(22.juni.2016) I tre foregående indlæg har jeg under titlen “Smaating og Bagateller” fortalt om nogle tilfældige hændelsesforløb, men som ved første øjekast tænkeligt i manges øjne kunne synes “kausal-betingede”? Her følger en opredigeret udgave af tre mindst ligeså usandsynligt tilfældige tilfældigheder – fortalt af og for bogvenner.
Så lad os dvæle lidt ved nogle mere eller mindre mirakuløse bogfund. Ved slutsalget i Arnold Busck’s minderige, nu lukkede butik i Fiolstræde købte jeg et par poser 5-kroners bøger. Bl.a. LÆSNINGENS GLÆDE i 2 (tildels uopskårne) bind. Værket er udgivet af Den Danske Antikvarboghandler forening i 1960, og indeholder ialt 69 bidrag af forsk. kulturpersonligheder. I mit eksemplar står på forbladet “Til Boman fra Redaktør Bagger”, og har som sagt næppe været læst. Hermed et par smagsprøver fra den interessante samling.
Første eksempel (som jeg i lighed med de følgende kun gengiver i udtog, her i min oversættelse fra svensk) er af den svenske forfatter Eyvind Johnson, og hedder BOKEN SOM GÖMDE SIG.
“Bøger kommer ganske ofte til én just når man synes, at man har brug for dem. Det er, som om de havde ligget og ventet et eller andet sted og så pludselig i rette øjeblik stikker hoved – eller ryg – op og siger: Her er jeg, værsågod!
“Undertiden indtræffer altså underverker også på dette område. Det er hændt mig ved nogle tilfælde – som jeg betragter som særligt heldige! – og jeg skal her fortælle om et af dem:
“Gennem nogle år syslede jeg med studier i den oldgræske verden. En af de bøger, jeg skrev med emner herfra, kom til at hedde MOLNEN ÖVER METAPONTION. Jeg læste ret længe og ganske meget om emnet, som jo er de titusind helleneres tilbagetog fra Kunaxa op til Sortehavet i slutningen af 400-tallet f.v.t. Jeg havde læst Xenofons tilgængelige værker ret flittigt og en hel del andet, som havde med hellenernes tilbagetog at gøre, f.eks. geografisk litteratur.
“Men på et tidspunkt i løbet af arbejdet, som gik for sig i næsten tre år, opdagede jeg, at jeg nok burde læse en saglig skildring af hele toget, skrevet af en officer; altså en nutidig fagmands bedømmelse af Anabasis.
“Jeg læste tyskeren Hofmeister, men mente ikke han gav mig de oplysninger, som jeg troede at behøve. Derimod vidste jeg, at der fandtes en fransk bog af en officer, som muligvis skulle være den rette. Jeg vidste at den var udgivet på Berger-Levraults forlag i Paris 1913.
“Jeg havde læst citater fra bogen og i den øvrige litteratur ikke sjælden mødt henvisninger just til den bog, som var en “commentaire historique et militaire” til Xenofons hele tekst med geografiske og millitære kommentarer og kort.
“Jegt ville eje bogen, da jeg vidste, at jeg ville have brug for den i et eller to eller tre år. Først søgte jeg i Stockholm og Uppsala og nede i Lund, men intet spor af bogen. Herefter skrev jeg til venner i Frankrig, og de søgte men fandt den ikke. Ved en lejlighed søgte jeg selv bogen i antikvariater i Paris, og samme år i Zürich og senere i Rom; men det var en i særdeleshed godt gemt bog!
“Jeg havde lyst at stille mig op et eller andet sted og råbe: Men så kom dog frem! Nu har jeg ventet tilstrækkeligt længe!
“Et forår rejste jeg ned til København for at arbejde (på en anden roman) en ugestid. Jeg boede på et roligt lille hotel lige ved Løvstræde. Jeg pakkede min taske ud, stillede skrivemaskinen frem på bordet, lagde mine papirer og noter i skrivebordsskuffen og et bundt skrivepapir i en anden skuffe og gik så ud og tog mig en lille spadseretur i det vakre vejr – det var netop i de dage hvor bøgen springer ud.
“I Løvstræde standsede jeg op og så på et antikvariatsvindue. Dér lå bogen. VOILÀ! sagde den. Jeg besvimede ikke, men gik ind og købte bogen, som kostede 18 kroner. Den ligger på mit bord nu når jeg skriver disse linjer”.
Næste stykke Tilfældigheder er af borgmester Paul Fenneberg, og lyder (ligeledes kun i udtog):
“Det vil være ganske uinteressant for offentligheden at høre om, hvordan jeg har bygget mit bibliotek op ved tusinder af besøg hos antikvarboghandlerne, allerede fra 3-4 år før jeg blev student.
“Men morsomt i denne sammenhæng kunne det måske være at berette om mine store anstrengelser i slutningen af 20’erne for at erhverve den sidste bog, der manglede i, at min samling af lærebøger i det danske sprog for udlændige ville være komplet.
“Emnet havde interesseret mig længe – og til den rent faglige interesse kom hos mig også samlerens ønske om at se et bestemt emne repræsenteret så komplet som muligt.
“Jeg havde længe været på jagt efter: “Wesentlicher Unterricht zur Erlernung der dänischen Sprache – gedruckt zum Gebrauch der königlichen dänischen truppen und andrer Liebhaber”, Hamburg und Glückstadt, 1773.
“Sprogvidenskabeligt havde bogen mindre værdi, men jeg havde – så vidt mig bekendt – samtlige lærebøger i dansk på fremmede sprog. Men manglede denne ene.
“Stor var min glæde, da jeg fandt den i et auktionskatalog. Endnu mere glad blev jeg på auktionsdagen, da ingen af bøgerne i den stakkels sprogmands efterladte samling havde synderlig interesse blandt det fremmødte publikum. Gang på gang faldt hammeren ved 50 øre, og gang på gang blev 2, 3, 4 og 5 numre slået sammen til 1 kr. Jeg så min chance for at erhverve bogen inden for et beløb, der stod i forhold til mine midler.
“Da “min” bog kom på bordet – forøvrigt i en temmelig miserabel forfatning, bød jeg 50 øre, en anden bød 1 kr, jeg bød 2 kr, og sådan gik det nogle øjeblikke.
“Jeg blev hurtigt klar over, at den der kappedes med mig var den antikvarboghandler, der havde det privilegium at sidde ved siden af auktionarius en face til publikum. Han fortsatte med at byde. Da vi passerede 50 kr (i dag ca. 2500 kr?) for den uanseelige bog, begyndte folk at holde op at tale sammen og kigge på os. Vi passerede 75 kr. Mine bud blev tøvende. Efter 100 kr var jeg meget længe om at sige 105 kr og da den anden bød 110 kr var vi så langt på den anden side af det beløb, jeg kunne undvære til dette formål, at jeg gav op.
“Det var første gang, jeg havde været ude for at deltage i en af de dueller, som jeg ellers ofte havde overværet som passiv tilskuer. Jeg havde i så høj grad tabt humøret, at jeg glemte at byde på det, der jo ofte er en bogsamlers sidste farvel til denne verden, – en kasse med diverse. Den gik for 1 kr (i dag omkr. 50 kr?) til en kendt antikvarboghandler.
“Først lidt senere fik jeg mig taget sammen, og selv om jeg ikke havde fået lejlighed til tidligere at se ned i denne kasse med diverse, havdee jeg gerne villet købe den, fordi jeg så ofte tidligere var blevet glædeligt overrasket, når jeg kom hjem og gennemgik det erhvervede. Jeg gik efter auktionen hen til antikvarboghandleren og spurgte, om jeg måtte købe kassen af ham.
“Han sagde hertil: “Ja, jeg har ganske vist ikke set i den, men vil De give mig 5 kr, er den Deres”. Jeg købte den af ham, og et par aftener senere sad jeg hjemme for at gennemgå bøgerne og som sædvanlig kassere en del. Der var vel en halvanden hundrede. Mange ukomplette og mange tidsskrifter.
“Da jeg var nået godt halvvejs igennem, så jeg en pæn lille bog af lidt ældre dato i særdeles velbevaret stand med gammel læderindbinding. Hvad det var for en bog? “Wesentlicher Unterricht zur Erlernung der dänischen Sprache”, 1773.
“En ren tilfældighed. Man skal vogte sig for at generalisere, men glæden over en sådan tilfældighed kan ingen tage fra én”.
Også den norske forfatter Johan Borgen har en sjov historie om en tilfældighed i “Et tordenvejr” (her ligeledes kun i uddrag):
“Kanskje jeg kan få lov å fortelle om den gang jeg mistet H.C.Andersen? Det var på en såkalt plage (strand) i Bretagne, på den side af Bretagne jeg tillater meg å kalle dryppet under nesen. Hvis man ser denne herlige halvø som en hovmodig nese ut i havet, danner der seg uvilkårlig et mindre stolt fysiognomi omtrent der hvor man tenker sig mustasjen. Små groper og fjorder og sund. Og lange, myke sandstrender med grågul sand.
“Det var september og stor “saison”. På stranden kom rike folk som bodde dyrt, og de ikke fullt så rike, som bodde dyrt af den grunn. Og så kom DE, og så kom DE, og så kom f.eks. jeg, som hadde en sykkel skjult i buskaset. Det var i de dager man reiste rundt med bøker man var glad i. Mine to bind Andersen var med gullsnit og Vilh. Petersen. Dyndkongens Datter sto nettopp da høyt i kurs. Jeg ferdedes nødig noe sted uten Dyndkongens Datter. – og H.C. han ble borte i sanden.
“Hvordan? Ja, visste man det – så var den jo ikke blitt vekk! Man snakker om å lete efter en nål i et høylass, jeg har aldri gjort det, men min fantasi sier meg at det må være ubehagelig, især hvis man fant nålen. Men på en sandstrand av nærmere en mils lengde? En yndig buet sandstrand i uopphørlig sol, med havet som et kjærtegn af silke mot lys ved dag og ved natt – å finne en bok? Gullsnitt – akk hvilket gull på et bind kunne ta kampen opp med dette nådeløse lys?
“Skal jeg skildre hvordan jeg savnet min bok – all min sorg? La meg springe til optimismen, den nådeløse optimisme, som alltid griper den som har mistet noe. Først leter man her, så der, så her igjen. Siten leter man der. Av en eller anden grunn går mennesker som har mistet noe alltid ut fra, at de var blinde sist de lette her eller der.
“Så springer vi til neste trinn – stadig optimisme. Hverken her eller der? Så begynner man å tenke. Jeg tenkte: Stranden. Det var ennu dag. Jeg gikk der ned. Jeg lokaliserte området med en kvadratkilometers nøyaktighed, siden med ca. en kvadratmeters og gikk derpå ned til millimetre, hvorpå jeg utvidet til et område af størrelse som et middel dansk amt.
“Jeg lette. Der satt noen aktverdige mennesker, to generasjoner, surmulende svigersønn som man ser dem i Frankrike, parasoll og det hele. Jeg spurte på mitt fransk om de ville flytte litt på seg, bare et øyeblikk. De ikke alene flyttet, de flyktet redselsslagne. Bare svigersønnen satte seg til motverge, idet han tok meg for en araber på grunn av min mørke nordiske hudfarve og mitt merkelige sprog. Andersen! sa jeg og viftet nedstemt med armene. Lensmannen fikk det referert som mordforsøk.
“Jeg siktet fra et ensomtstående tre av ukjent opprinnelse. Det sto oppe i bakken, ovenfor plagen. Jeg mente bestemt å ha sett dette tre da jeg la meg til hos Dyndkongens Datter. Siden fant jeg et lignende tre et helt annet sted. Det stod også oppe i bakken, i nøyaktig samme avstand. Også der grov jeg lenge i synkende sol. Noen barn hadde bygget borger av romersk tilsnitt. Jeg demolerte dem. Barna sprang tilhavs og såes aldri siden. Jeg var kommet i det paniske stadium.
“Kan det være så meget om å gjøre med en bok – en enkelt bok i hele verden? Kanskje ikke nuomstunder. Der er blitt så mange. Men den gang. Dessuten lå det andet bindet ensomt i mitt beskjedne losji og stirret bebreidende på meg hver gang jeg kom inn efter forgjeves leting. Men litt efter litt gikk det jo opp for meg at denne sandstranden var meget lenger enn jeg fra først av hadde forestillt meg. Det var heller ikke så sikkert at jeg hadde ligget hverken her eller der da den forsvant.
“Kort sagt: jeg ga opp. Når man resignerer slik, skjer det i små rykk, inntil resignasjonen blir nesten total. Nesten. Litt blir der igjen. Også døde venner glemmes. Men de er der.
“Indtil noe hendte. Det skrekkeligste tordenvær noe menneske kan ha opplevd.
“Uværet fant meg under veis til nabobyen Loctudy, hvor jeg skulle se efter et pengebrev, man påstod å ha sendt meg dit. Det var en het dag med røde farver tilhavs, som på et maleri av Turner. På få minutter skiftet det røde til blåsort, så til sort. Havet suste varslende. Min vei gikk langs havkanten, godt og vel en mil å gå. Jeg hadde allerede flere ganger svalet meg i bølgerne da været brøt løs. Alt kom på een gang ut av det buldrende mørke: storm, regn, lyn. Himmlen var i sannhed åpen. Der var all grunn til å tale om Guds vrede.
“Plutselig oppdaget jeg at det var meg personlig vreden var ute efter. Jeg fikk se det på den måten at ett av de mange kulørte badetelt langs stranden ble ramt av lyn. Straks efter, ett till! Min siste rest av fornuft sa meg, at jeg var det eneste fenomen i en halv mils krets som raget opp fra stranden, bortsett altså fra disse teltene, som falt som korthus.
“I neste øyeblikk lå jeg flat. Ingen fornuft lenger, bare skrekk. Lyn og borden gikk i ett. Luften var like meget hav som havet. Jeg lå i hvit panik og grov som en muldvarp i den hårde sand; øynene lukket, kroppen i krampe av redsel – bare fylt av en idiotisk trang til å komme i skjul.
“Siden – ja, man har naturligvis gjettet det! Det er av den slags man generer seg litt for å fortelle, for det lyder ikke sant. Men sant er det likevel – så får man tro meg eller ikke! Da Ragnarok var over og Jorden tross alle makter sirklet uanfektet i sin bane, da satt jeg oppreist i havkanten med H.C.Andersen i gullsnitt.
“Noe medtat var den, men ikke verre enn sin eier. Jeg brettet boken varsom opp og lot solen spille på side efter side. Den milde bris som fulgte stormen rørte bladene, disse silketynne blade med den fine, tydelige trykk. Vi lå til tørk vi to. Om pengebrevet var kommet? Jeg husker det virkelig ikke. Jeg husker at jeg gikk lykkelig til Loctudy, født på ny i redsel under vreden. Solen gnistret i bindets røde gull”.
*****
(Udtog af “Blog lidt om bøger” fra 19.8.2013. Opdateret 22.6.2016)
Posteres sideløbende på www.gamleboeger.dk og http://blocnotesimma.wordpress.com
Kig også forbi www.twitter.com/gamleboeger