(29.7.2016/rev.31.7.2016) Idag fredag koster bøgerne i Kultorvets hollandske bogudsalg 20 kr. Juli måneds bogkonto har ganske vist allerede i nogen tid været nulstillet, men da vi pensionister netop idag får resat nemkontoen, mente jeg ufortrødent at burde tage hul på august måneds bogbudget, for så vidt der skulle være en enkelt bog af større interesse tilbage på hylderne.
Og “desværre” blev det også idag til en hel posefuld, blandt hvilke:
1. DANERNE FRA FØDSEL TIL DÅB. Af P.Engelhardt. Kh, 1980. Dansk Historisk Håndbogsforlag, 318 s., indbundet i forlagsbind og med org. omslag. Bogen er praktisk taget som ny.
Vangsgaards bogudsalg på Kultorvet har tilsyneladende været ret godt besøgt her i sommerferie ugerne, antageligt kommer der også en del turister forbi og “falder” ind ad døren.
Ikke desto mindre er der ingen Danmarks-historie interesseret “book-browser”, som har fundet anledning til at spendere 20-25 kr på Engelhardt’s vistnok langt hen ad vejen banebrydende arbejde om Danmarks oldtid og tidlige middelalder. Og det er for mig lidt af en gåde.
Man tænker sig til sammenligning, at en banebrydende Israelsk historisk undersøgelse af f.eks. De Fem Mosebøger kunne stå uænset gennem et næsten 2 mdr. langt hollandsk udsalg i Tel-Aviv. Ikke sandt – vistnok nærmest utænkeligt?
Man må altså endnu engang opkaste spørgsmålet: Opfatter det danske folk sig i virkeligheden ikke længere som et folk, en nation?
I så fald har vi jo ganske rigtigt – som forresten netop synes at være den mest udbredte holdning på Christiansborg? – ingen adkomst til at beholde vor frihed i vort eget land, fædreland med et umoderne ord; og ville være forklaringen på, at vi har så travlt med at falde over hinandens tæer for hurtigst muligt at forskertse nævnte vor fædrende arv: Frihed og land.
Fra omslagets inderside gengives:
“Dette studie… den eneste meget grundige og spændende – samlede beretning, der nogensinde er skrevet om dette emne… med utallige helt nye opdagelser og tolkninger… er skrevet gennem de sidste 15 år af en lærd 82-årig historieforsker og ingeniør.
“Det åbner op for mere end 250 års Danmarkshistorie (år 700-950) og beretter om Gorms forslægt og tiderne før, fra Kimbrernes udvandring ca. 115 år før Kristi fødsel og til Gorm d. Gamles død år 943.
“Forfatteren, P.Engelhardt (årgang 1898), kom i 1962 hjem til Danmark efter mange års virke som ingeniør i Sydamerika. Det irriterede ham, at historikerne – om Danmarkshistorien før Gorm den Gamle – sagde… og stadig siger: “Man kan ikke vide…”.
“Han påbegyndte derfor få år efter et 15 års studium, hvis resultater nu fremlægges i nærværende bog.
“Som ingeniør og gammel matematiker anlægger han helt nye betragtninger, om det skrevne er muligt… eller hvad, der sandsynligvis er sandheden.
“For at kunne læse de islandske håndskrifter og historiske beretninger, der synes at være samvittighedsfuldt samlede, navnlig “Olaf saga Tryggvasonar en mesta” – som ellers avvises som “litteratur” eller “noveller” – måtte han opfriske sit oldnordiske, som han havde lært i skolen før 1. verdenskrig. Middelalderlatin behersker han ikke til fulde, men han har kunnet arbejde sig gennem en latinsk tekst.
“Dette studie hævder ikke at fortælle den fulde sandhed om Danmarks og Nordens historie fra år 200 f.kr. til Gorm d. Gamles død år 943 e.Kr., men ingeniør Engelhardt skønner, at der er mellem 66 og 90 pct. sandsynlighed for rigtigheden – forskelligt i de enkelte afsnit!
“Niels Bohr opstillede i sin tid sin atomteori på basis af, hvad man dengang vidste eller mente at vide. Den er senere forbedret og justeret flere gange. Forfatteren håber, at der også er nogen, der vil forbedre og justere denne bog og de nye historiske tolkninger og beregninger, som her for første gang fremlægges for offentligheden.”
Efter at have skimmet litteratur-henvisningerne bag i bogen er undertegnedes (foreløbig) eneste bekymring, at jeg ikke har fundet Peter Grove’s vistnok ikke mindre banebrydende studie “Danmarks Dåb” fra 1961 over Danmarks historie i folkevandringstiden (400-årene) anført som kilde.
2. EFTERRETNINGER OM DEN DANSKE OG NORSKE SØEMAGT. Udg. af H.G.Garde, capitain i Søe-Etaten. 1.bind (af 4). København 1832, På udg. forlag. 390s., samtidigt (noget beskadiget) halvlæderbind.
Bogen har desværre ingen indholdfortegnelse, men til gengæld et udførligt alfabetisk register.
Dette 1. bind skal vistnok forstås som en indledning til det egentlige værk, som først starter ved år 1700 og Frederik 4. regering.
Bogen starter med en ca. 25 sider lang oversigt over hvad man dengang vidste om den danske sømagt fra de ældste tider til skibskanonens indførelse i flåden. Dette siges at være sket med –
“Peder Skram, som commanderede den forenede danske, svenske og preussiske flaade i den, ved kong Christian den 3.dies thronbestigelse opkomne, saakaldte Grevens Feide i aaret 1535, – kan regnes for den første danske adminral, der førte en med kanoner udrustet flaade. Denne bestod af 11 danske skibe, som vare stillede af Rigets hofmester Mogens Gøe og af biskopperne.”
Er det ikke også en smule løjerligt, at man kan købe et så forholdsvis sjælden “kildeskrift” for en flad tyver? Det er ganske vist kun bind 1 af 4, men kan sagtens læses for sig.
3. TENDENSER. Af Paul V.Rubow. København 1944, Gyldendal, 272 sider. Oplag 1000 ex. Hæftet.
Jeg forstår ikke, jeg har kunnet overse – eller var lige ved at overse – denne samling kritiske essays fra min yndlingsforfatter udi litteratur-kritikken. Jeg må idag nøjes med at gengive indholdsfortegnelsen, med samt en par smagsprøver:
Gammel og ny Litteraturopfattelse – Vergillius – Boccaccio – Montaigne – Nyt om Hamlet – Ludvig Holberg – Johannes Ewald – Jens Baggesen – Steen Steensen Blicher – H.C.Andersen og hans Eventyr – Vendepunktet i H.C.Andersens digterlig – En Digters Bazar – H.C.Andersen-Forskning – H.C.Andersen som Selvbiograf – Fra Saxo til Brorson – Professor Brix’ Analyser – Professor Brix’ problemer – Kejseren og hans Minister – Pascal på Dansk – Mirèio – Anatole France – Daudet om Clemenceau – En Bog om Bibelen – Kundskabens Træ – Kain og Abel – De tre Fortællere i Første Mosebog.
Smagsprøve fra Fra H.C.ANDERSEN-FORSKNING:
“Der findes andre afhandlinger af Topsøe-Jensen – om H.C.Andersens kreds i Paris 1833, om hans rejseunderstøttelse 1841, en fuldkommen grotesk historie, man maa selv læse den – i Personalhistorisk Tidsskrift.
“Hvorfor læser saa faa det tidsskrift? Det er dog et af vore bedste, og hvad det indeholder, er i regelen 1) nyt, 2) sandt og 3) kortfattet. Her gør man f.ex. bekendtskab med vor personalhistories Homeros, H.G.Olrik.
“Han er som et levende lexikon eller et stort overflødighedshorn, hvoraf kundskaber vælder ud. Gerne skrev den næsten alvidende mand samtlige danskes historie fra de ældste tider. Hans stærke (og svage) side er den ubegrænsede interesse for baade store og smaa størrelser; det jævne menneskes skæbne kan jo være lige saa mærkværdigt som berømthedens!
“Derfor er hans undersøgelser fulde af sidespring, noterne er lige saa righoldige som teksten; han kan være svær at følge, men det lønner sig! I sit mest glimrende lys viser han sig, stillet overfor de stejleste og vanskeligste opgaver, som nu i hans sidste afhandling: Om personer af H.C.Andersens mødrene slægt, i samlingen Andersiana, andet bind.
“Skønt Andersens familieforhold allerede er behandlet to gange, og det baade grundigt og skarpsindigt skulle jeg mene, af arkivar G.L.Wad 1903 og af professor Hans Brix 1907, har Olrik kunne fremdrage en række højst forunderlige kendsgerninger, der kaster et lys over den sump, digteren var groet frem af:
“Vi lærer hans mormoders liv at kende, faar et helt andet syn paa moderens stilling end før, hører om digterens moster, der var velmeriteret bordelværtinde i Borgergade, og om hans søster Karen, der døde 1846 i samme gade og i usle kaar.
“Hun blev begravet under et forkert navn paa de fattiges kirkegaard – elskeren stak af fra begravelsen, og hendes broder vidste ikke noget om den. I Borgergaden har Olrik også påvist to kusiner til digteren, men om deres videre skæbne ved han – endnu – ikke besked.
“For at naa saadanne resultater maa man ikke alene have kundskaber, metode, kombinationsevne og snarraadighed, men ogsaa en mere end sædvanligt udviklet taalmodighed. Olrik gaar gerne en mandtalsliste for hovedstaden igennem for at finde eet navn. Og baade navne og aarstal i kilderne kan være forkerte.
“Aldersopgivelser for kvinder i det 18. aarhundrede kan have en rigtighedsbredde paa over 20 aar – Andersens bedstemoder opgiver sig født fra 1734 til 1755. En fynbo, som Andersen kalder Hans Strue, viser sig at have heddet Hans Drud (det letter ikke efterforskningen!), en handskemagersvend ved navn Jørgen Rasmussen, søn af aftakket dragon Rasmus Iversen, kommer i de gamle dokumenter til at hedde Sieverts, og det er godt, man nu veed det, for det havde da kun en Olrik fundet ud af!”
En smagsprøve fra PROFESSOR BRIX’ PROBLEMER:
“Bogens mest underholdende parti turde vistnok være en afhandling om DEN ÆLDSTE DANSKE “ORIGINALE” ROMAN, “Den beklædte sandhed”, et miskendt stykke fiktionsværk, som nylig er blevet framdraget i en doktordisputats.
“Brix har efter sin vane snuset en historie op, som ligger bagved, dechiffreret den nøgne sandhed bag ved den beklædte. Romanen skyldes en dame, Margrete Lasson, som unægtelig ikke har været meget original. Hendes litterære forbilleder var frk. Scudéry’s uhyre nøgleromaner af heroisk tilsnit, “Den store Cyrus” og lignende.
“Ligesom Søren Kirkegaards æstetiske skrifter, der jo ogsaa har en dybere mening, er frk. Lassons bog omsvøbt af forskellig mystifikation. Manuskriptet foregives at være skrevet med runer og munkebogstaver. Og det er fundet mellem Dalum Klosters sjunkne mure. Det er naturligvis ikke hendes egen historie, hun meddeler kun, hvad der er blevet hende fortalt, etc., etc.
“Historien foregaar del i Persien, del i det land Nalis eller Nales, som læst bagfra giver Silan/Selan, hvormed atter menes Danmark, dels endelig i Italien. I dette sidste land opholder sig paa kong Servius Tullius’ tide en landflygtig princesse, der elsker en prins, hun aldrig har set, paa det blotte kontrafej.
“Handlingen er galant og heroisk; efter renæssancetidens smag kendtes en romans bonitet paa, at den var rigtig indviklet. Flugt, misforstaaelser rivaliteter, hyrdeliv, langvarig adskillelse, genforening, lykke, sørgelig udgang, der dog ikke synes obligatorisk.
“Saadanne bøger var allerede paa mode i Shakespeares dage og ligger bag ved hans romantiske dramer, men i begyndelsen af det attende aarhundrede, da Margrete Lasson skrev, var de blevet forældede.
“Formen egnede sig, af mangel på logik og natursandhed til indsmugling af al mulig samtidssladder, og selve titelen for fortalen antyder, at man vil finde noget af den slags.
“Professor Brix sætter nu forskelligt af bogens stof i forbindelse med tildragelser i det danske kongehus. I 1708-09, den slemme vinter som bragte slagene ved Malplaquet og Poltava, rejste Kong Frederik d. 4. til Italien og mødtes, efter Brix, i Hamburg med en betroet mand, som meddelte ham hans farbroder, Prins Jørgens eller Georgs død i England.
“Denne fandt virkelig sted den 8. nov. 1708. Og dette har givet anledning til, at man sysselsatte sig med hans ungdomshistorie. Han skal i sin tid have været lige ved at blive gift med Princesse Amélie af Tarent, men foretrak dog den stuartske Princesse Anna, der virkelig blev Englands Dronning.
“Brix identificerer med sædvanlig snedighed helten Leonque med Prins Jørgen, Diana med Dronning Anna, Sidamiris med Prinsessen af Tarent, heltens ven Drogan med Grev v. Plessen. Heltindens veninde Cordelisa med Hertuginden af Marlborough (hende med vandglasset), og endnu flere personer.
“Endog nogle af de mindre romantiske begivenheder i bogen lykkes det ham at bringe paa historisk plads. Men en nøgleroman efter vore dages begreb er bogen for saa vidt ikke; den heroiske smag fordrede et stort apparat af fri opfindelse og kun løse traade af hofsladder som midler til at holde den aktuelle interesse vedlige.
“Naar Brix er kommen til ende med saadan en analyse, saa kan han ikke dy sig længere. De fleste andre forskere ender med at blive sure, humøret aftager kendeligt under det møjsommelige pille- og kombinationsarbejde. Men Brix bliver bedre og bedre oplagt, og han kan ikke slutte en undersøgelse uden et lille udbrud af følt begejstring.
“I “Den beklædte Sandhed” er der jo ikke meget at raabe hurra over. Alligevel finder denne aldrig trættede litteratur-entusiast noget at rose den for: “Den er et litterært kuriosum, men uimodsigelig som saadan virkelig ogsaa meget kuriøs. Og den vil trods alt blive erindret af forskningen, naar hundreder af danske romaner og fortællinger fra denne nærværende litterære alder er døde og begravede for al evighed.”
“Der er noget højst indtagende ved denne kærlighed til den ældre litteratur hos en mand, som i over en menneskealder har skrevet vognlæs af upartiske recensioner over vort aarhundredes bøger. En saadan forening af helt moderne kritisk interesse og lærd liebhaveri til svundne tiders selv mest uanselige bøger, det er dog en stor sjældenhed!
“Denne muntre forsker og forfatter, som aldrig pukker paa sin autoriet og kækt giver sig i lag med stadig nye og forskelligartede opgaver, fortjener sandelig den hyldest, som litteraturens folk med glæde bringer ham”.
*****
link: https://blocnotesimma.wordpress.com/2013/07/25/kjellerup-og-prins-jorgen/
*****
Posteres sideløbende på http://www.gamleboeger.dk/ og https://blocnotesimma.wordpress.com/
Kig også forbi http://www.twitter.com/gamleboeger