(25.03.2016)En venlig sjæl har efterladt denne Langfredags BT her på McDonalds på Kgs.Nytorv, som jeg vil bladre lidt i over en kop kaffe.

Forsidens helt store overskrift er “HISTORISK BOLIGFEST – i hele landet”.

Inde i bladet hedder det bl.a.: “Det økonomiske opsving på boligmarkedet fortsætter, vurderer Nationalbanken”.

Hmm, kan man kalde en begyndende boligboble for et “økonomisk opsving” – så kan man måske også kalde 40 i feber for et helbredsmæssigt opsving?

På side 16 hedder det i lederen bl.a. “Boligfest er til gavn for alle. Det er Påske og tid til at bruge fridagene på at komme ud at se på sommer- og parcelhuse…”.

At en boligbogle skulle være til gavn for alle, synes nu at være en lidt dristig påstand. Hvad er en boligboble egentlig for noget og hvordan kommer den istand?

Nøglen er de store vestlige landes seddelpresser (nb. for nemheds skyld taler jeg her om seddeltrykkeri osv, selv om “penge” nu ikke så meget trykkes på papir som blot på en computers tastatur).

For en halv snes år siden, og især i forb. med børskrakket i 2008, blev det god tone at lade seddelpressen køre på højtryk dag og nat. Det primære formål var at hindre storbankerne i at gå ned, vistnok især som følge af en totalt uansvarlig, efter det oplyste ikke sjældent kriminelt uansvarlige udlånspolitik. Man var efterhånden begyndt på i meget stor stil at låne penge ud til Gud og hvermand, så at sige bare de kunne skrive deres navn under gældsbrevet, vel vidende, at en stor del af lånene aldrig ville kunne indfries.

Men – no problem – man havde heldigvis vennerne i the Fed, d.v.s. den amerikanske nationalbank The Federal Reserve – til at redde de uansvarlig ud af klemmen. The Fed er nemlig ingen statsejet nationalbank, men en privatbank ejer af nogle store inden- og udenlandske banker.

Så the Fed kom naturligvis vennerne – så at sige deres eget kød og blod – til hjælp og skabte – created out of thin air – nogle få tusind milliarder dollars, som reddede de fleste banker og forsikringsselskaber ud af klemmen.

Og det er vel altsammen meget godt? Ahem, Ja – jo. Man belønnede de pågældende bankers uansvarlige – i mange tilfælde totalt uansvarlige – udlånspolitik. Og man skabte “counterfeit matadorpenge” – hvormed menes pengesedler (eller tal på computerskærmen), som ingen virkelig værdi har i sig selv. Deres eneste værdi består i, at manden på gaden ikke kan kende forskel på de “gamle veletablerede” sedler og de nye counterfeit-money. De er jo helt ens.

De nye sedler får altså deres værdi fra tilliden til de gamle. Og såfremt man kreerer 10% flere sedler bliver de gamle sedler altså tilsvarende 10% mindre værd. Man stjæler kort og godt værdier fra befolkningens sparepenge i samme takt som man trykker nye sedler.

Denne værdioverførsel kommer sig især af, at handelsværdien af specielt jord og fast ejendom stiger i samme takt som seddelmængden forøges. Når man kan låne penge til 1% i stedet for 5% stiger kontant-handelsprisen jo nærmest eksplosivt. Og prisen på jord og fast ejendom indregnes ikke i pristallet, inflationen!

Dette forhold er nu nået så langt, at renten næsten er nul (i visse forbindelser taler man endog om negativ rente), og kontantpriserne ergo på vej ind i endnu en kæmpeboble. Resultat: Dine børn og børnebørn kan kun gøre sig håb om at bo i eget hus, såfremt de kan låne flere penge end de nogensinde vil kunne betale tilbage. De kommer altså reelt til at sidde til leje hos bankerne. Og selv med en rente på 1% vil rentebyrden – med samt ikke mindst de forskellige gebyrer som banker og kreditforeninger er nødt til at opfinde for at kunne overleve – være betragtelig.

Sådan kan det gå, når man akcepterer nogle store privatejede bankers ret til at printe counterfeit-matadorpenge ad libitum, samt akcepterer disse matadorpenge som gyldigt betalingsmiddel.

Det er klart, at de privatejede nationalbanker – som eksempelvis the Fed – kun giver de “gratis” penge til slægt og venner, d.v.s. primært de banker som i forvejen ejer the Fed. Resultater er da også, at storbankernes andel af nationalformuen er eksploderet, ikke mindst hvad angår alle “virkelige” værdier, herunder olie og mineraler samt jord og fast ejenmdom, specielt i og omkring storbyerne.

De pågældende nationalbanker har været hjulpet godt på vej af et flertal universitetsprofessorer i økonomi, som loyalt har opstillet det mantra, at penge “kreeres som gæld”. Det er naturligvis det rene vrøvl. I virkeligheden kreeres de som en gave fra det amerikanske folk til the Fed – som så igen deler gaverne ud til vennerne.

Retten til at skabe betalingsmidler ligger nemlig – naturligvis – hos det amerikanske folk, d.v.s. den amerikanske Kongress, men som forresten ofte siges at være i lommen på storbankerne.

Pengene kunne ergo mere rimeligt være kreeret som gaver til befolkningen, hvilket for øvrigt ville have været meget sundere for økonomien. Større forbrug og mindre skævhed.

Den japanske regering synes tildels at have fået øje på forholdet, idet det forleden dag hed, at man vil uddele gavekort til den del af ungdommen, som har ringe forbrugsmulighed. Tænkeligt en temmelig stor del i dagens Japan, med økonomisk krise og et i forvejen tårnhøjt prisniveau.

Men tilbage til dagens leder. BT må naturligvis tænke på de store annoncører, hvortil ejendomsmæglerne vel hører? Og naturligvis skal chefredaktøren sælge aviser, hvis han da ikke nærer et brændende ønske om hurtigt at blive forhenværende?

På avisens side 18-20 fortælles den triste historie om en forholdsvis ung mand, som har fået diagnosticeret en maliciøs svulst i hjernen.

For nogle uger siden døde min lillesøsters bedste veninde af en tilsvarende lidelse. Heldigvis stille og roligt uden svære lidelser.

Min gamle veninde Dorrit, som jeg talte med første gang for mere end 15 år siden i København Fotografiske Amatør Klub (KFAK) på Jagtvejen, har i alle disse år, og vistnok mindst et årti forinden, været diagnosticeret med blodkræft. Men hun er nu 85 år gammel og for et par år siden erklæret rask af lægerne på Riget. Og tænkeligt af nogle lidt overraskede læger?

Det er dog ikke mere end få år siden, at de selvsamme læger reddede hende gennem et par alvorlige kriser. De tilbød hende derefter kemoterapi, hvilket hun dog måtte sige nej tak til velvidende at hun ikke ville kunne tåle det.

Men Dorrit har i omved 5 år dagligt spist kosttilskud i form af Graviola. Læser man om dette naturprodukt på nettet hævdes, at det er 10.000 gange mere effektivt mod visse kræftarter end kemoterapi. Jeg tror nok Dorrit selv mener, at Graviolaen ved siden af de dygtige og interesserede læger på Riget også har en del af æren for hendes nærmest mirakuløse bedring?

Endelig bliver Bertel Haarder på side 8-9 interwievet om emnet Integration.
Bertel siger bl.a.: “Den eneste integration, jeg tror på, er at få udlændinge i arbejde. Arbejde er meget, meget bedre end ethvert integrationsprogram eller sprog-undervisning”.

Det er vistnok så sandt som det er sagt. Kun to bemærkninger.

1. Hvad er det for nogen arbejdspladser, Bertel taler om. De ærede politikere bør venligst huske, at det ikke er regering og folketing, som skaber arbejdspladser. Det gør befolkningen. Men kun i det omfang, at Christiansborg tillader. D.v.s.: Mindre overvågning, snagen og mikro-kontrol. Og fremforalt færre, meget færre ubegribeligt komplicerede, ja ganske enkelt uforståelige love, regler, cirkulærer og bestemmelser.

Dét er da ikke særligt kompliceret?

2. Det er jo ikke på forhånd givet, at en hvilken-som-helst befolkningsgruppe lader sig integrere. Ikke alle problemer har en løsning! I det stykke kunne vi med fordel lære at skele lidt mere til f.eks. Ungarn, Japan og Israel, der som bekendt åbent siger (omtrent), at de ikke vil have “kulturfremmede” indvandrere, der ikke lader sig integrere?

———————–

Følg mig evt. også på www.twitter.com/gamleboeger

(Cross-posted på www.gamleboeger.dk og http://blocnotesimma.wordpress.com)

(22.03.2016) Hermed en lille update fra Nitivej her lige før Påsken.

Den hjælpsomme, meget propre og meget økonomiske elektriker, som bor ovenover, mente igen at have fundet fejl i det offentliges papirarbejde, denne gang sit skatteskema, og ville tale med mig derom.

Da jeg senere på eftermiddagen gik på gaden mødte jeg den flinke unge mand, som arbejder og vistnok også bor i baghuset, med samt hans hund.

Han havde mærkeligt nok ikke parkeret sin nye Mercedes (ulovligt) foran indkørslen, hvilket ellers ofte sker. Naturligvis til gene for de af os (d.v.s. næsten alle) som bor i ejendommen og er cyklister og som ergo må køre op over kantstenen for at komme ind i gården, og derved som bekendt ødelægger både hjul og gummi.

Parkering-Frederiksberg synes at have fået en hvid plet på deres kort hvad vor lille gade angår? Men det kan jo være, at det forhold at udlejer har en chefstilling på Frederiksberg Råhus, hvor Parkering-Frederiksberg så vidt jeg ved hører til, kan have en eller anden betydning?

I så fald kunne situationen måske være sammenlignelig med vor kamp – i samarbejde med Lejernes LO – for at få Frb. kommune til at udføre brandinspektion på ejendommen, hvilket vi såvel som LLO mente påkrævet efter gennemført byfornyelses-renovering i fjor.

I parantets bemærket måtte der en politianmeldelse (fra min side) af Frb.Kommune til for potientielt at tilsidesætte hensynet til lejernes liv og velfært (vist straffelovens par. 252?), før man mente at kunne udføre inspektionen (som også endte med pålæg om at udlejer skulle udføre visse arbejder).

Igår mandag besøgte jeg Foto/C i Holbergsgade og talte med brugtchefen Henning Buch. Han viste mig en Nikon bælg han havde stående i baglokalet. Nærmere bestemt en ældre, men avanceret model, benævnt PB-4. Den er desværre temmelig stor og tung, men har den fordel at være så teknisk avanceret, at man kan tilte og shifte frontstandarden som bærer objektivet.

Monterer man et kamerahus bagtil og et objektiv fortil har man altså i virkeligheden et såkaldt bænkkamera, også benævnt teknisk kamera, til 35mm formatet.

Bælgen fremstår praktisk taget som ny og prisen var vist billig nok. Så uagtet marts måneds foto-(og bog-)konto forlængst er strakt til (og over) det yderste, mente jeg at måtte benytte mig af tilbudet. Bælgen ses iøvrigt vistnok ret sjældent.

Jeg har i første omgang monteret min gamle, men værdsatte, Canon 300D bagtil (via en adapter) samt fortil et gl. “storformatobjektiv”, ligeledes ved hjælp af en adapter.

Objektivet er en Kodak-Anastigmat på 10,5 cm brændvidde og lysstyrke 4,5 – fra omkr. 1935. Og ensemblet fungerer overordentligt fint i praksis. Det viser sig, at ca. 10 cm netop er den korteste brændvidde, som man kan fokusere på uendelig med.

Kodak-Anastigmaten er en 3-linset Cooke-type, d.v.s med 3 fritstående linser – 2 positive yderst og 1 negativ-linse i midten. Cooke-linsen er kendt for at være overordentlig skarptegnende i midten af billedet, nogle mener vist uovertruffen skarptegnende. Men kun i midten, det skarpe billedfelt er ikke så stort.

Men da denne 10,5 cm er beregnet til brug på et 6×9 cm (ca. 56 x 86 mm) kamera og man kun bruger de midterste ca. 16 x 23 mm burde det resultere i en meget fin skarphed selv på fuld blændeåbning. Hvilket en foreløbig test fuldt ud bekræfter.

Et Kodak objektiv fra ca. 1935 er naturligvis ikke coated. Men da linsefladerne er helt rene, kan man godt fotografere med en ikke for skarp sol direkte på linserne, såfremt man kan akceptere lidt flere reflekser i billedet. Hvilket man som amatør jo ofte kan.

Som ekstra bonus bliver man fri for den hårde, lidt tørre skarphed man opnår med moderne apo-macro og super-multi-coatede linser. Man kan måske sammenligne en sådan gl. linses (lys)frekvensgengivelse med en gammel analog grammafonplades (lyd)frekvensgengivelse sammenligned med en DVD.

Jeg vil mene værdien af et sådant objektiv i god stand vil være nogle få hundrede kroner. Men mit eksemplar er ganske vist i stand næsten som ny, hvilket også gælder den tilhørende Compur-lukker i str. 0 (nul), såvel kosmetisk som funktionsmæssigt.

Som monteret på min Canon Eos 300D, med en obj.faktor på 1,6 bliver ækvivalent-brændvidden jo ca. 17 cm, altså måske i det længste for mange. I så fald kan man montere et full-frame kamera, som f.eks. min gamle og veltjente Canon Eos 1Ds. Men dette kamerahus er meget stort og tungt og gør kombinationen med bælgen til et decideres stativkamera. Som monteret med 300D-huset, kan man i nødsfald godt fotografere håndholdt.

Den nævnte Canon 300D er efterhånden en ældre sag – mon ikke den har godt og vel 10 år på bagen? Den er købt billigt for et par år siden (ligeledes hos Foto/C) da den har en mindre (mest kosmetisk) fejl, som jeg godt kan leve med. Men den er meget værdsat, dels fordi denne type Canon digital-kameraer giver super-flotte og naturlige farver, dels fordi kameraet er relativt meget let.

Forøvrigt tror jeg der er tale om et heldigt eksemplar, idet kameraet med sine 6 megapixels tåler sammenligning med større modeller hvad skarphed angår. Et digitalt spejlrefleks-kamera kan jo godt være fejljusteret på en eller anden måde, f.eks. vedr. autofocus.

Så måske kan der blive lejlighed til en fotoudflugt en af Påskedagene? Evt. kombineret med et besøg hos min gamle veninde Dorrit, som er kommet på plejehjem i Hjortespring.

Det har vistnok været lidt af et chok for den friske unge dame på 85 at måtte rømme sit lille parelhus og sin lille have på Amager til fordel for en 1-værelses på første sal. Men der var dog næppe nogen vej udenom.

Forresten har jeg set, at der idag igen har været bombeterror i Europa, denne gang i Bruxelles. Attentatet sættes vistnok allerede i forbindelse med anholdelsen af en overlevende fra det seneste Paris-attentat. Det antydes, at belgisk politi har siddet på hænderne og burde have været mere forberedte.

Hvorledes det forholder sig hermed kan man naturligvis ikke udtale sig om på nuv. tidspunkt. Man må dog være opmærksom på, at visse “rouge elements” i visse magtfulde internationale efterretningstjenester ingen som helst interesse har i at afspænde eller forhindre terrorisme. Sådanne attentater giver nemlig pr. automatik – paradoksalt nok – ekstra penge, ekstra mandskab og ekstra prestige til de pågældende efterretningstjenester.

De ærede læsere ønskes en god Påske!

————————

(cross-posted på www.gamleboeger.dk og http://blocnotesimma.wordpress.com )

Kig evt. forbi www.twitter.com/gamleboeger

(15.marts.2016) I sidste indlæg nåede jeg at omtale fire 10-kroners bøger hjembragt fra Vangsgaards i mellemtiden afsluttede runde af det permanente Hollandske bogudsalg på Kultorvet her i Hovedstaden.

5. THE LONDON SCENE. FIVE ESSAYS BY VIRGINIA WOOLF. Random House, NewYork, 1975, 44 sider. Pænt indbundet i helshirting og med org. omslag.

Mange af de ærede læsere vil kende Virginia Woolf meget, meget bedre end jeg, der f.eks. aldrig har læst, eller blot læst i hendes romaner. Nogle få data: Hun levede 1882-1941, blev altså næppe 60 år gammel. Født i en velhavende, litteratur og kulturinteresseret London-familie og døbt Adeline Virginia Stephen (moderens navn oplyses karakteristisk nok ikke i den litteratur-håndbog jeg umiddelbart har konsulteret). Gift med Underhus-politikeren Leonard Woolf.

Hun skrev fiction i en “eksperimenterende og innovativ” stil, som det hedder, og som åndelig ballast nævnes bl.a. Bergson og Freud. Som tidligere nævnt læser jeg aldrig fiction, ial fald næppe siden jeg lagde de klassiske amerikanske detective-novels fra mig for flere årtier siden. Som eksempel kan passende nævnes Dashield Hammett’s THE GLASS KEY, som jeg netop idag har haft i hånden inde hos Vangsgaards på Kultorvet.

Denne magnifikke detektiv fortælling, som Hammett vistnok selv regnede for den bedste, overvejede jeg faktisk at læse igen. Men dels er dagens pris trods alt 45 kr, dels gav en smulle skimmen mig egentlig ikke lyst til at genopfriske bekendtskabet. Men jeg har også allerede bogen i indtil flere eksemplarer og læst den et antal gange. Det bør her nævnes, at den i sidste indlæg omtalte André Gide skal have sat stor pris på Hammett.

På indersiden af omslaget til THE LONDON SCENE læses: “These five sparkling essays on those aspects of London that have changed little since V.W. wrote them in the 1930s show Woolf at the top of her form, blending together in her own unique fashion solid information and imaginative flights of fancy, fact and poetry”.

De 5 essays hedder THE DOCKS OF LONDON, OXFORD STREET TIDE, GREAT MEN’S HOUSES, ABBEYS AND CATHEDRALS, THIS IS THE HOUSE OF COMMONS. Jeg har læst lidt af de fleste og tror at kunne anbefale OXFORD STREET TIDE samt især GREAT MENS’S HOUSES. Omtalen af The Docks of London samt St.Pauls m.m. synes umiddelbart at være måske lidt mindre væsentlige?

Ud fra mit endnu ganske vist meget overfladiske bekendtskab, synes jeg Adeline Virginia’s impressionistiske stil minder mig lidt om mine fotografvenners evne til ligesom med barnets uhildede øjne at se tingenes overflade, samt måske nok fornemme men ikke tale om det, som findes nede under overfladen.

Men denne marts dags fine forårsagtige vejr lokkede mig igen ind til jagtmarkerne omkr. Fiolstræde. Først forbi Photograficas rodekasse, hvor jeg erhvervede en ganske vist lidt miserabel ting; nærmere bestemt et pladekamera 9×12 cm fra omkr 1920, defekt og ikke helt komplet, til en pris af 50 kr.

Som type er der tale om et helt klassisk eksempel på et af de billigste kameraer af den velkendte type: Et klapkamera af træ betrukket med sort kunstlæder; samt med sort (kunst?)læderbælg, fortil monteret med en enkel centrallukker og et objektiv af billigere type. Bagtil er der et aftageligt matskivebagstykke til fokusering, som efter afmontering giver plads til en plade- eller rullefilms-kassette.

Trods en del rust samt et knækket matskiveglas kunne bagstykket lige akkurart afmonteres uden værktøj. Herefter konstateredes, at objektivglassene trods en hel del snavs udvendigt og indvendigt ser ud til at være ok. Men desværre er objektiv-lukkeren ikke helt intakt, idet nogle skruer samt udløsergrebet mangler. De fleste skruer m.m. ser dog ud til meget betænksomt at være gemt af vejen inde i bunden af kameraet, og måske kan kameraet med en vis indsats af knofedt m.m. bringes til at fungere igen.

Det kuriøse er, at man i så fald ville kunne tage de flotteste farvedias på 9×12 cm planfilm resp. på 6×9 cm rullefilm. Men da jeg allerede har flere kameraer af samme type i meget fin og brugbar stand var min tanke nærmest at bruge nyerhvervelsen som en lille gave til en af fotovennerne.

Flere gaver: Idag koster bøgerne hos Vangsgaard på Kultorvet 45 kr, og jeg købte trods en noget anstrengt økonomi en håndfuld, bl.a.:

6. MED BROBY I VENDSYSSEL OG HANHERREDERNE. I Serien Kunstvejviser fra forlaget Hamlet, 1978. 96 sider, rigt ill. Dette eksemplar i det org. helshirtings bind, og udvendigt og indvendigt praktisk taget som nyt.

Det er p.g.a. en forespørgsel fra min storesøster, som bor i HanHerrederne og som har fødselsdag i maj md., at jeg købte bogen, som for øvrigt vistnok rigeligt er en halvtredser værd.; Broby Johansen véd det meste og forstår at fortælle. Her et par smagsprøver fra Hannæs i Vester Hanherred: I omtalen af Johan Skjoldborgs fødehjem (i min egen fødeby Øsløs) hedder det bl.a.:

“I Skjoldborgmuseet er ikke meget at se. Faderens skomagerbord med spyttebakken under, nogle falmede fotografier og krøllede bøger… Da vi forlader det, spørger en besøgende, som trofast har fulgt hele omvisningen: “Hvem var han egentlig denne Skjoldborg, var han maler?”.

“De døde rider hurtigt. For min barndomsegns husmænd var Skjoldborgs Hannæs, hvad Mekka er for muhamedanerne.”

Og her et lille stykke fra omtalen af byen Frøstrup:

“Spøg til side, det er naturligvis Frej, den gamle frugtbarhedsgud, navnet er afledt af – nok ad en omvej over et mandsnavn – strup’navnene er sammensat med personnavne – men forbindelsen med guden for solskin, regn og grøde giver jo i al fald god mening til granitpikken i kirkens våbenhus” (d.v.s. Tømmerby kirke).

Bemeldte persons navn kunne jo så måske have været Frøst, jf. iøvrigt den i sidste indlæg omtalte Svend Trøsts Vej. Som det måske vil være nogle lokalhistorikere bekendt regner sagkyndige med, at Trøst er en læsefejl for Frøst; dels er navnet Trøst forresten helt ukendt og dels havde Niels Ebbesen nære slægtninge med slægtsnavnet Frøst (se evt. nærmere i f.eks. Personalhistorisk Tidsskrifts registerbind).

Man skal ikke forvente opklaring ved at konsultere relevante steder i sidste udg. af Biografisk Leksions 16 bind. Dér er Niels Ebbesen næsten helt ukendt, ial fald hævder forfatteren intet at vide om Niels Ebbesens slægt. Hvilket forekommer en smule anstrengt, da hans slægtsforhold har været forholdsvis velkendte i Personalhistorisk Tidsskrift i henved 100 år.

Frey-navnet staves nu Frost men udtales lokalt Frøst, forekommer endnu i Thy, men har tidligere måske været mere udbredt og i alle samfundslag (og i forbindelsen Frøst udtales ø’et naturligvis åbent og ikke lukket, som DR konsekvent bruger det om den velkendte, svenske clarinetist).

Endnu en fødselsdagsgave. Keld – en af mine begavede fotografvenner – bliver 75 i denne måned hvorfor jeg købte denne lille fotobog:

7. SEX, LØGN OG FOTOGRAFI. Tekster om kunst, fotografi, snapshots og virkelighed. Af Nette Sandbye og Erik Steffensen. Forlaget Politisk Revy (Rævens Sorte Bibliotek) 1995, 190 s. rill. Bogen er praktisk taget som ny, og har næppe været læst.

På omslagets bagside hedder det bl.a.: “I denne bog forsøger Mette Sandbye og Erik Steffensen i collage-form at befri fotografiet for nogle af de sociale og dokumentariske hæmninger, det har været tillagt i historien. I en række fotos, essays og en samtale får læseren belyst fotografiets poetiske dimensioner fra århundredeskiftet til i dag.

“Bogen indeholder fotos af bl.a. August Strindberg, Alvin Langdon Coburn, Alfred Stieglitz, Erik Steffensen, Christian Boltanski og Sophie Calle.

På side 14 gengives et foto af George Brandes af Alvin Langdon Coburn, som jeg aldrig før har set. Men upåtvivleligt et mesterværk.

Ligeledes på side 19 et fotografisk selvportræt af August Strindberg med 2 børn. Fotoet synes at bekræfte min tidligere ytrede formodning om den begavede mand – at Strindberg har Sameisk blod i årerne: De høje kindben, den spidse hage, de “alt-og-intet-seende” øjne. Forresten har jeg siden erfaret, at de Svenske sagkyndige regner hans Samiske afstamning som en kendsgerning.

Jeg håber at Keld ikke læser nærværende blogindlæg før fødselsdagen, samt at han måske vil have glæde af Erik Steffensens side 94 gengivne fotografi af en “Velo”; vistnok præcis den Velo som Keld længe ønskede sig?

——————————–

Følg mig tillige på www.twitter.com/gamleboeger

Cross-posted on www.gamleboeger.dk og http://blocnotesimma.wordpress.com