Today is Thursday, it’s the 2nd day of May and it’s windy out there!.

From the McDonalds where I’m writing this I have a view of the Copenhagen City Square, today under a partly overcast sky.

The weather is nice enough for stolling and – almost – for photography. But in addition to my combined camera and pc-bag I’m today hauling two bags with books just acquired from the friendly folks from the Forum Antiquarian Bookselllers now selling at the dutch book sale in the Heilig Geist Church Community House a short walk from here.

Which definitely makes my luggage too heavy for me to be stolling around a lot. Hence I want to instead do a couple of micro-micro-reviews of a few of the books. The price today is 25 Kr. (3.75$).

1. VOYAGE AU CONGO. CARNETS DE ROUTE. By André Gide. 7.ed. Paris, Gallimard, 1927. 249 p. ill. with maps. Paperback, slightly shabby though still keeping neatly together.

From browsing the book I have seen no indication of the year of the voyage, only day and month. From p. 204f. (sorry, but have to omit the ‘diacritics’, really too time-consuming to hunt for when writing Braille on a Danish keyboard):

’28 Janvier. Abandonnant Marcel de Coppet a ses nouvelles fonctions, nous decidons de descendre le Chari jusqu’au lac Tchad. En partant demain sur le ‘d’Uzes’, nous pourrons etre de retour a Fort-Lamy dans quinze jours.

’30 Janvier. Paysage sans grandeur. Je m’attendais a trouver des rives sablonneuses et deja la desolation du desert. Mais non. Quantite d’arbres de taille moyenne agrementent mediocrement les bords du fleuve, de leurs masses arrondies.

‘Apres m’etre etonne de ne pas voir plus de crocodiles, en voici tout a coup des quantites incroyables. J’en compte un groupe de 37 sur un petit banc de sable de cinquante metres de long.

‘Il y en a de toutes les tailles; certains a peine longs comme une canne; d’autres enormes, monstreux. Certains sont zebres, d’autres uniformement gris. La plupart, a l’approche du navire, se laissent choir dans l’eau lourdement, s’ils sont sur une arene en pente.

‘S’ils sont un peu loin du fleuve, on les voit se dresser sur leurs pattes et courir. Leur entree dans l’eau a quelque chose de voluptueux. Parfois, trop paresseux ou endormis, ils ne se deplacent meme pas. Depuis une heure nous en avons vu certainement plus d’une centaine.’

2. CONVERSATIONS FRANCAISES ET DANOISES. Suivies D’un Choix De Proverbes Et De Gallicismes, Et D’un Recueil D’homonymes Francais. De L.-S.Borring, 4.ed., Copenhague, Chez L’auteur, 1850, 236 p. A small neatly kept volume in hardcover.

From the part ‘Choix de Proverbes et de Gallicismes’ I quote a few specimens:

– Qui n’entend qu’une partie, n’entend rien (Man bør høre begge parter)

– Nul n’est prophete en son pays (En profet er ikke agtet i sit eget land)

– Il a bien mis du foin dans ses bottes (Han har gjort sig megen utilladelig profit)

– On a beau parler a qui n’a cure de bien faire (Det kan ikke nytte at raade den, der ikke vil høre)

– Qui se sent morveux, se mouche (Den man rammer, den piber).

– Qui a bon voisin, a beau matin (En god nabo er det halve liv)

– Tete de fou ne blanchit jamais (En nars hoved bliver aldrig graat)

– A beau mentir qui vient de loin (Den som kommer langtfra, kan sagtens lyve.

– Qui se ressemble, s’assemble / Dis-moi qui tu hantes, je te dirai qui tu es (Krage søger mage)

– L’aurore est amie des muses (Morgenstund har guld i mund)

>I already own a handful of parallel text parleurs somewhat like this and all from the 19. century. This one should make a nice addition.

3. THUNDER AT TWILIGHT. VIENNA 1913/1914. By Frederic Morton. 1990, Collier Books, Macmillans, NewYork. 385 p., paperback.

This nicely kept volume seems to be perhaps unread. There is a full index and source references in the back.

On the back cover you read:

“In 1913, Vienna was a crossroads for world history. Stalin collided here with Trotsky, the start of a blood feud that lasted for four decades. Adolf Hitler was here, railing against the powers that he believed prevented him from achieving his destiny as a painter.

“The auto mechanic Josip Broz, not yet known as Marshal Tito, took dancing and fencing lessons. It was during Vienna’s 1913 carnival that Sigmund Freud wrote an essay he would use in his imminent duel with Carl Jung.

“He titled it ‘Totem and Taboo’, and discussed the myth of the slaying of the leader by a horde, the once and future murder of a prince, soon to be borne out in the 1914 assassination of Archduke Ferdinand, which led to the deaths of ten million more souls in World War I.”

>From leafing through parts of the book it might seem to be mainly concerned with the political cabals leading up to WWI. Perhaps the following sample (from p.49f) concerned with the psychoanalyst Sigmund Freud and his friends and colleagues could more readily have a broader interest?

(It should perhaps initially be noted that the author is most likely of jewish extract and hence allowed a rather more candid language when relating about his confederates than otherwise accepted?)

“In 1913 the chief problem of psychoanalysis, and therefore of its founder, continued to be its own internal rifts. The one between Sigmund Freud and alfred Adler kept Freud away from Adler’s Café Central, and therefore Trotsky (himself predestined to become one of the century’s great schismatics) never met Freud.

“Yet the two had a good deal in common. Both Trotsky and Freud were full-blooded subverters of burgher pieties, both liked to play chess, and both relaxed by reading novels not in their mother tongue (Freud’s English, as against Trotsky’s French).

“Trotsky’s love-hate relationship with Russia matched Freud’s with Austria. Furthermore, the Trotsky of the year 1913 was no less than Freud an autocrat in command of an embattled sect, one that did not hesitate to lacerate its own allies.

“For example, Trotsky’s Vienna Pravda often attacked the Pravda of St. Petersburg for its “disruptive ‘egocentralism'”, which undercut all original and independent Socialist initiatives.

“At the same time Freud started a purge within his own movement. Two years earlier he had gotten rid of Alfred Adler, until then one of his principal disciples among psychiatrists; Adler and his coterie had become un-Freudian by tracing neuroses not to sexual maladjustment but to general inferiority feelings.

“Now in 1914, a Swiss group of psycoanalysts led by Dr. Carl Jung was straying toward heresy; they no longer viewed the libido as Freud’s erotically centered concept; to them it was the vehicle of a more multi-faceted psychic energy. In other words, they were undermining an article of faith.

“On occasion the master of the Berggasse seemed capable of tolerating dissent. But this patience was a stratagem. His instinct was to show no mercy to antagonists in his fold – a trait he openly discussed.

“Only someone seeing so deeply into others could, when he wished, unmask himself so well. “I am by temperament nothing but a conquistador,” he wrote to a friend, “…with all the inquisitiveness, daring and tenacity of such a man.”

“And with just such a man’s ruthlessness he referred to Adler as “a loathesome individual…that Jew-boy out of a Viennese backwater.” This was contempt as stinging as any in Trotsky’s polemics. Trotsky would have understood why Freud never patronized the Jew Boy’s favorite establishment, the Café Central.

“In 1913 Freud had his own favorite coffee house, the Café Landtmann, a fifteen-minute walk from his house. Though close to the University, it was of an upper bourgeois, not of a literary persuasion.

“The Landtmann featured softer upholstery, cleaner spittoons, more financial journals and fewer avangt-garde magazines than the Central: a pleasant place for Freud, who had come to accept, almost with a gloat, his insulation from the city’s mainstream intellectuals.

“He visited the Landtmann most often on Wednesday nights, after the weekly meeting of his Psycho-Analytical Society (from which Alfred Adler had been forced to resign two years earlier in 1911).

“Here he would pick a table at the café’s Ringstrasse terrace overlooking the Gothic tracery of City Hall and the Renaissance loggias of the Court Theater; he would order einen kleinen Braunen, light a cigar, exchange Jewish jokes with favorite followers, and exhale smoke rings into the mellowness of the evening air.

“In May of 1913 they were leisured hedonist’s smoke rings: He had just finished ‘Totem and Taboo’. “When my work is over”, he had conmfessed in a letter, “I live like a pleasure-loving philistine.”

4. GEORG BRANDES OG EUROPA. Forelæsninger fra 1. internationale Georg Brandes Konference, Firenze, 7-9 november 2002. Red. Olav Harsløf. Det Kongelige Bibliotek / Museum Tusculanums Forlag, 2004. 428 p. Paperback. With DVD.

Denmarks greatest literary critic (1849-1927) is treated in 32 essays by nearly as many Danish and foreign experts. All texts are in (or translated into) Danish (or Swedish).

From an essay ‘Georg Brandes, Herman Bang, Johannes Jørgensen og Goethe’ by professor Peer E. Sørensen I quote this sample(p.183):

“Men var Brandes da naturalist? Det bind af Hovedstrøminger, hvori begrebet anvendes som titelord, bindet om Naturalismen i England, handler ikke om det, vi forstår ved naturalisme efter Zolas opskrifter. Det handler om den engelske romantik og først og fremmest om Byron og Shelley med Byron som cheffigur.

“Brandes var nemlig ikke særlig begejstret for den franske naturalisme og satte ikke for alvor pris på Zolas ideer i f.eks. ‘Le Roman Expérimental’. Med naturalismen mener han noget andet end Zola.

“Det kan man overraskende nok læse i Jørgensens programartikel, hvor Georg Brandes citeres for at bestemme ordet således: ‘Naturalismen er et ord, som kun udtrykker den Begrænsning, at grundlaget er naturhengivelse eller naturstudium, at standpunktet er taget indenfor alnaturen.’

“Den bestemmelse har intet med fransk naturalisme at gøre. Den er i ordvalg romantisk. Når Johannes Jørgensen derfor indholdsmæssigt glider fra Brandes’ romantiske ‘Alnatur’ til den Zolaske naturalisme i sin bestemmelse af begrebet naturalisme, er der tale om en bevidst og traditionsrig polemisk forvanskning.

“Rigtigere ville det være at koble Brandes’ naturalismebestemmelse sammen med hans dyrkelse af Byron, for det er dér, den hører hjemme. Men det ville ødelægge Johannes Jørgensens polemik. Byrons radikale individualisme er nemlig en vigtig del af fundamentet under Brandes’ såkaldte naturalisme.

“Hans opgør med de hjemlige autoriteter – de nationalliberale først og fremmest – og hans forkastelse af de lokale traditioner og biedermeierkulturens hegemoni er en Byronsk gestus.

“Naturalisme i den Zolaske betydning af ordet har vi med undtagelse af en lille smule Herman Bang og så Amalie Skram aldrig haft i Danmark. Brandes er Europæer, men romantisk Europæer i fodsporet af bl.a. den Byronske individualisme.”

5. JYSK DIGTNING AF ST.ST.BLICHER. Udvalgt og indledet af Vilh. Andersen. 1902, Foreningen Fremtiden, Kjøbenhavn. 297 p., nicely bound in contemporary calf.

From the introduction by the Danish literary historian Vilhelm Andersen (himself a Jute, see below) I quote:

‘En dag i julen 1794 sad præsten til Vium og Lysgaard, Hr. Niels Blicher, og skrev forord til sin ‘Topografi over Vium Præstekald’.

‘Han vidste vel hvad hans ærlige arbejde var værd, og vilde ikke fordølge, hvor uretfærdigt han fandt det, at den subskription paa bogen, hvortil han havde indbudt, havde haft saa ringe afgang, at der ‘i det læselystne København kun fandtes een eneste subskribent, og den en parykmager.’

‘I dagligstuen sad hans tolvaars søn Steen og holdt ferie med en historiebog. Før den gamle lukkede sine øjne, havde sønnen med mere held end sin fader lært det modvillige København at læse jysk ‘Topografi’.

‘Hundrede aar efter Niels Blichers bog kendte man over hele landet baade Torning og Tjele og Bindestuen i Lysgaard By og Pinsefesten i Avnsborgs Hestehave og bondesproget i Vium bedre, end om man havde subskriberet paa dem.

‘Men præsten i Vium havde grund til at klage, Jylland var virkelig for hundrede aar siden et ukendt land i Litteraturen.

‘Man dyrkede paa den tid meget den poetiske naturbeskrivelse; men i den mængde af naturbeskrivende digte, som fremkom i den sidste halvdel af det attende aarhundrede, er det bestandig sjællandsk eller norsk, men aldrig jysk natur, der beskrives.

‘Og hvad der er vigtigere, ogsaa folkepræget, Jyskheden, som nu synes saa let at kende, er meget lidt fremtrædende hos den ældre litteraturs jyskfødte eller i Jylland virkende forfattere.

‘For vorherre, d.v.s. naar de var for sig selv, var de Jyder helt ud i mælet – som den professor (Kr. Longberg) der ved sin kones død udbrød: ‘Nu vil a raade, Dorthe raadde før.’ ((eller på bedre jysk: No wel a raa’e, Dorthe raa’e fa’er)). Men i humaniora taaltes ingen Jyder, ingen Lomborger eller Skagboer, men Longomontanuser og Scaveniuser.

‘Ribe var to gange, i sidste halvdel af det 16. aarhundrede (med Hans Thommessen og Hans Svaning, Anders Vedel og Peder Hegelund) og i første halvdel af det attende (med Chr. Falster, Brorson og Ambr. Stub) hjemstedet for et udpræget dansk aandsliv, men uden jysk særpræg – det er lige det, man kan kende Martssneen paa Ribe Landevej i Brorsons Vintersalme.

‘Uden for de for kuriositetens skyld paa jysk dialekt skrevne smaasager (Pater Volle Pæirsens Muncke-Prædicken og visen Hans og Karen fra o. 1700) er det kun i den gamle komedie, man træffer en digterisk opfattelse af den jyske type, men da naturligvis ikke for det gode (Titelfiguren i Hieronymus Justesen Ranchs ‘Karrig Niding’ og Studstrup i Holbergs ‘Den ellevte Juni’).

‘Det er den berygtede jyske nærighed, der her maa holde for; En anden ubehagelig egenskab ved folkekarakteren, storskryderiet, var senere Nordmændene – Holberg, hvis Jakob von Tybo er ment som en Jyde, og Wessel – til megen morksab.

‘For at finde positivt poetiske aftryk af jysk race maa man helt tilbage til vor poesis første naive begyndelse, Folkeviser og Eventyr, hvor man stundom træffer billeder, der, naturligvis ubevidst, har antaget en hel jysk lokalfarve (f.eks. viserne om ‘Ebbe Skammelsøn’ og ‘Torbens Datter’, sagn og viser om den kolossale Jydekarl ‘Svend Felding’).

‘Man kan ((iøvrigt)) læse hele den gamle danske litteratur og en stor del af den nyere med igennem og dog være ganske uvidende om, at Jylland er Hovedlandet og Jyden stærk og sej.

‘Oehlenschläger har aldrig sat sin fod i Jylland; Grundtvig havde tilbragt nogle drengeaar der, paa grænsen af heden, og faaet indtryk deraf for hele livet og havde allerede kunnet sige noget derom (‘Jyllands Pris’ i ‘Et Blad af Jyllands Rimkrønike’ fra 1815). Men det var dog som bekendt Steen Blicher, der sang den vise igennem.’

6. SKRIFTE- OG KOMMUNION-BOG. Af Johan Philip Fresenius. Bd. 1. Kjøbenhavn, 1852, 202 p., contemporary black cloth with gilt edges, somewhat worn. ‘Udgivet af Foreningen til Christelige Opbyggelsesskrifters Udbredelse i Folket’.

What makes this small volume stand out is obviously not the subject matter, but the gold printed Royal Crown on the front of the book. And lo and behold – on the flyleaf opposite the titel page is an inscription from a Danish Queen, Caroline Amalie.

From Dansk Biografisk Haandleksikon (1920) I quote:

‘Dronning Caroline Amalie (1796-1881) født I København. Forældre: Hertug Frederik Christian af Augustenborg og Prinsesse Louise Augusta. Hun voksede fra sit 11. aar op på Augustenborg Slot og traf her 1813 første gang sin senere ægtefælle, Prins Christian Frederik.

‘Han forelskede sig i den smukke og fint dannede Prinsesse, og 1814 blev de forlovet, 1815 gift. Ægteskabet var barnløst, men lykkeligt.

‘1839 besteg C.A. tronen sammen med sin mand (Christian 8.); hun holdt sig fjernt fra politik, men følte sig trods sit Augustenborgske slægtskab afgjort som Dansk og var fra 1838 nær knyttet til Grundvig og hans kreds.

‘Hun nærede megen interesse for dansk aandsliv og historie; en anden hovedinteresse var børnesagen, i hvis tjeneste hun oprettede en asylskole i Kbh. 1841 og ‘Den kvindelige Plejeforening’ sst. 1843. Som enke (1848) levede hun stille. D. i Kbh.’

The inscription reads like this:

‘Jeg har selv saa megen opbyggelse af denne bog og jeg føler til hvilken gavn den vil blive mig. Derfor kan jeg kuns ønske at den saa meget som mulig maa blive bekjendt iblandt os!

‘Til hvem hellere end til Dem kjære Rørdam giver jeg den og haaber vist at De vil have samme glæde deraf som jeg. Modtag den derfor med sandt venskab udaf Deres Venindes Haand.
‘D. 6 Mai 1854. Caroline Amalie.’

The ‘dear Rørdam’ mentioned is obviously the theologian Peter Rørdam (1806-1883) about whom you can read the following in D.B.H.(extract):

‘Blev student 1823, cand. theol. 1829, var et par aar huslærer og underviste i københavnske skoler, fra 1835 ved Asylskolen, hvor han 1838 blev forstander.

‘Han kom her i forbindelse med daværende Kronprinsesse Caroline Amalie, i hvem han fandt en velynder; ved hendes hjælp kom han saaledes 1837-38 paa en rejse til Madeira.

‘Allerede som ganske ung var han kommet i forbindelse med grundvigske kredse og følte sig i aarenes løb stedse nøjere knyttet til denne retning; han forsøgte at virkeliggøre Grundtvigs tanke om en forening af det kristelige og det folkelige, idet han bestræbte sig for at komme i et saa nært forhold som muligt til sine sognebørn og ikke alene forkynde evangeliet for dem men ogsaa meddele dem god og sund oplysning.’

7. MINDER FRA VALDEMAR DEN STORES TID – Især i Ringsted- og Sorö-Egnen. Af J.J.A. Worsaae. (Aftrykt af Oversigt over det Kgl. Danske Vidensk. Selskabs Forhandlinger 1855 Nr. 7 og 8. 1856, Kjöbenhavn, 52 p. booklet. Covers loose, inside in nice condition.

The titel page has stamped ‘Det Lerchenborgske Bibliothek’ – hence the booklet is from the library of the well known country house in Western Sealand. (Incidentally I was friendly for a short while with one of the nice daughters from there. Must be between 15 and 20 years ago. She was into archeology at the time and she had a very charming penchant for making small and very pretty gift parcels – a habit acquired from in Japan, I believe).

The front cover has an annotation from the author that’s almost unreadable due to exposure to sun and age:

‘Til Højvelbaaren (…?) Lerchenborg, som en Erindring om Ringsted Touren. Med højagtelse fra J.J.A.Worsaae’

There are four items in the table of contents:

I. Om den i Kong Valdemar den Stores Grav i Ringsted fundne Blyplade med Indskrift.
II. Om forskjellige andre, i Grave fra den ældre Middelalder fundne Blyplader med Indskrifter.
III. Om ‘de to Kirketaarne’ i Fjenneslövlille.
IV. Om Helligkilderne og ‘Kongshuset’ i Haraldsted.

The twelfth century Danish King Valdemar (Vladimir) den Store (the Great)(1131-82) was son of a Russian Princess and may have his name from his great-grandfather, the Grand-Duke Vladislav Monomachos of Kiew (1050-1125).
Valdemar was married to a Russian/Polish Princess, Sophie.

I suppose no Dane gives it a second thought, that the present Russian ‘Zar’, Mr. Putin, is named Vladimir Putin (but not Rasputin, ofcourse!)?

8. HISTORISK CALENDER. Udgiven af L. Engelstoft og J. Møller, Professorer ved Kiøbenhavns Universitet. 3rd vol. Med twende Kobbere. Kjøbenhavn, 1817, Gyldendal. 440 p. Softcover. Very nice condition, especially the inside is quite like new, and the pages are basically not cut open.

This volume likewise has an owners stamp from the library of Lerchenborg by Kalundborg.

There are 6 items in the table of content:

I. Historisk Calender for Danske, eller mærkelige begivenheder af Fædrelandets historie til alle dage i aaret.

II. Til Saga (i aaret 1814) af J.Møller.

III. Udkast til den danske literaturs historie fra begyndelsen af det 19de aarhundrede, af J. Møller

IV. Bemærkninger over Statistikens begreb, væsen, værd og hielpekundskaber, især ogsaa over dens forhold til Statseconomien, af L.Engelstoft.

V. Biskop Jesper Brochmands Levnet, beskrevet af J. Møller.

VI. Wiens beleiring af Tyrkerne 1683, ved L. Engelstoft.

9. GENNEM DE FAGRE RIGER. Af Johannes Poulsen. 3.tusinde. 1916, V.Pio – Povl Branner. København. 181 p. Beautifully bound in wine-red leather together with original art-nouveau cover and with gilt edges. Illustrated with the authors photographs.

Mr Poulsen is perhaps the most renowned male actor from the Royal Theatre in Copenhagen – ever?

From the preface I quote:

‘Kære Læser! Når du tager denne bog i din hånd for at læse om en rejse rundt om Jorden, så vent ikke en skøn og digterisk og farverig fremstilling af Østens og Vestens fagre riger. Hvis du vil det, så må jeg anbefale dig at ty til de rigtige og store digtere Johannes V.Jensen, Jack London og Kipling.

‘Jeg er nemlig ikke forfatter og endnu mindre digter, og skønt jeg til daglig bestrider en ligeså trang og bitter profession som en digters, så er den dog meget vidt forskellig fra hans.

‘Det du vil finde i denne bog er ligesom de billeder der følger hvert tekstblad: en række grå amatørfotografier, som i deres tørhed og gråhed har meget lidt tilfælles med den strålende, farverige, glødende, fantastiske, Orientalske eventyrpragt.’

The photographs nevertheless reveal the author to have been an accomplished amateur photographer and they are certainly worthy of attention in their own right.

(2.May/rev.3.May./4.Sept.2019)

Crossposted on http://www.gamleboeger.dk and https://blocnotesimma.wordpress.com

Tweets on http://www.twitter.com/gamleboeger