(22.febr.2015) Tirsdag i sidste uge afleverede to ihærdige og meget hjælpsomme flyttefolk fra Frederiksholms mit habengut her i min gamle, nu byfornyede lejlighed på Nitivej. De to elskværdige unge mennesker sled bravt med at bringe 14 af mine bogreoler op i lejligheden og så nogenlunde på deres gamle plads. Men de slap dog for at slås med 6 temmelig tunge og uhåndterlige, hvidlak Ikea-reoler (á 40-50 kg), som jeg nødigt vil have op i lejligheden igen.
Og således foranlediget mente jeg det på sin plads at fejre afslutningen på hartad to års kaos og bo-i-en-papkasse med en lille tur ned gennem Fiolstræde. Det er i skrivende stund blevet til et par store poser, mest af 20-25 kroners bøger. Men dog også incl. et par lidt dyrere fra det netop startede udsalg i Helligåndshuset. Her er nogle af fundene, Fiolstræde først:
1. ETYMOLOGIE DER NEUHOCHDEUTSCHEN SPRACHE. Af Konrad Duden. München 1893, Oskar Beck, 272 s. Rimeligt veholdt priv. halvlæder.
Bogen er inddelt i tre afsnit. Først to systematiske afsnit om orddannelsen, dels omhandlende fonetikken, dels en logisk-begrebslig del. Tredje afsnit er den engentlige, alfabetisk ordnede etymologiske ordbog. Denne del har et blankt blad for notater indsat for hvert blad ordbogstekst.
Det er altså en lidt anderledes etymologisk ordbog, og selve ordbogen udmærker sig – udover de aldersbetingede mangler og usikkerheder – ved også i vid udstrækning at medtage fremmedord. Et par eksempler:
NIBELUNG – m., mhd. Nibelunc, ahd. Nibilunc u. Nibulunc; eigtl. ein Patronymikum, also “Kind des Nebels” (d.v.s. Nebel-unge el. Taage-unge?).
PALME – f., mhd. palme, ahd. palma; v. lat. palma, eigtl. flache Hand, dann Palmzweig, wegen der Ähnlichkeit mit der flachen Hand, dann Palmbaum.
KIRMES – f., mhd. kirmësse; eigtl. Messe zur Kirchweih. (vel vor kyndelmisse?).
KANONE – f., aus ital. cannone, welches Verstärkungsform zu canna Rohr ist, also eigtl. grosses, dickes Rohr.
KAMPF – m., mhd. ebenso, ahd. champf; die früher (von Grimm, Weigand, Heyne) angenommene Entlehnung aus lat. campus (Martius) ist wohl aufzugeben. Vgl. Hildebrand in G.W.B. u. Kluge; das Wort ist german. Ursprungs, u. Grundbedeutung ist Eifer, Wetteifer.
KAISER – m., mhd. keiser, ahd. keisar; aus lat. Caesar; Kaiser ist das älteste aus dem Lat. stammende Lehnwort.
HAUBITZE – f., erst nhd.; aus böhm. haufnice “Steinschleuder”. (De fleste journalister kender nu – så vidt jeg ved – ikke forskel på en haubitz (krumbaneskyts) og en (fladbane) kanon. Men det er jo også henved 50 år siden artilleriet skød øvelsesskydninger med skarpt med 105 mm haub. på Amager, mindre end 10 km fra Rådhuspladsen. Man skød forresten i retning ind mod byen, samt hen over hovedet på observatørerne!).
GURKE – f., erst nhd., früher Agurke, ndl. Dimin. agurkje kleine Gurke, entlehnt aus poln. ogorek, böhm. okurka, welches man auf spätgriech. zurückführt, das seinerseits wieder von pers. ankhara abgeleitet wird.
Trods sin alder og beskedne omfang er bogen altså ingenlunde uden interesse, en morsom bog for en tyver.
2. DAS EUROPÄISCHE MITTELALTER – band 7: Von der Völkerwanderung bis zu den Kreuzzügen. Af Alexander von Gleichen-Russwurm. Gutenberg-Verlag Christensen & Co, Hamburg (u.å. men vist ca. 1915?). 472 s., rigt ill. Org. helshirt.
Endnu en pæn og sikkert interessant bog for ca. en tyver. Side 303 skriver forf., (der så vidt jeg husker er en efterkommer af digteren Schiller?) i forb. med omtale af Johannes Tzimiskes og Caligula bl.a.:
“Caligulas grausiger Wunsch: “Wenn doch das menschliche Geschlecht nur EINEN Kopf hätte!” ist ein scheusslicher Einfall, der uns die moralische Krankheit eines Herrschers enthüllt, dessen Allmacht durch nichts beschränkt ist, weder durch staatliche Einrichtungen, noch durch die öffentliche Meinung oder durch politische Besorgnisse oder Pflichten, noch auch durch die furcht vor göttlicher Strafe. Die Cäsaren haben den Verstand verloren, weil sie zu hoch über der Menschheit schwebten und dort einsam schwebten, weil sie sich niemand gegenüber verantwortlich fühlten …”
Men er det forresten ikke netop det, som såvel magthavere (på den ene side) som the sheeple (på den anden side) forudsættes hver for sig at have netop nu: Eet hoved?
3. KULTURGESCHICHTE DER NEUZEIT. Af Egon Friedell, 3 bind, C.H.Beck’sche München, 1927/1954. Indb. i 3 pæne og meget velholdte org. vorlagsbind i helshirting.
Dette er mit andet sæt af Friedels kulturhistorie på tysk i 3 bind. Men denne nyere er mere håndterlig end mit første eksemplar. Tillige ejer jeg nu 2 eksemplarer af samme værk trykt på india paper og indbundet i eet håndterligt bind, en af mine favorit rejselekturer. Fint køb til 20 kr pr bog.
(Jeg burde måske give en smagsprøve, men foretrækker at vente til en dansk oversættelse dukker op af kasserne).
4. KORTFATTET DANSK HAANDBOG I DE VIGTIGSTE AF AFRIKAS SPROG. Af P.Thott-Hansen. Kh, Bianco Lunos Bogtr. 1969, 532 s. indb.
Det er en imponerende viden om eksotiske, afrikanske sprog, som forf. lægger for dagen. Udover den egentlige sprogkundskab findes en mængde kulturhistoriske oplysninger i værket, og som eksempel gengiver jeg første stykke af kap. 8b “Lidt om Mandingosprogets Bambaradialekt” (s. 348):
“Det er allerede ovf. omtalt, hvorledes Mandigofolkets rige Mali (der maaske var arvtager til det historiske Ghana) i middelalderen under muhammedanske herskere havde en storhedstid, som ud over de arabiske annaler og rejseberetninger nu kun har sat sig spor i den store udbredelse af forholdsvis ensartede dialektformer, hvoraf de vigtigste nordlige (bl.a. Khassongke i Nordvest, Malinke og Bambara i midten og Dkula mod øst) alle hører til den efter begtegnelsen for talordet ti som Mande-tan (i modsætning til de forskellige Mande-fu ved sydkysten) betegnede, formentlig mindst 3 millioner tællende største gruppe, samt som et særligt Kultur-kuriosum i en nedarved skuespilkunst.
“Da Bambaradialekten fra Bamako ved den øvre Niger i vor tid er blevet kommandosprog for de under navn af Senegalskytter (tirailleurs senegalais) i begge verdenskrige af Frankrig anvendte afrikanske tropper, har denne sprogform derhos faaet stigende betydning som forstaaelsesmiddel langt ud over sit oprindelige omraade, og vi finder det derfor hensigtsmæssigt at give en kortfattet særskilt oversigt over Bambarasproget”.
Forfatterens kuriøst-arkaiske sætningsbygning behøver jeg næppe kommentere, men måske vil den være et problem for nogle moderne læsere, som ikke er opvokset med tysktimer.
5. HISTORISKE ANTEGNELSER TIL L. HOLBERGS LYSTSPIL. Ved E.C.Werlauff. 1. bind. Kh, 1838, 327 s. incl. et 10 sider langt register. Indb. i pænt samt. halvlæder.
Bogen omfatter så vidt jeg kan se kommentar til 15 lystspil, foruden indledning “Om den historiske betydning af Holbergs lystspil”, samt et tillæg.
Det er unægtelig “en sær fornøjelse” (for nu at blive i tidens stil, betyder jo “en særlig fornøjelse”) at vandre rundt i den belæste forfatters vidtløftige kommentarer. Her kun en lille smagsprøve, nærmere bestemt fodnote g. på side 221 (vedr. hellig- og sundhedskilder i kommentaren til lystspillet Kildereisen):
“En utrykt beskrivelse over Viborg-Stift angiver som forskel mellem de sjællandske og de, i antal færre, jydske sundhedskilder, at til hine (sjællandske) “både syge og sunde tager hen på visse hellige aftener og dage, som til et offentligt marked, hvor også holdes fal (til fals) al slags ædende og drikkende vare, men her (i Jylland) kommer ikkun de som have bræk eller svaghed”. Under 22.febr. 1645 fik en borger i Hillerød tilladelse at holde øl fal (til fals) i Reide- og Annise-Byer (sønden for Helenekilde beliggende), på den tid da folk besøgte denne kilde”.
—————-
Posteres tillige på http://blocnotesimma.wordpress.com
Følg evt. også http://www.twitter.com/gamleboeger