(26.06.2016) Denne friske midsommer søndag’s eftermiddag vil jeg omtale nogle af de seneste bogerhvervelser. Dels fra det igangværende hollandske udsalg i Helligaandshuset (ved Forum Antikvariats foranstaltning), dels fra Vangsgaards igår afsluttede udsalgsrunde på Kultorvet.

I helligåndshuset koster bøgerne idag (vistnok) 40 kr. Da de for nogle dage siden kostede 50 kr erhvervede jeg et par pæne fotobøger, som jeg vil omtale nedenfor. Men jeg vil begynde med nogle få 5-kroners bøger, erhvervet i den forløbne uge på Kultorvet.

1. ART AND LIFE. Af T. Sturge Moore. London, 1910, 314 s., ill.

Bogen er indb. i et typisk engelsk helshirtingbind, græskrønt med guldtryk. Bindet en lille smule slidt, men indvendig fin og velholdt.

På forbladet findes Signe Toksvig/Francis Hackett’s exlibris. I irgrøn (stempel)farve, naturligvis – Hackett var jo af Irsk afstamning.

For øvrigt minder hans kontrafej – som afbildet andetsteds – i mine øjne meget om en anden kendt Irsk-Amerikansk forfatter, nemlig Raymond Chandler. Men Chandler havde jo, mig bekendt, absolut ingen tilknytning til Danmark, i modsætning til Hackett og hans danskfødte hustru, idet de boede i nogle år i Danmark, indtil de i 1938 flyttede tilbage til USA.

Nu har jeg jo ikke nået at læse bogen, ej heller ret meget i den, så jeg må endnu engang nøjes med et par smagsprøver. Det halvanden sider korte forord sluttes således:

“Within the writer’s horizon Flaubert and Blake seemed the most strongly characterised instances of men conceiving of art as an ideal life: he therefore uses them as illustrations; and, since the French writer is ill-known amongst us as an individual, an author, and as a theme of controversy, sets out with a brief review of his life, his work, and the criticism to which both have been subjected.”

Fra side 65 hidsættes yderligere følgende to små stykker:

“English readers may ask, “How does Flaubert stand in relation to Balzac, Hugo, or George Sand?”. The reply leaps out, “He is that Hercules who cleaned out stables which had become impossible through their neglect.”

“For me, he is THE literary event since Goethe. Wordsworth, Keats, and others have been as choice, but his work has the wider range and more of it is sound. With those of the best poets alone can I rank his finest pages, which, if never more popular than theirs, will surely never win less love, less admiration.”

Desværre har jeg ikke kunnet finde noget om kritikeren Sturge Moore i de få og små leksika jeg p.t. har på mine hylder. Jeg savner min Salmonsen og min Svensk Uppslagsbok, som desværre endnu ikke er dukket op af kasserne efter byfornyelses-genhusningen.

2. BOOKS AND THINGS. Af Philip Littell. NewYork, 1919, 283 s., grønt halvshirting.

Denne bog er ligeledes lidt slidt i indbindingen, men ellers pæn og brugbar. Bogen har stået på et bibliotek i Californien “Holy Cross School, Santa Cruz Calif. – Convent” – altså på dansk vel: Hellig Kors Skolens Kloster?

På et forblad står: “My thanks are due to the other editors of “The New Republic” for letting me print and reprint the following articles”.

Littell har altså været en af redaktørene på The New Republic, og da Francis Hackett i en lang årrække, og på samme tid, var redaktør sammesteds tør man nok formode, at denne bog ligeledes kommer fra Hackett’s bibliotek?

Bogen indeholder 36 essays. Jeg bringer her en lille smagsprøve fra “Matthew Arnold” (s.180):

“A sober green volume, lately published by the Oxfort University Press, and called “Essays by Matthew Arnold,” reminds me of an evening I spent, almost thirty years ago, in the smoking-room of a German hotel, where I had no business.

“If anybody had asked me why I’d left my pension in another part of Dresden, and was hanging about that smoking-room, too young to give myself a status there by ordering a drink, I should not have told the truth.

“Mr Matthew Arnold, who was inspecting the schools of Saxony, was staying in that hotel, and I hoped he might come to the smoking-room after dinner. At that moment there was nothing I wanted quite so much as to see him and to hear him talk. At last he entered.

“At last he talkied. It would have been hard for me to say whether his appearance or his talk was the deeper disappointment. He sat down near a French actress, but what he said to her did not sound at all like “Faster, faster, O Circe, Goddress!”. He said, “Avez-vous bien dormi?”.

“Of Hungary, where he had lately been a circuitous wanderer, he merely remarked that in one town, where his host had an English wife, he had been very comfortable.

“Although he spoke of Virgil, he didn’t even allude to the sense of tears in mortal things. He recited three or four lines of the Aeneid, just to illustrate by imitation the charmlessness with which English schoolboys pronounced Latin.”

3. SESAME AND LILIES. Three lectures by John Ruskin. London, 1894, grøn helshirting, ligeledes lidt slidt. 228 s. plus 35 s. forord.

Bogen er dedikeret “Frances from Cecil – Xmas 1895. The Wilderness”. Jeg gætter på, at bemeldte Frances er Francis Hackett, som har været en ung mand på det tidspunkt. Bogens tre essays hedder: a) Of King’s Treasuries. b) Of Queen’s Gardens. c) The Mystery of Life and its Arts.

Smagsprøven er et par stykker fra Of King’s Treasuries (s.48):

“My friends, I do not know why any of us should talk about reading. We want some sharper discipline than that of reading, but, at all events, be assured, we cannot read. No reading is possible for a people with its mind in this state. No sentence of any great writer is intelligible to them. It is simply and sternly impossible for the English public, at this moment, to understand any thoughtful writing, – so incapable of thought has it become in its insanity of avarice.” Samt (side 50):

“I say first we have despised literture. What do we, as a nation, care about books? How much do you think we spend altogether on our libraries, public or private, as compared with what we spend on our horses?

“If a man spends lavishly on his library, you call him mad – a bibliomaniac. But you never call any one a horsemaniac, though men ruin themselves every day by their horses, and you do not hear of people ruining themselves by their books.

“Or, to go lower still, how much do you think the contents of the book-shelves of the United Kingdom, public and private, would fetch, as compared with the contents of its wine-cellars? What position would its expenditure on literature take, as compared with its expenditure on luxurious eating?

“We talk of food for the mind, as of food for the body: now a good book contains such food inexhaustibly; it is a provision for life, and for the best part of us; yet how long most people would look at the best book before they would give the price of a large turbot for it?

“Though there have been men who have pinched their stomachs and bared their backs to buy a book, whose libraries were cheaper to them, I think, in the end, than most men’s dinners are. We are few of us put to such trial, and more the pity; for, indeed, a precious thing is all the more precious to us if it has been won by work or economy; and if public libraries were half so costly as public dinners, or books cost the tenth part of what bracelets do, even foolish men and women might sometimes suspect there was good in reading, as well as in munching and sparkling: Whereas the very cheapness of literature is making even wise people forget that if a book is worth reading, it is worth buying.

“No book is worth anything which is not worth much; nor is it serviceable, until it has been read and re-read, and loved, and loved again; and marked, so that you can refer to the passages you want in it, as a soldier can seize the weapon he heeds in an armoury, or a housewife bring the spice she needs from her store.

“Bread of flour is good; but there is bread, sweet as honey, if we would eat it, in a good book; and the family must be poor indeed, which once in their lives, cannot for such multipliable barley-loaves, pay their baker’s bill. We call ourselves a rich nation, and we are filthy and foolish enough to thumb each other’s books out of circulating libraries!”

*****

I et kommende indlæg fortsættes med endnu et par 5-kroners bøger fra Kultorvet samt, som nævnt, et par fotobøger fra Helligåndshuset.

*****

Posteres sideløbende på www.gamleboeger.dk og http://blocnotesimma.wordpress.com

Kig også forbi www.twitter.com/gamleboeger

(22.juni.2016) I tre foregående indlæg har jeg under titlen “Smaating og Bagateller” fortalt om nogle tilfældige hændelsesforløb, men som ved første øjekast tænkeligt i manges øjne kunne synes “kausal-betingede”? Her følger en opredigeret udgave af tre mindst ligeså usandsynligt tilfældige tilfældigheder – fortalt af og for bogvenner.

Så lad os dvæle lidt ved nogle mere eller mindre mirakuløse bogfund. Ved slutsalget i Arnold Busck’s minderige, nu lukkede butik i Fiolstræde købte jeg et par poser 5-kroners bøger. Bl.a. LÆSNINGENS GLÆDE i 2 (tildels uopskårne) bind. Værket er udgivet af Den Danske Antikvarboghandler forening i 1960, og indeholder ialt 69 bidrag af forsk. kulturpersonligheder. I mit eksemplar står på forbladet “Til Boman fra Redaktør Bagger”, og har som sagt næppe været læst. Hermed et par smagsprøver fra den interessante samling.

Første eksempel (som jeg i lighed med de følgende kun gengiver i udtog, her i min oversættelse fra svensk) er af den svenske forfatter Eyvind Johnson, og hedder BOKEN SOM GÖMDE SIG.

“Bøger kommer ganske ofte til én just når man synes, at man har brug for dem. Det er, som om de havde ligget og ventet et eller andet sted og så pludselig i rette øjeblik stikker hoved – eller ryg – op og siger: Her er jeg, værsågod!

“Undertiden indtræffer altså underverker også på dette område. Det er hændt mig ved nogle tilfælde – som jeg betragter som særligt heldige! – og jeg skal her fortælle om et af dem:

“Gennem nogle år syslede jeg med studier i den oldgræske verden. En af de bøger, jeg skrev med emner herfra, kom til at hedde MOLNEN ÖVER METAPONTION. Jeg læste ret længe og ganske meget om emnet, som jo er de titusind helleneres tilbagetog fra Kunaxa op til Sortehavet i slutningen af 400-tallet f.v.t. Jeg havde læst Xenofons tilgængelige værker ret flittigt og en hel del andet, som havde med hellenernes tilbagetog at gøre, f.eks. geografisk litteratur.

“Men på et tidspunkt i løbet af arbejdet, som gik for sig i næsten tre år, opdagede jeg, at jeg nok burde læse en saglig skildring af hele toget, skrevet af en officer; altså en nutidig fagmands bedømmelse af Anabasis.

“Jeg læste tyskeren Hofmeister, men mente ikke han gav mig de oplysninger, som jeg troede at behøve. Derimod vidste jeg, at der fandtes en fransk bog af en officer, som muligvis skulle være den rette. Jeg vidste at den var udgivet på Berger-Levraults forlag i Paris 1913.

“Jeg havde læst citater fra bogen og i den øvrige litteratur ikke sjælden mødt henvisninger just til den bog, som var en “commentaire historique et militaire” til Xenofons hele tekst med geografiske og millitære kommentarer og kort.

“Jegt ville eje bogen, da jeg vidste, at jeg ville have brug for den i et eller to eller tre år. Først søgte jeg i Stockholm og Uppsala og nede i Lund, men intet spor af bogen. Herefter skrev jeg til venner i Frankrig, og de søgte men fandt den ikke. Ved en lejlighed søgte jeg selv bogen i antikvariater i Paris, og samme år i Zürich og senere i Rom; men det var en i særdeleshed godt gemt bog!

“Jeg havde lyst at stille mig op et eller andet sted og råbe: Men så kom dog frem! Nu har jeg ventet tilstrækkeligt længe!

“Et forår rejste jeg ned til København for at arbejde (på en anden roman) en ugestid. Jeg boede på et roligt lille hotel lige ved Løvstræde. Jeg pakkede min taske ud, stillede skrivemaskinen frem på bordet, lagde mine papirer og noter i skrivebordsskuffen og et bundt skrivepapir i en anden skuffe og gik så ud og tog mig en lille spadseretur i det vakre vejr – det var netop i de dage hvor bøgen springer ud.

“I Løvstræde standsede jeg op og så på et antikvariatsvindue. Dér lå bogen. VOILÀ! sagde den. Jeg besvimede ikke, men gik ind og købte bogen, som kostede 18 kroner. Den ligger på mit bord nu når jeg skriver disse linjer”.

Næste stykke Tilfældigheder er af borgmester Paul Fenneberg, og lyder (ligeledes kun i udtog):

“Det vil være ganske uinteressant for offentligheden at høre om, hvordan jeg har bygget mit bibliotek op ved tusinder af besøg hos antikvarboghandlerne, allerede fra 3-4 år før jeg blev student.

“Men morsomt i denne sammenhæng kunne det måske være at berette om mine store anstrengelser i slutningen af 20’erne for at erhverve den sidste bog, der manglede i, at min samling af lærebøger i det danske sprog for udlændige ville være komplet.

“Emnet havde interesseret mig længe – og til den rent faglige interesse kom hos mig også samlerens ønske om at se et bestemt emne repræsenteret så komplet som muligt.

“Jeg havde længe været på jagt efter: “Wesentlicher Unterricht zur Erlernung der dänischen Sprache – gedruckt zum Gebrauch der königlichen dänischen truppen und andrer Liebhaber”, Hamburg und Glückstadt, 1773.

“Sprogvidenskabeligt havde bogen mindre værdi, men jeg havde – så vidt mig bekendt – samtlige lærebøger i dansk på fremmede sprog. Men manglede denne ene.

“Stor var min glæde, da jeg fandt den i et auktionskatalog. Endnu mere glad blev jeg på auktionsdagen, da ingen af bøgerne i den stakkels sprogmands efterladte samling havde synderlig interesse blandt det fremmødte publikum. Gang på gang faldt hammeren ved 50 øre, og gang på gang blev 2, 3, 4 og 5 numre slået sammen til 1 kr. Jeg så min chance for at erhverve bogen inden for et beløb, der stod i forhold til mine midler.

“Da “min” bog kom på bordet – forøvrigt i en temmelig miserabel forfatning, bød jeg 50 øre, en anden bød 1 kr, jeg bød 2 kr, og sådan gik det nogle øjeblikke.

“Jeg blev hurtigt klar over, at den der kappedes med mig var den antikvarboghandler, der havde det privilegium at sidde ved siden af auktionarius en face til publikum. Han fortsatte med at byde. Da vi passerede 50 kr (i dag ca. 2500 kr?) for den uanseelige bog, begyndte folk at holde op at tale sammen og kigge på os. Vi passerede 75 kr. Mine bud blev tøvende. Efter 100 kr var jeg meget længe om at sige 105 kr og da den anden bød 110 kr var vi så langt på den anden side af det beløb, jeg kunne undvære til dette formål, at jeg gav op.

“Det var første gang, jeg havde været ude for at deltage i en af de dueller, som jeg ellers ofte havde overværet som passiv tilskuer. Jeg havde i så høj grad tabt humøret, at jeg glemte at byde på det, der jo ofte er en bogsamlers sidste farvel til denne verden, – en kasse med diverse. Den gik for 1 kr (i dag omkr. 50 kr?) til en kendt antikvarboghandler.

“Først lidt senere fik jeg mig taget sammen, og selv om jeg ikke havde fået lejlighed til tidligere at se ned i denne kasse med diverse, havdee jeg gerne villet købe den, fordi jeg så ofte tidligere var blevet glædeligt overrasket, når jeg kom hjem og gennemgik det erhvervede. Jeg gik efter auktionen hen til antikvarboghandleren og spurgte, om jeg måtte købe kassen af ham.

“Han sagde hertil: “Ja, jeg har ganske vist ikke set i den, men vil De give mig 5 kr, er den Deres”. Jeg købte den af ham, og et par aftener senere sad jeg hjemme for at gennemgå bøgerne og som sædvanlig kassere en del. Der var vel en halvanden hundrede. Mange ukomplette og mange tidsskrifter.

“Da jeg var nået godt halvvejs igennem, så jeg en pæn lille bog af lidt ældre dato i særdeles velbevaret stand med gammel læderindbinding. Hvad det var for en bog? “Wesentlicher Unterricht zur Erlernung der dänischen Sprache”, 1773.

“En ren tilfældighed. Man skal vogte sig for at generalisere, men glæden over en sådan tilfældighed kan ingen tage fra én”.

Også den norske forfatter Johan Borgen har en sjov historie om en tilfældighed i “Et tordenvejr” (her ligeledes kun i uddrag):

“Kanskje jeg kan få lov å fortelle om den gang jeg mistet H.C.Andersen? Det var på en såkalt plage (strand) i Bretagne, på den side af Bretagne jeg tillater meg å kalle dryppet under nesen. Hvis man ser denne herlige halvø som en hovmodig nese ut i havet, danner der seg uvilkårlig et mindre stolt fysiognomi omtrent der hvor man tenker sig mustasjen. Små groper og fjorder og sund. Og lange, myke sandstrender med grågul sand.

“Det var september og stor “saison”. På stranden kom rike folk som bodde dyrt, og de ikke fullt så rike, som bodde dyrt af den grunn. Og så kom DE, og så kom DE, og så kom f.eks. jeg, som hadde en sykkel skjult i buskaset. Det var i de dager man reiste rundt med bøker man var glad i. Mine to bind Andersen var med gullsnit og Vilh. Petersen. Dyndkongens Datter sto nettopp da høyt i kurs. Jeg ferdedes nødig noe sted uten Dyndkongens Datter. – og H.C. han ble borte i sanden.

“Hvordan? Ja, visste man det – så var den jo ikke blitt vekk! Man snakker om å lete efter en nål i et høylass, jeg har aldri gjort det, men min fantasi sier meg at det må være ubehagelig, især hvis man fant nålen. Men på en sandstrand av nærmere en mils lengde? En yndig buet sandstrand i uopphørlig sol, med havet som et kjærtegn af silke mot lys ved dag og ved natt – å finne en bok? Gullsnitt – akk hvilket gull på et bind kunne ta kampen opp med dette nådeløse lys?

“Skal jeg skildre hvordan jeg savnet min bok – all min sorg? La meg springe til optimismen, den nådeløse optimisme, som alltid griper den som har mistet noe. Først leter man her, så der, så her igjen. Siten leter man der. Av en eller anden grunn går mennesker som har mistet noe alltid ut fra, at de var blinde sist de lette her eller der.

“Så springer vi til neste trinn – stadig optimisme. Hverken her eller der? Så begynner man å tenke. Jeg tenkte: Stranden. Det var ennu dag. Jeg gikk der ned. Jeg lokaliserte området med en kvadratkilometers nøyaktighed, siden med ca. en kvadratmeters og gikk derpå ned til millimetre, hvorpå jeg utvidet til et område af størrelse som et middel dansk amt.

“Jeg lette. Der satt noen aktverdige mennesker, to generasjoner, surmulende svigersønn som man ser dem i Frankrike, parasoll og det hele. Jeg spurte på mitt fransk om de ville flytte litt på seg, bare et øyeblikk. De ikke alene flyttet, de flyktet redselsslagne. Bare svigersønnen satte seg til motverge, idet han tok meg for en araber på grunn av min mørke nordiske hudfarve og mitt merkelige sprog. Andersen! sa jeg og viftet nedstemt med armene. Lensmannen fikk det referert som mordforsøk.

“Jeg siktet fra et ensomtstående tre av ukjent opprinnelse. Det sto oppe i bakken, ovenfor plagen. Jeg mente bestemt å ha sett dette tre da jeg la meg til hos Dyndkongens Datter. Siden fant jeg et lignende tre et helt annet sted. Det stod også oppe i bakken, i nøyaktig samme avstand. Også der grov jeg lenge i synkende sol. Noen barn hadde bygget borger av romersk tilsnitt. Jeg demolerte dem. Barna sprang tilhavs og såes aldri siden. Jeg var kommet i det paniske stadium.

“Kan det være så meget om å gjøre med en bok – en enkelt bok i hele verden? Kanskje ikke nuomstunder. Der er blitt så mange. Men den gang. Dessuten lå det andet bindet ensomt i mitt beskjedne losji og stirret bebreidende på meg hver gang jeg kom inn efter forgjeves leting. Men litt efter litt gikk det jo opp for meg at denne sandstranden var meget lenger enn jeg fra først av hadde forestillt meg. Det var heller ikke så sikkert at jeg hadde ligget hverken her eller der da den forsvant.

“Kort sagt: jeg ga opp. Når man resignerer slik, skjer det i små rykk, inntil resignasjonen blir nesten total. Nesten. Litt blir der igjen. Også døde venner glemmes. Men de er der.

“Indtil noe hendte. Det skrekkeligste tordenvær noe menneske kan ha opplevd.

“Uværet fant meg under veis til nabobyen Loctudy, hvor jeg skulle se efter et pengebrev, man påstod å ha sendt meg dit. Det var en het dag med røde farver tilhavs, som på et maleri av Turner. På få minutter skiftet det røde til blåsort, så til sort. Havet suste varslende. Min vei gikk langs havkanten, godt og vel en mil å gå. Jeg hadde allerede flere ganger svalet meg i bølgerne da været brøt løs. Alt kom på een gang ut av det buldrende mørke: storm, regn, lyn. Himmlen var i sannhed åpen. Der var all grunn til å tale om Guds vrede.

“Plutselig oppdaget jeg at det var meg personlig vreden var ute efter. Jeg fikk se det på den måten at ett av de mange kulørte badetelt langs stranden ble ramt av lyn. Straks efter, ett till! Min siste rest av fornuft sa meg, at jeg var det eneste fenomen i en halv mils krets som raget opp fra stranden, bortsett altså fra disse teltene, som falt som korthus.

“I neste øyeblikk lå jeg flat. Ingen fornuft lenger, bare skrekk. Lyn og borden gikk i ett. Luften var like meget hav som havet. Jeg lå i hvit panik og grov som en muldvarp i den hårde sand; øynene lukket, kroppen i krampe av redsel – bare fylt av en idiotisk trang til å komme i skjul.

“Siden – ja, man har naturligvis gjettet det! Det er av den slags man generer seg litt for å fortelle, for det lyder ikke sant. Men sant er det likevel – så får man tro meg eller ikke! Da Ragnarok var over og Jorden tross alle makter sirklet uanfektet i sin bane, da satt jeg oppreist i havkanten med H.C.Andersen i gullsnitt.

“Noe medtat var den, men ikke verre enn sin eier. Jeg brettet boken varsom opp og lot solen spille på side efter side. Den milde bris som fulgte stormen rørte bladene, disse silketynne blade med den fine, tydelige trykk. Vi lå til tørk vi to. Om pengebrevet var kommet? Jeg husker det virkelig ikke. Jeg husker at jeg gikk lykkelig til Loctudy, født på ny i redsel under vreden. Solen gnistret i bindets røde gull”.

*****

(Udtog af “Blog lidt om bøger” fra 19.8.2013. Opdateret 22.6.2016)
Posteres sideløbende på www.gamleboeger.dk og http://blocnotesimma.wordpress.com

Kig også forbi www.twitter.com/gamleboeger

(17.6.2016) Idag fredag har haft Danmark besøg af den US-amerikanske udenrigsminister John Kerry. I nogle af de kredse jeg færdes på internettet, på de samfunds- og regime-kritiske hjemmesider, kan han næppe siges at være populær; men man kommen dog vistnok, ial fald på den afstand jeg ser ham, ikke let udenom, at han som person synes ret sympatisk. Forhåbentligt får ikke kun USA men også Danmark noget godt ud af hans besøg?

Apropos: Jeg har jo fået det kors at slæbe rundt på, at jeg med forkærlighed har haft mine venner blandt mennesker af hel eller delvis jødisk herkomst; med hvem mit temperament synes at have haft meget tilfælles? Men at jeg blot aldrig er blevet accepteret i deres kreds; måske fordi man mener, jeg har for selvstændige holdninger?

Med hensyn til den vansdkade i mit depotrum, som jeg tidligere har fortalt lidt om (se bl.a. https://blocnotesimma.wordpress.com/2016/06/10/the-house-the-water-and-all-these-shenanigans/ ), så synes den vistnok uændret noget spooky? Det omhandlede vandtekniske firma søger fortsat at få adgang til mit depotrum, men vil ikke oplyse hvem der har hyret dem, og til hvad. På mit direkte spørgsmål hvilket forsikringsfirma han arbejdede for var svaret, at det kunne han ikke huske!

Det forholder sig vistnok således, at såfremt et håndværkerfirma – der jo som regel aldrig arbejder for sig selv men altid i opdrag – banker på din dør og siger, de skal ind og lægge f.eks. nyt gulv i badeværelset; at hvis du så siger: Ok, det var jeg ikke klar over, men kom indenfor; ja så kan det omhandlede håndeværkerfirma utvivlsomt sende dig en regning for arbejdet?

Således med fugtteknikerne: Hvis vi byder dem indenfor for at stille affugtere op og lader den køre 3 uger, uden forinden at have set en arbejdsordre fra en betalende opdraggiver – ja så vil jeg mene det pågældende firma kan sende os en regning for deres ulejlighed?

Forresten synes jeg man har en ubehagelig tone med trudsel-lignende udtalelser. Og skadevolder har endnu efter halvanden måned ikke kontaktet os formelt, ej heller reageret på et anbefalet brev sendt lørdag 11.juni. Så måske ses i virkeligheden efterhånden tegn som tyder på, at skadevolder evt. kunne være selvforsikrende?

*****

Men nu videre til dagens obsolut vigtigste nyhed: I dag faldt prisen til 10 kr på Vangsgaards hollandske bogudsalg på Kultorvet. Og således foranlediget må jeg endnu engang slæbe 3 poser bøger med hjem – ialt 15 stk. Men jeg vil her omtale nogle få af dem, d.v.s. over en kop kaffe og en Snackwich i SunSet Boulevard, før jeg går hjem med dem.

1. KUNSTEN AT SKRIVE – KUNSTEN AT LÆSE. Af Paul V. Rubow. Kh, 1942, 131 s. 25 års jubilæums skrift fra Munksgaard.

Den pæne lille hæftede bog er endnu uopskåret, hvorfor jeg undlader at komme med smagsprøver. Men Paul Rubow er min absolutte yndlingsforfatter i den litteraturkritiske genre. Han er bare så vidende og klog, omend naturligvis ikke ufejlbarlig, det er jo ingen. Jeg har desværre p.t. kun et par af hans litteraturkritiske skrifter, og glæder mig til at kigge i denne.

For øvrigt ejer jeg – sikkert i lighed med mange andre bogorme – et par bøger med hans egenhændige navn, fra hans formodentligt store bibliotek (på tysk siges “Besitzvermerk”, jeg synes ikke man har noget tilsvarende kort og fyndigt på dansk?). Bl.a. hans Rejse i Pyrenæerne af H.Taine (dog på fransk, men jeg husker ikke med sikkerhed den franske titel. Måske Voyage en Pyrenees? – Det viser sig at være: Voyage aux Pyrénnées, Paris 1858).

2. BOOKS AND CHARACTERS. French & English. Af Lytton Strachey. London 1922, 301 sider. Solid græsgrønt helshirting, en smule nusset. Illustreret.

Men indvendig er bogen meget fin og velholdt. På et af forbladene hedder det:

“The following papers are reprinted by kind permission of the Editors of the Independent review, the New quarterly, the Athenæum, and the Edinburgh review.

“The DIALOGUE is now printed for the first time, from a manuscript, apparently in the hand-writing of Voltaire and belonging to his english period”.

Der er altså helt eller delvist tale om en række tidsskriftartikler, bl.a. hvilke kan nævnes:

Shakesperare’s Final Priod. The Lives of the Poets. Voltaire and england. The Rousseau Affair. Henri Beyle. The last Elizabethan.

Her en lille smagsprøve fra Voltaire and England (s.117):

“…in 1765 a certain Major Broome paid a visit to Ferney, and made the following entry in his diary:

“Dined with Mons. Voltaire, who behaved very politely. He is very old, was dressed in a robe-de-chambre of blue sattan and gold spots in it, with a sort of blue sattan cap and tassle of gold.

“He spoke all the time in english… His house is not very fine, but genteel, and stands upon a mount close to the mountains. He is tall and very thin, has a very piercing eye, and a look singularly vivacious.

“He told me of his acquaintance with Pope, Swift (with whom he lived for three months at Lord Peterborough’s) and Gay, who first showed him the Beggar’s Opera before it was acted. He says he admires Swift, and loved Gay vastly. He said that Swift had a great del of the ridiculum acre.”

3. ENGLAND SPEAKS. Af Philips Gibbs. London, Heinemann, 1935, 460 s. Lidt nusset helshirting.

“This is the funny one” – som en japaner måske ville sige? På titelbladet findes en lang, oplysende undertitel:

“Being talks with road-sweepers, barbers, statesmen, lords and ladies, beggars, farming folk, actors, artists, literary gentlemen, tramps, down-and-outs, miners, steel-workers, blacksmiths, the-man-in-the-street, high-brows, low-brows and all the manner of folk of humble and exalted rank – with a panorama of the english scene in this year of grace 1935”.

Måske kan jeg få tid til at vende tilbage, når jeg, som forventet, har fundet et par kuriøse samtaler.

4. FRA RENAISSANCE TIL EMPIRE. Kulturhistoriske afhandlinger. Af Louis Bobé. Kh, 1916, Hagerup. 188s. Usandsynlig smukt indbundet i halvlæder. Men på et forblad står da også: “Luksusudgave trykt i 150 nummererede eksemplarer – no. 141”.

Bogen indeholder 9 afhandlinger:

1) Lystrejser og Lystgaarde i Københavns omegn i det syttende og attende århundrede.
2) Adelsliv i Holsten
3) Operahusets brand paa Amalienborg den 19.april 1689
4) Charlotte Dorothea Biehl
5) Dronning Caroline Mathilde i Celle
6) Sangen om Havet (J.Ewald)
7) Bakkehuset
8) Fra Adam Oehlenschlägers skoletid
9) Nordisk kunstnerjul og kunstnerliv i Rom.

Bobé regnedes vist allerede i levende live som “den sidste” repræsentant for en allerede da svunden kultur; han er altså næppe “in” for tiden, og det er vel derfor jeg kunne erhverve en bibliofil-udgave for en flad ti’er?

5. THE LIFE OF HANS CHRISTIAN ANDERSEN. Af Signe Toksvig. Ill. London, 1933, Macmillan Co., 289 s. Originalt omslag.

Der er tale om forfatterens eget eksemplar, med hendes signatur på smudsbladet. Dén signatur – med hendes tynde, fine skrift, ofte skrevet diagonalt fra venstre op mod højre – kender jeg efterhånden godt, idet jeg har erhvervet flere af hendes bøger i løbet af det igangværende udsalg.

Hun var gift med den Irsk-Amerikanske historiske forfatter Francis Hackett, hvem jeg vil komme lidt tilbage til nedenfor. Bogen om H.C.Andersen er tænkt som en gave til min lillesøster, der rejser rundt og fortæller bl.a. om Andersen. Dansk-amerikanske Signe Toksvig er tænkeligt mest kendt for sin store bog om mystikeren Emanuel Swedenborg?

6. FRANS DEN FØRSTE. Af Francis Hackett. Oslo, 1935, Aschehoug. Oversat af Constance Wiel Schram. 459s, Org. omslag.

Bogen om Frans d. Første regnes vistnok almindeligvis som Hackett’s bedste. Dette eksemplar har forfatteren egenhændigt dedikeret til hustruen Signe Toksvig med følgende tre vers på et forblad):

“Signe,
A thousand years or so ago
My ancestors and yours
Were in the very throb and throe
Of digging with their skewers
into the anatomical
intestices and such.
Now it seems rather comical,
But then it wasn’t, much.

“And now, O Signe, it appears
That in the gelid North
the heart grows warmer with the years,
And when a book goes forth
that a mere Irishman set down
Some Norseman takes a look,
and if it doesn’t make him frown
He just translates the book.

Is this a better way to act
Than carving me in joints?
As one who favours leafne(?) and pact,
I think it has it’s points.
Besides, the critics of Oslo
Can slay me in reviews,
While you, dear Signe, as i know,
Translate ’em as you choose.

March 1, 1936.”

Men jeg vil iøvrigt omtale Francis Hackett og hustru lidt mere i et kommende indlæg.

Tak til Vangsgaard for endnu et flot udsalg, og tak til SunSet for kaffe og husly.

*****

Posteres sideløbende på www.gamleboeger.dk og http://blocnotesimma.wordpress.com

Kig evt. forbi www.twitter.com/gamleboeger

(15.06.2016) Denne smukke sommer onsdag befinder jeg mig endnu engang på en BurgerKing her ved Strøget i København, over en kop kaffe. En venlig sjæl har henlagt dagens BT til behagelig afbenyttelse og således foranlediget vil vi endnu engang divertere os med at kigge lidt i nyheds- og underholdnings bladet BT.

Forsidens 6 cm høje typer bruges idag på en historie om vi mænds helbred: “9 faresignaler mænd ikke må overse – Sundhedstjek kan redde liv”. Nå ja, måske kan de redde lægestandens liv? Jeg går ikke selv til regelmæssig sygdoms-tjek, da jeg prøver at holde mig så meget væk fra sygdoms-væsenet som forsvarligt. Ganske vist har jeg også været forundt et godt helbred, – når bortses fra en ubehandlet lyskebrok, som jeg endnu 5 år efter første henvisning fra lægen er belemret med.

I øverste højre hjørne har forsiden – naturligvis – en omtale af den velbemeldte Omar fra Orlando skyderiet; men der kommer nok mere inde i bladet. Så vi går straks videre til side 2, hvor den store overskrift er “Ensom ulv dræbte forældre”.

Hovedpunkter: En afsindig person overfalder og knivdræber, tilsyneladende umotiveret, en Parisisk vicepolitiinspektør. Samt derefter hans kæreste, mens en 3-årig søn overlever. Politiet stormer huset og dræber attentatmanden.

I mine øjne er det mærkeligt, at det som regel meget overtallige politi altid – eller så godt som altid – dræber ugerningsmænd, i stedet for at uskadeliggøre dem, f.eks. med ben- eler skulderskud? Det er næsten som om det er virkeligt vigtigt, at disse ofte noget spooky terrorister ikke overlever og taler? Eller måske betragter SWAT-teams disse aktioner som en slags berettigede skydeøvelser?

Side 4-5 mere om Omar Mateen og Orlando skyderiet. Historien er på ingen måde sammenhængende endnu. Faren siger: Min søn var ikke bøsse. Øjenvidner beretter forskelligt ikke videre overbevisende fra klublivet i og omkr. Pulse, som siges at være Floridas mest populære bøssebar.

“Nogle gange satte han sig bare ovre i et hjørne for at drikke alene”.
“Vi mødtes aldrig ansigt til ansigt. Men det var tydeligt, at han var interesseret”.
En anden cyber-datede Omar, “der åbent fortalte, at han var gift med en kvinde og var far til en lille søn”.

Altså – disse udsagn siger jo ingenting. Han kunne efter dem vist lige så godt være en FBI-asset, som søger at infiltrere miljøet, uden at involvere sig for meget?

Så måske har CIA/Mossad haft brug for en lynafleder for andre slemme nyheder, som man mente netop var ved at breake? Eksempelvis i lighed med dette http://www.gamleboeger.dk/2016/06/10/helsingborgske-shenanigans/ ?

På forskellige større hjemmesider overvejes mulighederne for et FalseFlag-event bl.a. http://aanirfan.blogspot.com/2016/06/orlando-shooting-false-flag.html?showComment=1465831776670#c7084815687389200399 og http://www.zerohedge.com/news/2016-06-14/paul-craig-roberts-skeptical-take-orlando-shooting .

En våbenekspert udtaler “We’re living in a world of Orwellian deception in which these slaughters and in some cases fake slaughters, because in some cases these are theatrical events, nobody even dies…In this case, I don’t know whether or not 50 people really died in Orlando, but one thing I can promise you – and stake my life on – is that one former security guard did not kill 50 people. It did not happen. There’s no way that happened,” the analyst noted ( http://www.veteranstoday.com/2016/06/14/presstv-orlando/ )

Altså at en score på 50 dræbte og 53 sårede er plat umuligt for en enkelt (amatør)skytte at opnå; der ville normalt være langt flere sårede end dræbte, ligesom andre eksperter siger en enkelt skytte nødvendigvis ville være overmandet, før det nåede så langt. Jf. også http://www.zerohedge.com/news/2016-06-15/new-orlando-shooter-eyewitness-emergestestifies-5-people-were-involved-pulse-attack

Side 6 viser den påstået eneste overlevende fra Pulse “de skudsår han fik”. Ja, menneskenes børn er gullible: Det man ser er et stykke løstsiddende plaster – ikke engang skyggen af et sår!

Side 8 en omtale af fantastiske Lise Nørgaard’s 99 års fødselsdag. Det er dog plat utroligt så frisk en 99-årig kan holde sig. En af hendes hemmeligheder: Varmt og iskoldt brusebad hver dag. En god idé, holder imunforsvaret kørende, og jeg har selv søgt at praksisere det i omved 50 år.

Men fotografen har drevet en slem gæk med fødselaren. Fyret en flash af direkte i den smukke, men aldrende kvindes kontrafej. Resultat: Hun ligner grangiveligt en genopstanden mumie.

Det fremgår, at Lise Nørgaard er mor til “Matador” serien. Den nåede vist en suveræn popularitet i Danmark? Den ærede læser forstår forhåbentlig, at jeg ikke ser TV-underholdsnings serier, og derfor heller ikke kan kommentere dem.

Side 9 vil en spansk prinsesse frifindes for skattesvindel. Rimeligvis behøver jeg ikke interessere mig for velbemeldte spanske prinsesse, så vi går straks videre til side 10, hvor prisniveauet på huse til salg omhandles.

Der er en illustrativ oversigt over den del af salgsmassen, som opnår rabet på listeprisen. Det er ret store procenter overalt, incl. Nordsjælland (51% i Nivå), hvilket er lidt mere end i Rødby (50%). Gennemsnitlig opnår 35% af salgsmassen rabatter.

Side 12 spørger bladet: “Skal danske homomiljøer have ekstra beskyttelse efter massedrabet i USA?”.

Jo, men så drejer det sig om at holde perspektiverne lidt på plads: Der dør omkring 3000 mennesker på danske hospitaler p.g.a. uheld – årligt. Skal hospitalspatienter derfor have ekstra beskyttelse? Der forsvinder ÅRLIGT 800.000 (ja det var ottehundredetusinde!) BØRN sporløst i USA. Så før Orlando er opklaret til bunds – herunder hvor mange der faktisk omkom – bør man vel prøve to cool it?

Selv om det vist kan være svært: Den bekendte gratisavis MX fra igår viste et tåkrummende billede, hvor en af de smukke unge kvinder fra ventrefløjen havde et fast greb om halsen på den flotte amerikanske ambassadør her i byen.

Side 13 spørger avisen: Er det okay at sælge is med (5%?) alkohol uden aldersbegrænsning? Svaret burde ikke være svært: Det er ikke alene vanvittigt, det er direkte ondskabsfuldt.

Nederst på siden spørges: Kan man overhovedet regne med, når Islamisk stat tager ansvar for terrorhandlinger? Tidligere operativ chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen svarer bl.a.: Jeg er åben for alle muligheder. Men IS tager en hvilken som helst terrorhandling på sig og pynter sig med lånte fjer.

Side 14-15 er vi på Færøerne med Dronning Margrethe, som også er smuk i færøesk nationaldragt; ja, måske endnu smukkere?

Side 16-17 fortsættes artiklen fra forsiden om mænds behov for sygdoms-tjek. Det oplyses nederst hvad mænd mest dør af sammenlignet med kvinder.
Det kan jo være meget illustrativt. Men det minder mig om en af mine yndlings aversioner; at man ikke alene skal oplyses om at den og den er død; men også altid hvilken sygdom vedkommende døde af. Uff!

De flest dør vel fordi de ikke kan leve længere? Ligesom de bliver sat til verden fordi de ikke kan holde sig i skindet længere?

Side 19 fortælles at Hjemmeværnet nu er på plads ved grænsen – det må være den dansk-tyske grænse; hvilket bekræftes af, at en afbildet bil har tyske plader (- med nummeret 5000).

Side 20-21-22 omtales et par rockerbands fra 70’erne, som jeg heller aldrig har hørt om før. Hvilket jo er glædeligt, så behøver jeg ikke kommentere dem.

Tak til de flinke mennesker på BurgerKing for kaffe og husly, samt til BT for dagens tabloid.

*****

Posteres sideløbende på www.gamleboeger.dk og http://blocnotesimma.wordpress.com

Kig også forbi www.twitter.com/gamleboeger

(10.juni.2016) I forgårs (onsdags 8.juni) gjorde jeg efter vistnok et års pause en eftermiddagstur til Skånes smukkest beliggende by, Helsingborg. Som jeg allerede tidligere har fortalt en del om ( https://blocnotesimma.wordpress.com/2014/10/06/sverige-oh-sverige/ ) boede jeg op gennem 70’erne og 80’erne i Helsingborg og har stadigvæk en vis tilknytning til byen.

Mest gennem den konto jeg har opretholdt i Swedbank – hed dengang Sparbanken Skåne – med tilhørende boksaftale, der som nævnt bruges som depot for nogle af de fysisk set mindre ting af min fotohistoriske samling.

Jeg har i boks bl.a. liggende et mellemformat digitalkamera Mamiya DZ. Kameraet er købt her i byen på udsalg for flere år siden. I stand som ny og med et par dito objektiver. Nyprisen var dengang vistnok 75.000 kr – mens jeg kunne nøjes med præcis en tiendedel.

Den ligger der som back-up, idet jeg indtil nu har klaret mig med mit 13 år gamle Canon EOS 1Ds full-frame digitalkamera som “storformat-digital”. Og fordi ægte mellemformat digital stadigvæk er forholdsvis sjældent og dyrt. Billigst er vistnok Pentax 645Digital, som netop er set til i omegnen af 70.000 kr.

Problemet med dette nu ældre digitalkamera Mamiya DZ er li-ion-batterierne, som ser ud til at være umulige at opdrive som tilbehør. Da jeg for nogle måneder søgte overalt på ebay fandt jeg kun eet kamera til salg men ingen løse batterier.

Det er derfor naturligvis vigtigt at vedligeholde batteriet, d.v.s. holde det opladet. Hvilket jo ikke kan ske i boksen, og bedst hjemme. Og da jeg ved mit sidste besøg sammen med en af mine søde niecer forsømte at tage batteriet med hjem til opladning tænkte jeg, at jeg ville indhente det forsømte.

Jeg gik en lille tur på havnen i Helsingør i det meget smukke vejr, forinden jeg tog færgen til hinsidan. Men det kunne vist godt have vist sig som en mindre god idé? For det varede ikke længe før jeg på det relativt mennesketomme kajområde havde en formodentlig tasketyv i hælene, som nok havde spottet min – ret flotte omend ældre – LowePro-fototaske.

Da jeg er i besiddelse af en veludviklet situationsfornemmelse spottede jeg tilstrækkeligt hurtigt vedkommen og holdt øje med ham, hvilket åbenbart berøvede ham modet. Ellers havde jeg måske mistet min flotte Hasselblad 500C/M incl 2 ekstra – ganske vist noget medtagne – objektiver.

For øvrigt bruger jeg sjældent Hasselblad’en og det kan godt være, den unge mand ville have fået mere fornøjelse af den end jeg? Dog regner de fleste unge mennesker vel med, at fotoudstyr idag helst skal være digitalt, hvad enten til brug eller videresalg?

Da jeg altså ikke har været på Helsingborg-tur siden 4.jan.d.å., hvor den skærpede personkontrol blev indført, oplevede jeg denne for første gang.

På danske-siden er der opstillet købåse (men endnu ikke kobåse), hvor pas eller anden billedlegitimation forlanges. Det var denne onsdag helt problemfrit, med få rejsende og elskværdig kontrolpersonale. Jeg spottede ingen flygtning overhovedet.

Tyge Brade – man bruger vist nu overalt den “latiniserede” form Tycho Brahe (ordet brade skulle betyde brat eller opfarende) – sejlede for næsen af mig og jeg måtte borde Hamlet. Der trods navnet synes at være med svensk bemanding og skiltning?

På svenske-siden var der underligt nok også skarp pas-kontrol. Underligt fordi der ikke var skyggen af en flygtning at se, de ville jo også være sorteret fra i Helsingør. Så hvad skal denne ekstra, skarpe kontrol gøre godt for?

Ved ankomsten til tull-zonen konfronteres man af 2 bokse, hvor 2 Told- eller Säpo-medarbejdere – formodentligt det sidste? – har barrikaderet sig. Man afkræves i henhold til skiltningen sit pas – der synes ikke at være tale om anden billedlegitimation som på danske-siden?

Den kvindelige medarbejder, som jeg konfronteredes med så yderst professionel ud. Temmelig arrogant; mørkhåret og med en meget “deep tan” og intelligente øjne: tydeligvis ikke en underordnet eller left-brain domineret type, som i almindelighed ikke er god til at vurdere karakter hurtigt og effektivt.

Jeg kom uværgerligt – the deep “middle-east tan” (som jeg ofte nok har set hos Mossad-kommanders i Fiolstræde København?), arrogancen og intelligencen, og den i det hele uvenlige holdning overfor en “indfødt” – til at tænke på hvad jeg har læst om Mossads taktik ved personkontrol i toldzonen: Man bruger netop intelligente, højre-hjerne-begavede folk til at vurdere de tilrejsendes karakter, fremfor en teknisk vurdering af alle mulige detaljer, som måske let lader sig forkludre?

Skulle den pågældende flotte kvinde måske i virkeligheden have fået sin uddannelse hos Mossad/ShinBeth i TelAviv? Eller ligefrem være udlånt derfra til lejligheden. Og hvad er lejligheden?

Det kunne se ud til, at man har benyttet anledningen (med stramning for flygtninge) til at stramme overfor alm. lovlydige borgere? Det er den sædvanlige model, kendt mange steder fra: Man har nu mulighed og rig lejlighed til om ønsket at harassere upopulære regime-kritikere. Jo da, som f.eks. også undertegnede ringhed?

Hvordan skulle dette harassment så foregå? For mit vedkommende hypotetisk måske således: Den pågældende “Mossad-troll”(?) påstår at have mistanke til mit pas; hun beder en af de tilstedeværende toldbetjente føre mig væk; jeg bliver overladt til “rouge-element” Säpo-betjente; som så igen kort og godt overlader mig til Mossad-agenter – hvorefter ingen ser mig igen? Keine Hexerei – nur Behändigkeit.

Nogle vil jo nok påstå, at man kan da ikke have alt dette forberedt og klar til undertegnede ringsheds ankomst. Men forkert: Man har i årevis aflyttet min bolig tæt, også akustisk. Så man ved på forhånd, når jeg gør klar til en fotoudflugt – der som regel går til Nordsjælland. Og som bekendt er der så mange overvågnings-kameraer mellem Frederiksberg og Helsingborg, at Guderne må sig forbarme!

Ja men – siger den ærede læser måske – du mener vel ikke at Säpo/Mossad har ladet arrangere denne ekstra strenge, men tilsyneladende ret unødvendige, paskontrol bare for at harassere typer som dig; endvidere, du mener dog vel ikke at den skulle være arrangeret blot for at fange dig? Så betydningsfuld er du da ikke!

Men, kære læser, det er måske en misforståelse? Kig evt. igen på det foregående indlæg https://blocnotesimma.wordpress.com/2016/05/28/charlie-hebdo-jan-7-2015/ .Vi prøver at fastholde den i.t.v. hypotetiske sagas hovedpunkter i tidsrækkefølge:

1. Jeg skriver en skarp (men vistnok også vittig?) satire over daværende udenrigsminister WS http://blocnotesimma.wordpress.com/2012/09/13/satire-1/

2. Hans parti går helt i opløsning.

3. WS får et hjerteanfald.

4. Jeg er måske herefter persona non grata i visse kredse på Borgen?

4. Hans kone får et – efter de magre presseberetninger at dømme – meget kraftigt slagtilfælde.

5. Tidligt om morgenen d. 11.dec.2014 føler jeg mig truet af et planlagt Mossad-hit. Jeg skriver derfor et brev til Justitsministeriet, Københavns Politi og Folketinget m.m., hvori jeg fortæller om en usædvanlig klarsyns-drøm jeg har haft omtrent ved det tidspunkt WS’ kone blev syg. Jeg gør opmærksom på, at noget tyder på et voldsomt, maliciøst psykisk angreb.
I så fald måske sekundært med den hensigt at sætte undertegnede i et (endnu mere) uheldigt lys på Christiansborg?

(Se mere om proff. psykiske angreb med maliciøs hensigt (“how to stop a pigs heart with hypnosis”) her
http://aanirfan.blogspot.dk/2015/10/yuri-gellers-house-strange-links.html
http://aanirfan.blogspot.dk/2015/04/lord-janner-escapes.html
http://aangirfan.blogspot.com/2013/06/yuri-geller-and-mossad-cia-mind-control.html )

6. Den 17.dec.2014 posterer jeg https://blocnotesimma.wordpress.com/2014/12/17/spooky-times-serialitet-eller-jakuza/ , hvori jeg fortæller om nogle hændelser efter afsendelse af brevet d. 11.dec. Jeg fortæller bl.a. om et muligt Jakuza hit-set-up, med udgangspunkt på Frederiksberg Bibliotek. Jeg har siden erfaret, at der på internettet findes oplysninger om, at Jakuza’en skulle være enten kontrolleret af, eller samarbejde tæt netop med Mossad.

7. Det lykkes Mossad ved hjælp af sayanim (se mere om denne instution her
https://blocnotesimma.wordpress.com/2016/04/11/ved-hjaelp-af-bedrag/ ) at underslå de fleste af den halve snes breve jeg sender bl.a. til pressen? Kun Københavns Politi og Justitsministeriet kvitterer efterfølgende for modtagelsen.

8. Københavns Politi’s svar er dateret d. 2.Jan.2015, men findes først i min postkasse d. 6.jan.2015. Brevet er holdt i en arrogant tone, og trods sagens alvor og spørgsmålet om min egen sikkerhed tilkendegiver man alene, at man håber at kunne se på sagen i løbet af de næste 3 måneder.

9. Men (lørdag?) den 3.jan. husker jeg, at jeg bankede kraftigt i bordet (mit spisebord må undertiden lægge sin massive egeplante til udlukning af “damp”). Har Mossad tænkeligt troet, at jeg har set og læst politiets brev af d.2.december og er blevet vred over det arrogante svar?

9. Efter at have læst brevet d. 6.jan. har jeg vist tegn på uro, herunder “shufflet my papers”; altså rodet med mine breve og papiere – bl.a. for at recappe, hvad det præcist var jeg skrev d. 11.dec. Og da min lejlighed er meget tæt overvåget, herunder også akustisk, har Mossad så tænkeligt formodet, at jeg igen ville søge at skabe offentlighed om sagen?

10. Hypotese: Har man derpå besluttet som en helgardering at arrangere Charlie-Hebdo skyderiet? Man har i så fald skudt sine egne “landsmænd” og altså søgt at skjule den ene perfide forbrydelse med en anden ikke mindre perfid forbrydelse?

11. Ikke mange mennesker kan forstå et forløb og en sammenhæng som det hypotiske skildret her; folk er jo normalt også ganske enkelt bange for at få noget at vide om magtmafiaens kabaler. Men netop disse vanskeligheder gør vist alt andet lige min situation uændret labil?

Den ærede læser ser derfor måske, at det ville være en i virkeligheden ringe indsats (for Mossad) med en ekstra-skarp Säpo-paskontrol ved Helsingborgfærgen, såfremt ovenfor skildrede, hypotetiske forløb skulle have noget videre på sig? Også selv om kontrollen i realiteten ikke tjener noget andet nævneværdigt formål. De her som hypotese omhandlede, potentielle forbrydelser er jo så grove og perfide, at de uundgåeligt ville gå ud over Mossads anseelse verden over.

*****

Det er forøvrigt netop ovenfor nævnte, for mig potentielt meget farlige option – med evt. kidnapning og beslaglæggelse (d.v.s. tyveri) af mit boksindhold (hvortil jeg jo normalt ville medbringe nøglen) – som har foranlediget mig til i de sidste par år kun at besøge Helsingborg med ledsager.

Når jeg vovede det alene i onsdags skyldes det, at jeg forventede man ville lade mig gå, fordi man måske havde troet at jeg f.eks. torsdag ville sige jatak til køb at det tidligere omtalte hus på Vestsjælland (se http://www.gamleboeger.dk/2016/04/26/tirsdag-26-april-2016/ ).

Noget man tænkeligt gerne havde set, idet dette køb ville gøre mig meget sårbar overfor alle mulige “shenanigans”. Men allerede torsdag mailede jeg endnu engang nej-tak til mægleren som omtalt i et foregående indlæg https://blocnotesimma.wordpress.com/2016/06/10/the-house-the-water-and-all-these-shenanigans/ .

Jeg har forøvrigt – hidtil og så vidt jeg ved – ingen dårlige erfaringer med Säpo; men Säpo er et stort agentur med tusindvis af ansatte, hvoriblandt uundgåeligt også rouge elements? Og Mossad-dobbeltagenter?

Om topledelsen i Säpo muligt kan være noget Mossad-orienteret, kan jeg ikke sige noget bestemt om? Men at den almindelige Säpo-medarbejder skulle have et varmt ønske om at være Mossad-sprællemand må det være mig tilladt at tvivle på.

***********

Updated 11.juni.2016

Posteres sideløbende på www.gamleboeger.dk og http://blocnotesimma.wordpress.com .

Kig også forbi www.twitter.com/gamleboeger

Igår torsdag mailede jeg for anden gang i løbet af et par måneder en høflig nejtak til køb af drømmehuset i Vestsjællands Slagelse kommune.

Når man er førstegangskøber eller “-køber”, så er sådan historie jo i virkeligheden ganske kompliceret; altså såfremt man kommer med en forventning om, at det kan man da hurtigt nok få styr på.

Måske nogen kan have glæde af at se lidt om nogle af de specielle forhold jeg har måttet kære mig om for dette hus’ vedkommende? Til den ende gengiver jeg nedenfor noget af den afsluttende korrespondance med den iøvrigt meget elskværdige mægler.

I det hele taget synes Vestsjælland at være befolket af venlige mennesker? Kommer man til Nyborg er tonen vistnok lidt mere spids? Dette er min preliminære og ganske uvidenskabelige erfaring; og det kan jo godt være, at jeg blot har været heldig.

Her følger den mail, hvormed jeg sagde pænt nej-tak til handelen; den er naturligvis anonymiseret. Det drejer sig om et ældre byhus godkendt til erhverv, og hvoraf en del er i pæn stand, og en del i dårlig stand:

*****

Til Ejendomsmægler N.N.

Vedr. Køb af hus.

Hej

Jeg havde forventet at give dig et fornuftigt- i mine øjne altså – bud på ejendommen, jf. nedenstående “annullerede udkast”. Men en fornyet gennemgang af kontantbehov i forb. med udflytning, flytning, klargøring til indflytning og indflytning, samt også forventeligt forholdsvis hastende vedligeholdelse/istandsættelse har desværre igen givet mig kolde fødder.

Jeg er kommet frem til, at når bortses fra hastende, ekstraordinær vedligeholdelse/istandsættelse har jeg behov for 156.000 kr (incl udbetaling). Det ville endda forudsætte, at banken ville skubbe de 2 første månedsterminer. Og da jeg netop har 155.000 stående på “sparekassekontoen” er det jo lidt snært, idet jeg ikke har større kontantbeløb liggende.

Det problematiske for mig i sådan en hushandel er, at jeg har det meste af min opsparing/værdier i form af (fotohistoriske) antikviteter. Ikke sådan at de ikke er noget værd, men skal man have en fornuftig pris, skal det ikke tvangssælges, idet man jo så kan risikere at få alt for lidt.

Som med alle investeringer – hvad enten i huse, aktier, antikviteter, penge i banken m.m. – så er det vel en anerkendt problemstilling, at det i mange tilfælde kan være lige så vanskeligt, eller vanskeligere, at passe på sine værdier som at erhverve dem.

For mit vedkommende ville de to største ricisi i det her omhandlede hus nok være

1. indbrudstyveri, hvor tyvene har lukket sig ind med en “låsesmed”, således at man ikke kan se noget ind-“brud”. I så fald kan forsikringen vistnok let finde på at afvise erstatningsansvar. Den samme problemstilling findes naturligvis i enhver lejlighed.

Men i min nuværende på 3.sal er der kun 1 indgangsdør, hvori jeg har bekostet en såkaldt “dirkfri” lås (hævdes at være dirkfri af låsefirmaet, omend jeg måske er lidt skeptisk). Men der er jo mange adgangsveje til et stort hus som det her omhandlede.

2. indbrudstyveri, hvor tyvene ikke finder noget af interesse lige netop for dem (jeg har f.eks. hverken guld, designmøbler eller nye elektronikting) og i raseri herover laver hærværk for et stort beløb.
Hærværk er jo som bekendt ikke forsikret (Vi havde d. 30.april vandskade på 2.salen i den ejendom, hvori mit depot for bøger befinder sig i stueetagen (kun småskader hos mig). Omstændighederne er næppe fuldt opklaret, men efter det oplyste forekommer det mig, at man muligvis ikke helt kan udelukke indbrud/hærværk?).

Skulle jeg efter at være flyttet (eller forresten under flytningen, man er heller ikke forsikret under selve flytningen) blive udsat for alvorlige skader som nævnt under 1. eller 2., så kunne jeg blive meget dårligt stillet, altså netop fordi min kontantdækning er for snært regnet.

Alt i alt må jeg igen konstatere, at jeg ikke på nuv. tidspunkt har mod til at kaste mig ud i handelen. Prisen skulle vistnok et godt stykke ned, førend jeg ville anse risikoen værd at tage. Men det er jo ikke realistisk, og jeg nævner det kun i forbifarten.

Men jeg vil endnu engang sige tak for venlig modtagelse hos jer.

Venlig hilsen

GP
8.juni.2016

ANNULLERET UDKAST – ANNULLERET UDKAST – ANNULLERET UDKAST

Hermed et arbejdspapir til nogle hovedpunkter i evt. købsaftale vedr ejendommen.

1. Jeg vil tilbyde en købspris på xxx.xxx kr under visse forudsætninger, herunder specielt:

2. Overtagelse pr. 1.september eller 1.oktober 2016 (afhængig af arkitektens vurdering af muligheder for at få konverteringsprojektet godkendt i Slagelse kommune i sommerferiemånederne juli/aug.).

3. Jeg vil snarest for min egen regning og efter aftale hyre arkitekt A.A. og bede ham udarbejde byggeprojekt vedr. konvertering af huset til bolig, samt fremsende dette til Slagelse Kommune. Dette forudsætter at sælger giver fuldmagt til arkitekten i løbet af indevæende måned, samt at alle udgifter til projektets udarbejdelse og godkendelse kan holdes indenfor ca. 10.000 kr som preliminært oplyst af arkitekten.

4. Såfremt Slagelse Kommunes godkendelse af byggeprojektet ikke foreligger ubetinget senest 30.aug.2016 (ved overtagelse 1.sept.) resp. 29.sept.2016 (ved overtagelse 1.okt.) skal undertegnede køber have ret til – men ikke pligt til – at annullere købsaftalen fuldstændig og ubetinget. En tilsvarende ret har sælger derimod ikke.

5. De af undertegnede køber afholdte udgifter til arkitekt (ref. pkt.3.) godtgøres ikke af sælger, såfremt køber ophæver købsaftalen i henhold til pkt.4. Arkitekten har oplyst, at Slagelse kommune p.t. ikke tager betaling for en sådan konverterings-godkendelse.

6. Det forudsættes tillige, at jeg har forstået arkitekten korrekt med hensyn til den endelige godkendelse af konverteringen i Slagelse Kommune: Nemlig således, at jeg efter endt håndværksarbejde med konverteringen alene behøver at meddele dette til kommunen og at kommunen altså ikke skal kvittere mig for modtagelse af klarmeldingen ved selvstændig ekspedition.

7. Bank og købsrådgiver skal have lejlighed til at godkende ovenstående.

ANNULLERET UDKAST – ANNULLERET UDKAST – ANNULLERET UDKAST

*****

Så vidt den hushandel. Måske har det trods alt været held i uheld, at jeg har måttet takke nej til huset. Ial fald kunne man godt få onde anelser, når udviklingen resp. afviklingen af vandskaden i mit bogdepot tages i betragtning? (mere nedenfor)

Jeg har allerede redegjort for noget af det passerede i et tidligere indlæg
( https://blocnotesimma.wordpress.com/2016/05/13/smaating-og-bagateller/ ); her følger i form af en kladde til brev til skadevolder (ligeledes anonymiseret) lidt om, hvad sådan en historie bl.a. kan indebære af snenanigans (narrestreger) m.m.

10.juni.2016

Til beboeren af lejligheden
2000 Frederiksberg

Vedr. Vandskade d. 30.4.2016

KRAV OM SKADESLØSHED

Vi skal hermed fremsætte krav om skadesløshed i forbindelse med nævnte vandskade.

Den 30.4.d.å. opstod der efter det oplyste vandskade i din lejlighed, hvilket har medført vanskade i baglokale beliggende i stueetagen nr. xx Lokalet er p.t. fremlejet af GP som depotrum.

Brugeren af lokalet fik vandskadet omtr. 100 bøger, mange kun i let grad. Brugeren ønsker på grund af travlhed med andre gøremål ikke at gøre erstatningskrav gældende for de skadede bøger.

Det kan dog, afhængig af sagens afvikling komme på tale at kræve erstatning for en del af huslejen p.g.a. af stærkt nedsat brugsmulighed af lokalet i en tænkeligt månedslang periode.

Der har siden d. 30.4. været 2 besøg af dig og/eller sagkyndige. Ved første besøg mandag d. 9.5.2016 var GP til stede.

Ved den lejlighed blev det af en tekniker, som ikke præsenterede sig, mundtligt tilkendegivet: at gulvet var tørt; at det ville være nødvendigt at nedtage nogle loftplader (i en bredde af ca. 1 meter) i lokalets nordlige ende. Samt tillige, at det nok ville blive nødvendigt at opstille en affugter; og at denne affugter ville kunne opstilles med udstødning ud gennem en ikke tilgitret del af et bekvemt placeret, lille overvindue.

I forb. med det efterfølgende besøg af dine agenter i depotrummet (17.maj, og hvor GP ikke var til stede) blev det meddelt ejer, at man ønskede et lille lukaf (tidligere toilet) tømt med henblik på inspektion. Rummet er for længst blevet tømt, men der er ikke siden sket besigtigelse fra din/jeres side.

Efter tømningen kan ses, at der faktisk er sket vanskeade af loftet, med skjolder, buler og åbne revner. Tillige løbespor ad vægge. Nogle få ting i rummet var blevet våde/fugtige, men uden nævneværdig skade.

Vi forudsætter, at rummet istandsættes af jer.

Brugeren af depotrummet har onsdag d. 8.juni tilfældigt truffet en tekniker i opgangen. Denne tekniker meddelte et ønske om adgang til depotrummet næste dag (torsdag 9.juni) med henblik på at nedtage nogle loftsplader for inspektion og evt. affugtning m.m. af loftet.

Ved en misforståelse har teknikeren fået adgang til lokalet inden vore skadesoplysninger og erstatningskrav har været formuleret og fremsat overfor dig. Dette har desværre medført, at omhandlede loftplader er nedtaget, forinden en handlingsplan er meddelt overfor os.

Vi forudsætter, at udbedring/reperation af loft incl. opsætning og maling af loftsplader varetages af jer.

Den pågældende tekniker har igår torsdag iøvrigt efter fyraften EFTERLADT DEPOTRUMMET ULÅST!

Vi skal således foranlediget oplyse:

Videre adgang til depotrummet kan først gives, når vi har fået skriftligt oplyst en plan for

1. Hvilke arbejder der skal udføres

2. Hvornår og hvordan det skal ske

3. Samt tillige fået skriftligt tilkendegivet, at du og/eller din forsikring hæfter for og afhjælper alle skader og væsentlige ulemper i medfør af vandskaden samt i forbindelse med dig og dine agenters tilstedeværelse i depotrummet.

Det har som nævnt tidligere været nævnt overfor GP, at man formentligt kunne ønske at opstille en affugter i lokalet i en tid. I så fald må man venligst skriftligt tilkendegive

4. at der alene vil blive opstillet en affugter med udstødning gennem nævnte, ikke tilgitrede vindue. Vi kan ikke påtage os at vedligeholde affugter med vandbeholder til tømning, ligesom det – ikke mindst p.g.a. af nævnte uheldige erfaringer – ikke vil komme på tale at give 3.person uhindret adgang til lokalet i længere tid.

5. hvor længe man forventer at affugteren skal stå i lokalet

6. at man hæfter for alle skader i medføra af opstilling, nedtagning og brugen af affugteren

7. at man selv lever el (f.eks. ved hjælp af ledning trukket ind gennem det ikke tilgitrede vindue, som man mente egnede sig til udluftningsslangen). Vi kan desværre ikke påtage mig at stille el gratis til rådighed.

Vi skal tillige bede os skriftligt oplyst dit fulde navn og email-adresse, samt navn og telefonnummer på dit forsikringsselskab og navn og telefonnummer på alle firmaer, som måtte ønske at færdes i lokalet.

På grund af den YDERST UHELDIGE erfaring med at dine agenter har efterladt lokalet ulåst efter fyraften må vi tillige kræve, at alle som ønsker adgang til depotrummet kan legitimere sig med billedlegitimation.

Skriftlig kommunikation i anledning af dette brev kan indtil videre ske til GP’s mailadresse. Derimod er telefonisk henvendelse med henblik på aftaler m.v. i.t.v. unødvendig.

Venlig hilsen

*****

På grund af travlhed med andre, vigtige sager (jf. f.eks. https://blocnotesimma.wordpress.com/2016/05/28/charlie-hebdo-jan-7-2015/ ) har vi først nu fremkommet med vore krav. Det havde nok været ønskeligt, om vi havde være lidt hurtigere.

Her er lidt fra et notat, som jeg har givet min udlejer for at søge at klargøre vor situation:

1. Hvis man lukker en “fremmed” person ind i sit hjem uden at stille spørgsmål/krav, hæfter vedkommende næppe (helt) for evt. skade som han uforsætligt (el. “uforsætligt”) kommer til at lave. Et tænkt eksempel:

En dig ubekendt håndværker banker på dit hjem og beder om adgang til din stue, idet han oplyser at skulle kaliberer naboens parabol-antenne hvilket han siger bedst kan ske fra din stue.

Da han er kommet ind siger han at han bliver nødt til at nedtage nogle loftplader, for at kunne lave kalibreringen. Efter at have nedtaget loftplader og endt kalibrering forlader han dit hus igen, uden at sætte pladerne op igen og gøre rent osv.

Du henvender dig så til ham, men han siger han desværre ikke har tid. Du henvender dig så til naboen, som siger, at det kender han ikke noget til.

Morale: Det samme kunne vist gerne ske med os og vort lokale?

2. Vi må efter min mening insistere på at få SKRIFTLIG henvendelse fra beboeren (vel sagtens fra hans forsikringsselskab) med oplysning om de i gårsdagens brev nævnte forhold, samt tillige ovennævnte navne og telefonnumre.

Det er vistnok en kendt sag, at forsikringsselskaber altid eller næsten altid søger at undgå SKRIFTLIG sagsbehandling men hele tiden forsøger at få småfolk til kun MUNDTLIG (og altså langt mindre forpligtende og bindende) sagsbehandling.

Vi må dog hele tiden tilkendegive, at vi NATURLIGVIS meget gerne vil være behjælpelige med at man kan udbedre ejendommens vandskade. Men at vi blot SKAL have nogle oplysninger (om hvad der foregår, skal foregå osv som nævnt i brevet). Og at disse oplysninger i princippet skal være skriftlige.

*****

Der er et par særlige “interessante” momenter i ovennævnte forløb:

a. Forsikringsselskabet søger at få adgang til vort lokale, uden at rette henvendelse til os herom

b. Torsdag d. 9.june får en tekniker (p.g.a. manglende koordination hos os) udleveret en nøgle af min udlejer og adgang til depotrummet. Efter at have udført noget arbejde holder han fyraften (vistnok før kl. 14) og afleverer nøglen hos udlejer. MEN HAN LADER DØREN TIL DEPOTRUMMET VÆRE ULÅST.

c. Hvis der ikke er tale om en gemen forglemmelse, hvad har man da haft i tankerne hermed. Umiddelbart kan man hypotisere følgende muligheder.

c.1. Man ville have mulighed for at sætte en affugter ind næste dags tidlig morgen, forinden udlejer møder på arbejde i sin forretning? Herved ville man opnå at kunne opstille en affugter af en type med vandbeholder, som skal tømmes regelmæssigt (dagligt?) for vand for ikke at løve over og lave yderligere vandskade på lokalet og mine bøger. I modsætning til den 9.maj har man nu netop bragt den type affugter på bane.

Det ville igen betyde enten at forsikringsselskabet resp. deres agenter skulle have udleveret en nøgle til at betjene affugteren med. Alt sammen ganske uformelt, idet ingen skriftlige aftaler foreligger. D.v.s. vi ville ikke vide hvem vi udleverede nøglen til; hvem der bruger den; hvor den opbevares; hvem der ansvarer for skader og tab ifgl. fejlbetjening eller fejl/uheld med affugteren eller ifgl. “forglemmelse” med hensyn til at aflåse rummet efter hvert besøg.

Såfremt vi – stadig ganske uformelt – accepterer at betjene affugteren for at undgå af udlevere en nøgle, ville vi antageligt gøres os selv ansvarlig for alle skader som ovenfor omtalt?

c.2. Kunne nogen hypotetisk have et ønske om at give “rogue elements” adgang til tyveri eller hærværk i depotrummet? Måtte i givet fald forudsætte at hele vanskade-operationen altid har været resp. efterhånden er blevet en sayanim-operation?

c.3. Kunne nogen hypotetisk have et ønske om at placere “kontrebande” (f.eks. en lille plastpost med “hvidt pulver” eller et stjålet kamera?); en sådan anbringelse af kontrabande er efter det oplyste almindelig praksis – og altid en våd drøm – for efterretningstjenesternes “rogue elements” overfor kritikere af nævnte tjenester eller regimekritikere.

Dermed gives jo mulighed for helt drakoniske tiltag: arrestation af undertegnede bruger af lokalet; beslaglæggelse af alt i depotrummet; beslaglæggelse af alt i min lejlighed; beslaglæggelse af alt i bokslokalet i Helsingborg. Hertil kommer, at jeg i et fængsel antageligt vil blive “uskadeliggjort” af købte Mossad-puppets?

Efterladelse af depotrummet med ulåst dør er for en samfunds- og regimekritiker altså i realiteten en meget alvorligt hændelse, som i værste fald – men måske i virkeligheden meget let – kunne være ødelæggende for min økonomi, velfærd og liv.

Jeg kan ikke undlade at nævne, at jeg i nat drømte: at en herre kiggede efter kontrabande i en af mine kasser. Om den var telepatisk eller blot en bekymring fra min underbevidsthed skal jeg i dette tilfælde lade være usagt. Men den mindede mig da jeg vågnede om, hvorfor jeg for mere end et år siden fik monteret en såkaldt dirkfri lås i døren til depotrummet; som jeg desværre midlertidig har måttet erstatte med en mindre sikker lås, idet jeg jo ikke kan udlevere en nøgle til andre, da låsen så ikke ville kunne betragtes som sikker længere.

Som den globale magtmafia vistnok plejer at sige: Lad ikke en god krise gå til spilde; noget tyder på, at Mossad godt forsat kunne have ret travlt i det spor – og meget gerne vil gøre en justitsminister meget glad?

***********

Posteres sideløbende på www.gamleboeger.dk og http://blocnotesimma.wordpress.com

Kig også forbi www.twitter.com/gamleboeger