jeg beklager, at der tilsyneladende ikke kan linkes fra One.com’s (som hoster www.gamleboeger.dk) hjemmesider. Lidt af en joke, jeg må prøve at find ud af grunden.