Idag skal vi se lidt på et par bøger med lokal- og personal-historiske ramifikationer. Jeg kan se, at det nok vil blive en uimodståelig fristelse at knytte nogle familie- og lokalhistorier fra det Nordenfjordske til omtalen af bøgerne. Disse meddelelser vil fortrinsvis have interesse slægt og venner, hvem de da også er tiltænkt, og alle øvrige af de ærede læsere være hermed forlods advaret!
1. KJELLERUP, af Aage Brask (1943).
Aage Brask’s indholdsrige bog om familiegården KJELLERUP skylder for mit vedkommende størstedelen af sin interesse, at min fars familie næsten udelukkende kommer fra Himmerland. Og uagtet Kjellerup er beliggende i Onsild Herred lige syd for Mariager Fjord befinder vi os dog i et grænseområde, hvorfra mange tråde går ind i Himmerland. For øvrigt foregår flere af Aage Brasks bøger i det samme geografiske område, d.v.s. enten på grænsen til eller i Himmerland.
Aage Brask er da også selv født og opvokset i Himmerland, nærmere betegnet på den lille herregaard Volstrup, beliggende nogle få kilometer nordvest for Hobro. Han selv ejede i årene 1934-62 gården Christianslund i Ørum sogn mellem Langå og Randers. Han er af gammel landmandsslægt og efter alt at dømme har allerede de (i.h.t. forfatteren) tidligst kendte medlemmer af slægten ofte været dygtige og vindskibelige folk, som har forstået at gøre sig erhversmæssigt gældende, ofte udover lokalområdet.
Om det tidligst kendte medlem af slægten vides kun lidt udover navnet ‘Niels Hansen i Drostrup’ (i Rud sogn lidt øst for Hadsten), samt at han levede i slutningen af 1500- og beg. af 1600-tallet, og hans hustrus navn kendes ikke.
Herudover ved man, at gården i Drostrup har været en usædvanlig stor bondegård, hvis hartkort (omregnet fra ældre tiders afgifter) var på over 20 tdr. Jf. at man senere regner en gård på 12 tdr. Hk. for en proprietærgård (heraf betegnelsen tolvmændene resp. tolvmandsforeningerne) og en gård med mere end 20 tdr. for en herregaard. Men intet tyder iøvrigt på, at gården i Drostrup var andet end en bondegaard.
Niels Hansen havde antageligt 7 børn af et første ægteskab. En søn Hans Nielsen Drostrup blev en i sin tid meget anset borgmester i Mariager, og regnedes som en af datidens jyske matadorer. Endvidere var en datter Esther gift med Peder Nielsen Hamborg, hvis søn Mathias Hamborg i nogle år omkr. 1700 var “Hobro’s ubestridte førstemand”.
Endelig var en datter Anna gift med Søren Jensen i Skjellerup Vestergaard, beliggende lige syd for Mariager fjord, lidt øst for Hobro. Denne Søren Jensens søn Anders Sørensen Vestergaard blev forpagter på KJELLERUP og hans søn igen, Jens Brask, købte på et tidspunkt gården, og blev forf. Aage Brask’s tip-tipoldefar. (Jens Brask var opkaldt efter sin mors 1. mand, ret beset burde vor forfatter måske have heddet Vestergaard og ikke Brask?).
Det naturligvis morsomt, hvis man kan hente en eller anden konkret oplysning om slægt eller forfædre i et lokalhistorisk topografisk bogværk som dette. Men det vil trods alt kun være en begrænset kreds, der kan være heldige at finde relevante personalhistoriske oplysninger, også uanset at bogen her indeholder en overvældende mængde facts, herunder datoer og navne på steder og personer.
Ikke desto mindre turde bogen fortjene udbredelse qua forfatterens ret unikke evne til at fremstille en uhyre mængde lokal- og personalhistoriske detaljer med en smittende fortælleglæde og i en flydende og upretentiøs stil.
Med flydende menes bestemt ikke udflydende, for forfatterens største aktiv er måske hans præcision i fremstillingen, som kan søges anskueligjort med et par smagsprøver (her fra bogens kapitel om Borgerlige ejere af Kjellerup (s.155), parantetserne er mine tilføjelser):
“Anne Nielsdatter, som må være den i (den personalhistorisk interesserede Hobro-degn) Ole Hermansen Nysteds optegnelser nævnte Anna Nielsdatter Drostrup, var antagelig født i 1604 som datter af fæstebonden Niels Hansen i Drostrup i Rud sogn, der havde mange børn.
“Han var bl.a. (far til den bekendte Mariager-borgmester Hans Nielsen Drostrup samt) bedstefar til den tidligere omtalte cancellisekretær Niels Hansen Drostrup til Kollerup, til 2 herredsfogeder af navnet Schade, Albert og Mathias, som imidlertid ikke gjorde ham ære, til Mathias Pedersen Hamborg, en stor købmand og jordegodsejer i Hobro, til landsdommer Knud Ahasverus Becker til Bækkeskov, som blev myrdet af sine egne bønder, og antagelig også til Rasmus Nielsen Overgaard, der havde tjent med liv og blod under Københavns belejring, havde forskellige herregaarde i forpagtning, blev ejer af Quistrup (med Ausumgaard), som han fik tilladelse til at besidde med de adelen og københavns borgere tilkommende priviligier.
“Hun må have været gift, før hun ægtede Søren Jensen, idet den meget agtede rådmand Niels Rasmussen i Mariager nævnes som halvbroder til hendes børn med Søren Jensen.
“Disse var foruden Anders Sørensen og en datter Anne, der en tid levede som enke i Assens ved Mariager og senere holdt hus for broderen Anders, sønnerne Rasmus, der nævnes som forpagter på Strandet og døde i 1709, Jens, der levede og døde i Norge, hvor han efterlod sig afkom, samt Albert, der en tid var foged hos fætteren Niels Hansen Drostrup på Kollerup, og senere havde en række store gårde i forpagtning, bl.a. Ørslev Kloster, Lerkenfeld og Skivehus.
“Fra Albert Sørensen, der var en ret fremtrædende mand, nedstammer en slægt Winding (med bl.a. de to komponister Winding) gennem sønnen præsten Anders (Westenhof) Winding i Vestervig (samt videre gennem en kvindelinje bl.a. polarforskeren Knud Rasmussen og medlemmer af kunstnerslægten Rosing på Grønland).
Om nævnte Mathias Pedersen Hamborg i Hobro giver Brask andetsteds lidt flere oplysninger:
“Nogenlunde samtidig med Mette Sophie Kalow døde byfogeden i Hobro Lauritz Christensen Skipper, der tilhørte en af egnens kendte slægter, og som var gift med Mette Lauritzdatter Skaarup af en anset Hobro-slægt; Mathias Hamborg havde haft god forbindelse med byfogden, og han optrådte nu som lavværge for enken for senere at ægte hende.
“Hun førte en del med sig, og han er nu en del år byens ubestridte førstemand, hvilket også fremgår af skatteansættelsen. F.eks. blev han i 1710 ansat til at udrede 32 Rdl. i krigsstyr, hvilket var langt det største beløb i byen, medens byfogden, den iøvrigt fremtrædende Chr. Nielsen Hostrup, blot skulle betale 8 Rdl.
“Mathias Hamborg døde først – i 1718, men uanset bevillingen (til at hensidde i uskiftet bo) lod enken dog afholde skifte i 1720 “eftersom bemeldte min sal. mands arvinger indstændig derom anholder, og jeg for den gode sal. mands skyld gerne ser deres gavn og fremtarv”.
“Formuen synes nu nærmest at være blevet lidt forringet, der var nok nogle flere ejendomme i Hobro, men der var mindre bøndergods, Mathias Hamborg havde også i 1716 solgt 1 gård i Vester Tørslev og 1 gård i Kastbjerg med 4 gadehuse til sin fættersøn og Gudsøn Jens Brask i Kjellerup; det var ligeledes svundet lidt i sølvet, og der var nu en gæld på ialt ca. 1875 Rdl., hvoraf 285 Rdl. til Jens Brask og 200 Rdl. til Niels Pedersen (Abildgaard) på Thostrup Hovgaard, der var gift med en niece af Hamborg.
“Til deling var der nu kun godt 1700 Rdl., men det var måske heller ikke særlig heldigt for Mathias Hamborgs arvinger, at Mette Lauritzdatter fra ægteskabet med byfoged Skipper havde 2 døtre i live.
“Mette Lauritzdatter og hendes slægt havde stor betydning for kirken i Hobro. I 1699 skænkede hun og hendes første mand dels en lysekrone, dels en altertavle, som hun og Mathias Hamborg i 1703 lod bekoste malet og stafferet “med brogede farver og forgyldning”, og efter sin 2. mands død gav hun 6 kirketofts agre til kirken for en familiebegravelse i denne for sine mænd, den lille Karen Hamborg og sine egne efterkommere, i hvilken anledning der blev opsat et marmorepitafium med en fyldig indskrift.
“(Mathias’ bror) Thomas Pedersen Hamborg i Skjellerup optræder meget hyppigt på Onsild Herreds ting og beklæder ofte dommersædet. Han er nok identisk med en flere gange nævnt Thomas Vestergaard og har derfor sandsynligvis boet i den forhen omtalte gaard Vestergaard eller i en del deraf.
“Han må være død før 3/9 1718, da Maren Christensdatter, sal. Thomas Pedersens enke i Skjellerup nævnes på Onsild Herreds ting. De havde ifølge Mette Skaarups skifte med mandens arvinger kun en datter Karen, der angives gift med Niels Pedersen (Abildgaard) på Thostrup Hovgaard ved Hobro”.
Sidstnævnte ægtepar er min farfars tip3-oldeforældre. Andetsteds. Herudover er min fars forslægt så vidt jeg ved helt overvejende af Himmerlandsk landalmue, og det er derfor naturligvis en sjælden undtagelse, at kunne finde lidt udførligere oplysninger om enkeltpersoner i 16-1700-tallet, jf. ovenfor. Så tak til Aage Brask for hans flittige og grundige arbejde! Næste titel
2. BILLEDER FRA ENEVÆLDENS HISTORIE af Norman Hall Hansen (1949) er en lidt mere ydmyg sag sammenlignet med Aage Brask’s omfattende og detaljerede værk om Kjellerup.
På godt 100 sider bringes 15 mindre afhandlinger om personer og hændelser fra enevældstiden, blandt hvilke: Eventyresken Dina Skomagers – Prins Jørgen af Danmark – En Nordjydsk handelsfyrste – Christian 7. og teatret – Regerinsskiftet i 1784 – Enevældens historieskriver – m.m.
Det er den lille afhandling på knap 7 sider om Prins Jørgen, jeg vil bruge som anledning til at fortælle lidt flere lokal- og familiehistorier fra min nordenfjordske hjemegn, hvorfor jeg endnu engang advarer den ukendte læser…
Først nogle udtog fra artiklen, der begynder således:
“Fra BBC’s udsendelser under den sidste krig kender vi alle Prins Jørgens March, varskoet om at nu kunde vi sætte os hen og afvente den danske stemme fra London og et af den gamle tonedigter Henry Purcells mesterværker. Nu huskes Purcell, der var organist ved Westminster Abbey, væsentligt for sin kirkemusik, og hans mange festkantater, operaer og dramatiske arbejder høres kun sjeldent.
“Mange lyttere har vel undret sig over hvem den prins Jørgen var, til hvis ære den djærve march er skrevet, og det er da om ham, der her skal fortælles.
“Jørgen var den yngste af Frederik 3.’s 2 sønner i ægteskabet med dronning Sophie Amalie, og kom til verden på Københavns slot d. 21. april 1653. Som skik og brug fordrede det i højadelige kredse blev han i femtenårsalderen sendt på en større udenlandsrejse, og under ledelse af sin hofmester Christian Günther v. d. Osten besøgte han Holland, de spanske Nederlande, Frankrig, England og Italien.
“Ved sin faders død i februar 1670 fik han testamentarisk tillagt Vordingborg amt på livstid med hovedgaardene Beldringe og Lekkende foruden en aarlig livrente på 30.000 daler, og i de følgende år erhvervede han gården jungshoved og lod i Vordingborg opføre det forlængst forsvundne “Prins Jørgens Slot”, et jagtslot i italiensk stil.
“På en senere udenlandsrejse studerede han krigskunst i Frankrig og Tyskland, og han deltog med hæder i den skaanske krig sammen med sin broder Christian 5., hvis liv han reddede i slaget ved Landskrona i 1677, hvor baade han og kongen med egen haand skal have nedlagt flere fjender.
“Prins Jørgen skildres som en høj, smuk, lys mand. At han var i besiddelse af personligt mod har vi set, men af væsen var han tilbageholdende og indesluttet og havde som sin fader vanskeligt ved at udtrykke sig i tale.
“Første gang den europæiske politiks søgelys falder på den danske prins er ved den polske kong Michaels død i efteråret 1673, hvor Jørgen blev stillet i forslag som hans efterfølger af et parti indenfor den polske adel, vel nærmest for at undgå valget af andre tronprætendenter, der støttedes af henholdsvis den franske konge og den østrigske kejser.
“Polakkerne ønskede ikke at deres land skulde komme i afhængighedsforhold til nogen af de nævnte stormagter, og det skulde derfor synes som om en dansk prins måtte have gode chancer for at blive valgt til polsk konge.
“Imidlertid strandede disse bestræbelser, væsentligst på grund af prinsens vægring ved at opgive sin lutherske tro, og den polske rigsdag valgte den fra krigene med Tyrkiet berømte feltherre Johan Sobiesky til konge.
“Prinsen nærmede sig nu de tredive år og af politiske grunde gjaldt det om at finde en passende brud til ham. Valget faldt da på den Braunschweig-Lüneburg-Celleske prinsesse Sophie Dorothea, om hvis haand Jørgen konkurrede med prins Georg af Hannover, den senere Georg 1. af Storbritannien, og det blev denne, der gik af med sejren, således at den tyske prinsesse blev stammoder til det hannoveranske kongehus i England.
“Christian 5.’s opmærksomhed vendte sig derefter mod England, og i foråret 1683 rettedes gennem den danske gesandt i London en officiel henvendelse til kong Karl 2. om hans broderdatter prinsesse Annes hånd. Hun var yngste datter af hertugen af York, den senere Jakob (James) 2., hvis ældre datter Mary i 1677 var blevet gift med hertug Wilhelm af Oranien, den senere kong Wilhelm 3. af England.
“I juli samme år afhentedes prins Jørgen og hans overkammerherre grev Christian Siegfried von Plessen i Glückstadt af hertugen af Yorks overkammerherre John Churchill, der i de kommende år skulde erhverve et verdensnavn som feltherre, nemlig Marlborough, den fra den franske soldatervise kendte “Mallebrok”.
“Dette første møde mellem de to så vidt forskellige mænd, den overlegne og handlekraftige diplomat og feltherre og den noget forsagte og beskedne prins – han betegnes i en samtidig biografi som “mild and gentle” – skulle udvikle sig til et varmt venskab.
“Den 27. juli 1683 fandt formælingen sted i Sct. James’ Palace i nærværelse af hoffet og kong Karl 2, og det nygifte prinsepar tog ophold på Windsor Castle. Ved en i oktober måned underskrevet ægtepagt tillagdes der Jørgen, som nu antog navnet George, en betydelig appanage og ejendommen Wandsworth Manor som residens. Samtidig benaadedes han med hosebaandsordenen.
“Intet tydede på, at dette af politiske grunde indgåede ægteskab skulle blive andet og mere end en formel alliance, et personligt baand mellem de to kongehuse, og i begyndelsen gjorde tilmed sprogvanskeligheder forholdet mellem ægtefællerne besværligt, idet brudgommen ikke talte engelsk og bruden ikke tysk. Dette udjævnedes imidlertid snart, og forholdet udviklede sig til et sjældent smukt og harmonisk samliv med trofast gensidig støtte i medgang og modgang, – og modgang og sorg blev dem rigeligt tildelt i deres femogtyveårige ægeskab.
“Inden sit toogfyrretyvende år skænkede Anne sin mand sytten børn, der dog alle var enten dødfødte eller døde i en spæd alder. Kun een lille prins nåede elleveårs alderen inden han afgik ved døden, og skæbnen nægtede således Prins Jørgen at blive stamfader til et engelsk kongehus.
“Men med et slag ændredes Jørgens stilling ved kong Wilhelm 3.’s pludselige død i foråret 1702 efter et fald med hesten på en ridetur i Hampton Court, og kronen gik nu over til Anne som den retmæssige arvtager. Kort efter kongens højtidelige bisættelse i Westminster abbey i april måned fandt Annes kroning sted, og Jørgen blev således “Prince Consort”, idet det ikke lykkedes Anne at få parlamentets samtykke til at give ham kongelig rang.
“Derimod forhøjedes hans årlige appanage til 100.000 pund, og slottene i Kensington og Winchester blev stillet til hans rådighed. Umiddelbart derefter fik dronningen udvirket hans udnævnelse til titulær øverstbefalende over hær og flåde med rang af generalissimus og storadmiral, og Marlborough tilbagekaldes til hoffet, benådedes med hosebåndsordenen og udnævntes til general for alle engelske tropper ude og hjemme.
“Marlboroughs stigende stjerne under krigene med Frankrig og Spanien undgik dog ikke at vække Jørgens misundelse, og forholdet mellem de to mænd kølnedes efterhånden. Medvirkende hertil var den intrigante og ærgerrige lady Marlboroughs optræden overfor dronningen, der omsider førte til at hun afskedigedes fra hoffet i unåde.
“Nominelt var, som allerede nævnt, prinsgemalen den øverstkommanderende over hær og flåde, men i praksis betød dette kun at han præsiderede i admiralitetsrådet, og over hærens anliggender var den populære hertug af Marlborough enerådende. Flådens uheldige indsats ved flere lejligheder udsatte Jørgen for en stærk kritik, tildels med urette, da det jo ikke var ham personlig med det samlede admiralitet, der var ansvarlig for søkrigens førelse.
“Man kan dog roligt sige, at Jørgen savnede de egenskaber, der gør en mand leder af format, men kan på den anden side ikke frakende ham pligtfølelse, troskab og loyalitet. Når han aldrig nåede at vinde egentlig folkeyndest skyldtes det medfødte mangler i hans optræden. Hans sygdom, en astma der aldrig forlod ham, medførte at han til stadighed var besværet af åndenød, hoste og talevanskeligheder, og også led af en konstant hovedpine.
“Han er i samtidige memoirer blevet betegnet som svær eller fed med forkærlighed for nyheder, for flasken og for dronningen. Kærligheden til hans gemalinde, hvem han var en trofast og opofrende husbond igennem deres lange ægteskab, tjener nu ikke til hans forklejnelse, og hang til drik synes ikke at have præget ham mere end mange andre af tidens mænd.
“Bordets glæder var jo en vigtig bestanddel i datidens selskabelige omgang. Hvad angår hans forkærlighed for nyheder, navnlig politiske, så behøver denne ikke at betegne andet end et naturligt og prisværdigt ønske om at blive holdt underrettet om begivenhederne i det urolige Europa, og iøvrigt også under de alt andet end rolige indre forhold i landet.
“Hans samtidige er dog alle enige om at karakterisere ham som et elskværdigt og beskedent menneske, der var fri for laster og levede i et særdeles lykkeligt ægteskab. Hans hovedinteresser synes at have været heste og jagtudflugter, og han syslede også en del med matematik og nærede stor interesse for de skønne kunster.
“Winston Chruchill har sikkert i bogen om sin berømte forfader Marlborough truffet rigtigt når han hverken tillægger ham dygtighed eller lærdom, men kalder ham et jævnt, normalt mandfolk uden svig og ærgerrighed og med en betydelig appetit for bordets glæder, en egenskab han jo i høj grad delte med sin samtid.
“Formodningen om, at han havde hang til drikkeri kan også skyldes, at han ofte medførte en flaske med medicin for at afbøde virkningen af de hyppige anfald af hoste og åndenød.
“I august 1702 rejste Jørgen med dronning Anne til Bath for at gennemgå en kur for sin astma, og i de følgende år var hans helbred meget svingende. I oktober 1708 døde prinsen efter et længere smertefuldt sygeleje i Kensington Palace, 55 år gammel, og han bisattes kort derefter i Karl 2.’s kapel i Westminster abbey.
“Han var under sine mange og ofte langvarige sygdomsanfald blevet plejet af dronningen med aldrig svigtende troskab, og et sjædent smukt samliv opløstes ved hans bortgang.
“I et brev af 9. november fra Sct. James’ Palace giver dronning Anne Frederik 4. af Danmark – Monsieur mon Frere et Neveu, som hun kalder ham – meddelelse om dødsfaldet, og i parlamentets kondolencetale til dronningen fremhæves prinsgemalens “høje dyder, der til evig tid vil gøre hans minde dyrebart” og hans “kærlighed til fædrelandet, hvorved han havde vundet alle undersaatters hjerter og sat sig et uforglemmeligt eftermæle”.
“Han overlevedes i seks år af sin barnløse dronning, efter hvis død det Hannoveranske Kurfyrstehus besatte den engelske trone med Kong Georg 1.”
Ups, – det blev vistnok til det meste af artiklen, dog med undtagelse af de mange politiske forviklinger i England i årene før Anne bliver dronning. Vil man læse mere om Prins Jørgen kan man med fordel konsultere nogle af historiken Chr. H. Brasch’s arbejder, herunder “Prins Georg af Danmark i hans Ægteskab med Dronning Anna of Storbrittannien” (1890), “Griffenfelds Kjærlighed til Charlotte Amelie la Tremouille” (1885) og “Det polske Kongevalg 1674. Med hensyn til Prins Georg af Danmark” (1882).
Tilbage bliver nu at trække en tråd til Nordjysk lokal- og personalhistorie, hvilket faktisk er muligt, selvom tråden er tynd.
Efter Jørgens hjemkomst fra sin 1. udenlandsrejse i anledning af faderens død i beg. af 1670 synes – i henhold til medicinhistorikeren Carøe’s meddelelser – Prinsens hidtidge barber (kirurg/læge/spindoktor) at være afskediget og erstattet af en Thomas Speitzer.
I en på Rigsarkivet opbevaret tysksproget supplikation til “hans kongelige majestæts højtbetroede Deputerede- og General-Commisariat” vedr. et kongeligt løfte til hans søn ‘Greger Speitzer’ om stilligen som garnisionsfeltskær i Fredericia underskriver Thomas Speitzer sig som “Ihr hoheit Printz Georgs Leib Balbier” (hans højhed prins Georgs livbarber). Brevet er udateret, men må være fra engang i 1670’erne.
Thomas Speitzer er antageligt kommet til Danmark med oberst Hans Schack, den senere feltherre, som dennes barber og kirurg/læge. Overlæge Torben Geill har i et hæfte om politikeren Carl Ploug (der var tip3-oldebarn af Thomas Speitzer) oplyst, at den her omhandlede kirurgslægt Speitzer stammer fra Triest i det daværende Østrig-Ungarn (Torben Geill havde vistnok en østrigsk hustru). At dømme efter navnet, håndværket og hjemstedet kunne slægten forresten vistnok gerne have en jødisk baggrund, men herom vides mig bekendt iøvrigt intet.
Sønnen Gregers var ved sin død regimentsfeltskær i Randers og angives at have bl.a. en søn Parmo Gregersen Speitzer. Denne blev officer og tjente i hestegarden i 30-40 år. Han blev efter Den Store Nordiske Krig i 1721 afdanket som major fra et norsk rytterregiment og tog ophold i Gøttrup by og sogn i Vester Hanherred, hvor han havde slægtninge, idet hans (formentlige) bror Mads Gregersen Speitzer ejede Aggersborggaard.
Parmo og hustru Maria Jakobsdatter havde kun 1 barn, datteren Mette Marie, der blev gift med en kirurg fra København Frederik Petersen. De boede i landsbyen Gøttrup, dengang en af Danmarks største landsbyer, og fik 2 sønner samt en datter, der døde ung.
Den ældste søn Parmo Carl Petersen blev provst i Kolding (og blev morfar til politikeren Carl Ploug), mens den yngre søn Christoffer Frederik Petersen (f.1743) blev forligskommisær i Vester Hanherred (min tip3-oldefar).
En nu desværre afdød slægsforsker, Fru Inger Ahl har for en snes år siden velvilligst meddelt mig, at bemeldte Parmo blev født 9. april 1670 i Fredericia. Desværre tabte jeg forbindelsen til hende, forinden jeg fik opklaret kilden til oplysningen, og jeg har endnu ikke fundet den af egen kraft.
Dette ville imidlertid ikke være uden interesse, idet hans afstamning så vidt jeg forstår p.t. ikke kan betragtes som ganske afklaret. I synderlighed forekommer det en smule suspekt, at han ikke nævnes med et ord i den omfattende skifteopgørelse 1692 efter hans formodede far Gregers Thomasen Speitzer i Randers, som er bevaret in extenso. Hvorimod hans formodede søskende, herunder Mads Gregersen Speitzer, alle er nævnt i skiftet.
Tænkeligt kan han have været en fætter og ikke en bror til Mads Speitzer, og der kendes da også en bror Jürgen til Gregers, samt herudover en militærkirurg Parmo Speitzer, nævnt i et brev fra 1678, om hvem jeg iøvrigt intet ved.
Eller han kan evt. have været en adoptivsøn. Der har under alle omstændigheder tydeligvis været tale om en eller anden form a nært slægtskab, omendskønt dette på nuv. tidspunkt så vidt jeg ved ikke kan konkretiseres nærmere.
Nogle flere oplysninger om Nordenfjordsk lokal- og personal-historie kan findes her:
En minderune
Bogsamlere Uden Bøger (rev.)
Kai Friis Moeller – H.G. Wells – Queen Christina – Madame de Pompadour
Lidt om kabaler m.m.
http://blocnotesimma.wordpress.com/2010/09/13/september-3-del/ (Bonde af Thy)
(14.Jun.2013/rev.07.Dec.2018)
Did you enjoy this essay? Then why not share it with a friend?
Crossposted on www.gamleboeger.dk og (slightly amended) http://blocnotesimma.wordpress.com
Tweets on www.twitter.com/gamleboeger
