Jeg har i omtrent 45 år interesseret mig for små kuriøse sprogbøger. Altså ikke de store, ofte lige så tørre som bindstærke syntakser og historiske gramatikker m.m., men netop de mere – i al fald i omfanget – ydmyge ting. Jeg vil idag give nogle små smagsprøver fra nogle få af dem.
1. ETYMOLOGISCHES WÖRTERBUCH DER AMERIKANISCHEN (INDIANISCHEN) WÖRTER IM DEUTSCHEN. Af Karl Lokotsch. Heidelberg 1926, Carl Winters, 72 s.
Der er altså tale om en beskeden lille ordbog i hæfteformat, ikke mindre interessant af den grund. Her et par eksempler:
– AZTEKEN. Die zur Zeit der Ankunft der Spanier in Mexiko herrschende Voelker werden Azteken, span. aztecas, genannt nach einem Nahuatl-Worte aztlan “Norden”, woraus aztecatl “Nordmaenner” wurde, weil die mexikanische Ueberlieferung berichtet, dass die das Nahuatl sprechenden Staemme, die nahuatlaces, aus dem Norden eingewandert seien. Span. los Aztecas, engl. Aztecs, frz. Azteques.
– BRASILIEN. Der Venezolaner Rojas will den Landesnamen Brasilien af tupi para-sil “grosses Wasser” zurueckfuehren, doch so bestechend diese Ableitung auch ist, so scheint sie nicht aufrecht gehalten werden zu koennen, da die Bezeichnung Brasilholz schon im Mittelalter bekannt war. Aus span. oder portugiesischem braza “Glut” wurde pao do Brazil “Holz der gluehenden Kohle” der Name des Farbholzes Caesalpinia echinata Lam., das die Portugiesen besonders seit 1540 in grossen Mengen fanden, wonach sie dem Lande, das bisher Tierra de Santa Cruz hiess, seinen Namen gaben.
– CARACAS. Die hauptstadt Venezuelas erhielt ihren Namen nach den hier ansaessigen ureinwohnern, den gefuerchteten KARAKAS, die ein sehr kriegerisches Volk karaibischen Stammes waren.
– CHICAGO. Diese amerikanische Riesenstadt im Staate Illinois liegt am Flusse Chicago, der hier in den Michigansee muendet, und hat nach ihm ihren Namen. DEr Fluss bildete frueher uebelriechende Suempfe und hiess danach bei den umwohnenden Indianern TSCHIKAGONG, d.h. “bei dem Stinktiere”, aus tschikak “Skunks”, wozu der Lokativ tschikak-ong oder tschikagong lautet.
– KANADA. Im Mohaukischen heisst kanada “Stadt”, ebenso in der Onondagosprache GANATAJE. So antworteten die Eingeborenen, als die ersten Franzosen in Kanada nach dem Namen des Landes fragten, indem sie auf Orte und Gegenstaende rings herum zeigten; denn die Indianer gebrauchen mehr die besonderen Namen als die generischen oder allgemeineren.
– MANHATTAN. Die Insel an der Muendung des Hudsonflusses, die jetzt die City von Neuyork traegt, wurde im Jahre 1609 von einer Expedition under Henry Hudson entdeckt und erhielt den indianischen Nahmen Manhattan, d.h. “Ort der Trunkenheit”, weil die Entdecker die Eingeborenen mit Brantwein bewirteten und in Trunkenheit versetzten.
– TABAK. In der indianischen Grundsprache, dem Taino Haitis, war tobako nicht etwa das zum Rauchen, Schupfen oder Kauen bestimmte Blatt der Pflanze Nicotina tabacum, sondern wie Oviedo in aller Klarheit berichtet, das “Rauchrohr” in Form einen Y, mit dem man den tabakrauch einsog. Urspruenglich war der Gebrauch des Tabaks auch in Amerika eine Zeremonie religioeser Natur; man blies den Rauch nach den vier richtungen, om sich gegen boese Geister zu schuetzen; erst spaeter worde der Brauch profaniert und verallgemeinert.
– WIGWAM. Das indianische Wort fuer “Haus” wird im Deutschen meist scherzhaft benutzt. Es stammt aus den Algonkin-Sprachen: wek “Haus”, mit possesivem und lokalem Suffixe weko-om-ut “in seinem Hause”, woraus ueber wikwam schliesslich englisch wigwam wurde.
Ialt forklares 158 indiansk-amerikanske ord.
2. DE ROMANSKE SPROG OG FOLK. Skildringer fra en studiereise med offentligt stipendium. Af Johan Storm. Kristiania, 1871, 132s.
Den store norske sprogforsker fortæller her levende og interessant fra en studierejse han foretog i ganske ung alder i Frankrig, Italien og Spanien.
Bogen er fuld af morsomme og originale iagttagelser, jeg indskrænker mig til at gengive en morsom notits fra Italien (s.54-55):
“En af Roms eiendommeligheder var dets institutioners ælde og ærværdighed. Naar man spurgte om grunden til en eller anden besynderlighed i Rom, fik man altid til svar, at saaledes havde det altid været.
“Jeg besaa en dag Vatikanets Bibliothek og ytrede for kustoden min forundring over, at det kun var aabent fra kl.9-12, hvortil manden svarede: “Cosi fu sèmpre, et cosi sarà” (saa har det altid været og skal altid blive).
“Svaret blev givet med den høitidelige overlegenhed, som om han selv repræsenterede de sekler, der vare gaaede hen over “den evige stad”.”
3. SPROGLIGE MISVISERE. Studier over semantisk incongruens mellem fransk og dansk. Af Hans Aage Paludan. Kh, 1934, Poul Branner, 98 sider.
Det er en til sit omfang ydmig lille bog, men dog vistnok både interessant og sprænglærd. Den lærde titel dækker vist nogenlunde over “betydningsforskelle mellem enslydende danske og franske ord”? Her et par eksempler:
– LAMPET er ej heller noget fransk ord eller nogen fransk afledning, som det kunne se ud til, og skønt Nyrop anfører det mellem de franske laaneord i Frankrig (bogværket). Ordet lampette (eller lamprette) er på fransk lidet kendt og betegner kun nogle markblomster (en slags klinte og vistnok gøgemad). Derimod hedder en lampet: une applique (lampet-arm: branche d’applique). Ordet Synes at være en for dansk og svensk særegen afledning af “lampe”; ældre findes det i betydn. konsol eller knage.
– For sig selv staar FRIKADELLE, hvor forholdet er uklart ved vanskeligheden af at fastslaa de forskellige glosers nøjagtige ækvivalens. “Ordet findes ikke i Fransk” siges der almindelig (Meyer), eller der opgives som Proveniens et fransk fricandelles (Hellquist, Dahlerup), af fricandeau, men som turde være en stor sjældenhed (Sachs oversætter det: Buttergebackenes aus Kalbfleisch). Dog finder man også anført et fransk fricadelle som sideform; og her er sandheden: Ordet er nemlig belgisk og nordfransk dialekt.
J.Favre giver en belgisk opskrift, endog en fricadelle a la creme og oversætter boulette de viande hachee. Ellers siges boulette (de hachis) frite eller quenelle, som skal være finere, eller endog croquette, hvis form kan være forskellig. Men gængs i Fransk er fricadelle altsaa ikke. Paa dansk træffes den først i kogebøger 1710 og 1731.
Paludans lille bog er fuld af morsom lærdom, og anbefales til den ærede læsers selvstudium.
4. DICTIONNAIRE DES NOMS DE FAMILLE ET DES PRÉNOMS. Af Philippe Lagneau et Jean Arbulelau. 1980, Vernoy – Arnaud de Vesgre. 801s. Hardcover.
Denne både smukke og interessante bog er erhvervet til beskeden pris iår hos Vangsgaards hollandske bogudsalg på Kultorvet. Her følger nogle få smagsprøver (beklager at måtte udelade de diakritiske tegn i den franske tekst; de dobbelte parantetser er mine tilføjelser):
FABER, FABERT. F. de Fabre. Elles ont conserve la tournure latine (faber. ouvrier en fer) ((altså efter latin for smed; andetsteds oplyses at kunne være fra hebr. Uri (lys) som er blevet til Faber via græsk. Phoebus (lys)(ligesom også Philip, mens det græske navn Philippos betyder hesteven)).
ENGEL. Signifie ange en allemand moderne. Mais il convient de faire observer que, en flamand, Engel est aussi la forme abregee du nom de saint Engelbert ou Engerbert (les deux se disent), ce qui donne une preuve de deformation adoucie de i’r en l. Enjelbert, qui est la forme la plus ancienne, vient du vieux nom german. Angilbert (qui a fait chez nous Langlebert).
Nous ne persons pas qu’Angil signifie ange comme on l’a cru, car les noms d’Angelhard, Angelrich, feraient ange-aguerri, ange-riche, ce qui parait peu vraisemblable. Le prefere la conjecture de Foerstermann qui fait d’Angil une forme de Ingo: jeune. ((andetsteds oplyses, at Engel kan komme af Ango (et våben) resp. fra hebr. som erstatning for Mal’ach (budbringer))
SCHURR. Fourrure, grange (Schür, allem.) ((andetsteds oplyses, at SCHUR kan være hebr. for okse)).
SIMON. Nom de bapteme devenu nom de famille. Il vient de l´hebreu, mais les glossaires ne sáccordent point. Pour la plupart, Simon veut dire qui obeit, et Simeon veut dire qui ecoute. Pour dáutres, en plus petit nombre, Simon n’est qu’une forme de Simeon; tous deux viennent de l´heubreu Schimehon qu’on prononce egalement Schimhon.
Les hebraisants que j’ai consultes donnant raison a la minorite, Simon et Simeon sont donc formes d’un meme nom qui signifie action d’exaucer, et qui se donne depuis les temps bibliques. Generalement, l’Ecriture emploie Simeon dans l’ancien testament et Simon dans le Nouveau. Il n’y a, a cet egard aucune exception pour le Nouveau testament; il n’y en a que peu pour l’Ancien. ((andetsteds oplyses, at Simon kan komme fra ty. Sigmund (sejr-beskyttelse) eller hebr. Schimeon (ophøjelse)).
Der er som man ser tale om et både indholdsrigt og interessant værk.
5. STEDNAVNE OG KULTURHISTORIE. Af Kristian Hald. 2. opl. Kh, 1969, 93s. Dansk Historisk Fællesforening.
Som flere af ovenstående titler beskeden i omfanget, men med et rigt indhold. Et par smagsprøver:
SNÆKKEBJERG.
Om stensætninger af forskellig art er der ikke få minder i navnestoffet. Snækkebjerg er navn på en bakke i Egen sogn, Als, hvor der findes rester af flere skibssætninger, og det må være disse, der har givet anledning til navnet, der er sammensat med ordet snekke “skib”.
Andre navne, der indeholder ordet snekke, kan have samme oprindelse; i alt fald er det uden tvivl tilfældet med Stensnekkehøjen i Stubberup s. på Hindsholm; i samme sogn omtales 1623 nogle stengærder “builcke bønderne kalde it steenscib”.
Side 41 læses:
Et ord for bystævne, der har stor udbredelse i Midtjylland, er vide, som er identisk med det fra gammeldansk lovsprog kendte witi “straf, bøde”. Ordet indgår ifl. Evald Tang Kristensen i Videkær vest for Torning i Voer hrd; der har de “råbt til vide og det er det samme, som de kaldte at råbe til gade”. Ordet indgår formodentlig i andre stednavne, men formelt vil det være meget vanskeligt at skille det fra et andet ord, plantenavnet vidje, gammeldansk withia, idet de to ord i et stort østjysk område vil udvikles ens.
Det er næppe heller udelukket, at det er plantenavnet, der indgår i Videkær, så den af Tang Kristensen meddelte tradition i virkeligheden er et navneforklarende sagn. Forbindelse med bystævnet har også nogle navne med forleddet Tude-; på Tudehøj og ved Tudestenen tudede oldermanden i byhornet.
*****************************
(posteres sideløbende på www.gamleboeger.dk og http://blocnotesimma.wordpress.com )
Følg mig evt. også på www.twitter.com/gamleboeger